Nyt handlingsprogram fra APK – 4: Kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger

Med det vil vi invitere klassekæmpere, anti-imperialister, revolutionære og progressive til at være med til at udvikle og bruge den taktiske platform, der kan matche de krav som klassekampen stiller til vores bevægelse og arbejderklassens kommunistiske parti.

Afsnit 4

Kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger

En side af de konkrete krigsforberedelser fra imperialismens og dens regeringers side er den militarisering der sker af hele samfundet. Offentlige uddannelsesinstitutioner og midler bruges til militær forskning fremfor på folkesundhed og den offentlige omsorgssektor, der er oprettet særlige militærlinjer på nogle gymnasier for fremtidens officerer, kvinder skal i ligestillingens misbrugte navn have værnepligt, og værnepligtens længde er sat op, og der opmuntres til at deltage i det paramilitære Hjemmeværn. Der er oprettet et ministerium til at sætte det civile beredskab i system.  

Militariseringen sker under en voldsom politisk/ideologiske krigspropaganda og krigshysteri, reaktionær nationalisme, fulgt op af en stærk politisk ensretning og sindelagskontrol, fyringer, sortlistning, kriminalisering og racisme. Den bruges til at skabe en grobund af frygt til at tro at det gælder den enkeltes overlevelse med prepping, vanddunke og kontanter frem en kollektiv kamp mod krig og oprustning. Militariseringen skaber en forråelse i samfundet, der blandt andet viser sig ved voksende had og vold mod kvinder, på baggrund af hudfarve og etnicitet og had mellem grupper af befolkningen.

Socialdemokratiet har officielt udnævnt krigspropagandaen til at være ”åndelig oprustning” og dets ministre taler om, at en af folkeskolens opgave nu er at opdrage børnene til ”sande patrioter”. Ikke mindst børn og unge er målet for denne åndsformørkelse, der skal gøre dem til soldater i en imperialistisk storkrig.  Der må tages særlige skridt i forhold til den generation af unge, der er udset til kanonføde for danske monopolers og NATO’s interesser, mens de bildes ind, at de kæmper for demokrati og forsvaret af Danmark.

Masseovervågning

Skiftende regeringer med henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre ved magten har trinvis reduceret befolkningens retssikkerhed og demokratiske rettigheder gennem ”terror-” og bandelovgivninger.   Omfattende protester forhindrede regeringen i at få hastet PET-loven igennem i foråret 2025, med dens utilslørede totale registrering af alt hvad man foretager sig på nettet, fra sundhedsoplysninger til politiske ytringer eller politisk organisering, det hele samkørt af kunstig intelligens – AI. Men hverken monopolborgerskabet eller dets regering har opgivet at få det tvunget igennem. Vores krav vil forsat være: Væk med masseovervågning.

Kun en statsmagt, der frygter, hvad dets borgere skulle finde på at tænke, mene, sige eller gøre, har brug for den slags metoder. Mulighederne i dagens teknologi og mangeartede databaser ville få enhver tidligere totalitær- og fasciststat til at blegne af misundelse. Lige nu skal det bruges til at skabe frygt for frit at ytre sin mening, deltage i en underskriftindsamling, en faglig blokade eller en demonstration. I en krisesituation vil det blive brugt massivt mod befolkningen af statsmagten. 

Den digitale masseovervågnings kontrol med befolkningens brug af chat og sociale medier i hele EU er et af de mål, den danske regering satte sig for at få igennem under sit EU-formandskab. Under dække af bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn betyder det, at store dele af befolkningernes digitale kommunikation i EU – herunder alle billeder og videoer – kan scannes af statsligt installeret overvågningssoftware. 

Argumentet er hver gang, at det kun skal bruges mod hooligans, bander, kriminelle, pædofile og terrorister. Så hvis man ikke har noget at skjule, kan man ikke være imod. Sandheden er, at det er regeringen og staten, der skjuler, at de skaber et overvågningssamfund, hvor de kan kortlægge og sammenkøre alt om befolkningsgrupper og den enkelte og bruge det som de vil. Samtidig vedtages i parallel med dette for eksempel mørklægningsloven, der formelt kaldes offentlighedsloven, og som begrænser indsigten i politikkernes ugerninger.

Overvågningslovene er et angreb på arbejderklassen og hele befolkningens ytringsfrihed og retssikkerhed. Lovforslaget om masseovervågning viser, at demokratiske rettigheder under kapitalismen kun er midlertidige og et klassespørgsmål, hvor magthaverne reducerer og fjerner dem, når det tjener deres interesser. APK forsvare de demokratiske rettigheder, og vi har ingen illusioner om statens klassekarakter. Det vi ser i disse år, er en fascisering af staten og statsapparatet, en udvikling som i mange andre lande i Europa og resten af verden.  

Kampen mod fasciseringen er en integreret del af kampen for revolutionær forandring. 

Der foregår en kamp mellem monopolborgerskabet, dets politiske kræfter, dets stadig mere repressive og aggressive magtinstrumenter og de arbejdere og folk, der gør modstand og kæmper for at nægte at betale for krisen i et system, der kun gavner en lille minoritet. Set fra den herskende klasses synspunkt betyder dette: anvendelse og acceleration af fasciseringen.

For arbejderklassens, den brede befolkning og de unge betyder det udvikling af kampe, opbygning af kræfter til at gøre modstand, til at gennemtvinge tilbageslag og til at organisere sig. Kampen mod militarisering, reaktion og fascisering må både føres konkret og i sammenhæng med kampen mod imperialismens udbytning, undertrykkelse og krige. For det kommunistiske parti betyder det behovet for at styrke sig selv på basis af kampen for at bryde med det kapitalistiske og imperialistiske system.

Medierne spiller en afgørende rolle i udbredelsen og tilsløringen af hele denne udvikling og krigspropaganda. De store private og statslige mediekoncerner har intet at gøre med en såkaldt fri presse eller ytringsfrihed for alle samfundets klasser. Med ensretning, censur og luderjournalistisk gengiver de ukritisk deres chefers og aktionærers stemmer og beskytter deres interesser.  De har endnu engang under Israels folkemord og udryddelseskrig af Palæstina og det palæstinensiske folk vist sig som talerør for den israelske zionistlobby og regeringens støtte til Israel. Udnævnelse af den tidligere så berygtede finansminister Bjarne Corydon til chef for det statslige mediemonopol DR, satte hurtigt gang i en udrensning af, hvad der kunne opfattes som kritiske stemmer. 

Nødvendigheden af at arbejderklassen og de anti-imperialistiske og revolutionære bevægelser har deres egen uafhængige presse til at forsvare og videreformidler sine krav, erfaringer og kampe er en stadig presserende opgave at sikre og en vigtig opgave for det kommunistiske parti. 

Anti-semitisme vendt mod Palæstinabevægelsen

Midt under det zionistiske Israels folkemord i Palæstina og den voksende omfattende Palæstina solidaritet i befolkningen, ikke mindst blandt en ny generation af unge, vedtog et enigt Folketing, inklusive Enhedslisten, et 12 punktsprogram og lovændringer til støtte for Israel ved at stemple kritik af Israel og støtte til den Palæstinensiske modstandskamp som anti-semitisme, terrorisme og jødehad. Under påberåbelse af beskyttelse af jødernes rettigheder, indebærer det en kortlægning på sociale medier, strafskærpelse i særlige situationer, oprettelse af en strafskærpelseszone forud for en forestående begivenhed, f.eks. et bestemt optog eller arrangement. Enhedslisten viste sig endnu engang som støtte til imperialismen og det zionistiske Israels propagandaløgne, parat og villig til at stikke en kniv i ryggen på solidaritetsbevægelsen. Anti-semitisme er foragt for jøder – zionisme er en politik, en fascistisk ideologi om et Storisrael, apartheidstaten og udryddelse af Palæstina og dets befolkning. Det er to helt forskellige ting.   

Det yderste højre, racisme, fascisme og højre-og venstrepopulisme skal bekæmpes konkret og i sammenhæng med arbejderklassens kamp

Magthaverne, arbejdsgiverne, krigsherrer og deres regeringer prøver med alle midler at svække og splitte arbejderklassen og dens allierede, få dem til på demagogisk vis at slutte op om deres politik, og afleder utilfredsheden og protesterne. Til det formål må de hele tiden tilbyde nye varianter af reaktionær politik – spændende fra venstre/højre populisme, sexisme, og racisme til fascisme og nazisme. Der samtidig er udtryk de indre modsætninger og rivalisering i de herskende klasser for at sikre sig magten.

Udbredelsen af disse former for propaganda hænger sammen med befolkningens forværrede leve- og arbejdsforhold, med de omfattende sociale konsekvenser af den nyliberale nedskæringspolitik og krigsøkonomi og med krisen for de borgerlige institutioners legitimitet og autoritet. Samtidig er populisme borgerskabets løsning for at overvinde ”det demokratiske underskud”, det vil sige at lede befolkningens utilfredshed og vrede i en retning, som tjener den herskende klasses egne politiske mål. Manglen på et troværdigt alternativ og fraværet af en uafhængig og revolutionær arbejderbevægelse, skaber et politisk tomrum som populister kan udfylde. 

Men også højreekstreme, fascistiske og nazistiske grupper er aktive og holdes i reserve. APK fastholder konklusionen fra den danske modstandsbevægelse mod nazismen, at fascisme og nazisme ikke er en politik, men en kriminel forbrydelse mod menneskeheden, også selvom de i dag optræder under nye former. De er udtryk for kapitalismen åbne voldelige diktatur. De udgør en reel fare for alle menneskehedens demokratiske og sociale landvindinger. Vi kræver forbud mod fascistiske og nazistiske organisationer og deres propaganda, samtidig med at vi ved at det er klassekampens kræfter der afgør, hvorvidt fascismen holdes tilbage.

Populister blander forskellige ideologier, frem for alt nyliberalisme, chauvinisme, racisme, antikommunisme, og konspirationsteorier for at styrke reaktionære politiske kræfter og for at skaffe sig et bredere massegrundlag. De fyrer op under social frygt og udnytter behovet for social beskyttelse og sikkerhed mod kapitalistisk globalisering, nyliberalisme osv. De koncentrerer retorisk deres angreb mod ’eliterne’, dem som ”sidder på toppen”, fremfor den reelt herskende monopolkapital og med målet om ”at sidde med ved bordet” for at holde det kapitalistiske system gående. Særlig kombinationen af populisme og borgerlig nationalisme udgør en stor fare for arbejderklassen og den revolutionære bevægelse og er en vigtig faktor for krigsforberedelser.

Mens det yderste højre, racisme og fascisme er monopolborgerskabets reaktionære strømninger, er venstrepopulisme og socialreformisme strømninger fra borgerskabet og småborgerskabet, som kan spille forskellige politiske roller (nogle gange progressive og andre gange reaktionære).

Kampen mod racisme, kvindehad og sexisme som især den trotskistiske del af venstrefløjen ynder at skille ud som en isoleret selvstændig kamp må tværtimod føres i tæt og konkret sammenhæng med arbejderklassens og ungdommens krav og kamp for bedre levevilkår. Det er ’ismer forbundet med økonomiske problemer, regionale krige og kriser, opstået som følge af kapitalismens skærpede modsætninger og bruges som syndebukke for at skjule og aflede fra den egentlige årsag og hvem der er klassefjenden. Fremmedhad må overvindes og bekæmpes gennem en fælles kamp for fælles krav og rettigheder, hvad enten det gælder arbejdsforhold, boliger eller retssikkerhed. Det er et klassespørgsmål, der ligesom anden solidaritet ikke kan reduceres et moralsk eller humanitært spørgsmål.  

Venstrepopulisme

Populisterne anvender samme populistiske stil, men der er betydelige forskelle mellem dem, selvom både højre-og venstre taler med store ord om ”folket”, ”fællesskabet” og ”danskerne”, uden at skele til at vi lever i et klassesamfund. Følelserne, som de forskellige former for populisme appellerer til for at mobilisere vælgere, er tydelige nok: I den højre variant er det fremmedfrygten; i den venstre variant er det håbet om en bedre fremtid og solidaritet. Den højre variant er genkendelig med sit had og nag, sin egoisme og ligegyldighed. Den venstre variant taler i teorien om ”retfærdighed og ligestilling”, forsvar af velfærdsstaten, om at tage imod flygtninge, ”deltagerdemokrati”, mindre ulighed og deslige. 

Disse forskelle er udtryk for småborgerskabets dobbeltkarakter som reaktionært og progressivt på en og samme tid, dets egeninteresse og i dets forhold til kapitalen. De tjener på den ene eller anden måde borgerskabets forskellige fraktioners interesser.

Enhedslisten har udviklet sig fra et venstre-reformistisk og venstrepopulistisk parti, til også at være et pro-imperialistisk parti, der fornægter både Danmarks, EU’s og NATOs imperialistiske karakter og foregøgler, at de institutioner kan gøres demokratiske, og fredelige uden at gøre op med klassemodsætningerne, eller at de slet og ret er ’nødvendige’ overfor andre imperialistmagter.

De tager afstand fra revolution og den videnskabelige socialisme, foreslår nye ”alternative zoner” mellem imperialistiske og socialisme og leder efter en ”tredje vej. De henfalder til romantiserende nationalisme og har underlagt sig den nationale enhed i ”kritiske” situationer. Objektivt fungerer de som krykker for dansk imperialisme og dens haltende regering med en særlig rolle omkring at aflede arbejderklassen og befolkningen fra den bevidste kamp mod kapitalmagten og imperialismen.

Arbejdet og kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger

Vi må imødegå, afsløre og bekæmpe småborgerskabets reaktionære ideologi og praksis, der udgør en alvorlig hindring for udviklingen af arbejderbevægelsen og for udvikling og spredning af den videnskabelige socialisme i arbejderklassen, ungdommen, blandt de udbyttede og undertrykte. Kampen mod den populistiske og nationalistiske ideologi og politik må føres i arbejderbevægelsen og folkelige bevægelser. Vi må imødegå den populistiske demagogi med en kommunistisk propaganda, som er enkel og forståelig. 

Der er brug for at udvikle arbejderklassens enhedsfront og en folkefront mod imperialisme, krig og reaktion. Skabelsen af arbejdernes enhedsfront i kampen mod kapitalismen er nøglen til at kæmpe mod populismen, dens klassefællesskab og samarbejdspolitik. 

Vi skal trække en klar linje mellem vælgerbasen og de populistiske ledere, som vi hele tiden skal angribe og afsløre. Vores fjender er de højreekstreme og fascistiske populistiske organisationer – ikke de arbejdere og udbyttede, der stemmer på dem. At skabe en platform med konkrete og umiddelbare klassekrav og etableres brede alliancer om disse er afgørende for at opbygge aktionsenhed mod populismen.

Et andet særligt aspekt er arbejdet med at få småborgerlige lag til at distancere sig fra populismen. I kampen mod de reaktionære politiske kræfter er det at påvirke disse utilfredse og politisk umodne samfundslag, en af de vigtigste forudsætninger for at lykkes. Det er nødvendigt at udforme krav af økonomisk og demokratisk karakter for at vinde arbejderklassens allierede og for at isolere de reaktionære og farlige dele af småborgerskabet. Vi skal fremlægge argumenter, skarpe analyser af de presserende problemer og krav for at overbevise arbejderne om, at populisme ikke er svaret på disse problemer. 

Taktikken må tage højde for en forskellig afvisning og tilnærmelse til højre- og venstrepopulistiske bevægelser, og over for fascistiske grupper og partier. Med de venstrepopulistiske organisationer er det muligt at stå sammen i givne øjeblikke, på taktiske, veldefinerede og konkrete mål og problemstillinger, som handler om arbejdernes og befolkningens krav og interesser. Med fascisterne og nazister er ingen fælles handling mulig, men det er nødvendigt at forfølge en kontinuerlig ideologisk og politisk kamp. Det, vi hele tiden må vurdere er, hvilken klasse eller hvilke klasseinteresser de tjener, og styrke arbejderklassens interesser.

Handlingsprogrammets første 4 afsnit:

Arbejderklassen ejer fremtiden

Kræfterne i arbejderklassens kamp må forenes på en klassekampslinje

Der må opbygges en stærk bred anti-imperialistisk bevægelse mod krig

Kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger