Oplæg holdt på APKs sommertræf 2018 af Tine Spang Olsen
Der er voldsomme brydninger, opbrud og skærpede modsætninger mellem verdens imperialistiske magter. USA ser sin position som verdens dominerende supermagt truet og svarer igen med stor aggressivitet både økonomisk og militært. Danmark er en villig medspiller i oprustningen gennem NATO – og EU – og spiller en yderst aktiv rolle i krigsforberedelser mod Rusland.
Gadefremstød mod NATO’s topmøde – Århus mod Krig og Terror – sommer 2018
Jeg er blevet bedt om at sige noget kort om krigspolitik i Danmark – helt kort er svært – der er simpelthen for mange krigsforberedelser!
Vi må slå fast at:
NATO og USA forbereder krig i Europa.
Det er ikke nødvendigvis sådan, at det bliver en realitet – men de forbereder den meget konkret, og Danmark har en central rolle.
Den forberedes også med atomvåben. Det sidste kan man uddybe på den måde, at:
Vi lever under USA’s atomparaply – det er et princip for NATO.
Og USA har antaget en ny atomstrategi, der uundgåeligt også bliver NATO’s – og derved Danmarks, så længe vi er medlem af NATO.
USA’s atombomber bliver fornyet – ligesom Ruslands – og de nye amerikanske bomber, der skal afløse de bomber der ligger oplagret i Europa er designet til praktisk brug på slagmarken – de er ikke defineret som afskrækkelsesvåben – det er de såkaldte mini-bomber. De er dog ikke mere mini, end at de hver især er større end Hiroshimabomben.
Uanset Trumps meldinger, hvor han sætter spørgsmålstegn ved NATO har NATO aldrig oprustet så meget – eller så målrettet forberedt krig mod Rusland som nu.
Trumps besøg hos Putin for nylig kan være et udtryk for at Trump prioriterer oprustning mod Kina frem for Rusland – det vil mindske krigsfaren i Europa, hvis det bliver amerikansk politik.
Men der er stærke kræfter der ønsker at fortsætte presset på Rusland og måske udløse en krig.
Hvad består krigsforberedelserne af
Norden, Arktis, Østersøen og Baltikum er et kerneområde i forhold til krig mod Rusland.
De nordiske lande er i høj grad blevet gjort til ét strategisk område for NATO– og selvom hverken Sverige eller Finland er medlemmer er hele området blevet kraftigt militariseret under NATO med overvågning, patruljering, krigsøvelser, fælles underretninger og meget mere.
Der er udstationeret amerikanske tropper i Norge, selvom der er klare aftaler om ingen fremmede tropper må findes på norsk jord. Keflavik lufthavn i Island bliver nu igen brugt af USA, og er hovedbase for deres Poseidon rekognoseringsfly. Selvom de siger det officielt ikke er en amerikansk base.
En stor radar i Finmarken – Globus 3 radaren ved Vardø, vil stå færdig i 2020 og blive central i overvågning og i militær kommunikation rettet mod Rusland. Den vil være en del af USA’s globale missilforsvar og stå under amerikansk ledelse. En tilsvarende står i Tjekkiet.
Alle efterretninger fra Sverige og Finland vil efter aftale være tilgængelige for NATO.
Sverige har desuden oprettet en militærbase på Gotland og Danmark har oprettet en aflyttestation på Bornholm og en overvågnings satellit over Arktis.
Der foregår intense krigsøvelser i de nordiske lande, sidste år i Sverige.
I år i Norge vil 40.000 soldater fra 25. oktober og ca 3 uger frem træne krig mod Rusland. I 2020 foregår det i Finland.
I Vidsel i Norrbotten ligger Europas største testområde for nye våbensystem, droner, kampfly og raketter.
Her har USA og Israel afprøvet deres fjernstyrede krigsdroner, bl.a. dem Israel bruger i Gaza.
I Kiruna ligger verdens største downloadstation for satellitter, Esrange.
Den sælger bl.a. fotos af de landområder der står for at skulle bombes i Vestens krige.
I Kiruna og i Lerkil i Sverige ligger også nogle af verdens største lyttestationer udenfor USA.
Arktis
Danmark har gennem Grønland flere vigtige NATO-roller. Der er Thulebasen der huser overvågning bl.a. til USA’s missilforsvar, og den er base for amerikanske atombærende krigsfly.
Danmark har også gennem råderetten over Grønlands udenrigspolitik tiltusket sig en særlig i rolle i kampen mellem stormagterne om det arktiske område.
Som jo er ret vigtigt pga den geopolitiske beliggenhed og de råstoffer der særligt efter klimaforandringerne bliver endnu mere tilgængelige. Olien, gassen, mineralerne, fiskene osv
Det var en dansk opfindelse at danne det nuværende samarbejde om Arktis mellem Rusland, USA, Canada, Norge og Danmark/Grønland.
Det var den daværende danske regering med Per Stig Møller som udenrigsminister, der for ti år siden stod bag Ilulissat-erklæringen og dannelsen af A5 eller Arctic Five.
Formålet var at hæmme Ruslands fremtrængen i Arktis og den var et våben mod en international ordning som den ved Antarktis – hvor man har forbudt både minedrift og militær aktivitet.
Aftalen der gjorde Danmark til en arktisk stormagt er pyntet op med miljøhensyn, som forbud mod rovfiskeri mm.
Den skal også holde Kina og Japan ude af Arktis.
DEN FREMSKUDTE FRONT MOD RUSLAND
Langs hele den russiske grænse opbygges det som NATO selv kalder NATO’s fremskudte tilstedeværelse.
Der er placeret tropper og våben, der står klar i tilfælde af krise eller krig.
Danmarks rolle bliver mere og mere markant. Danmark har tropper og overvågningsfly, nu på permanent basis, og på det seneste NATO-topmøde tilbød DK også at påtage sig ledelsen af divisionshovedkvarteret i Riga i Estland, der skal stå i spidsen for den fremskudte front.
I tilfælde af krise eller krig vil der blive tilført yderligere tropper, som dansk militær skal tage ledelsen af.
NATO’s front mod Rusland er rykket frem med de mange nye NATO-lande der er trukket ind siden murens fald, så Danmark er på NATO’s verdenskort ikke længere en frontlinjestat, men en stat i baglandet. Så vi er tiltænkt flere roller.
I tilfælde af krig, skal de andre landes NATO-tropper samles og koordineres i Danmark. Det skulle være derfor, at værnepligten er udvidet og hjemmeværnet inddraget, da der behøves mere mandskab til at holde styr på logistikken. 20.000 mand er afsat til denne opgave.
Danmark er desuden blevet inddraget i en række udrykningsstyrker.
Alle NATO-lande deltager i NATO’s udrykningsstyrke, der kan sættes ind overalt i verden. Den blev i 2015 udvidet til 40.000 mand, med roterende deltagelse fra medlemslandene.
Desuden er der NATO’s ekstra hurtige udrykningsstyrke, der blev beslutttet i 2016, hvor Danmark deltager med 1000 mand.
Forsvarsforliget har desuden planlagt en særlig dansk udrykningsstyrke på 4000 mand, der skal stå klar og være særligt øremærket til Baltikum – men selvfølgelig også kan sættes ind i andre krige.
Oprustningen mod og forberedelser af krig mod Rusland er præget af en gevaldig masse nye ledelsescentre og samarbejder NATO- og EU-landene imellem, også nogle der kan operere mere frit, fordi de har deres egen selvstændige ledelse.
På NATO-topmødet i juli i år underskrev Danmark deltagelsen i en udrykningsstyrke dannet af udvalgte NATO – lande: Joint Expeditionary Force der står under britisk ledelse. Den har været planlagt siden NATO-topmødet i 2014.
Det er værd at bemærke, at både Sverige og Finland har tilsluttet sig, selvom de ikke er NATO-lande. Den samler nordeuropæiske lande og deres nationale udrykningsstyrker under en britisk styrke, rettet mod hurtig udrykning, der kan sættes ind, hvor briterne måtte mene det er passende.
Den kan handle sammen med allierede, men kan også rykke ud alene.
Medlemmer er UK, Sverige, Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland og Danmark.
Den er bestående af hurtigt indsætbare tropper.
NATO stiller bl.a. krav om at en vis del af et lands militær skal være hurtigt indsætbart. Ligesom min 20 % af budgettet skal bruges til våbenindkøb.
Den britiske general David Richards udtrykker sig om den nye udrykningsstyrke på denne måde.
– Med evnen til at slå hårdt uden at være en del af en taktik eller en koalition vil vi være særligt velkomne hos vores venner og særligt frygtede af vores fjender.
Endelig må det nævnes at NATO opretter to nye hovedkvarterer, hvor det ene skal ligge i Tyskland med det formål at sikre transport af tropper og våben gennem Europa. Veje, jernbaner, broer og grænseregler bliver tilpasset i et samarbejde mellem NATO og EU.
Det andet vil fokusere på Nordatlanten og Arktis og sandsynligvis ligge i USA.
I det hele taget sker NATO’s oprustning i tæt samarbejde med EU, mens EU samtidigt forbereder sig på at blive en selvstændig militærmagt med egen hær eller råderet over medlemslandenes militær.
Efter at have afsluttet et EU-topmøde gik 9 af EU-landene samt Storbritannien ind i et andet lokale, hvor de dannede en ny interventionsalliance. Den skal ikke råde over en selvstændig hær, men koordinere de 10 landes militære indsats i konkrete situationer.
Formålet er igen ”hurtig udrykning i brændpunkter”. Her sker det under fransk ledelse og på fransk initiativ. Altså EU-lande i fælles militær intervention.
“Vi skal i Europa tage endnu mere ansvar for vores egen sikkerhed” – udtalte Claus Hjort Frederiksen, mens han omgik den danske forsvarsundtagelse.
Denne alliance består af Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Danmark, Italien, Spanien, Portugal, Belgien, Holland og Estland.
Målsætningen er, at koordinere ’effektive militære operationer’ og at gøre ’Europa’ til en stærk militærmagt.
Endnu et nyt ledelsescenter, denne gang for specialoperationsstyrker blev dannet på samme NATO-topmøde i juli. Det omfatter Danmark, Holland og Belgien.
Endnu engang skal der sendes styrker til verdens brændpunkter, men altså specialstyrker (som f.eks. Frømandskorpset).
Det er en del af forsvarsforliget, at specialoperationsområdet skal styrkes.
En stor flåde af amerikanske F-35 kampfly kommer desuden til at befinde sig i Norden, hvor Danmark bliver stedet for et center for træning med kampflyene, der over hele verden vil stå under amerikansk ledelse.
Der kan sikkert nævnes meget mere og initiativer vi intet ved om, men det står klart, at der foregår en vild og vanvittig oprustning til krig i Danmark, i NATO, i EU
En del er særligt rettet mod Rusland og andre dele mod Mellemøsten og Afrika.
KRIGSMODSTAND
Danskerne er som udgangspunkt et fredeligt folk, men det er lykkedes politikerne at udbrede en forestilling om, at oprustning og krig mod Rusland vil have karakter af en forsvarskrig, så modstanden mod den konkrete oprustning og Danmarks krige er temmelig uklar. Folk ønsker fred – men hvad sikrer freden?
Desuden bliver Trump som upopulær figur brugt til at pace udbygningen af EU som militærmagt frem.
Der er især brug for større klarhed ifht imperialismen. At det er det kapitalistiske system der er grunden til konkurrencen mellem stormagterne, der i deres forsøg på at fastholde magt og øge magt nyopdeler verden gennem krig.
Der er et væld af afledningsstrategier ifht krigsmodstanden.
Grundlæggende set bygger de på at de ser bort fra imperialismen som en klassemæssig årsag til krig. De underforstår at landene efter frit valg bare kan vælge en fredelig tilgang til udenrigspolitikken.
At der er tale om konflikter man som udgangspunkt ønsker at løse, men bare bruger forkerte metoder på.
Tværtimod er det jo de imperialistiske magter der skaber konflikterne.
En udbredt forestilling indenfor fredsbevægelsen er, at bevægelsens strategi skal være at overbevise politikerne om, at de når længere gennem dialog end gennem vold. Isoleret set er det selvfølgelig en god ting, men man ser helt bort fra klasseinteresserne. Det er ikke tilfældigt, at Danmarks regeringer af skiftende sammensætning bakker op om NATO og Danmark som krigsførende land.
Hvis målet er at vælte en regering og overtage landets olieressourcer, er der ikke nødvendigvis grund til at bruge metoden med dialog. Når det kommer til stykket har imperialismen altid krigens metode i baghånden, hvis andre metoder ikke slår til.
Måske vil enkelte politikere oprigtigt skifte mening hen ad vejen, men det er mere et spørgsmål om at kunne samle om kravet: At stoppe krigspolitikken og alle dens konkrete udtryk. Fordi det er i flertallets interesse, og som ethvert andet krav får man det ikke igennem uden kamp og mobilisering, fordi der står modsatte klasseinteresser overfor hinanden.
En anden afart indenfor fredsbevægelsen er den udlægning der siger, at Europa har andre interesser end USA. At de europæiske politikere – eller ligefrem EU – har interesse i afspænding, fordi krigen mod Rusland vil ramme Europa. Overfladisk betragtet er der også noget rigtigt i det, selvfølgelig får Europa ikke noget godt ud af at blive smadret i en krig. Men igen ser man bort fra klasseinteresserne. Kapitalinteresser både i USA og Europa har ønsker om at udvide deres lebensraum, f.eks. i retning af Rusland for at øge deres profit. Mens flertallet af befolkningerne både i USA og Europa har en 100 % interesse i fred. Der er modsætninger mellem imperialisterne, også mellem USA og EU, men de er ikke så afgørende, at de kan udgøre en strategi for fred, eller at vi kan stole på Europas statsmænd og -kvinder som fredsforkæmpere imod den amerikanske imperialisme.
NATO/USA er aktuelt den mest aggressive krigsmager på verdensplan, på baggrund af USA’s stræben efter at fastholde sin plads i verden som ledende supermagt overfor de rivaliserende imperialistiske magter Rusland, Kina, Japan – og til dels EU, som i højere grad både er allieret og konkurrent. Danmarks har lagt sine æg i USA-imperialismens kurv, hvor danske kapitalinteresser følges med de amerikanske – men også hos EU.
I en årrække har spørgsmålet om NATO været holdt ude af fredsbevægelsen, men det er efterhånden blevet umuligt. NATO’s oprustning til angrebskrig er blevet så markant at man ikke kan tie det ihjel.
Her kommer så en ny afart af vildledende teorier omkring krig og fred gennem fredsforskeren Jan Øberg.
Hans budskab går kort fortalt ud på, at krigsmodstandens krav nu må være: Gør NATO civil og civiliseret. Dvs vi skal ikke sige nej til NATO eller ud af NATO, men reformér NATO.
Men det er ligeså umuligt som det er at reformere EU. Begge dele er skabt med klare formål for kapitalens interesser.
Det må minde os om, at vi skal arbejde for at gøre NATO’s rolle klar og medtage NATO i fredskampen. Vi kan ikke f.eks. isoleret sige ’Østersøen som fredens hav’ – som om det kan gennemføres så længe vi er med i NATO – det er NATO der aktuelt gør det til et krigens hav.
I Tyskland aktionerer krigsmodstandere i disse dage mod amerikanske atomvåben på de tyske baser f.eks. gennem blokader af de luftbaser hvor atomflyene befinder sig. De kræver at de beslutninger der forbyder fremmede magters atomvåben på tysk jord bliver overholdt.
Det er en meget konkret kamp, der generer NATO-oprustningen. Ligesom bevægelsen mod nye kampfly i Danmark har gjort det.
Den type aktioner går direkte i kødet på problemet. Hvad det ikke gør når man f.eks. appellerer til politikerne om at Danmark skal vedtage en fredsskabende udenrigspolitik. Det kan man snakke længe om uden det ændrer noget som helst eller generer oprustningen.
Flere gamle initiativer, som ’Østersøen som fredens hav’, ’atomvåbenfri zone’ o.lign. bliver taget op igen i dele af fredsbevægelsen, men uden sammenkobling med et Nej til NATO. Et af initiativerne kalder sig ’Borgmestre for fred’. Man arbejder for at få borgmestre til at underskrive en hensigtserklæring om fred. Det er virkelig en gratis omgang. Der findes ingen borgmestre i Danmark der ikke er medlem af et parti der støtter Danmarks krige. At de skriver under får ingen praktisk betydning. Hvad er det værd, at en borgmester, der bakker fuldt op om f.eks. forsvarsforliget erklærer sig som fredelig?
Udover aktioner der går i kødet på oprustningen gælder det som i alle samfundskampe, at det er nødvendigt at have arbejderklassen med, hvis det skal batte noget. Det betyder selvfølgelig ikke at akademikere, studerende eller pensionister ikke er en del af krigsmodstanden.
En oprustning der koster milliarder og er stærkt voksende vil uden nogen tvivl betyde nye store sociale nedskæringer. Hvad der også gør krigsmodstand helt central i arbejderklassens kamp.
En af de kommende aktiviteter i krigsmodstanden bliver ifht protester mod NATO-øvelsen Trident Juncture i efteråret, hvor dansk militær også er med. Det nordiske samarbejde mod NATO er gået et stort skridt frem med en fælles udtalelse her i sommer og nej til NATO og nej til medlemskab af NATO vil blive markeret over hele norden omkring øvelsen. Den fælles udtalelse kræver stop for NATO’s konkrete krigsforberedelser i Norden og retter fokus på NATO og medlemskabet deraf som en trussel mod freden.
Blandt mange kommende aktiviteter kan der nævnes, at Århus mod Krig og Terror afholder Fredsfestival 14. oktober under overskriften ”Hvad laver Danmark i Baltikum?”
D. 10. og 11. november afholder Tribunalforeningen efter flere års forberedelse et Tribunal til undersøgelse af Danmarks krige i Irak og Afghanistan.
Se
Nu 38 nordiske organisationer bag fælles udtalelse: STOP OPRUSTNINGEN AF NORDEN!
Udtalelsen er oversat til engelsk, fransk og tysk:
– STOP REARMAMENT IN THE NORDIC COUNTRIES
– STOP AU RÉARMEMENT DES PAYS DU NORD DE L’EUROPE
– STOPPT DIE AUFRÜSTUNG IM NORDEN
Læs også
Boligkampen og kvindernes stilling – Af Marie Herget Christensen
KPnet 1. august 2018
Til sommertræf 2018 med APK – Revolutionær politik i dagens Danmark
KPnet 30.juli 2018
Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne – FACEBOOK
KPnet 2. august 2018
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
