Vi vælger kampen for frigørelse

Tale ved Kvindernes internationale kampdag, 8. marts 2026

Af Marie Herget Christensen, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Rigtig glædelig kvindernes internationale kampdag. Denne dag – og alle andre dage rejser vi arbejderkvindernes krav. Krav om økonomisk uafhængig og kvindefrigørelse for arbejderkvinder og alle andre kvinder.  

Hvordan kan vi leve frie kvinde liv? Kun ved at være økonomisk uafhængige. Kvindefrigørelse kræver at vi kan forsørge os selv og vores børn og ikke være afhængige af mænd.

Men kvinder i Danmark får mindre i løn end mænd. Og arbejderkvinder får alt, alt for lidt i løn. Rengøringsassistenter, sosu’er, pædagoger, sygeplejersker. Alle de livsvigtige fag for et samfund. Og alle de fag som det først fremmest er kvinder der arbejder i. De fag er alt for lavt lønnede. De kvinder får ikke en løn så de kan forsørge sig selv og deres børn. Derfor kræver vi højere løn, derfor kræver ligeløn. 

Inflationen og især fødevarepriserne er stukket fuldstændig af. Vi kan ikke med de lave lønninger stille et så basalt et behov som sult. Regeringens løsning er ikke løn vi kan leve af. Det er fødevarechecks. Et samfund hvor mennesker ikke kan tilfredsstille sult på deres lønninger, er et samfundssystem der har spillet fallit. Vi vil ikke have Mette Frederiksens almissecheck. Vi vil have løn så vi kan købe mad til os selv og vores børn.

Og når vi er syge eller nedslidte så vi ikke kan arbejde kræver vi uafhængige ydelser, som er høje nok til at vi kan leve af dem. Og hvor vi ikke skal kostes rundt i umenneskelige og ødelæggende kontrolsystemer, der gør endnu mere nedslidte og syge.

Et frit kvindeliv kræver også boliger vi kan bo i med vores børn til huslejer der er til at betale. Også i byerne. Det er ikke muligt at bo i København på en arbejderkvindeindkomst med børn. Det betyder, at vi er afhængige af at blive boende sammen med mænd, også når de er voldelige. Et frit kvindeliv kræver boliger der er til at betale også for enlige forsøgere, ellers kan vi aldrig bryde ud af volden. Og ellers er vi ikke frie til at leve det kvindeliv vi ønsker.

Vi vil ikke være økonomisk afhængige af mænd. Det er uværdigt, det er ufrit og det er livsfarligt for kvinder. Kvinder i Danmark bliver igen og igen myrdet af de mænd vi elsker og som vi ikke kan forlade hvis vi er økonomisk afhængige af dem. Vi vil leve i fred fra vold, også fra vores partnere.

Et frit kvindeliv kræver tid. Tid til at leve. Kvinder i Danmark har alt for lidt i løn, men de har også alt for lidt tid. Fordi vi skal arbejde så meget og løbe så stærkt på arbejdet, at vi er udmattede når vi har fri. Fordi når vi endelig har fri, er det stadig os der overvejende står for husholdningen og fungerer som serviceperson og projektleder i familien. Står for køkkenslaveriet og børnefødselsdage og aula og så videre og så videre. Fordi når vi endelig har fri skal vi passe vores pårørende og lappe alle de huller som nedskæring efter nedskæring i den offentlige sektor har efterladt. Vores børn der mistrives massivt i skolerne, i børnehaverne, vores syge og gamle der ikke passes godt nok. Vi passer dem som pårørende, og vi passer dem jo også når vi går på arbejde. Vi har ikke tid nok, selvom vi løber stærkt. Vi knokler os ihjel og alligevel trives de ikke. Derfor kræver vi meget bedre normeringer. I børnehaven, og skolerne og på plejehjemmene og hospitalerne. Folkeskolen er for eksempel fuldstændig brudt sammen på grund af underfinanciering. Vi har brug for langt flere lærere og langt bedre arbejdsvilkår for lærerne.

Vi har brug for tid. Derfor kræver vi maks 6 timers arbejdsdag til fuld løn. Et frit kvindeliv kræver et arbejdsliv der ikke slider os i hjel.

 Vi vil have tid til at leve. OG vi vil leve i fred. Både fra krig, vold, nedslidning og fra sexisme.

Kvindekroppen i dag er seksualiseret og markedsgjort, vareliggjort på alle mulige måder. Den kvindekrop der får hele samfundet til køre på hospitaler, i skolerne, børnehaverne og så videre. Kvindekroppen der står forrest i kampene for samfundsforandringer. Kvindekroppen med den dristige hjerne, der tænker frie tanker. Kvindekroppen der derudover – derudover! –  gror liv inde i sig og laver livgivende mælk og ernærer sine spædbørn. Kvindekroppen er ukrænkelig, og uvurderlig. Alligevel bruger det kapitalistiske samfund noget så uværdigt og uformående som mandens liderlige blik som målestok for kvindekroppens værdi. Det er ikke kvindefrigørelse, det er ikke et frit kvindeliv.

Vi vil have lov til at vælge ikke at få børn og vi vil have lov til at vælge at få børn. Vi kræver at vi og vores børn bliver behandlet værdigt hvis vi vælger at få dem. Alligevel bliver der gang på gang skåret ned på svangreomsorg og pleje under fødsler. Vi vil være trygge når vi skal føde. Og vi vil have barsel til at tage os af vores børn i den første tid. Vi har set hvordan vores tilkæmpede barsel er taget fra os for at dele med mændene. Barsel til fædre under kapitalismen betyder altså ikke mere barsel, bare “mere lige fordelt”. Det er kapitalismens ide om ligestilling. Men det har intet med kvindefrigørelse at gøre, det er et nulsumsspil hvor mænd og kvinder bliver kørt ud mod hinanden for at slås mod hinanden om løn, og om tid med vores børn.

 De kalder det også ligestilling når de nu tvinger os i militæret og gør os klar til deres imperialistiske krige og krigspolitik, på lige fod med mændene. De kalder det ligestilling, at kvinder også bliver tvunget i krig. Men det er ikke kvindefrigørelse at blive tvunget til at deltage i oprustningen og krigspolitikken. Vi siger nej til at vores døtre også skal være kanonføde i imperialisternes krige. Vi kræver stop for kvindelig værnepligt.

I det hele tager siger vi Nej til krig og imperialisme. I dag og alle andre dage står vi i dyb solidaritet med Palæstina. Vi sørger stadig over folkemordet. Vi er stadig rasende. Stop folkemordet og besættelsen af Palæstina. Frit Palæstina – fra floden til havet. Stop dansk medvirken til folkemordet. Vi står med Palæstinas kvinder.

Vi står med Grønlands kvinder, der lige nu er er klemt mellem den danske imperialisme og den amerikanske. Vi står med Irans kvinder, der lige er blevet kastet ud i en imperialistisk krig. Og vi står med alle andre kvinder i hele verden, der som os går på gaden lige nu og kæmper mod den dobbelte kvindeundertrykkelse og kæmper for frigørelse og for en bedre verden.

Hvordan får vi frie kvindeliv? Går vi ned og stemmer og venter på politikerne i folketinget stopper al kvindeundertrykkelse? Sørger for at vi får ligeløn? Det kan vi glemme. Uanset hvem der bliver valgt til det kommende folketingsvalg kommer de ikke til at stoppe krigspolitikken og indføre ligeløn. Kun hvis vi presser dem til det. Det er lige her, på gaden, i vores organisationer, i den daglige kamp at vi forandrer verden. Det er i den daglige kamp for kvindefrigørelse at vi ændrer verden, ikke til et folketingsvalg. Det er kun os selv der kan friggøre os. Og det forældede, undertrykkende og livsfarlige system kapitalismen kommer til at gå i stykker af vores kamp for frigørelse. Men sådan må det være. Vi kan ikke både være frigjorte og redde det system der undertrykker os. Vi vælger frigørelsen. vi vælger kampen for frie kvindeliv i et socialistisk Danmark. Rigtig god kampdag.