Betydningen af delkrav for kommunisternes revolutionære handling

APK’s nye handlingsprogram er et opråb til organisering, klassekamp og anti-imperialistisk samling. Fra daglige kampe mod nedskæringer og krig til et samlet opgør med kapitalismen og imperialismen. Udgangspunktet for arbejderklassens revolutionære kamp er netop kampen for løn, arbejde, rettigheder og velfærd. Delkrav som samler, organiserer og politiserer til konfrontation med kapitalens magt.

Betydningen af delkrav for kommunisternes revolutionære handling

Af Organisationen for arbejderklassens kommunistiske parti, Italien

Hvad er „delkrav”? Det er alle de krav, der dikteres af den konkrete situation, og som udtrykker arbejderklassens og det arbejdende folks specifikke behov.

Delkrav falder ikke ned fra himlen, men formuleres ud fra arbejdernes problemer. De er delmål, når man sammenligner dem med den kommunistiske bevægelses endelige mål, men de træder ofte i forgrunden i løbet af klassekampen, fordi de udtrykker de presserende og livsvigtige behov hos brede, udbyttede befolkning, som benægtes af den herskende klasse.

Deres betydning er afgørende for mobiliseringen og organiseringen af kampe, der føres af kommunisterne, som derved kan øge deres indflydelse i befolkningen.

Slogans og krav er absolutte forudsætninger for en korrekt taktik, der sigter mod at forene og mobilisere arbejderklassen. Således er politikken for arbejderklassens enhedsfront uden delkrav, dvs. uden udtryk for et kompromisløs forsvar af arbejderklassens økonomiske og politiske interesser, ikke realiserbar. De må i alle kapitalistiske og imperialistiske lande være udgangspunktet og det grundlæggende indhold for arbejderklassens enhedsfront og dens masseorganer (arbejder- og folkekomitéer).

Evnen til at tiltrække lag uden for arbejderklassen og det af kapitalen undertrykte småborgerskab omkring arbejderklassen afhænger af evnen til at formulere, støtte og indarbejde bestemte delkrav i sit handlingsprogram, delkrav som ikke er i modstrid med arbejderklassens grundlæggende interesser.

Delkrav udgør derfor grundlaget for kommunisternes massearbejde for at forene og mobilisere arbejderklassen omkring disse krav og skabe et system af klassealliancer under arbejderklassens ledelse, der gør det muligt for brede arbejdende befolkning at mobilisere sig mod kapitalismen og den borgerlige stat.

I betragtning af deres betydning er det derfor nødvendigt at opnå fuldstændig teoretisk og praktisk klarhed om dette spørgsmål og at følge den udvikling, de har gennemgået i den kommunistiske bevægelses og arbejderbevægelsens historie, for at forstå deres egenskaber og funktion korrekt og for at undgå fejl og afvigelser på dette område.

Delkrav hos Marx og Engels

Marx og Engels var klar over delkravenes rolle og betydning i arbejderklassens kamp og over den tilgang, kommunisterne skulle forfølge i forhold til dem.

I „Det Kommunistiske Partis Manifest“ skrev de:

»De kæmper for at opnå arbejderklassens umiddelbare mål og interesser, men de repræsenterer samtidig bevægelsens fremtid i den nuværende bevægelse.« (Citeret efter: Marx, Karl; Engels, Friedrich: Værker, bind 4, Berlin 1974, s. 493, tysk udgave)

Denne udtalelse tydeliggør det forhold, som Marx og Engels altid søgte at etablere til deres tids arbejderbevægelse, og den betydning, de tillagde de aktuelle paroler, idet de forbandt dem med den kommunistiske bevægelses generelle mål.

Marx udarbejder et program med delkrav til Genève-kongressen (1866) for Den Internationale Arbejderforening, Den Første Internationale.

Dette program, der var udformet som »instrukser til delegaterne« og blev oplæst af Marx på kongressen, indeholdt flere delkrav: otte timer som lovmæssig begrænsning af arbejdsdagen, forbud mod natarbejde, begrænsning af arbejdstiden for unge og børn, fuldstændig afskaffelse af indirekte skatter og deres erstatning med direkte skatter, dannelse af gensidige hjælpeforeninger, en statistisk undersøgelse af arbejderklassens situation udført af arbejderne selv, osv.

I et brev til Kugelmann af 9. oktober 1866 forklarede Marx, hvorfor han anså dette program for nødvendigt:

„Jeg begrænsede det bevidst til sådanne punkter, som muliggør umiddelbar forståelse og samarbejde blandt arbejderne, og som umiddelbart giver næring og impuls til klassekampens behov og til organiseringen af arbejderne som klasse.​“ (Citeret efter: Internationale Marx-Engels-Stiftung (udg.): Marx-Engels-Gesamtausgabe digital. Briefe) Her ses Marx’ evne til på et bestemt tidspunkt at erkende de nødvendige sammenhænge og handle taktisk for at forene arbejderklassen og føre dem til kamp mod kapitalen.

Udarbejdelsen af Den Kommunistiske Internationale

Med grundlæggelsen af Den Kommunistiske Internationale blev spørgsmålet om delkrav udarbejdet og løst.

På Den Kommunistiske Internationales tredje kongres (1921) blev de af Lenin inspirerede »Tese om taktik« vedtaget, som indeholder et særligt kapitel om delkampe og delkrav, hvori der står:

»De kommunistiske partier kan kun udvikle sig i kampen. Selv de mindste kommunistiske partier må ikke begrænse sig til ren propaganda og agitation. De skal i alle arbejderklassens masseorganisationer udgøre fortroppen, der ved at formulere praktiske kampforslag og ved at opfordre til kamp for alle arbejderklassens livsnødvendigheder viser de tilbagestående, vaklende masser, hvordan man skal kæmpe, og på denne måde afslører alle ikke-kommunistiske partiers forræderiske karakter for masserne. Kun ved at kommunisterne forstår at stille sig i spidsen for arbejderklassens praktiske kampe, kun ved at fremme denne kamp, kan de i virkeligheden vinde store masser af arbejderklassen for kampen om diktaturet.“

Efter at det er blevet gjort klart, at socialdemokratiet bedrager arbejderne ved at nære håbet om at erobre den ene erhvervsgren efter den anden, fastslår teserne:

„De kommunistiske partier opstiller ikke noget minimumsprogram for disse kampe, der skal styrke og forbedre kapitalismens vaklende bygningsværk. Nedbrydningen af dette bygningsværk forbliver deres ledende mål – forbliver deres aktuelle opgave. Men for at opfylde denne opgave må de kommunistiske partier opstille krav, hvis opfyldelse udgør et øjeblikkeligt, uopsætteligt behov for arbejderklassen, og de må forsvare disse krav i massernes kamp, uanset om de er forenelige med den kapitalistiske klasses profitøkonomi eller ej.“

„Det er ikke den kapitalistiske industris eksistens og konkurrenceevne eller den kapitalistiske finansøkonomis bæreevne, de kommunistiske partier skal tage hensyn til, men grænserne for den nød, som arbejderklassen ikke kan og ikke må udholde. Når kravene svarer til de brede proletariske massers levende behov, når disse masser er fyldt af følelsen af, at de ikke kan eksistere uden gennemførelsen af disse krav, så bliver kampene for disse krav udgangspunkter for kampen om magten. I stedet for reformisternes og centristernes minimalsprogram sætter Den Kommunistiske Internationale kampen for arbejderklassens konkrete behov, for et system af krav, der i deres helhed nedbryder borgerskabets magt (…)”

„I det omfang kampen for disse krav omfatter og mobiliserer stadig større masser, i det omfang denne kamp stiller massernes livsnødvendigheder op mod det kapitalistiske samfunds livsnødvendigheder, vil arbejderklassen blive bevidst om, at hvis den skal leve, må kapitalismen dø; denne bevidsthed er grundlaget for viljen til kampen for diktaturet.“

„Enhver indvending mod opstillingen af sådanne delkrav, enhver anklage mod reform på grund af disse delkampe er et udtryk for den samme manglende evne til at forstå de levende betingelser for den revolutionære handling, som den kom til udtryk i enkelte kommunistiske gruppers modstand mod deltagelse i fagforeningerne og mod udnyttelsen af parlamentarismen. Det afgørende er ikke blot at råbe de endelige mål ud til proletariatet, men at intensivere den praktiske kamp, som alene er i stand til at føre proletariatet til kampen for de endelige mål.“

„Den nuværende epokes revolutionære væsen består netop i, at arbejdermassernes mest beskedne levevilkår er uforenelige med det kapitalistiske samfunds eksistens, at kampen derfor også om de mest beskedne krav udvikler sig til en kamp for kommunismen.“ (Citeret efter: Teser og resolutioner fra Den Kommunistiske Internationales 3. verdenskongres, Hamborg 1921, s. 31-63)

En vidunderlig lektion i strategi og taktik, som også i dag er af stor betydning!

Senere, i 1924, blev spørgsmålet om delkrav igen bekræftet i »Tesen fra den femte kongres om Kominterns taktik« og præciseret som følger:

„Den Kommunistiske Internationales taktik udelukker ikke blot at undlade inddragelsen af delkrav i vores agitation og politik, men forudsætter den endda. Her skal man dog holde tre ting for øje:

1. a) De delkrav, vi stiller, skal udspringe af den levende virkelighed, det vil sige, de skal være af en sådan art, at man kan regne med støtte fra de brede masser af den arbejdende befolkning.
2. b) Sådanne krav skal ligge i retning af den revolutionære udvikling.
3. c) Sådanne krav skal altid være forbundet med det endelige mål. Vi skal gå fra det specielle til det generelle, fra delkrav til det samlede system af krav, der tilsammen udgør den socialistiske revolution.

Mens reformisternes delkrav har til formål at erstatte den proletariske revolution, har kommunisterne med opstillingen af delkrav netop det modsatte formål, nemlig at forberede den proletariske revolution bedre. Hele kommunisternes agitation for delkrav knytter hvert af disse delkrav tæt sammen med programmet for den revolutionære omvæltning. Dette gælder især for de lande, hvor krisen i den borgerlige orden er indtrådt.” (Citeret efter: Teser om taktikspørgsmålet. Vedtaget på Kominterns 5. kongres. I: G. Sinovjev, Leninismens verdensparti, Hamborg 1924, s. 226-227)

På den 6. kongres (1928) blev »Den Kommunistiske Internationales program« vedtaget. I forlængelse af den forudgående udarbejdelse fastslås følgende under »De grundlæggende opgaver for den kommunistiske strategi og taktik«:

»Ved fastlæggelsen af sin taktiske linje må hvert kommunistisk parti inddrage den givne indre og ydre situation, forholdet mellem klassernes kræfter, graden af stabilitet og styrke hos bourgeoisiet, graden af militans og beredskab hos proletariatet, middelklassernes holdning osv. i sine beregninger. Partiet fastlægger sine kampslogans og -metoder i overensstemmelse med disse betingelser, ud fra nødvendigheden af at mobilisere og organisere masserne så vidt muligt på det højest mulige niveau i denne kamp. Når en revolutionær situation udvikler sig, opstiller partiet en række overgangsslogans og delkrav, der svarer til de givne omstændigheder; disse skal underordnes det revolutionære hovedmål, som består i magtovertagelsen og omvæltningen af den borgerligt-kapitalistiske orden. At forsømme proletariatets daglige krav og daglige kampe er lige så forkert som udelukkende at begrænse partiets aktiviteter til disse. Partiets opgave er at bruge disse daglige behov hos arbejderklassen som udgangspunkt for at føre arbejderne ind i den revolutionære kamp om magten.” (Egen oversættelse fra italiensk)

Med hensyn til den kommunistiske bevægelse i vores land blev spørgsmålet om delkrav to gange særligt fremhævet i de »Lyon-teser« i tese 39, som Gramsci forfattede, og som blev vedtaget på det italienske kommunistpartis tredje kongres (1926), og som vi her gengiver i uddrag:

„Tese 39. Partiet leder og forener arbejderklassen ved at deltage i alle kampe af delvis karakter og ved at formulere og agitere for et program med krav af umiddelbar interesse for arbejderklassen. Delvise og begrænsede aktioner betragtes af partiet som nødvendige for at opnå en gradvis mobilisering og forening af alle kræfter i arbejderklassen. Partiet bekæmper den opfattelse, at man bør afstå fra at støtte eller deltage i delaktioner, fordi de problemer, der er af interesse for arbejderklassen, kun kan løses med kapitalistregimets fald og med en generel aktion fra alle antikapitalistiske kræfter. Det er bevidst om umuligheden af en alvorlig og varig forbedring af arbejdernes vilkår i imperialismens periode og før kapitalistregimets fald. Agitationen for et program med umiddelbare krav og støtten til delkampe er imidlertid den eneste måde, hvorpå vi kan nå de brede masser og mobilisere mod kapitalen. På den anden side forværrer enhver agitation eller enhver sejr for arbejdskategorier på området for de umiddelbare krav kapitalismens krise og fremskynder også subjektivt dens undergang ved at forskyde den ustabile økonomiske balance, som den nu støtter sin magt på. Det Kommunistiske Parti forbinder hvert umiddelbart krav med et revolutionært mål, udnytter hver delkamp til at lære masserne nødvendigheden af den generelle aktion, af oprøret mod kapitalens reaktionære herredømme, og forsøger at forberede og føre hver kamp af begrænset karakter på en sådan måde, at den fører til mobilisering og forening af de proletariske kræfter og ikke til deres spredning …

Tese 39a. Det er en fejl at antage, at umiddelbare krav og partielle aktioner kun kan være af økonomisk karakter: Med forværringen af kapitalismens krise er de herskende klasser i kapitalismen og i landbruget tvunget til at indskrænke og undertrykke proletariatets organisatoriske og politiske friheder for at opretholde deres magt; derfor giver forsvaret af disse friheder en glimrende anledning til partielle agitationer og kampe, som kan føre til mobilisering af brede lag af det arbejdende folk …“ (Egen oversættelse fra italiensk)

Ud fra disse historiske dokumenter fra den internationale kommunistiske bevægelse fremgår betydningen af delkrav for den kommunistiske revolutionære aktion uomtvisteligt.

Nogle af kommunisternes opgaver i forbindelse med delkrav

I den lange historie om klassekampen stiller arbejderne gang på gang en lang række delkrav og kæmper mod kapitalisterne og deres regeringer for at få dem gennemført.

Når kommunisterne støtter arbejderne i disse kampe ved at slutte sig til arbejderbevægelsen, accepterer de ikke blot disse krav passivt, men undersøger dem og de årsager, der forværrer situationen for denne eller hin gruppe af arbejdere; de peger på de mest presserende behov og mål, som kampen skal føres for; de udtrykker de fælles økonomiske og politiske krav mere nøjagtigt og præcist, formulerer dem offentligt med passende midler og repræsenterer hele klassebevægelsens interesser ved at gå ind i socialismens videnskabelige kerne.

Kommunisterne må, som vi har set, ved formuleringen af delkravene sikre deres forbindelse med de revolutionære mål ved at underordne arbejderklassens partielle, midlertidige, klasse- og nationale interesser under dets generelle, varige, klasse- og internationale interesser.

Det er altså nødvendigt at gå ud over det enkelte og skabe forbindelsen til det generelle: fra grupper af arbejderes kamp mod enkelte kapitalister over arbejderklassens kamp som helhed mod borgerskabet og dets stat til magtovertagelsen og kapitalismens fald.

Kommunisternes handlingsprogram, der bygger på en række delkrav, der udspringer af den konkrete situations særlige karakter, klassekampene osv., må derfor vurderes ud fra dets forbindelse til revolutionen og giver ikke plads til ekstremistiske eller reformistiske tendenser.

Dette udgør en kompleks opgave, der kræver, at kommunisterne forbinder deres generelle program om proletariatets diktatur og opbygningen af socialismen med de krav, der kommer til udtryk på det økonomiske og politiske område og kan føre til reformer inden for det kapitalistiske system. Denne opgave kræver klarhed og strategisk beslutsomhed kombineret med taktisk fleksibilitet og opfindsomhed samt beherskelse af alle organisations- og kampformer, hvor reformer, som i kapitalismen altid er begrænsede og midlertidige, skal udnyttes til at fremme den revolutionære kamp.

Lenin etablerede især det dialektiske forhold mellem agitation, propaganda og revolutionær teori og forklarede, hvordan kræfterne inden for den revolutionære marxisme ved at vinde de mest fremskredne lag i klassen kan vinde arbejderklassens masser og gennem disse de andre undertrykte lag i samfundet. Denne strategi, som er resultatet af teoretisk klarhed, fandt sit udtryk i den store socialistiske revolution i 1917.

Det handler altså ikke om at give de økonomiske kampe et reformistisk og parlamentarisk-politisk præg (som økonomisterne går ind for, idet de nedgraderer den revolutionære politiske kamp til fagforeningspolitisk niveau), men om at befri arbejderklassen fra borgerskabets og reformismens indflydelse ved at forene den revolutionære politiske kamp med de daglige kampe.

Kommunisterne må forstå at forbinde disse to aspekter med hinanden, styrke dem og forstå dem inden for rammerne af arbejderklassens eneste klassekamp for at rette arbejderklassen og de arbejdende masser mod den revolutionære kamp om magten og lede dem.

Vi må derfor udnytte hvert eneste delkrav til at forklare masserne nødvendigheden af revolutionen, for med hårde fakta at påvise dem umuligheden af en seriøs og varig forbedring, endsige en væsentlig forbedring af deres situation, så længe kapitalens herredømme opretholdes.

Samtidig må kommunisterne vise befolkningen, at det netop er reformisterne, der saboterer enhver seriøs kamp for delkrav, mens det kommunistiske parti som det eneste er i stand til at føre en konsekvent kamp for det arbejdende folks interesser og afværge angreb på deres levestandard.

Især i mangel af en revolutionær bølge må de kommunistiske (marxistisk-leninistiske) organisationer og partier, ud fra arbejdernes daglige behov, opstille paroler og delkrav, som de forbinder med den kommunistiske bevægelses grundlæggende krav og mål, og forklare deres sammenhæng med arbejdernes kamp i andre lande.

En sådan tilgang bør især forfølges i dag, i en tid hvor kapitalismens generelle krise forværres, og hvor selv de mest beskedne krav fra arbejderne står i direkte modsætning til kapitalismens eksistens og dens funktionslove; derfor gør kampen for disse krav det lettere at indse nødvendigheden af at vælte dette barbariske system og dermed opbygge socialismen.

Eksempler på delkrav inden for arbejderbevægelsen

Som marxist-leninister må vi aldrig give afkald på delkrav, der kan blive udgangspunktet for store massebevægelser.

I vores land bør sådanne delkrav i dag omfatte:

Problemer i den økonomiske kamp (kampen mod monopolkapitalens angreb, kampen mod fyringer, spørgsmål om lønninger, arbejdsdagen, arbejdsrytmen og arbejdsbyrden, arbejdsløshed), som ofte overgår i problemer i den generelle politiske kamp (store arbejdskonflikter, strejkebevægelser, demonstrationer osv.).

Problemer i den direkte politiske kamp (fuld strejke- og organisationsfrihed, pressefrihed osv.); skattepolitik: skridt til at flytte skattebyrden over på de rige, afskrivning af statsgælden på bankernes og chefernes regning, drastiske skridt mod kapitalflugt til udlandet; regeringspolitik generelt: kamp mod reaktionær omdannelse af staten og fascisme, tilbagetrækning af arbejderfjendske, repressive love og forfølgelse af kampvillige fagforeningsfolk og revolutionære, foranstaltninger mod reaktionær terrorisme.

Verdenspolitiske emner: kampen mod imperialismen og krigsfaren, international proletarisk solidaritet, støtte til folkets befrielseskampe, kampen for enhed i den internationale arbejder- og fagforeningsbevægelse osv.

Naturligvis bør der på hvert område, hvor der er konfrontation med borgerskabet, herunder sociale forhold, miljø, sundhed osv., udarbejdes og propaganderes for bestemte delkrav.

Delkrav bør fremsættes uafhængigt af, om de kan realiseres inden for rammerne af monopolkapitalismen og den borgerlige stat eller ej.

I dag kan langt størstedelen af de demokratiske krav ikke længere realiseres inden for rammerne af det eksisterende imperialistiske system; men ved at fremme dem og forsvare dem kan vi afsløre den nuværende borgerlige stats reaktionære og fascistiske karakter og afdække den klassemæssige karakter af de socialdemokratiske og reformistiske lederes politik, som har opgivet forsvaret af arbejdernes elementære interesser og friheder.

To farlige tendenser

Hvad angår delkrav, er der to farlige tendenser, som skal undgås og bekæmpes åbent.

For det første er der en tendens til at undervurdere betydningen af delkrav i de organiserede kommunisters aktioner (for at øge deres indflydelse på arbejderklassen).

Denne tendens kommer til udtryk ved, at man tillægger generelle politiske slagord den største betydning, mens spørgsmål, der er af umiddelbar interesse for arbejderne, træder i baggrunden.

Der er folk, der behandler kravene, som om de ikke angår kommunister, der beskæftiger sig med løsningen af et nøgleproblem, nemlig forbindelsen med og sammensmeltningen af den videnskabelige socialisme med arbejderbevægelsen. Eller de kritiserer dem ved at betegne dem som en »indkøbsliste« eller som »at opgive revolutionen«.

En sådan holdning er dybt forkert og vidner om en uacceptabel afstand til arbejderklassens daglige kamp, om passivitet og politisk uformåenhed til at mobilisere og forene de udbyttede og undertrykte dele af befolkningen. Det gør det meget sværere at politisere arbejderklassens kamp i en revolutionær forstand, ud fra kampen om spørgsmålene om arbejdsforhold, lønninger, arbejdstid, arbejdsløshed osv.

Man forbliver i sfæren af abstrakt revolutionær propaganda og forsømmer sammenhængen med de umiddelbare kampe og deres reelle motiver, som ofte ignoreres, og forsømmer dermed hele arbejdet med at forberede den revolutionære kamp for at vælte kapitalismen.

Undervurderingen af delkrav hænger ofte sammen med undervurderingen eller afvisningen af det aktive arbejde i massefagforeninger for at øge den kommunistiske indflydelse i klassen.

Denne afvisning af delkrav, hvad enten den er ”principiel” eller skyldes undervurdering, er uforenelig med kommunismens taktiske principper, fordi den dømmer den kommunistiske organisation til passivitet og afkobler den fra masserne.

Dette er et udtryk for den ekstremistiske afvigelse, et ideologisk og politisk udtryk for radikaliserede lag af småborgerskabet, der ikke er i stand til at forstå de væsentlige betingelser for den revolutionære handling og udvikle den praktiske kamp. En sådan afvigelse fører til adskillelse fra masserne og til sekterisme, til politisk passivitet.

Der er også en anden farlig tendens. Den består i at overvurdere betydningen af delkrav og adskille dem fra kommunisternes generelle krav og mål.

Ofte kommer denne tendens til udtryk i en modvilje mod at forbinde generelle klasseslogans med delkrav.

Med andre ord: Vi tilpasser os umiddelbare mål og gør reformer, der opfylder delkrav, til et mål i sig selv, idet vi glemmer, at de i stedet burde hjælpe os med at skabe bedre betingelser for revolutionære mål.

Denne tendens er typisk for højreopportunistiske, ”bevægelsesdyrkende” og reformistiske holdninger, der presser på for at tilpasse sig borgerskabet, undgå radikalisering af arbejderbevægelsen, forherlige ”bevægelsen” ved at fornægte ”målet”, hvis ikke ved at sætte partikulære og personlige spørgsmål i forgrunden.

Disse to farlige tendenser fører til udviklingen af en fejlagtig arbejdsmetode, der forhindrer den kommunistiske organisation i at påtage sig en ledende rolle i arbejderklassen.

Disse mangler viser sig at være endnu mere alvorlige i en tid, hvor den økonomiske situation forværres, og kommunisterne må udnytte dette til at gøre det klart for det arbejdende folk, at den socialistiske revolution er den eneste vej til at løse de eksisterende problemer, ved at bruge enhver lokal kamp og ethvert delkrav til dette formål.

Sammenfatning

At øge arbejderklassens og de arbejdende lags kampkraft, som er udviklet på grundlag af erfaringerne fra kampen for delkrav til kampen for arbejderklassens generelle klasseopgaver, er en af de vigtigste opgaver for alle kommunistiske kræfter, især under de nuværende forhold.

Det er derfor nødvendigt at gøre programmet for delkrav til grundlaget for massearbejdet for organisering og udvikling af de udbyttedes klassekamp mod udbytterne, idet der tages hensyn til de konkrete situationers særlige forhold.

Det er kendetegnene ved den nuværende periode, der tvinger os til at udføre denne opgave for at fremskynde og udvide arbejderklassens og andre undertrykte og udbyttede lags kamp gennem delvise økonomiske og politiske krav og kampe mod den sociale revolution og arbejderklassens magt.

Marts 2025

Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp. Se Enhed og Kamp nr. 2/2026

Organisation for proletariatets kommunistiske parti, Italien er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML