Den første arbejderregering – Pariserkommunen

Pariserkommunen og erfaringerne fra verdens første arbejderrevolution er stadig levende og aktuelle efter 150 år.

Af Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Med oprettelsen af Pariserkommunen blev den første arbejderregering dannet for 155 år siden. De erfaringer, som Marx og Engels drog, har stadig betydning for arbejderklassen og den revolutionære kamp i dag. Der var tale om en arbejderregering, der på ingen måde kan sammenlignes med den form for ”arbejderregering” eller ”rød regering”, som Enhedslisten og dele af venstrefløjen drømmer om at lave sammen med Socialdemokratiet.

Et vendepunkt i arbejderklassens kamp

Med Pariserkommunen tog arbejderne for første gang deres skæbne i egen hånd. De gjorde det i tidens kontekst, de begik fejl, der kostede dem dyrt, men ved at ”storme himlen”, for at bruge Marx’ smukke udtryk, såede de frøene til socialistisk revolution og ændrede arbejderbevægelsens historie.

Arbejderklassens internationalisme

Den revolution, som brød ud i et land i krig, mellem Napoleon III’s tropper og Bismarcks preussiske hær, gav konkret form til det store slogan, der afslutter Det Kommunistiske Partis manifest fra 1848: ”Arbejdere i alle lande, foren jer!”

Mens reaktionen fra Versailles og kommunardernes bødler stigmatiserede udlændinge som fjender og oprindelsen af alle landets ulykker, talte Kommunen blandt sine rækker talrige migrantarbejdere og revolutionære fra hele verden.

Blandt de fremtrædende personer må vi nødvendigvis nævne ungareren Leo Frankel: medlem af Kommunens råd og arbejdskommissionen, som var initiativtager til Kommunens første sociale tiltag, såsom forbuddet mod natarbejde for bagere. Et andet eksempel er Jarosław Dabrowski: polsk revolutionær og leder af Nationalgarden, som var en af de første militære ledere i den belejrede Kommune.

Kvindernes rolle i Kommunen

Mens den napoleonske civillov fra 1804 havde helliggjort borgerlig ejendom og placeret hustruen under sin mands værgemål, deltog mange kvinder aktivt i folkeopstanden og i organiseringen af Kommunen. Blandt de mest kendte var læreren Louise Michel, Nathalie Lemel, en aktivist i International Working Men’s Association, og Elisabeth Dmitrieff, en russisk revolutionær og feministisk aktivist, som grundlagde ”Kvindeforeningen for Forsvar af Paris og pleje af sårede”. Kommunen, som kun varede 72 dage, nåede ikke at indføre kvinders stemmeret, men adskillige tiltag blev taget for at sikre, at kvinder fik adgang til uddannelse, lige løn, anerkendte frie ægteskaber og lettede skilsmisse, ligesom andre vigtige demokratiske og sociale tiltag.

Blandt disse tiltag var adskillelsen af kirke og stat, forbuddet mod at indføre ”alt, hvad der vedrører den enkeltes samvittighed” i skolerne, men også amnesti for ubetalte huslejer, krav om ledige boliger, afskaffelse af bøder og lønfradrag samt tilvejebringelse af lokaler til arbejderforeninger, som havde været forbudt siden Le Chapelier-loven af 1791.

Berigelsen af den marxistisk-leninistiske teori om klassestaten

Men det, der forbliver mest værdifuldt fra denne historiske erfaring, er de lektioner, Marx og Engels trak af den, da de påpegede, at Kommunen havde vist, at ”arbejderklassen ikke blot kan tage statsmaskinen, som den er, og få den til at arbejde til sin fordel”. Denne analyse, ifølge hvilken den borgerlige stat er ”en krigsmaskine af kapital mod arbejde”, der må ødelægges for at etablere en helt ny slags magt, en ny form for ”producenternes styre af producenterne selv”, forbliver den dag i dag en skillelinje mellem reformister og revolutionære.

Som Lenin senere påpegede, var denne magtovertagelse af arbejderne tiltænkt at ekspropriere ekspropriatorerne, dvs. at omdanne kapitalistisk privat ejerskab af produktionsmidlerne til social ejendom. Dette blev realiseret i den socialistiske revolution i oktober 1917 og oprettelsen af Sovjetrepublikken i det tidligere tsaristiske imperium. 

I 2021, ved 150-året for Pariserkommunen, kom Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer (CIPOML) med denne udtalelse: 

Pariserkommunens eksempel er stadig aktuelt!

Den 18. marts 1871 tog arbejderklassen for første gang magten og dannede den første arbejderregering. Ministre, bureaukrater og deres personale blev forvist fra Paris, og den udøvende magt gik over i hænderne på Nationalgardens Centralkomité, der repræsenterede den væbnede arbejderklasse. 

Den første arbejdermagt varede i 72 dage og blev ødelagt af de reaktionære kræfter, der forenede sig og massakrerede titusinder af mennesker. Men Kommunen efterlod en skat fuld af uvurderlige erfaringer, der stadig er gyldige i dag.

Gnisten til Kommunen var opstanden blandt arbejderklassen i Paris, der nægtede at acceptere den ydmygende aftale, som det franske borgerskab og dens regering havde indgået, hvor de havde underkastet sig den invaderende preussiske hær, der var gået sejrrigt ud af krigen i 1870. Efter Napoleon III’s kapitulation rejste Paris’ befolkning sig og væltede kejserdømmet den 4. september. Borgerskabet, der havde magten, forsøgte at undertrykke det parisiske folk i stedet for at kæmpe mod angriberne. »I denne konflikt mellem national pligt og klasseinteresse tøvede regeringen for nationalt forsvar ikke et øjeblik med at forvandle sig til en regering for nationalt forræderi« (Marx, Borgerkrigen i Frankrig).

Så snart borgerskabet havde banet vejen, omringede de preussiske angribere, som allerede havde erobret de mest industrialiserede regioner i Frankrig, Paris. Som følge af borgerskabets forræderi gik arbejderklassen i Paris i aktion og udløste ”stormen på himlen”. Mens de mest fremskredne dele af arbejderne gav udtryk for ideen om national og social befrielse, havde arbejderklassen som helhed ikke en klar opfattelse af lovene for socialt fremskridt og stod stadig under indflydelse af Proudhon og Blanqui såvel som af nyjakobinismen. 

På trods af dette begyndte opstanden at nedbryde det bureaukratisk-militaristiske apparat. Marx skrev: »Efter seks måneders sult og ødelæggelse, forårsaget mere af det indre forræderi end af den ydre fjende, gør de oprør under de preussiske bajonetter, som om der aldrig havde været en krig mellem Frankrig og Tyskland, og fjenden ikke stod foran Paris’ porte. I historien findes der intet eksempel af en sådan storhed.” (Brev til Kugelmann, 12.4.1871) 

Nationalgardens Centralkomité meddelte i den officielle avis den 25. marts, at ”Kommunen har givet Paris Nationalgarden til at forsvare borgerne mod magten i stedet for den permanente hær, der forsvarer magten mod borgerne.” Marx havde talt om overgangsperioden fra kapitalisme til kommunisme og fremhævet nødvendigheden af at nedbryde det borgerlige statsapparat som en lære af revolutionerne i 1848. Og arbejderklassen i Paris viste, hvad det skulle erstattes med. 

Pariserkommunen afviklede den stående hær og politiorganisationen, begge redskaber til klassekamp. Også bureaukratiet blev afviklet. Beslutningen om disse to ”nedbrydninger” var ikke baseret på en teoretisk ræsonnement, men var udelukkende en konsekvens af klassekampens forløb og blev gennemført som et resultat, der ”stammede fra det vågnende folks ufejlbarlige instinkt” (Lenin).

På Kommunens anden dag blev det obligatorisk for alle soldater, der var tilbage i Paris, at tilslutte sig Nationalgarden. Hæren og politiet blev erstattet af det bevæbnede folk, det gamle bureaukratiske apparat blev erstattet af demokratisk valgte personer. Alle poster, herunder dem i Kommunen og retsvæsenet, blev gjort valgbare. De valgte var ansvarlige over for folket og kunne afsættes fra deres embede. De fik ikke mere end 6000 franc i løn, hvilket svarede til en faglært arbejders gennemsnitsløn. 

Kommunen forenede den udøvende og den lovgivende magt. Proletariatets diktatur, der var blevet indført, var stadig meget svagt og havde mangler, men alle de foranstaltninger, der blev truffet under enorme vanskeligheder, var langt mere demokratiske og overlegne i forhold til det mest fremskredne borgerlige demokrati. Med proklamationen af republikken blev der oprettet snesevis af arbejderforeninger, fagforeninger og aviser i Paris og i alle de store byer.

Proletariatets diktatur, eller proletariatets demokrati, udviklede massernes initiativ. Befolkningen i Paris formåede hurtigt at organisere sig for at gøre de valgte medlemmer af Kommunen opmærksomme på deres fejl og mangler, for at bringe dem tættere på massernes interesser og for at afsætte dem, hvis det var nødvendigt. Hundredvis af borgere, mænd og kvinder, samledes i arbejderkredse hver aften efter arbejde i omkring 30 kvarterer i Paris for at diskutere og til tider også kritisere Kommunen. Kommunens ledere blev inviteret til disse møder, der hovedsageligt var fyldt med arbejdere. Det var fora, hvor arbejdermasserne var direkte involveret i politikken, hvor de gav udtryk for deres krav og vurderede og kritiserede de beslutninger, der blev truffet af Kommunen. 

Den følgende dag informerede en delegation på vegne af kredsen Paris’ rådhus, hvor Kommunen havde til huse, om de trufne beslutninger. Disse debatter blev også afspejlet i de mange dagblade, der havde stor indflydelse blandt masserne med et oplag på 50-60.000 eksemplarer. De offentliggjorde breve skrevet af arbejderne og holdt dem orienteret om de skridt, Kommunen havde taget. Avisartiklerne blev diskuteret blandt masserne og blev undertiden genstand for en polemik mellem to forskellige synspunkter på kredsmøderne. Disse debatter bidrog til at hæve den politiske bevidsthed og gav samtidig masserne en platform til at kontrollere de trufne beslutninger og udtrykke deres initiativ. 

Befolkningen i Paris var organiseret i kvarterkomitéer og i byråd, og den stillede sine repræsentanter op i de regionale råd og i andre organer som postrådet og rådet for våbenreparationsværkstedet i Louvre. Kvinderne havde endnu ikke stemmeret, men blev hurtigt aktive på det politiske område og spillede en enorm rolle i Kommuneperioden ved at fremsætte de vigtigste forslag. 

Fagforeningerne var blandt arbejderklassens interventionsredskaber. I Kommuneperioden var der 34 fagforeninger aktive inden for de forskellige sektorer. De fleste var blevet dannet før Kommunen, men med den voksede deres indflydelse, og de blev centraliserede. Disse fagforeninger udgjorde sammen med 43 foreninger organiseret blandt masserne den folkelige kontrol med ledelsen af Kommunen. 

Kommunen varede kun 72 dage, og næsten alle forløb i kamp, men trods denne korte varighed forsøgte den at løse befolkningens vigtigste problemer. For at udrydde arbejdsløsheden besluttede den at beslaglægge de forladte fabrikker og arbejdspladser og genoptage produktionen. For at forbedre arbejdsforholdene blev nattevagter forbudt for bagere. Det blev forbudt for arbejdsgiverne at reducere lønningerne gennem bøder og andre påskud, hvilket dengang var en udbredt metode. De daglige arbejdstider blev reduceret i visse sektorer. Tomme og forladte huse blev konfiskeret, huslejerne blev fastfrosset, og gæld, der var opstået på grund af manglende betaling, blev eftergivet. Kirke og stat blev adskilt, og man begyndte at opbygge en sekulær stat; sekulær og fri undervisning blev gjort obligatorisk for alle drenge og piger. Der blev erklæret politisk amnesti, og alle begrænsninger af ytringsfriheden blev ophævet. 

Kommunen overlevede dog ikke længe nok til at kunne gennemføre alle disse beslutninger. Som Marx sagde: ”Kommunens store sociale betydning var dens egen virkende eksistens” (Borgerkrigen i Frankrig). 

Kommunen begik dog også fejl. Efter at have taget magten indtog den en kompromissøgende og moderat holdning. Den udnyttede ikke de afgørende timer og dage, men tøvede med at give det endelige slag mod Versailles-regeringen, der var på tilbagetog i fuldstændig forvirring. Kommune-lederne ønskede at undgå en borgerkrig, men det var borgerskabet, der var ved at udløse den. 

I de første dage af Kommunen var der en overdreven respekt for den formelle demokrati, og der blev tillagt valgene en overdreven betydning; dette førte til en udsættelse af presserende opgaver. Alligevel var Kommunen allerede legitimeret i de brede massers øjne. Der gik en uge med formaliteter.

Politisk naivitet var et andet aspekt. Gaderne i Paris var fulde af spioner fra Versailles, men Kommunen traf ikke de nødvendige foranstaltninger. Mange aviser, der forsvarede kontrarevolutionen, fik lov til at blive trykt og cirkulerede i »pressefrihedens« navn. På den anden side, da generalerne fra Versailles begyndte at udrydde kommunarderne med eksekutionspelotoner, vedtog Kommunen den 5. april en beslutning om, at ”hver massakre ville blive besvaret med blod”, men dette blev ikke gennemført før den ”blodige uge”, hvor titusinder af parisere blev massakreret.

Den samme ubeslutsomhed gjorde sig også gældende i spørgsmålet om omvæltningen af den gamle orden. Centralbanken og de store selskaber blev ikke nationaliseret gennem ekspropriation. Der blev ikke truffet foranstaltninger til fordel for kvinderne, som spillede den mest aktive rolle i revolutionen. Skatterne forblev i kraft efter det gamle reaktionære system.

En anden mangel ved Kommunen var, at den ikke gjorde meget for at vinde bøndernes tilslutning. Arbejderklassen var endnu ikke fuldt ud klar over, at det kunne vinde med deres støtte. Den Første Internationale drog endnu en vigtig lære af erfaringerne: »I betragtning af at arbejderklassen mod denne kollektive magt fra de besiddende klasser kun kan handle som klasse, når den konstituerer sig som et særskilt politisk parti, der står i modsætning til alle de besiddende klassers partiformationer.«

På sit møde i september 1871 erklærede Den Internationale Arbejderforening, at ”denne sammenslutning af arbejderklassen i et politisk parti er uundværlig for den sociale revolution og dens endelige mål: afskaffelsen af klasser.” 

Pariserkommunen, der fremhævede nødvendigheden af proletariatets diktatur for social befrielse gennem magtkamp mod den forfaldne kapitalisme, og for arbejderklassens organisering i et politisk parti, er stadig levende og aktuel efter 150 år. 

Leve Pariserkommunen! Leve den proletariske internationalisme!

Læs også: Pariserkommunen