Varig fred får vi kun med socialisme

Gerd Berlev

Af Gerd Berlev
Arbejderpartiet Kommunisterne APK

Denne artikel har været  bragt i APKs teoretiske tidsskrift Enhed og Kamp 1, 2018

 

 

Imperialismen betyder uendelig krig

Under kapitalismen på det imperialistiske stadium er produktivkræfterne udviklet i en sådan grad, at menneskeheden står over for alternativet: at indføre socialisme eller at opleve årtier med imperialistiske krige i forsøget på kunstigt at bevare kapitalismen. Brændpunktet for kampene står mellem opkommende stormagter og USA’s overherredømme, der indbefatter globale monopoler, slavebindende handelsaftaler, gældssætning til finansoligarkiet og national undertrykkelse af den groveste slags, der indebærer destruktion af hele samfund.

Forudsætningen for kapitalismens overlevelse er øget profit og vækst. Når den rå kapitalisme får frit løb, som i den nuværende fase af imperialismen, er det tydeligt, at de økonomiske grundlove er i funktion: Øges profitten ikke hurtigt nok, tager andre over, og kun de største og stærkeste overlever. Stater og globale monopoler arbejder hånd i hånd, mens den ene krise afløser den anden og krig og kaos er hverdag i store dele af verden.

Det store flertal af arbejdere og bønder betaler prisen. Paradise Papers afslører, at verdens rigdomme er større og ejes af langt færre end hidtil antaget, mens hovedparten af verdens befolkning udbyttes og udsultes. Finansoligarkiet jonglerer med billioner af dollars, og regeringer, finanskapital og voldsmagt væves tæt sammen.

“Nationale sikkerhedsrådgivere og tidligere regeringsrepræsentanter udpeges af Verdensbanken etc. Tidligere premierministre eller regeringsmedlemmer indtager nye positioner hos store bankkoncerner. CIA-folk bliver brugt som rådgivere i afgørende handelsforhandlinger osv., og omvendt bliver Wall Streets pengemænd indsat på nøgleposter i regeringer.”

Trumps regering afspejler dette tydeligt: Den består af firestjernede generaler, milliardærer fra de største investeringsfonde og olieindustrien og topledere fra militærindustrien. Som danske eksempler burde det være nok at nævne Anders Fogh Rasmussen, Bjarne Corydon og Eva Kjær Hansen. Nærmere analyser af de imperialistiske landes regeringer vil afsløre, at dette billede går igen overalt. Det gælder også i Rusland og Kina.

Genopdelingen af verden sker i ekspresfart. USA’s hegemoni er i farezonen. Kapitalismens ujævne udvikling bringer nye alliancer på banen – og nye potentielle stormagter som Indien, Japan og Saudi-Arabien, for blot at nævne nogle.

Nye økonomiske kriser er konstant under opsejling, og panikredninger løser ikke de grundlæggende problemer, men øger risikoen for en omfattende krise. De lettest tilgængelige råstofressourcer er ved at være opbrugt. Men der er meget olie, andre vigtige råstoffer og betydningsfulde transportveje, særligt i de lande, hvor krigene er hårdest og længstvarende, bl.a. Mellemøsten, Sahel i Afrika, Afghanistan, Nordkorea og Venezuela.

Billionærerne sætter turbo på udviklingen af nye, avancerede tekniske løsninger, der kan øge formuerne og sikre deres fremtid, men det betyder ny konkurrence og lavere profitrate. Samtidig forbereder landene sig på oprør og borgerkrig og nye imperialistiske aggressionskrige.

”Imperialismen betyder reaktion over hele linjen. Med imperialismens udvikling bliver de dekadente træk i den kapitalistiske snylterstat stadig mere udviklet, det bureaukratiske apparat svulmer op til stadig voldsommere dimensioner, hær, politi, sikkerhedstjenester, ‘hjemmeværn’ osv. udvides og trænes systematisk som redskaber for den væbnede kontrarevolution, til borgerkrig og imperialistisk aggression.”

Det danske borgerskab, regeringen og lederne i offentlige og private foretagender og fagforeninger holder på den sikreste hest: De øger underlægningen under USA og EU af alle kræfter. De følger Dansk Industri, Mærsk, Danske Bank og kongedømmets ønskeseddel, mens arbejderklassen holdes i stramme tøjler. Krigspropagandaen lyder højre og højere, og krig forberedes både ude og hjemme. Den vej vil med sikkerhed fortsætte med Danmark som krigsdeltager og udbytterstat, imperialistisk røver og koloniherre, håndlanger for de internationale mastodonter og ubønhørlig hersker over reformramte og udlændinge. Ingen regeringskonstellationer vil ændre noget væsentligt ved dette. Ingen regeringer kan gennemføre ændringer af samfundets grundlæggende klassekarakter.

Krigene, som den danske regering støtter og deltager i, har alle til formål at bevare og udvide kontrollen med verdens ressourcer og udbytte befolkningerne. Det er imperialismens iboende krige fremkaldt af den faldende profitrate, af monopolernes produktionsanarki og konkurrencen, der fremelsker stadig billigere produktionsmetoder og sænker profitten. Krigene vil komme og gå. Under imperialismens betingelser er fred i verden er en uopnåelig ønskedrøm, der ikke kan opfyldes.

En enkeltstående imperialistisk krig kan afsluttes, men efter fredsslutningen er det – også for den tabende part – alene muligt at fortsætte som et kapitalistisk land, som en del af den bestående kapitalistiske, verdensorden. Der må sluttes fred, ikke bare med det/de lande, der var part i krigen, med også med overnationale institutioner, imperialismens redskaber, særligt IMF, WTO og Verdensbanken, med den medfølgende underlæggelse af deres regler om kapitalistisk forvaltning af landet. Landet tvinges til at forblive en del af den verdensomspændende profitjagt og kamp om ressourcerne.

Men findes der ikke retfærdige krige mod besættelse, undertrykkelse, udbytning, de enorme forskelle i livsvilkår og opdeling af befolkninger efter koloniherrers linealer? Mod de imperialistiske krige, og krige, hvor arbejdere og bønder kæmper for frihed og selvstændighed, og mod uretfærdige vilkår og udbytning, mod korrupte herskere og militærdiktaturer, mod vandmangel, skovfældning og en lang række andre trusler og ødelæggelser drevet af de multinationales uendelige profithunger? Jo, disse krige må betegnes som retfærdige, men det kan ikke gøres over én kam.

Bedømmelsen af retfærdige krige kræver en grundig forståelse af de konkrete forhold, for de er meget forskellige og drevet af meget forskellige kræfter. Det væsentlige er i hvert enkelt tilfælde at vurdere, hvorvidt de er med til at fjerne åget fra de undertryktes skuldre, eller om de alene bidrager til indsættelse af nye, undertrykkende herskere eller til at indgå i nye imperialistiske strukturer.

Det skal også understreges, at kun hvis krigen føres for at opnå, at den borgerlige stats magtstruktur nedbrydes og en ny bygges op, kan den resultere i, at varetagelsen af flertallets interesser står i centrum: fred og arbejde til alle, der kan, og en stat der ikke underlægger sig kapitalismens økonomiske love.

Retfærdige krige foregår ofte samtidig med og som oprør på grund af imperialistiske krige. Desværre misbruges betegnelsen oprørsbevægelse alt efter politisk ærinde f.eks. om på den ene side en lejehær, en samling af lokale reaktionære, en gruppe styret af andre landes efterretningstjenester, eller på den anden side en undertrykt befolkningsgruppe, et politisk oprør, en frihedskamp osv. Det kræver som sagt en grundig undersøgelse, og det vil føre for vidt her at pege på konkrete eksempler i de verserende krige.7

Krigsfaren i dag

Der oprustes med konventionelle våben, med missiler, missilforsvar og kampfly, droner og atomvåben, med avanceret aflytning, registrering, overvågning og satellit-kommunikation, med cyberkrigsvåben og elektronisk krig, der kan lamme infrastruktur og kommunikation, med infiltration, specialtropper og såkaldte terrorbevægelser, der opererer som lejetropper bag fjendens linjer, med forberedelser til nedkæmpning af befolkningers oprør via homeland-security, hjemmeværn, politi og militær indsats, med omfattende militærøvelser på tværs af landegrænser, med udbygning af militære alliancer, med højlydt krigspropaganda, antikommunistisk propaganda og fjendebilleder ude af trit med virkeligheden, hvor frygten bruges som et værn mod oprør og protester.

Det er alt sammen tegn på, at en større krig er under opsejling. Men hvem ønsker en omfattende krig? Indtil videre tjener militær- og genopbygningsindustrien svimlende beløb på oprustningsspiralen og det herskende kaos i krigsramte områder. En enkelt misforståelse kan imidlertid være nok til at antænde en verdenskrig med eller uden atomvåben. En økonomisk verdenskrise kan også antænde en imperialistisk storkrig af indenrigspolitiske årsager.

Vil en krig foregå på dansk territorium?

EU og NATO er meget langt med forberedelserne til en krig på europæisk territorium, og når de danske kampfly ankommer, vil en lang række andre parametre også være på plads. En krig mellem USA og Rusland vil sandsynligvis involvere dansk territorium, bl.a. Bornholm og Østersøen, men også Arktis og dermed Grønland og Færøerne må tænkes ind her. Det er dog, efter min vurdering, ikke den mest sandsynlige krig i første omgang. Rusland har kun et lille militærbudget sammenlignet med NATOs, men de har trods alt atomvåben og et uhyre stort landareal, og selv militæreksperter og forsvarsministeren indrømmer, at der ikke er fare for et russisk angreb på Danmark. Mere sandsynligt er det, at der startes en stedfortræderkrig via Ukraine, hvor også Polen, Baltikum, Danmark og resten af Norden vil blive involveret. Krigspropagandaen, der til stadighed trækker Baltikum frem som et truet område, kunne tyde på det, og ligeledes den stadige fastholden af, at Ruslands annektering af Krim er en krigshandling – det på trods af den historiske baggrund og på trods af klare beviser på, at massakren på Maidan-pladsen blev udført på ordrer af den ukrainske reaktion, der tog statsmagten med støtte fra USA og EU.

Altså: Ja, en større krig i Europa er sandsynlig inden for en kortere årrække, en krig, der vil inddrage Danmark og Norden, men den er efter alt at dømme ikke lige opover. Derimod vil de mange imperialistiske krige i Mellemøsten, Den arabiske halvø og Østafrika og Sahel med dansk deltagelse fortsætte, og også en krig mod Iran er under optræk.

Man kan også konkludere, at vi reelt allerede er så langt i krigsforberedelserne i Norden, at det er meget svært at forestille sig, at Norden ikke bliver involveret i en kommende storkrig. Danmark og de andre nordiske lande opruster, overvåger, spionerer, udvikler ny våbenteknologi, udsender krigspropaganda, øger krigsbudgetterne og deltager konkret i USA og NATO’s imperialistiske krigspolitik i resten af verden. I Sverige afholdtes krigsøvelsen Aurora i efteråret 2017 med 20.000 tropper. I Norge afholdes i efteråret 2018 øvelsen Trident Juncture med 35.000 tropper, og Finlands forsvarsminister har på eget initiativ inviteret USA til en mega militærøvelse i 2020-21.

At dette også drejer sig om Sverige og Finland, understreges også tydeligt i Bertel Haarders kronik i Jyllandsposten den 25/11-17:
 ”Sverige og Finland har fået status som ‘elitepartnere’ i Nato. De har ved lovændringer gjort det muligt at yde militær assistance til internationale operationer (inkl. Nato-operationer), ligesom de har åbnet for, at Nato kan anvende finsk og svensk territorium til udstationering af materiel og tropper. De bidrager til Natos multinationale reaktionsstyrke såvel som til den britisk ledede og Nato-forankrede udrykningsstyrke Joint Expeditionary Force.”

Arbejdet for at opbygge en stærk bevægelse mod imperialistisk krig og NATO i Danmark og i Norden er presserende og nødvendigt.

Maskeringen af krigenes karakter

Der er mange måder at forhindre samling af modstanden mod krigene. FN og NATO har opbygget et omfattende ordforråd, der skal skjule krigenes karakter. Stabilisering betyder støtte til opbygning af et stærkt militær, der kan nedkæmpe oprør og undgå uønskede regeringsændringer. International våbenkontrol sikrer imperialistisk overlegenhed. Pirateribekæmpelse sikrer de multinationale fri adgang til ressourcer og handelsveje. Missionen ”Resolute Support” fokuserer på træning, rådgivning og støtte til nationale institutioner, herunder de afghanske nationale sikkerhedsstyrker, altså støtte til institutioner indsat af imperialisterne.

Hvad betyder “et FN-mandat”? Og “FN’s fredsbevarende missioner”? Det betyder, at verdenssamfundets øverste klassedomstol har dømt dem lovlige. Det er ingen garanti for, at missionen er i befolkningens interesse, men en garanti for, at det kapitalistiske verdenssamfund anbefaler den. FN’s generalforsamling består af den herskende klasses repræsentanter, godt nok fra alle lande, men de er alle repræsentanter for den herskende klasse i deres hjemland. Et mandat herfra er således den ene herskende klasses mandat. Arbejderklassen og de brede masser har intet mandat. Fredsbevarende missioner er overordnet set et skalkeskjul for sikring af de stærkestes økonomiske interesser med voldelige midler.

Men bør vi da ikke støtte de krige, der føres “for demokrati” og mod diktatorers udemokratiske rædselsregimer? Det har vist sig gang på gang, at det, der i propagandaen og verdenspressen blev udråbt som rædselsregimer, var velfungerende samfund. Det gælder f.eks. Irak, Libyen og Syrien. De havde bare to fejl: at de ikke underlagde sig USA’s og de multinationales overordnede kontrol, og at de havde kontrol med store olieressourcer eller geopolitisk vigtige landområder, som efterstræbtes af de multinationale og de imperialistiske stater. Mange af de regimer, imperialismen støtter og samarbejder med, kunne med større ret kaldes udemokratiske rædselsregimer. Dertil kommer, at det, der med en samlebetegnelse kaldes demokrati, reelt ikke betyder medbestemmelse og indflydelse for det store flertal af befolkningen.

Konfliktløsning er tilsvarende en frase, der ikke tager højde for klassekampens realiteter: at udbytterne med vold fratager de udbyttede værdierne og fastholder deres ret til det, så længe de ikke fratages deres magt og rettigheder. Klassemodsætningerne forsvinder ikke med konfliktløsning. En konfliktløsende indsats, der ikke tager højde for klassemodsætningerne, vil blot forlænge slaveriet og udbytningen, muligvis i en periode med mindre fysisk undertrykkelse, men udviklingen går hurtigt, og det er kun en midlertidig løsning på de underliggende modsætninger.

Pacifisme er en grundholdning, der heller ikke fører til løsning af de modsætninger, der fører til krig. Enkeltpersoner kan lade sig påvirke og ændre adfærd, men kapitalismen bevarer sin klassekarakter, indtil staten forandres.

Her kunne tages mange andre omskrivninger op, der bruges for at undgå at rive ondet op med rode. Det væsentlige er at forstå, at kun en krig, der føres af et flertal af befolkningen for frihed og fred og mod udbytning og undertrykkelse, kan kaldes retfærdig, og kun en socialistisk revolution under ledelse af arbejderklassen og marxismen-leninismen kan endeligt standse imperialistisk krig.

Det skal samtidig understreges, at opbygningen af en stærk bevægelse mod imperialistisk krig og NATO er en bevægelse, der må foregå fra neden, at den kræver, at alle slags modstandere af krig må inddrages og medvirke, og derfor må også krigenes betydning for arbejderklassen klarlægges. Det er en samling af kræfterne, der kræver mange fælles aktioner og afklarende diskussioner, et arbejde, der vil føre ad mange snirklede veje med mange typer kompromiser og samarbejder, hvor krigenes klassekarakter afsløres og nødvendigheden af en socialistisk revolution sættes på dagsordenen. Modstanden mod krigenes barbari er en stærkt motiverende faktor for mange slags progressive bevægelser. Opgaven er at afsløre krigens aktører og deres manøvrer, så modstanden rettes mod de virkelige fjender og ikke lader sig begrænse til en sisyfos-kamp, der aldrig når frem til at skabe holdbare og varige løsninger.

Kamp mod krigen kan ikke bygges på sand

Der er mange eksempler på fornuftige krav, forskellige aktører i fredsarbejdet stiller, men hvor hovedsagen bliver, at fokus flyttes fra opbygning af modstand og kamp mod den igangværende omfattende oprustning og krigsforberedelser til emner og områder, der muligvis har en såkaldt ’bred folkelig opbakning’, men ikke bidrager til afsløring og klarhed og i nogle tilfælde oven i købet tilslører sammenhængene. Det er ofte krav, der ikke inddrager arbejderklassen, og de har ikke som formål at styrke den fælles kamp mod krigen.

Dette gælder i særdeleshed illusionerne om fredsforhandling, fredsformidling, fredsmægling, konfliktløsning osv. Men det gælder også, når hovedvægten lægges på populistiske krav som Atomvåbenfrit Norden, Østersøen som Fredens hav og forbud mod våbeneksport. Det er klart, at det er krav, der kan støttes af de fleste, også APK, men der er samtidig krav, der afleder kampen fra det, der ikke bliver sagt, den største trussel vi må samles imod: EU/NATOs opbygning og oprustning.

Claus Hjort har sagt: “Norden og Baltikum skal stå skulder ved skulder, så vi får styrket sikkerheden og stabiliteten i Østersøområdet.”

Jeg siger: Arbejderklassen i Norden og Baltikum må mobiliseres og stå sammen, hvis vi skal afsløre og afværge truslerne om krig.

Kamp mod krig er klassekamp

Dansk ’forsvars politik’ kunne sammenfattes: NATO er vores sikkerhed. EU er et must. USA er vores bedste allierede. Al magt til de multinationale. Ned med kommunismen.

Krig er en god forretning. Der tjenes superprofitter i droneindustrien, i sikkerhedsindustrien osv. Vi lokkes med spændende jobs og fede lønninger, men det sker på bekostning af de arbejdspladser, der skulle sikre vores daglige fornødenheder, og det sker med truslen hængende over hovedet om krig i vores land. Krigen er politikkens fortsættelse med voldelige midler, når profitten ikke længere kan sikres med fredelige midler. Købet af kampflyene F-35 er et godt eksempel på, hvordan kampen mod krigen er en integreret del af klassekampen.

Hvorfor beskæftige sig med købet af kampflyene?

Købet af F-35 er en væsentlig brik til den endelige afskaffelse af dansk selvstændighed.

  • Købet af kampflyene er en krigshandling og skal behandles som sådan. Kampflyene skal bruges til angrebskrig og være en del af den samlede USA-styrede NATO-hær. De er en del af missilforsvaret og kan bruges til atomvåben.
  • Prisen betales af arbejderklassen med flere nedskæringer og færre arbejdspladser. Købet medfører øget krigsfare i eget land, og anvendelsen af flyene i Ukraine, Mellemøsten, Mali og andre områder hærget af imperialistisk krig betales dyrt af landenes arbejdere og krigsramte.
  • F-35 er en integreret del USA’s politiske, økonomiske og militære hegemoni og befæstelsen af denne i de nordiske lande. Købet er en vigtig del af markedsføringen for Lockheed Martin/USA, det integrerede regerings-militærindustri-samarbejde, og købet integrerer dansk industri, den danske regering og det danske militær i det samarbejde.

Men løbet er jo kørt, og købet er besluttet?

F-35 er stadig livsfarlige for den danske befolkning, og den økonomiske mega-skandale vil udvikle sig.

Som ved de andre skandaler vil arbejderklassens surt tjente kroner vælte ud af statskassen, her er det bare et eksorbitant stort beløb og en skandale, der kommer til at strække sig mange år frem. Modstanden mod kampfly-købet er med til at styrke et samarbejde om en fælles sag. Det skaber en forståelse af klassesamfundet og nærer viljen til at kæmpe. Der vil komme mange nye skandaler med forsinket levering, nye fejl, langt mere støj end forventet, øgede priser, korruption osv.

Kampflyskandalen er i mange år frem en vigtig sag for antikrigsbevægelsen. En sag, der også vil rejse modstanden blandt de danske arbejdere.

Krigen på arbejdspladserne

Det er nødvendigt at propagandere mod krig og krigsoprustning, NATO og EU på arbejdspladserne. Det er nødvendigt, at den danske arbejderklasse forstår, hvor integreret en del af opretholdelsen af kapitalismen krigen er. Det må gøres klart, hvordan den enkelte på sin arbejdsplads bidrager til krig og oprustning. Det må gøres klart, at udbytning og underbetaling ikke løses gennem imperialistisk krig.

Kun sammen med den fremskredne del af arbejderklassen kan der rejses en omfattende kamp mod Danmarks krigsdeltagelse og krigsoprustning, mod en kommende krig og krigens redskaber, EU og NATO.

 

 TEGN ABONNEMENT PÅ ENHED OG KAMP

Læs også fra Enhed og Kamp 1, 2018
Trotskis løgne: Hvad de er og hvad de betyder
Af Grover Furr

 

KPnetavisenDette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgiver APK Arbejderpartiet Kommunisterne  – FACEBOOK

 KPnet 10. april 2018