Dette er den første danske tekst, hvor kravet om kvindernes almene stemmeret formuleres som led i kvindefrigørelsen. Det sker i sammenhæng med overvejelser om familierne, ægteskab og prostitution og børnenes ulige stilling i samfundet, set ud fra et klassesynspunkt.

Den er skrevet af Frederik Dreier (1827-1853), Danmarks første kommunist, Marx’ og Engels’ lidt yngre samtidige. Den findes blandt de ikke tidligere uudgivne manuskripter i bind 3 og 4 af den fremragende udgave af Dreiers værker, udsendt af Det danske sprog- og litteraturselskab og C.A. Reitzels forlag i 2003 (150-året for Dreiers død).

Dreier var far til Carl F. H. Dreier, født ’uden for ægteskab’ af kæresten Ida Ekeroth i 1850. Den gengivne tekst er udateret, men stammer sandsynligvis fra tiden omkring sønnens fødsel (Samlede Skrifter, bind 4, s. 371-75).

Ægteskabet som klasseprivilegium

Af Frederik Dreier (ca. 1850)

Den fælles opdragelse, uafhængigt af forældrenes kår, er lige meget i hvert enkelt individs og af samfundets højeste interesse. Når den pietistiske og nedladende tilsætning falder bort, vil asyler og plejestuer, anstalter, hvori forældre under deres egen bestyrelse og kontrol lader deres børn opdrage i fællesskab, altså demokratiske anstalter i stedet for almisseanstalter, indeholde et udmærket udgangspunkt i denne henseende; senere vil dette anliggende også blive kommunalt. (Note 1)

Opdragelsen hjemme kan være meget rar for fine folk, der kan holde trælle til at besørge den, og tilmed selv ikke har andet at bestille; dens hovedinteresse er netop at holde de fine børn borte fra de mindre fine, fra de ”uartige” og ”simple”. Arbejdernes børn kan hjemme i reglen kun nyde ringe opsyn eller vejledning, hvilket gør den fælles opdragelse endnu mere øjensynlig nødvendig for dem.

For at betegne den bornerte nederdrægtighed, som udmærker alle forsøg på at plædere for denne afsindige trældom, hvortil vi er fastlænkede, skal vi omtale, at en fælles og af forældrenes kår uafhængig, altså ud fra den almindelige beskatning bestridt folkeopdragelse, anses for farlig, fordi de fattige da vil savne den tømme på utidig lyst til ægteskab og til børnefrembringelse.

Ægteskabet er altså, og det udtales tydeligt og bestemt nok af mange, egentlig et privilegium for de rige, for disse mennesker, der af arbejdet hæver en skat, som ofte sætter dem i stand til at holde en halv snes husholdninger eller i al fald en halv snes elskerinder – folkets kvinder, hvem samfundsordenen forbyder ægteskab.

For at straffe overtrædelser af dette vise privilegium skal de uskyldige frugter af de ulovlige ægteskaber gå til grunde på sjæl og legeme! Oh, I hellige kristne! – Det var hos hr. pastor Lind, som overtog den hæderlige rolle at prædike afholdenhed fra ægteskabet, da hr Lunde rejste arbejderspørgsmålet. (Note 2)

Dernæst anordner den kristelige samfundslære, at et vist antal af de smukkeste og bedst udrustede fattige piger årligt bringes som offer; den formuende ungdom har ingen hast med at gifte sig; de lader deres overmod få frit spillerum på disse stakkels fruentimmeres bekostning. Den fattige ungdom kan og tør ikke gifte sig, derfor er også for dem den offentlige usædelighed en nødvendighed. De kristelige økonomer siger Amar! til denne som til alle andre nederdrægtigheder. Det er nødvendigt og godt ”for at frede om familielivets sædelighed”! Hvilke familiers? De formuende familiers, naturligvis.

Hvad kommer den fattige families vel staten eller statshusholdningslæren ved? Det er sådanne teorier, som bestandig deklamerer om ”familien”, hvorved de egentlig tænker på visse mægtige familiers arvelige formue og magt, på den nepotisme, som udgør en slags indbyrdes forsikringsselskab for et vist lille antal af mægtige familier i alle kristelige politi- stater, lige meget om de er absolutte eller konstitutionelle. (Note 3).

Som modvægt til denne offentlig anerkendte, i den kristne stat uafhjælpelige nederdrægtighed, der er en følge af kapitalens undertrykkelse af arbejdet, opstilles så af og til ”Magdalenestiftelser”, redningsanstalter og deslige (Note 4). Der hører en ægte præstelig og damelig naivitet til at vente at udrette noget på denne måde. Ved man da virkelig ikke, at lasten og forbrydelsen har sit budget, lige så vel som staten? At dette budget kun kan forandres ved en forandring af hele samfundets organisation? At om man frelser en enkelt, så er det kun for at give plads for en anden? Ved man ikke, at Kapitalen, vor tids hersker, spekulerer i lasten, at de højeste embedsmænd i de kristelige og kapitalistiske stater ofte driver handel med lasten. Lad den, som ikke ved dette, gå hjem og først lære det samfund at kende, som han vil reformere.

Så længe ægteskabet er et privilegium for den formuende, så længe indtrædelsen deri er en ødelæggelse for den fattige, så længe er der krig mellem samfundets kaster.

På den ene side at fremme ægteskabet, men på den anden side borttage den tvang, som holder ægtefolk sammen imod deres egen vilje, at borttage det økonomiske fællesskab og skilsmissens vanskelighed – det må være målet for hver dens bestræbelse, der indser, at fri- heden må herske her, mere end på noget andet sted, om ikke individernes liv skal forspildes.

Enhver, som af erfaring ved, at pebersvendestand og tvungent ægteskabeligt samliv fremmer sædelighed og livslykke, bedes melde sig med indsigelse herimod.

Kvindernes økonomiske og borgerlige frigørelse er i denne henseende af højeste vigtighed. Kvinderne må i borgerlige rettigheder, i næringsret og myndighedsret stilles lige med mændene (Note 5) og ligesom disse være lønnede og sikrede arbejdere for samfundet, det er for hinanden indbyrdes. Først da vil ægteskabet ophøre med at være livsforsikring og derimod blive genstand for frit valg efter tilbøjelighed og fornuftig overvejelse. I denne henseende har vi her i Norden større skridt at gøre end på de fleste andre steder.

Arbejderne og arbejderinderne vil let forstå denne fordring. Kun de fine folk anser deres damer for pyntedukker og legetøj. De arbejdende klassers fruentimmere må altid gøre gavn med råd og dåd og nyder en betydelig selvstændighed.

Som nødvendig følge af kvindernes frigørelse skal vi kun nævne deres deltagelse i valgene til kommunen og staten, deres adgang til sådanne embeder og bestillinger, hvortil de må anses skikkede. Denne den store Holbergs yndlingsidé skal vore stormandsbeundrende små- skribenter nok vogte sig for at spotte. (Note 6)

Idet vi omtaler familieretten og dertil hørende forhold kommer vi på en naturlig måde til at omtale arven. Er den store formueulighed overhovedet et stort onde for samfundet, så er især dennes arvelige forplantning hovedpunktet i kastevæsenet. Lad lønnen for de enkeltes anstrengelser være endog meget forskellig, så er det åbenlyst en uhyre uretfærdighed, at den tilfældige fødsel i denne eller i hin familie skal medføre en så overordentlig forskel i magt. Man skal også i denne henseende lægge godt mærke til den historiske udvikling; i oldtiden var stand og stilling i et og alt arvelig, efterhånden er dette aftaget således, at i det mindste af navn er alle uden hensyn til fødsel lige berettigede til de forskellige stillinger i samfundet (når man undtager kongevæsenet). Men formuen er den højeste magt i nutidens samfund, og så længe den er arvelig, vil det kun sige lidet, at embeder og deslige ikke er det; thi alt sligt købes jo for penge.

En ved arv beriget elendig laban, som efter at have bortjasket sin ungdom på den ynkeligste måde får et par hundrede arbejdere, soldater el.lign. at tyrannisere, uden engang at forstå sig det mindste på sagerne, er et af de modbydeligste billeder af den sociale uretfærdighed.

De formuende klasser selv, hvis børn ødelægges ved ørkesløshed og rigdom, ved selv bedst, at arven er en meget tvivlsom lykke for den, der opnår den.

Hvad der før det fornødent for den enkelte at skrabe sammen til sine efterladte, det er først og fremmest den sociale usikkerhed, manglen på en fælles garanti for den enkeltes arbejde og løn; det er denne, der vil erstatte arven.

Man siger, at arven er naturlig; vi ved det godt. Alt er naturligt, så længe det er virkeligt. Kongedømmet så længe, indtil det fortrænges af friheden, ågeren så længe, indtil den fortrænges af den gensidige kredit, forbrydelsen, indtil den fortrænges ved den fælles garanti; således også arven, denne uendelige skadelige indretning.

Noter

(1) Anstalter kaldes i dag institutioner. Det første velgørende, kristelige børneasyl blev oprettet i København i 1828, den første plejestue (vuggestuer for spæde) i 1849. Dreier bruger ordet børnehaver, men det blev først almindelig på dansk efter 1870, og de første børnehaver indrettet omkring 1900.

(2) I 1848 udsendte jernstøber P.F. Lunde reformskriftet ’Forslag til forbedring i de arbejdende Classers Kaar’. Det blev imødegået af bl.a. pastor P.F. Lind.

(3) Absolutisme er enevælde, konstitutionel forfatningsmæssig. Den danske junigrundlov 1849 indførte ikke almen valgret, men valgret med alders-, formue- og sociale betingelser. Den liberale fløj ønskede almen valgret – undtagen for kvinderne. Kommunisten Dreier skar igennem det hele.

(4) Magdalenestiftelser er ’hjem for faldne kvinder’, dvs. ugifte enlige mødre, ofte tjenestepiger, som blev gjort gravide af manden eller sønnen i herskabet. Det første Magdalenehjem i Danmark åbnedes i 1877 af Indre Mission.

Dreier brugte ofte betegnelsen ’kaster’ om samfundsklasser eller -grupper.

(5)  Ugifte kvinder blev først myndige fra 1857. Først i 1880 fik kvinder råderet over egen løn og formue. Fra 1899 fik gifte kvinder samme ret som ugifte.

(6) Fra 1908 fik kvinderne stemmeret ved kommunalvalg, fra 1915 valgret og valgbarhed til rigsdagen. Ludvig Holberg skrev ofte imod ulige stillingen mellem kønnene.

Overskriften er indsat af Kommunistisk Politik, der også har ajourført retskrivning og enkelte fremmedord samt bearbejdet noter.