Af Henning Påske Jensen
Kommunistisk
Politik 5, 2004
Som
aktiv i den kommunistiske bevægelse siden slutningen af 60erne (med ved
stiftelsen af DKP/ML, og i dag medlem af APK), vil jeg her prøve at ridse
nogle hovedlinjer i et langt uafsluttet udviklingsforløb op, som faktisk
ikke ophører, før der gennemføres en socialistisk revolution
i Danmark.
Diskussionen om kommunistisk strategi drejer sig ikke om, hvorvidt der kan være uenigheder i et parti eller ej.
Den drejer sig lige nu om, at to erklærede kommunistiske organisationer - DKP/ML og KPiD - er ved at slå sig sammen på DKPs gamle grundlag - det antimonopolistiske demokrati. Ved folketingsvalg har de begge støttet Enhedslisten. DKP/ML siden linjeskiftet i 1997, KPiD længere endnu. Nu vil de forsøge med en selvstændig opstilling og er begyndt at lægge luft til Enhedslisten.
Det er vigtigt at forstå, hvad der foregår, og hvem, der er på banen. Ikke bare for at fatte historien eller dens detaljer, men vurdere betydningen af det, der sker lige nu.
1. Sammenlægningen af DKP/ML og KPiD sælges som 'samling af kommunisterne' eller som 'samling af den kommunistiske bevægelse'. Det er det ikke. Det er den snævrest mulige organisatoriske sammenslutning af to småpartier.
2. Det foregår på grundlag af det 'antimonopolitiske
demokrati' - som var en 'strategi' for 'fredelig overgang' til socialismen, de
prosovjetiske partier udviklede efter SUKPs 20. kongres (1956). Denne 'strategi'
som adskiller kampen mod monopolerne fra kampen mod deres stat, lader som om man
kan tæmme og bekæmpe monopolerne ved hjælp af deres stat, og
forvandle denne stat til en progressiv organisme ved hjælp af et folketingsflertal,
uden revolution.
Det er en 'strategi' som blev udviklet for at gøre
op med den internationale kommunistiske bevægelses revolutionære strategi
fra Komintern-tiden og på trods af de revolutionære erfaringer gennem
det 20. århundrede.
Ikke et eneste sted har 'den antimonopolitiske strategi'
banet vejen for socialisme. Hvor den har været realiseret - som i Chile
under Allende - førte den til nederlag.
3. I Danmark udviklede Aksel Larsen og SF sin egen variant af denne linje, mens DKP antog den revisionistiske platform fra SUKPs 20. kongres. Den udkrystalliseredes i DKP program fra 1976. 60ernes og 70ernes ml-bevægelse havde som mål at opbygge et revolutionært kommunistisk parti og kritiserede DKP for at være blevet et reformistisk parti. Det samme gjorde Carl Madsen og andre i DKP. Carl Madsen kaldte det meget rammende 'et rødlakeret socialdemokrati'.
4. Da DKP/ML blev stiftet
i 1978 var det resultatet af 10 års kamp for at udvikle en antirevisionistisk,
revolutionær strategi og platform og for at genskabe et revolutionært
kommunistisk parti i Danmark.
DKP/ML betragtede Sovjetunionen som en (social)imperialistisk
supermagt på linje med USA. Det anså det for givet, at den revisionistiske
kontrarevolution i Sovjetunionen, østlandene og Kina ville føre
til fuldstændig genoprettelse af kapitalismen i disse lande.
5. I
forbindelse med 'Murens fald' (1989) og Sovjetunionens opløsning (1991)
og den fuldstændige udslettelse af socialismen i Europa (indbefattet det
indtil da socialistiske Albanien) gik de prosovjetiske partier - også DKP
- i spåner.
Dagbladet Land&Folk blev lukket, ungdomsorganisationen
DKU nedlagt. Partiet DKP spaltedes i en række fraktioner. Den sidste partiformand
hoppede over i Enhedslisten (der var blevet dannet som en parlamentarisk front
for især Venstresocialisterne og DKP, efter at de begge forgæves i
en årrække havde forsøgt at komme i folketinget). Han hoppede
derpå videre til SF.
Enhedslisten omfavnede Gorbatjov og hans glasnost
og perestrojka, der var overgangsledet til den efterfølgende råkapitalisme.
6.
Disse udviklinger kom ikke bag på det daværende DKP/ML. I denne situation
af opløsning, hvor propagandaen om socialismens fallit (som ikke var socialismens,
men revisionismens fallit) gjorde sin virkning på hele venstrefløjen,
tog partiet en række initiativer for at imødegå den almindelige
højregallop. Deriblandt var parolen om 'skabelse af ét
stærkt
kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund' - bl.a. gennem et kritisk
opgør med den prosovjetiske linje, som DKP havde fulgt med katastrofalt
resultat. Der var diskussionen om et program for et socialistisk Danmark, der
blev rejst på et tidspunkt, hvor alle andre dårlig nok turde udtale
ordet. Der var praktiske initiativer til at samle de revolutionære kræfter.
Rød Ungdom var ét af dem.
7. Før Sovjetunionens kollaps
havde Preben Møller Hansens Fælles Kurs udskilt sig fra DKP. I de
første år påstod han og hans parti, at det var et revolutionært
parti, der fortsatte Carl Madsens kamp mod DKPs degeneration. Det blev ret hurtigt
afsløret som et fejlskud, som en klam fidus. Kommunistisk Forum, som bestod
af kernen af tilhængerne af 76-programmet (der forsvarede Leonid Brejsnevs
Sovjetunion i tykt og tyndt) havde skilt sig ud fra DKP i protest mod gorbatjovismen
og Ole Sohn-linjen.
Det ville genoprette 70ernes DKP og fastholde partiets
valgliste K - og protesterede mod DKPs indgang i Enhedslisten.
Det afviste
at gå ind i en proces for samling af de kommunistiske kræfter på
marxistisk-leninistisk grundlag, afviste et opgør med strategien for det
antimonopolistiske demokrati og har frem til i dag ikke leveret hverken en selvkritisk
analyse af DKP i 60erne og 70erne, eller noget der bare ligner en analyse af årsagerne
til Sovjetunionens opløsning, som KPiD betragter som identisk med 'socialismens
fald'.
De KPiDere, som f.eks. i distrikt Fyn, gik ind for samling på
marxistisk-leninistisk grundlag, blev ekskluderet/sprængt ud i 1997.
8.
DKP/ML'eren Karen Sunds' artikel 'Et
politisk blindspor' fra 1993 er fra dette tidspunkt. DKP/ML havde på
sin 5. kongres i januar 1991 vedtaget et principprogram, der tog højde
for den ny situation, der udviklede sig med 'den ny verdensorden', hvor Sovjetunionen
blev tilintetgjort som USA's supermagtskonkurrent.
Her hed det:
"Den
moderne revisionisme er nært forbundet med den kontrarevolutionære
udvikling i de tidligere socialistiske lande og med en lang række kommunistiske
partiers forvandling til borgerlige arbejderpartier. I socialistisk forklædning
baner den vej for kapitalismens genoprettelse eller afledning af revolutionen.
Den prædiker fredelig overgang til socialismen, strukturreformer af det
kapitalistiske samfund, og søger en mellemvej mellem kapitalisme og socialisme
med det formål at bevare det kapitalistiske system".
Den linje,
som et flertal i DKP/ML sluttede op bag i 1997 i forbindelse med partikampen,
var åbenlyst i strid med dette program. (Det blev da også udskiftet
senere).
9. Det fordækte i hele denne affære - der nu har ført
til at det nuværende DKP/ML (Karen Sunds indbefattet) omfavner DKP/KPiDS
'antimonopolitiske demokrati' - er, at Jørgen Petersen, Karen Sunds osv.
lige siden har påstået, at de IKKE har skiftet linje, men videreført
DKP/MLs gamle linje. For at kunne bilde sig selv og andre dette ind, har de opretholdt
et skriveforbud i dagbladet Arbejderen for hele den tredjedel af partiet, der
blev sprængt ud i 1997.
Det står nu klart for enhver, at det er
DKP/ML, som har forladt sine marxistisk-leninistiske positioner og er gået
over på DKP/KPiDs.
10. Det har betydning i flere retninger:
For
det første at Jørgen Petersen-Karen Sunds-Søren Becker-gruppen
skifter holdning og principper, når det passer dem, og uden at blinke.
Det
er nyttigt at vide FOR ALLE.
For det andet at projekt fælles parti mellem KPiD og DKP/ML er et forsøg på at genskabe det gamle DKP fra 70erne på et grundlag, der allerede én gang har spillet fallit.
For det tredje at den valgliste, som det sammensluttede parti vil søge at opstille, ikke vil være det revolutionært alternativ til Enhedslisten, der er brug for, men endnu et politisk vildspor, som vil splitte kampen uden for folketinget endnu mere.
Se også
Total
kapitulation: DKP/ML og KPiD enige om 'kommunistisk strategi'
Kommunistisk
Politik 4, 2004
Netavisen 16. februar 2004