Nyt handlingsprogram fra APK – 2: Kræfterne i arbejderklassens kamp må forenes på en klassekampslinje

Med det vil vi invitere klassekæmpere, anti-imperialister, revolutionære og progressive til at være med til at udvikle og bruge den taktiske platform, der kan matche de krav som klassekampen stiller til vores bevægelse og arbejderklassens kommunistiske parti.

Afsnit 2

Kræfterne i arbejderklassens kamp må forenes på en klassekampslinje

Arbejderklassen er på vej ind i en ny periode, hvor den står over for hårdere arbejds- og levevilkår, hårdere angreb fra kapitalen, hvor borgerskabet slipper reaktion og fascisme løs, og hvor faren for en imperialistisk storkrig vokser. For at imødegå dette må den bredeste klasseenhed opbygges på et klassekampsgrundlag inden for arbejderklassen og i fagforeningerne, baseret på arbejderklassens vitale og presserende behov. Den må også omfatte den stadig voksende del af arbejderklassen, der står uden fagforeninger, unge der holdes ude af arbejdsmarked, det voksende antal migrantarbejdere, kontraktansatte og papirløse arbejdere, der arbejder under slavelignende forhold, samt de mange arbejdsløse og de titusinder der arbejder på offentlige lavtlønsordninger og for kontanthjælp. På den måde kan der udvikles en klassealliance for at vælte det system, der ligger til grund for det moderne slaveri under kapitalismen.  

Klassekampen tilspidses, ikke mindst på arbejdspladserne, på de sociale områder og på de såkaldte velfærdsområder indenfor den offentlige sektor. I mange lande i EU angribes den i forvejen indskrænkede strejkeret og politiske strejker forbydes. Herhjemme har set vi set hvordan arbejdsgiverne bruger lock-out stadig mere aggressivt for at få deres diktater igennem. Arbejdere, ungdommen og offentligt ansatte må forberede og organisere sig for de kampe, der kommer i takt med at angrebene på arbejds- og levevilkår øges. De nødvendige krav må stilles, uanset om de er forenelige med den kapitalistiske klasses profitøkonomi og det borgerlige statsbudget eller ej. 

Handelskrige, militære krigstrusler og kriser bliver brugt som undskyldning til nye angreb på tilkæmpede faglige og sociale rettigheder. Det sker oftest under henvisning til nødvendigheden af dette, men det er kun for kapitalismen at det er en nødvendighed. Arbejdsgiverne, kapitalen og dens stat kører løn, arbejds- og leveforhold i en nedadgående spiral. Arbejdsgiverne og storkapitalen får til stadighed store milliardoverførelser, så aktie- og udbyttefesten for de få har kunnet forsætte til nye højder. 

De stopper ikke for andet end beslutsom og stærk modstand fra den anden side af klassekampen – fra arbejderklassen og befolkningen. De kender kun én vej ud af deres stadige kriser og konkurrencer om markeder – at lade arbejderklassen og brede dele af befolkningen betale gennem øget udbytning og udnyttelse af vores arbejdskraft, så billigt og effektivt som muligt uden hensyn til konsekvenserne. Arbejdskraft bruges, smides væk og ny hentes ind.

Kravene om arbejde, og en realløn til at leve af og ligeløn, uddannelse, sociale rettigheder og bolig for alle står i centrum sammen med afvisningen af skiftende regeringers arbejdergiverpolitik og krigsøkonomi. Så længe vi accepterer de tildelte økonomiske forhandlingsrammer, for hvad der kan opnås og accepterer at fordele forringelser imellem os – så kalder det på nederlag for de fleste og bonus for de få. Arbejdsgiverne har for længst sprængt rammen for, hvor langt de vil gå i det såkaldte ”nye normale” arbejdsmarked. Allerede nu er store grupper groft underbetalt, arbejdstid gjort flydende og arbejdspresset sat op. Med et arbejdsmarked i hastig forandring er det helt afgørende at få sprængt arbejdsgivernes og fagtoppens snævre økonomiske rammer og lade profitten betale.

Ligesom ved Arbejderbevægelsens start er det igen blevet nødvendigt at rejse en kamp for helt elementære rettigheder som retten til at organisere sig, retten til kollektive overenskomster både på det private – og offentlige område. Det er en kamp, der ikke mindst også gælder de voksende store grupper af ”moderne daglejere”, der arbejder helt uden rettigheder i arbejde uden fast løn, uden fast arbejdstid, i sms-jobs, og for importerede migrantarbejdere, der lever og arbejder under slavelignende vilkår i EU’s ”frie” arbejdsmarked.

Tværs igennem lov til sejr

Gentagne overenskomstforløb og konflikter viser, at klassekampen ikke kan føres på den borgerlige stats, arbejdsgivernes eller kapitalmagtens betingelser. Staten spiller ikke en neutral rolle, hverken som offentlig arbejdsgiver eller såkaldt tredje part mellem arbejdsgivere og arbejdere og ansatte. Den danske model er en model for klassesamarbejde til arbejdsgivernes og deres stats fordel. Den har spillet fallit. Det gælder også i forhold til at opnå resultater for arbejderklassen gennem treparts-aftaler mellem arbejdsgiver, stat og fagbevægelsens top.

Hovedaftalen, det fagretslige system med Arbejdsret, sammenkædningsregler og mundkurv for tillidsvalgte under arbejdskampe er redskaber til beskyttelse af arbejdsgiverne. De er designet til at vride armene om på arbejdere og ansatte, der ønsker forandring og kæmper for deres krav. Klubber og fagforeninger må diskutere, hvordan arbejdskampe kan imødegå disse klasseregler. En ny klassekampslinje på trods af og tværs igennem klassesamarbejdets politiske fallit og snærende lov- og aftalesystem må understøttes og styrkes.

Den kapitalistiske stat er en klassestat, der er indrettet og fungerer som kapitalens forlængende arm. Det gælder også for statens voldelige del, hvor politi sættes ind mod blokader og strejkevagter, mens de beskytter strejkebrydere. Det har talrige arbejdskampe gennem tiden bekræftet.

Kapitalismen som samfundssystem har gang på gang vist, at det hverken er i stand til at løse sine tilbagevendende kriser, eller sikre en tryg og stabil hverdag og fremtid for arbejderklassen.

Arbejderklassens og arbejderklasses parties rolle

Arbejderklassen er revolutionens grundlæggende kraft. Den er den ledende og grundlæggende kraft i kampen mod kapitalismen og kapitalens dominans. Det er de ufaglærte, de lavtlønnede, de underste lag i arbejderklassen og de mest pressede lag blandt de offentligt ansatte, der er de mest kampvillige lag. Sammen med lag i sektorer som transport og byggeriet.

Arbejderklassen som helhed udvikler ikke spontant en revolutionær bevidsthed, selvom den objektivt set har interesse i revolutionen. I udgangspunktet får arbejderklassen i kampen mod arbejdsgivere og den herskende klasse erfaring og bevidstheden om fælles styrke, om at man må stå sammen for at vinde fremgang for sine krav. Parolen ”Fælles kamp på tværs af fag” er et konkret videre skridt imod fagtoppens forsøg på at splitte kampen gennem fag-chauvinisme. Gennem kampenhed og klassekonfrontation øges klassebevidstheden om egen styrke, men det betyder ikke automatisk, at man er parat de vil gøre op med kapitalismen og erstatte det med socialismen. 

Den bevidsthed må arbejderklassens kommunistiske parti tilføre gennem at være med til at gøre den økonomiske kamp til en politisk kamp.
Et afgørende element at styrke i bevidstheden i arbejderklassen er bevidstheden om at borgerskab, stat, parlament og politi ikke er neutrale størrelser, der vil det fælles bedste eller spille nogen rolle i at trække samfundet fremad. De repræsenterer alle forsvaret for borgerskabet, dets stat og kapitalismen.

Arbejderklassens faglige kamp og sociale kamp kan ikke indsnævres til en kamp om kroner og ører. Vi oplever hvordan landvindinger hurtig kan rulles tilbage, hvis ikke dagskampen forbindes med kampen for arbejderklassens langsigtede interesser for en anden fremtid, med styrkelsen af enhed på en klassekampslinje og udviklingen af den politiske revolutionære bevidsthed i arbejderklassen. Partiet må fremhæve det socialistiske og revolutionære perspektiv, og forklare hvordan hver delsejr kun kan være midlertidig under kapitalismen.

Det kommunistiske parties vigtigste indsats er arbejdet i arbejderklassen; at styrke de ideologiske, politiske og organisatoriske forbindelser. Derigennem at omdanne arbejderklassen til en førende politisk aktør i samfundet og til en politisk reference for de andre arbejdende klasser og lag og undertrykte grupper, til den ledende kraft i udviklingen af en enheds-og anti-krigs-, anti-imperialistisk, antifascistisk arbejder- og folkefront.

Fagbevægelsen i dag og arbejderaristokratiet

For arbejderklassen er det afgørende at kæmpe for retten til at organisere sig og danne fagforeninger. Denne ret er i dag under hårdt pres og afvikling med EU’s og danske politikeres arbejderfjendske politik. Både private og offentlige arbejdsgivere går i stigende grad efter arbejderklassens talsmænd, hvis de står op for arbejdernes rettigheder. Det er ikke kun de udenlandske multinationale koncerner og kæder der konstant må kæmpes mod for at sikre overenskomster og retten til faglig organisering, men også store og mindre danske virksomheders samme praksis. Kampen mod social dumping og brug af illegal arbejdskraft med strejker og blokader, og ikke kun indenfor bygge-, service -og restaurationsbranchen, må udbygges med stadig større solidaritetsaktioner og fælles kamp mellem danske og migrantarbejdere.

Fagforeningerne har udviklet sig langt væk fra sine oprindelige rødder som værn mod de kapitalistiske arbejdsgivere og for arbejderklassens interesser. En udvikling hen til dagens service- og forsikringskoncerner med store milliardfonde og koncerner. Deri ligger også årsagen til dens egen krise og dalende medlemstal. Det er også grunden til at kristne og gule såkaldte fagforeninger og A-kasser har kunne vokse frem som konkurrenter. Samtidig har den socialdemokratiske traditionelle fagbevægelse udelukket store grupper af arbejderklassen fra at være medlemmer. I dag er under halvdelen af alle ansatte organiseret i fagforeninger, hvilket rejser en række særlige problemstillinger, der må tackles i bestræbelserne på at skabe enhed og fælles handling i arbejderklassen.

Myten om den danske enhedsfagbevægelse er reelt kun en skal, der skal holde den ”danske model” og tre-partforhandlinger mellem arbejdsgivere, stat og forbundstoppene oppe. Politisk er der meget langt fra medlemmernes krav og ønsker til fagtoppens handlinger. 

Fagbevægelsens top har lukket øjnene for arbejdernes sociale rettigheder og forhold og hele amok-reformløbet for dagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp og kontanthjælp til stigende pensionsalder, tyveriet af Store Bededag som fridag og kvindernes forsatte manglende ligeløn. De har gennem trepartsforhandlinger accepteret at arbejdsgiverregeringerne sætter de sociale ydelser og overførelsesindkomster stadig længere ned, så mindstelønnen kan presses ned under devisen om at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, og derved udbredt arbejdsgiver-myten om at det er menneskene, og ikke kapitalismen, der fejler.

Det er ikke uden grund at mange arbejdere og offentligt ansatte oplever, at forbundstoppene og toppen i FH sælger ud af deres krav, bremser protester og aktivitet og ender på arbejdsgivernes side. Fagtoppen udgøres af et helt særligt lag – også kaldet arbejderaristokratiet. De kan leve et helt andet liv med lukrative lønninger, pensioner og job, der står i skarp kontrast til medlemmernes. På grund af arbejderaristokratiets særlige økonomiske stilling og deres samfundsmæssige placering og indflydelse er dette lags klasseinteresser knyttet til arbejdsgivernes interesser og til at bevare det kapitalistiske samfund.

Derfor er det heller ikke muligt at ændre arbejderaristokratiets politik og handlinger gennem dialog. Illusioner om dette lag som en allieret eller ligefrem ledelse i klassekampen er en opskrift på nederlag. Mange kampvillige arbejdere har løbet hovedet mod denne mur både i de centrale overenskomst-kampe, lokale konflikter og tværfaglige kampe som ligelønskampen. Vejen til arbejdernes sejre går overvejende gennem kamp mod dette arbejderaristokrati, ikke med det.

Det er ikke muligt at ændre fagbevægelsen i sin nuværende form til klassekampsorganisationer. Fagbevægelsens opbygning og systemer er i dag bundet med tusinde tråde til kapitalen og borgerskabet stat. Først når alle disse bånd er brudt, vil der kunne skabes en kæmpende fagbevægelse på klassekampens grund. Fra fagbevægelsens start har der hele tiden været en politisk kamp mellem 2 linjer i arbejder-og fagbevægelsen – mellem klassekamp og klassesamarbejde, mellem en reformistisk og revolutionær politik.

Det er nødvendigt for den kæmpende arbejderklasse og offentligt ansatte at finde sammen, organisere og udnytte sammenholdet med fælles kamp på tværs af fag og udnytte det rum for handling som fagorganisering på grundplan på tværs af fag kan give. Både til at udvikle klassesolidariteten og kampviljen, og også til at udfordre de mange begrænsninger som lov og aftalesystemet lægger på kampformerne. Der må opbygges en handlende fagopposition på grundplan på en klassekampslinje. Det er mere nødvendigt end nogensinde efter at den tidligere fagopposition i vidt omfang har lagt sig ned.

En del af den reformistiske fagbevægelses politik har altid været, at den faglige kamp er apolitisk og skal fastholdes i sådan et imaginært tomrum. En påstand, der står i skarp modsætning til, at vi lever i et kapitalistisk klassesamfund, hvor der føres politisk, ideologisk og kontant klassekamp hver eneste dag vendt mod arbejderklassen. Arbejdskamp og faglig kamp er også politisk kamp og de styrkes ved bevidstheden om det.

De samme  som afpolitiserer arbejdskampe og faglige kampe til hverdag, har ingen problem med at propagandere at løsning er ”at stemme på det rigtige parti” ved næste valg. 

Når konsekvenserne af skiftende regeringers politik skal vurderes, er det mere end svært at se forskel på regeringens farve, med Socialdemokratiet der har stået i spidsen for hårde asociale reformer og borgerlig krisepolitik, og regeringsindgreb i overenskomstkampe, når de sidder ved magten flankeret af deres såkaldte ”røde” støttepartier.

Arbejderklassens enhed må bygges på en klassekampslinje

Grundlaget for at hver enkelt kamp kan udvikles, for en situation hvor en bred revolutionær bevægelse til sidst kan rejse sig, er arbejderklassens enhed. Enheden skal smedes i den konkrete klassekamp, i diskussionen om de aktuelle krav og aktionsformer og om arbejderklassens strategiske platform. Den opbygges nedefra på arbejdspladser, i klubber, i lokalområder. Den må inddrage enheden mellem privat og offentligt ansatte, arbejdende, arbejdsløse eller reformramte og på tværs af faggrupper, etnisk baggrund, og køn. Problemer som arbejdstid, uligeløn, løndumpning og sociale og faglige rettigheder er for arbejderne et fælles problem der må løses i fællesskab.

Derfor må der også udover strejkeudvalg, kampudvalg osv. på arbejdspladser og i fagforeninger også i lokalområder dannes komiteer, koordinationsorganer osv., for skabe grupper, der kan overvinde de fagforeningsbureaukratiske stridigheder, opportunismen og sekterismen. Det er afgørende at arbejde for opbygningen af sådanne fora for at nedbryde de mure, der splitter arbejderklassen, udvikle klassebevidsthed og knytte an til de brede anti-imperialistiske og andre folkelige bevægelser.   

Arbejderklassens solidaritet må hele tiden konkret inddrages, udvikles og styrkes for at bruge klassens fælles styrke. Gennem at udvide den økonomiske kamp til en politisk kamp med fælles krav til de ansvarlige, kan enheden og solidariteten opbygges og udfolde sig. Borgerskabet og arbejdsgiverne ved og frygter dette og fremmer derfor bevist lokale og individuelle forhandlinger og ”fritvalgs-ordninger” . De skal få hver enkelt til at føle sig alene og isoleret, hvorimod arbejderklassens og de offentlige ansattes kollektive styrke er vejen frem. 

Ved konflikter og strejker må der opbygges de lokal- og arbejdsplads-støttekomiteer, der gennem historien har vist sit værd for arbejdernes kampe, og der igen kan bidrage til at udbrede solidariteten og økonomisk hjælp, hvis strejkekasser lukkes af fagtoppen og arbejdsgiverretten udskriver bod.

Arbejderbevægelsen må arbejde for og organisere enhed af alle de kræfter og sociale sektorer, der er interesserede i at kæmpe for deres materielle og politiske krav og til at bekæmpe arbejdsgivernes og statens udbytning og udnyttelse og imperialismens dominans. Arbejderbevægelsen og fagforeninger må gå imod regeringens krigspolitik, militarisering og oprustning. Fredspligten gælder overfor verdens arbejderklasse og folk – ikke for arbejdsgivernes og krigsmagernes diktater. Krigsproduktion skal ikke støttes under dække af at det skaber job og velstand, for den bruges til at skabe død og ødelæggelse for verdens arbejdere, inklusive de danske. Fagforeningerne må tage aktivt del i at forhindre Israels folkemord i Palæstina og nægte arbejde med dansk militær støtte til dette.   

Arbejderklassens internationale solidaritet vil altid stå som en hel central del af arbejderklassens kamp og dens kommunistiske partis arbejde. Både konkret blandt det voksende antal ansatte fordelt i mange lande, der arbejder i de samme multinationale koncerner, men også som konkret og aktiv solidaritet med de mange kampe som arbejdere og folk over hele verden rejser mod konsekvenserne af nyliberale reformer, mod kapitalistisk og imperialistisk udbytning og undertrykkelse, krige og ødelæggelse af ressourcer, naturen og overlevelsesmuligheder og for en socialistisk fremtid.

Handlingsprogrammets første 4 afsnit:

Arbejderklassen ejer fremtiden

Kræfterne i arbejderklassens kamp må forenes på en klassekampslinje

Der må opbygges en stærk bred anti-imperialistisk bevægelse mod krig

Kampen mod reaktionen og dens forskellige strømninger