Nyt handlingsprogram fra APK – 3: Der må opbygges en stærk bred anti-imperialistisk bevægelse mod krig

Med det vil vi invitere klassekæmpere, anti-imperialister, revolutionære og progressive til at være med til at udvikle og bruge den taktiske platform, der kan matche de krav som klassekampen stiller til vores bevægelse og arbejderklassens kommunistiske parti.

Afsnit 3

Der må opbygges en stærk bred anti-imperialistisk bevægelse mod krig

Inter-imperialistiske krige, dvs. krige mellem imperialistiske magter, krige mellem kapitalistiske stater og aggressionskrige mod befolkningerne er produkter af kapitalismen; dette system må bringes til ophør for at opnå verdensfred.

Årsagen til krig har ikke sin rod i menneskenes ”dårlige natur”, regeringers ”dårlige politik”, denne eller hin hændelse, hvem der angreb først, om det var med eller uden FN-mandat, eller at det skyldes en gal præsident som Putin, Trump eller Hitler. Årsagen har sin rod i samfundets deling i klasser, i udbyttede og udbyttere. Kapitalismen er krigens årsag, og krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen. Krigene er ikke undtagelser på kapitalismens vej, de står ikke i modsætning til kapitalismens grundlag, til privatejendommen, konkurrencen eller dets udbyttersystem, men er i stedet kapitalismens faste følgesvend fra første til sidste del af kapitalismens historie.

Imperialismen, kapitalismens monopolistiske stadium, skærper alle kapitalismens modsætninger så meget, at ”freden” bliver et pusterum mellem nye fordelingskrige. De enkelte landes ulige økonomiske og politiske udvikling skaber situationer for en stadig ny-og omfordeling af kontrol over råstoffer, markeder og handelsveje. Dette kan til syvende og sidst ikke opnås på anden måde end gennem krig mellem de afgørende imperialistiske lande. I parallel kan udbytningen af hundreder millioner arbejdere kun opretholdes gennem blodige undertrykkelseskrige.

Krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen og imperialismen. Derfor er ”afskaffelse” af krigen kun mulig gennem afskaffelsen af kapitalismen og imperialismen, dvs. ved at bryde med den borgerlige udbytterklasses magt og gennem en revolutionær forandring skabe arbejderklassens magtovertagelse, opbygningen af socialismen og i sidste ende tilintetgørelsen af klasserne.

Den inter-imperialistiske krig, der udfolder sig i Ukraine, er ikke den eneste krigskonflikt i dag; mere end 50 lokale krige spreder sig i forskellige dele af verden, og i dem alle er det ene eller det andet imperialistiske lands eller den ene eller den anden kapitalistiske-imperialistiske bloks interesser på spil. I alle disse konflikter er arbejderne og folkene de største ofre.

Imperialistisk krig i Europa

En storkrig i Europa, som de imperialistiske røvere vil trække arbejderklassen og folkene ind i, rykker stadig nærmere. Konkret i Europa opruster og udvider de enkelte lande, EU og NATO deres krigsforberedelser. USA og NATO har opbygget egne militærbaser i hele Europa, inklusive Danmark, hvorfra de kan operere frit og helt op til Ruslands grænse. For USA-imperialismen og NATO gælder det samtidig at bremse Ruslands og Kinas udvikling af Eurasien og deres initiativer for øget indflydelsessfære. På samme måde ønsker imperialisblokken EU at annektere de østeuropæiske lande som medlemslande eller tætte associerede.

Krigen i Ukraine er en inter-imperialistisk stedfortræderkrig mellem Rusland og NATO/USA/EU. Den er en øvelsesplads for ny teknologisk krigsførelse og nye våbentyper. Det er en krig, som det ukrainske og russiske folk fortsætter med at betale en blodig pris for. Udvides Ukrainekrigen til en regional storkrig, vil den fortsat have karakter af en inter-imperialistisk krig – en krig mellem to imperialistmagter og blokke, hvor europæiske lande vil være direkte i krig på USA’s og NATO’s side.

Denne krig tjener kun én klasses interesser: det imperialistiske monopolborgerskab, på begge sider af krigen. Arbejderklassen har ingen interesse i at støtte nogen af krigens parter, ingen interesse i at støtte den imperialistiske krigsalliance NATO og monopolernes EU mod det imperialistiske Rusland eller omvendt, men derimod i at udvise konkret international solidaritet med den ukrainske og russiske arbejderklasse gennem at gå imod dansk krigsstøtte til fortsættelse af myrderierne. Arbejdere skal ikke kæmpe mod andre landes arbejdere. Arbejderklassens fjende i hvert enkelt land et er dets eget borgerskab. Når borgerskabet i hvert enkelt land nedkæmpes, da er freden sikret.

Dansk imperialismes krigspolitik i hastig udvikling

Danmark har været en krigsførende nation siden 2001 i Afghanistan og del af USA-imperialismens terrorkrige. Danmark har siden da deltaget i flere af USA’s, NATO’s og EU’s dikterede krige og konflikter. Regeringen og Folketinget desuden tilladt amerikanske militærbaser i Danmark, at USA og NATO at føre krig fra dansk jord, at bruge Danmark som transitland for våben, inklusive missiler der kan bruges for atomkrig, og som base for F-35 krigsfly, ikke kun danske, men fly fra hele Nordeuropa, styret af USA. Danmark er samtidig dybt involveret opbygningen af EU’s militærunion, ikke mindst i Grønland, Arktis, Østersøen og Baltikum.

Dansk krigspolitik betyder omstilling til hårdere klassepolitik og betales med asociale nedskæringer. Der udvikles en krigsøkonomi med milliardbeløb i våben og skjult statsstøtte til styrke monopolernes konkurrenceevne, omlægning af civil produktion til krigsproduktion, mens de udsulter og afskaffer tilkæmpede regler til beskyttelse af sundhed, uddannelse, arbejdsmiljø, naturen og klimaet. Erhvervslivet erklærer åbent at de ruster til krig og dets krigshøge efterlyser en stærk mand (m/k) indenfor den europæiske monopolkapital, der kan sætte større turbo på denne udvikling end politikkerne er i stand til – som Krupp i nazityskland før 2. verdenskrig. Regeringen binder landet til gigantlån til oprustning og støtte til våbenindustrien, Udbygningen af landets og den lokale infrastruktur og energiforsyning underlægges militære behov og udbygning af krigsproduktionen til glæde for krigsprofitterne. De imperialistiske hære og militærapparater er heller ikke i Danmark til for at forsvare hverken ”fædreland” eller beskytte befolkningen. Militariseringen af havne og byer i Danmark og i Grønland tager befolkningen som gidsler som levende missilskjolde.

Danmark kan ikke føre en selvstændig dansk eller nordisk udenrigspolitik. så længe Danmark er en del af imperialistiske blokke og alliancer EU og NATO. Danmark er et imperialistisk land, der på trods at USA’s handelskrig, der også har ramt danske globale monopoler, forsat er tæt knyttet til USA imperialismen økonomisk og militært, gennem investeringer, fælles industri projekter, samhandel og gennem NATO og bilaterale aftaler. Den danske borgerlige statsmagt servicerer og subsidiere de danske globale monopoler, hvis interesser og topfolk sammen med finanskapitalen dikterer landets indenrigs-og udenrigspolitik. Danmark er del af monopolernes EU og underlagt den imperialistiske Union økonomisk, politisk og en del af EU’s opbygning til militær supermagt, indenfor hvilken danske regeringsledere er blandt de mest aktive krigsophidsere i forhold til en krig mod Rusland. Dansk imperialisme og dens regering er en aktiv kolonimagt til skade for det grønlandske og færøske folk og en aktiv støtte til at forlænge Israels folkemord, etniske uddrivelse og besættelse af Palæstina.

Kamp mod krig og al imperialisme må føres som en del af klassekampen

Krigen kan ikke adskilles fra kapitalismen og imperialismen. Derfor er ”afskaffelse” af krigen kun mulig gennem afskaffelsen af kapitalismen og imperialismen, dvs. ved at bryde med den borgerlige udbytterklasses magt og gennem en revolutionær forandring skabe arbejderklassens magtovertagelse, opbygningen af socialismen og i sidste ende tilintetgørelsen af klasserne. 

Kampen mod krigen må nødvendigvis integreres som en del af klassekamp og som en aktuel og nødvendig opgave i udviklingen af den revolutionære proces. 

Som led i opbygningen af en bred anti-imperialistisk anti-krigsbevægelse må hvert et konkret krigsforberedende skridt som regeringen og staten tager synliggøres og protesteres imod. Hvad enten det gælder udvidelsen af krigsproduktionen, deltagelse i EU’s og NATO’s krigsøvelser eller i NATO’s og EU’s direkte krigsmissioner. USA’s militærbaser skal ud af Danmark, der må protesteres over, at dele af danske havne spærres af, når USA’s militærkommando forlanger råderum på dansk territorium, eller over NATO’s flybaser placeret i Jylland og på Bornholm. Der må protesteres mod dansk krigsproduktion, ikke kun når Terma sender krigsmateriel til Israels folkemord. Der må også rejses en protest mod, at fagtoppen investerer ATP-fondens pensionsmidler i Terma og at ATP nu også sidder med i Termas bestyrelse. Krigsmodstanden må gøres konkret og bindes sammen.

Kampen mod imperialistisk krig må forbindes med kampen mod al imperialisme, med den øvrige klassekamp på arbejdspladser, fagforeninger og uddannelsessteder for højere løn og for levevilkårene, kampen mod EU og NATO, for demokratiske rettigheder og mod fascisme – i partiets konkrete arbejde, propaganda og agitation. Ikke mindst må disse kampe forbindes med det revolutionære perspektiv og marxismen-leninismens videnskabelige teori på en skabende måde, der kan gennembryde krigens og krisens følgesvend: reaktionens anti-kommunisme.

Vi skal arbejde for at skabe tætte forbindelser mellem den sociale kamp, kampen for det offentlige sundheds-og uddannelsessystem, kampen mod nedskæringer og privatisering med kampen mod krig og krigsoprustning. Milliarderne der bruges til oprustning, forsvarsforlig, NATO- og EU-budgetter skal i stedet bruges til befolkningens velfærd og behov. Også fagbevægelsen må gå direkte ind i kampen mod imperialistisk krig. Dens fredspligt er ikke med arbejdsgiverne, men med arbejderklassen, der er international. Der må rejses en kamp mod fagtoppens accept af at krigenes omkostninger og inflationen skal tørres af på arbejderklassen og af at Store Bededag blev afskaffet for at vi skal arbejde en dag ekstra for krigsudgifterne.

Et af arbejderklassens stærke redskaber, når det gælder kampen mod imperialisme og dens krige, er dens internationale klassesolidaritet. I konkret handling, i vores propaganda, i vores forskellige medier skal vi fortsat arbejde med at styrke den internationale solidaritet, og styrke opbygningen af den internationale solidaritet og enhed i den danske arbejderklasse og ungdom. Samtidig også sprede kendskabet til arbejderklassens liv og kampe rundtom i verden til den danske arbejderklasse. Jo mere man kender til hinanden, jo stærkere solidaritetsbånd kan der skabes.

Kan ikke stole på den ene imperialistmagt i kampen mod den anden 

For at rejse en kamp mod krigen er det ikke kun nødvendigt at få afsløret de reaktionære og farlige krigsplaner, men også i både ord og handling at afsløre og bekæmpe de forskellige opportunistiske og revisionistiske vildveje, der støtter enten den ene eller den anden imperialistiske bloks politik.

Enhedslisten vil gerne blandt ungdommen og venstrefløjen fremstå som et parti mod imperialisme og krig. Men sammen med Socialdemokratiet og SF støtter de Danmarks medlemskab af NATO og af EU, der har opbygget sin militære Union og støtter Israels folkemord i Palæstina. De dækker over disse krigsalliancers karakter ved at foregive, at de kan ændres til fredelige alliancer gennem folkeligt pres og ad parlamentarisk vej. Denne politik har  været en væsentlig årsag til  en alvorlig svækkelse af den tidligere så stærke anti-krigsbevægelse og til nedlæggelse af Folkebevægelsen mod EU, så har en omfattende solidaritetsbevægelse med det Palæstinensiske folks kamp og mod Israels folkemord kunne udvikles udenom toppen af Enhedslistens og fagtoppens bremsende indflydelse. 

Jo nærmere krigsfaren rykker i Europa, desto farligere er spredning af illusioner om imperialismen og de forskellige imperialistmagter. Mens kræfter som Enhedslisten og SF støtter NATO og dansk imperialisme, går en del af den gamle revisionistiske fredsbevægelse og dagens revisionistiske partier kun imod den amerikanske imperialisme. På det spørgsmål forener den sig med den nyere kinesisk/russiske variant, der kalder til forsvar for de forskellige kinesiske og russiske fredsinitiativer, som i virkeligheden fremmer disse magters egne imperialistiske interesser. Den kinesiske ”multipolaritet”-doktrin, er dybest set en forlængelse af det verdenssystem, vi har i dag, men hvor Kina indtager en langt større rolle på bekostning af USA. Det er ikke arbejderklassens og folkenes opgave at vælge mellem amerikansk, russisk eller kinesisk imperialisme, det er ikke deres rolle at forsvare den ene imperialistmagt mod den anden. Arbejderklassen kan aldrig stole eller støtte sig på én imperialistmagt i kampen mod en anden.

Kun en stærk enhed blandt alle kræfter mod krig kan forhindre den 

At rejse en kamp mod imperialistisk krig er en politisk, ideologisk, teoretisk kamp og konkrete handlinger, hvor alle de muligheder, der er til rådighed og kan skabes, må udnyttes. Det er ikke mindst vigtigt at forbinde sig med de ærlige anti-krigskræfter uanset partifarve, der findes. Ethvert resultat må ses som led i opbygningen af en anti-imperialistisk og revolutionær front. Vi skal arbejde smidigt med at skabe enhed og aktionsenhed uden at gå på kompromis med vores politiks principper og udbrede vores forståelse af, at kampen mod krigen nødvendigvis må være en anti-kapitalistisk, anti-imperialistisk kamp i sit indhold.

Derfor er den bredeste og mest presserende mobilisering for fred, mod imperialistisk krig og krigsøkonomi, mod den stigende militarisering af samfundet, nødvendig; en kamp der må udvikles til også at omfatte aktioner, strejker og demonstrationer.

Situationens alvor gør det nødvendigt ikke at forsømme nogen lejlighed til at fordømme krigens sociale og politiske konsekvenser for arbejderklassen og befolkningen, til at fortrænge regeringens løgne og trænge de opportunistiske ledere i baggrunden, til at fremme dannelsen af en bred folkelig koalition for at besejre den herskende klasses krigeriske, chauvinistiske og fascistoide politik. Vi må kræve stop for dansk krigsdeltagelse, stop for støtte til Israels krig og krigen i Ukraine. og konkret kræve Danmark ud af NATO og det krigsophidsende EU, og kræver de amerikanske baser ud af landet.

Det er muligt at forhindre imperialisternes forsøg på at udløse en ny regional storkrig eller verdenskrig, ligesom det er muligt at forhindre det danske borgerskab og dets reaktionære regering i at trække os ind i krig. Disse mål afhænger af mobiliseringen af arbejderklassen og de kræfter, der oprigtigt ønsker at kæmpe for fred, imod regeringens og alle krigsmageres beslutninger og politik. Men kun med en stærk anti-imperialistisk anti-krigsbevægelse rodfæstet i arbejderklassen kan en konkret krig forhindres. For at afskaffe krigen og krigsfaren må en sådan bevægelse imidlertid udvikles til en revolutionær bevægelse for at erstatte imperialismen med socialisme.

Kommunister, klassebevidste arbejdere og unge revolutionære må gøre alt, hvad de kan, for at forhindre en storkrig i at blive udløst, de må gøre alt, hvad de kan, for at afværge den.

Hvis krigen, på trods af anstrengelserne fra arbejderne og folkene, som ønsker freden, skulle bryde ud, så vil det blive opgaven at forvandle den imperialistiske krig til en borgerkrig mod de imperialistiske og fascistiske krigsanstiftere, mod borgerskabet, for kapitalismens omstyrtelse, for arbejderklassens revolution og socialismens sejr, som vil fjerne årsagerne til uretfærdige krige.

Handlingsprogrammets første 4 afsnit:

Arbejderklassen ejer fremtiden

Kræfterne i arbejderklassens kamp må forenes på en klassekampslinje

Der må opbygges en stærk bred anti-imperialistisk bevægelse mod krig

Kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger