Kampen fortsætter – og vi stopper ikke før alle kvinder er frie

Tale af Hanan Eel Ahmed på Kvindernes internationale kampdag 8. marts

Kammerater, søstre og venner

I dag er den 8. marts – de arbejdende kvinders internationale kampdag.
En dag for kamp. En dag for solidaritet. Og en dag hvor vi husker, at de rettigheder kvinder har i dag ikke blev givet til os. De blev kæmpet frem.
Og i dag har vi mere brug for kamp end nogensinde før.

Overalt i verden ser vi, at kvinder betaler prisen for et system, der holder mennesker nede og skaber ulighed.
Kvinder rammes hårdest af fattigdom, krig og vold.

I Palæstina er det kvinder og børn, der har lidt mest.
Angreb og bombardementer har dræbt titusindvis af mennesker – og over 60 procent af de dræbte er kvinder eller børn.

Og vi ser det samme andre steder i verden.
I Iran bliver civile også ramt af krig og bombardementer. For nylig blev en pigeskole bombet – et sted hvor unge piger skulle have haft lov til at lære, vokse og drømme om fremtiden.

Når krig rammer, er det igen og igen kvinder og børn, der betaler den højeste pris.

Men undertrykkelsen findes ikke kun i krig.

Næsten én ud af ti kvinder i verden lever i ekstrem fattigdom.
Og selvom kvinder udfører enorme mængder arbejde – både i samfundet og i hjemmet – ejer kvinder kun en meget lille del af verdens rigdom.

Også her i Danmark ser vi virkeligheden.

I 2025 steg drab på kvinder, med omkring 42 procent i forhold til tidligere år.
Og hver uge bliver næsten 300 kvinder i Danmark udsat for seksuelle overgreb.

Det viser én ting tydeligt:
Kvinders liv bliver stadig ikke taget alvorligt nok.

Alt for ofte er det stadig alt for nemt at begå forbrydelser mod kvinder – uden at samfundet reagerer hurtigt nok, stærkt nok eller alvorligt nok.

Men disse problemer er ikke tilfældige.

I generationer har kvinder udført størstedelen af arbejdet i hjemmet – arbejdet med at opfostre den næste generation og holde samfundet i gang.

Dette arbejde er igen og igen blevet forklaret med henvisning til en særlig “kvindelig natur”.

Kvinder er blevet beskrevet som de omsorgsfulde.
Som dem der tager sig af andre.
Som dem der føder børn og holder familien sammen.

Men problemet er ikke omsorgen i sig selv.
Problemet er, at ansvaret for omsorgsarbejdet igen og igen bliver lagt på kvinder, i stedet for at kvinder selv får lov til at vælge, hvordan de vil leve deres liv og hvilke roller de vil tage på sig.

Det betyder, at kvinder igen og igen ender med at bære det største ansvar i hjemmet og det mest usynlige arbejde i samfundet.

Resultatet har været ulighed, forskelsbehandling og vold mod kvinder.

Og vi må også turde se på vores egne samfund.
Grønlandske kvinder har i generationer været udsat for dyb uretfærdighed og overgreb – blandt andet gennem tvangsindsættelse af spiraler og manglende respekt for deres rettigheder og kroppe.

Også her viser historien, at kvinders rettigheder alt for ofte er blevet tilsidesat.

Men historien viser også noget andet.

I alle store kampe for frihed og retfærdighed har kvinder stået i front.
Kvinder har organiseret sig, kæmpet og nægtet at acceptere uretfærdighed.

Derfor må vi også sige det klart:

Kvinder skal organisere sig.

Vi skal stå tættere sammen.

For når staten og myndighederne ikke beskytter kvinder godt nok, må vi kræve forandring.

Når systemet ikke tager kvinders liv alvorligt, må vi organisere os og kæmpe for et andet samfund.

Derfor går vi på gaden i dag.

For at mobilisere.
For at politisere.
For at organisere.

For at samle arbejdende og progressive kvinder i kampen mod vold, ulighed og undertrykkelse.

Kampen fortsætter.

Og vi stopper ikke – før alle kvinder er frie.

Læs reportagen fra 8. marts

Stærk og smuk 8. marts