Grønland er et kolonialt projekt, henover en allerede eksisterende nation, Inuit Nunaat

Af Michael Bro
Tale holdt på 1. maj på Den røde Plads i Fælledparken 

“Qujanaq, Tak for at invitere mig Lisbet

Sulisartut ulluanni tamassi pilluaritsi!

Lad os stille os selv spørgsmålet: “Lever vi op til det, vi har lovet?”

Vi står her på 1. maj og taler om solidaritet.

Lad os droppe flosklerne et øjeblik.

Mens Grønland er et kolonialt projekt, henover en allerede eksisterende nation, Inuit Nunaat.

I Danmark siger vi, at vi tror på rettigheder.

Så lad os tage staten på ordet.

Da Danmark ratificerede ILO-konvention nr. 169 i 1996, erkendte man at:

Inuit er et folk.

Ikke en minoritet.

Folkeretligt et helt folk.

Så Hvorfor bliver Inuit så ikke behandlet som et folk, ligesom vi har ret til?

For det vi oprindeligt kalder Inuit Nunaat,

Nunarput

som også kendes som “Grønland”/“Kalaallit Nunaat”

Det er ikke bare detaljer.

Det er ikke “bare ord”.

Kald det for hvad vi Oprindeligt kalder det, Inuit er vores navn,

Men staten, ja, også i den offentlige debat

bliver ved med at kalde os noget andet.

“Grønlændere”.

“Kalaallit”.

Egentlig er disse, det samme som at bruge “Eskimo”.

Koloniale betegnelser.

Systematisk pålagt.

Indoktrineret.

Normaliseret.

Gentaget.

Efterfølgende Internaliseret i vort samfund.

Det er sådan magt fungerer.

Ikke kun gennem love.

Men gennem sprog.

Hvis du kontrollerer navnet,

kontrollerer du historien.

Ligesom dengang i 40’er 50’erne hvor Staten til FN hævdede at Inuit var uddøde. Ligesom da Knud Rasmussen hentydede: “Der er  ingen fremtid i at være Inuk, der er en fremtid i at blive grønlænder”

Men hvad så når:

Staten nu har anerkendt Inuit som et folk.

Men nægter at behandle os som et.

Bare se  på loven.

Når Folketinget laver love,

så beskytter loven ikke Inuit som et folk.

De taler om:

“født i Grønland”

“tilknytning til kultur” mv.

Det er, et fødestedskriterium. En administration.

Ikke folkeret.

Det er en måde at undgå forpligtelser på.

For hvis vi bare er “grønlændere”

så er vi en befolkning.

Inuit er et folk som staten ikke bare kan definere væk eller justere på.

Et folk staten har forpligtigelser overfor i dansk og international ret.

Og alligevel

bliver vores eksistens gjort betinget.

Af fødested.

Af hvilke ord staten bruger om os.

Af hvordan vi passer ind i systemet.

Det er ikke rettigheder.

Det er kontrol.

“Inuit er et uadskilleligt folk”, det vedtog Inuit Circumpolar Conference i 1977

Vi er ét folk.

På tværs af grænser.

På tværs af stater

I praksis

bliver vi splittet op.

Administreret.

Reduceret.

Og samtidig findes der ikke engang en reel måde at dokumentere tilhørsforhold til Inuit som folkets nationalitet i Kongeriget.

På trods af at vi har ret til det sammen med vores statsborgerskab.

Staten har erklæret at Inuit eksisterer.

Men giver os ingen strukturer til faktisk at eksistere som folk i praksis.

Det er ikke anerkendelse.

Det er symbolpolitik.

Og hvad med uddannelser?

ILO169 siger klart:

at uddannelse og forskning om os Oprindelige Folk (Inuit) skal ske af os og med os ved roret.

Men stadig bliver Inuit studeret udefra

Forklaret udefra.

Defineret udefra.

Det er ikke samarbejde.

Det er fortsat kolonial praksis.

Det er tiden at efterleve Optindelige Folks rettigheder og påbegynde at overdrage roret af studier om Inuit til Inuit.

Mine ældre siger at Vi er Inuit, ligesom deres ældre gav det videre til dem

Ikke “grønlændere”.

Ikke “kalaallit”.

De ord kom udefra.

De blev pålagt.

Og de bliver stadig gentaget

som om de er neutrale.

Men lad os sige det, som det er

Det her handler om magt.

Hvem har retten til at definere os?

Os selv

eller staten?

Så lad os stille spørgsmålet igen:

Lever Danmark op til det, staten selv har lovet?

Hvis solidaritet betyder noget

så gælder den også Inuit.

Hvis rettigheder betyder noget

så gælder de ikke kun på papir.

Hvis 1. maj betyder noget

så kræver det handling fra alle.

Oprindelige Folks rettigheder er Menneskerettighederne skrevet igen så de sikrer vores rettigheder som folk allerede har, de er ikke særlige rettigheder:

Implementering og efterlevelse af Den Internationale Arbejdsorganisations konvention ILO169 af 1989 samt FN’s Deklaration om Oprindelige Folks rettigheder af 2007 vil betyde en fremtidig etabletimg af en stat af Inuit-folkets nation , fuld afkolonisering og en ende på dansk og  europæisk imperialisme. Det er ikke kun staten, men også det danske folk og Danmark som land  der skal med i den process.

Anerkend Inuit som et folk i praksis.

Respekter vores ret til selvidentifikation som Inuit.

Stop med at omdefinere os gennem statens pålagte sprog, stop folkemord, stop ausaglige tvangsfjernelser af Inuit-børn for derefter at overføre dem til andre end vort folk, stop med at lovgiv ud fra fødested og falske identitetsmarkører.

Begynd med at bruge Inuit, og sørg for, at vores rettigheder gælder hele vort folk ikke kun dem, der passer ind i statens kategorier.

Inuit beder ikke om anerkendelse.

Vi kræver, at de ansvarlige her i landet lever op til det de allerede har lovet.

Inuit er ikke en kategori.

Vi er ikke en administrativ gruppe.

Og det må være slut med at definere væk fra dem vi er.

Det er tid til, at Inuit fortæller vores historie udfra vort perspektiv.

Vi er liv, vi er et folk, en nation,

Vi er Inuit, Inuvit, Inivit, Iivi og Inughuit

God kampdag til jer allesammen”