Solidaritet er handling

Af Hanan C. Eel Ahmed
Tale på Den røde Plads i Fælledparken 1. maj 2026

Idag er det 1. maj – arbejdernes internationale kampdag.
En dag for solidaritet. En dag for fællesskab.
Og en dag, hvor vi husker, at rettigheder aldrig er blevet givet – de er blevet kæmpet frem.

Og det er netop solidariteten, der er kernen i i dag.

For 1. maj handler ikke kun om os selv.
Det handler om arbejdende mennesker – over hele verden.
Det handler om, at vi ikke vender blikket væk, når uretfærdighed finder sted.

I dag ser vi en verden præget af krig, kriser og voksende ulighed.
Og igen og igen er det almindelige mennesker, der betaler prisen.

Det er fabriksarbejderen, der mister sit job, når arbejdspladser udflyttes.
Det er sygeplejersken, der mangler tid og ressourcer.
Det er familier, der mister deres hjem.

Vi ser, hvordan stormagter og økonomiske interesser sætter dagsordenen –
og hvordan vold og ødelæggelse rammer dem, der i forvejen har mindst.

I Palæstina ser vi det tydeligt.
Familier bliver fordrevet.
Børn mister deres skolegang.
Mennesker står uden adgang til vand, medicin og sikkerhed.

Når bomber falder, er det ikke bare bygninger, der bliver ødelagt –
det er arbejdspladser, skoler og hele lokalsamfund.
Det er liv.
Det er fremtider.
Det er muligheder.

I Danmark investerer pensionskasser som Terma milliarder i internationale våbenproducenter.

Det betyder, at danske penge og dansk teknologi kan ende i våben, der ødelægger liv. Og er medskyld i folkedrab.

Og netop derfor hører det hjemme på 1. maj.

For arbejdernes kamp har altid handlet om international solidaritet.
Om at stå sammen – på tværs af lande, på tværs af forskelle.

Og det betyder også, at vi har et ansvar herhjemme.

Vi, der lever i et rigt land som Danmark, kan ikke bare se til.
Vi må tage stilling.
Vi må sige fra.

Også når uretfærdigheden udspringer af de systemer, vi selv er en del af.

For også herhjemme findes uretfærdigheden.

Det er sosu-assistenten, der løber stærkere og stærkere.
Det er den unge på en usikker kontrakt – uden tryghed.
Det er kvinder, der udsættes for vold og utryghed.
Det er omsorgsarbejde, der stadig bliver undervurderet.

Det er den samme logik:
At nogle liv vægtes mindre end andre.

Derfor hænger det hele sammen.

Kampen for bedre arbejdsvilkår.
Kampen for kvinders rettigheder.
Og kampen mod undertrykkelse – uanset hvor i verden den finder sted.

Alt sammen er en del af den samme kamp for værdighed.

Men solidaritet er ikke kun noget, vi taler om.
Det er noget, vi gør.

For vi er ikke uskyldige.

Samtidig ser vi, hvordan fremmedhad og racisme vokser.

Hvordan mennesker på flugt mødes med mistænkeliggørelse – i stedet for solidaritet.

Det hænger sammen.

For når vi er med til at understøtte vold – og samtidig vender ryggen til dem, der flygter fra den, så svigter vi solidariteten.

Og det må stoppes.

Vi kan ikke acceptere, at vores penge investeres i våben.

Vi kan ikke acceptere, at virksomheder tjener på krig.

Vi kan ikke acceptere racisme og uretfærdighed.

Derfor må vi kræve forandring.

Krav om ansvar.

Krav om gennemsigtighed.

Krav om et samfund, der vælger mennesker frem for profit.

Solidaritet er ikke ord.

Solidaritet er handling.

For kampen for retfærdighed starter her.

Hos os.

I vores valg.

I vores handlinger.

Så lad os stå sammen.

Lad os organisere os.

Lad os handle.

For ingen er frie, før vi alle er frie.

Kampen fortsætter.

Og vi stopper ikke.

• Hanan C. Eel Ahmed

 (AiA, AFP)