Kampen mod remigration, et vigtigt aspekt af kampen mod imperialisme og reaktion

Mens imperialismen driver millioner på flugt gennem krig, plyndring og fattigdom, bruges migrationen kynisk mod arbejderklassen for at erstatte klassekamp og international solidaritet med splittelse mellem indvandrere og lokale arbejdere. Remigration er et nyfascistisk angreb på arbejderklassen, og kampen imod remigration er en central front i kampen mod imperialismen.

Af Organisationen for Proletariatets Kommunistiske Parti, Italien

Migrationsfænomenet og dets årsager

Forværringen af den generelle krise i det internationale kapitalistiske system, sammen med den skærpede kamp blandt monopolistiske grupper og imperialistiske magter om råstoffer og andres territorier, har forårsaget økonomisk og social destabilisering af store dele af kloden.

Hele lande og fattige regioner er blevet fuldstændig ødelagt af konflikter, borgerkrige, aggressioner og plyndring af millioner af hektar jord og mineralressourcer af multinationale selskaber og de rigere lande, som de kontrollerer, af afpresning begået af rovdyrslignende organer som IMF og Verdensbanken, samt den fortsatte politik med tyveri udført af finanskapitalen og systemisk miljøødelæggelse, hvis tragiske konsekvenser allerede ligger for øjnene af os.

Fattigdom, sult, massearbejdsløshed, plyndringskrige og reaktionære regimer er de årsager, der har fået millioner af mennesker til at emigrere i søgen efter et bedre liv.

Modsætningerne i det kapitalistisk-imperialistiske system har forårsaget en eksponentiel udvandring af millioner af migranter fra fattige og svage lande. På den ene side tvinger imperialismen proletarer, halvproletarer og fattige bønder til at emigrere; på den anden side tiltrækker den dem til de rigere byer og »særlige økonomiske zoner« som billig arbejdskraft under ydmygende forhold og ansætter dem hovedsageligt i jobs, som lokale arbejdere afviser, fordi de er blevet manipuleret af reaktionær propaganda til at konkurrere med de indvandrede arbejdere.

Dermed har masseindvandringen oplevet en støt stigning, der har manifesteret sig som en stigning i antallet af internationale migranter, hvis antal er steget fra omkring 150 millioner ved årtusindskiftet til over 300 millioner i 2024.

Modtagerlandene tilhørte naturligvis generelt OECD-landene, koncentreret især i Nordamerika, Den Europæiske Union og Den Europæiske Frihandelssammenslutning, Østasien og Australien. Rusland, Saudi-Arabien og Golfstaterne er andre vigtige destinationer.

Lenin om arbejdstagernes migration

Det migrationsfænomen, der er fremprovokeret af den fortsatte imperialistiske aggression i verden, er blevet grundigt analyseret af den revolutionære marxistiske tænkning.

I sin tekst fra 1913 med titlen Kapitalisme og arbejdskraftens indvandring understreger Lenin, at »kapitalismen har skabt en særlig form for folkevandring. De hurtigt udviklende industrilande, der indfører maskiner i stor skala og fortrænger de tilbagestående lande fra verdensmarkedet, hæver lønningerne i hjemlandet over gennemsnittet og tiltrækker dermed arbejdere fra de tilbagestående lande.

Hundredtusinder af arbejdere vandrer således tusindvis af km. Den avancerede kapitalisme trækker dem med magt ind i sin indflydelsessfære, river dem ud af de øde egne, hvor de lever, gør dem til deltagere i den verdenshistoriske bevægelse og bringer dem ansigt til ansigt med den magtfulde, forenede, internationale klasse af fabriksejere.

Der kan ikke være tvivl om, at det alene er den dybe fattigdom, der tvinger folk til at forlade deres hjemland, og at kapitalisterne udnytter de indvandrede arbejdere på den mest skamløse måde.”

Lenin fremhæver det økonomiske grundlag for indvandringen, der består af kapitalismens ujævne udvikling, og påpeger, at det er den mest avancerede kapitalisme, der tvinger millioner af arbejdere fra de mest tilbagestående lande. Ved at citere indvandringsstatistikker fra USA og Tyskland viser Lenin, at udviklingen i proletarernes migrationsbevægelser ikke ophørte med at vokse, men at deres struktur ændrede sig fra 1880 til 1890. Mens den europæiske udvandring i den forudgående periode hovedsageligt kom fra de »gamle civiliserede lande« (England og Tyskland), hvor kapitalismen havde udviklet sig hurtigere, var det nu de »tilbagestående« lande (med udgangspunkt i Østeuropa), der leverede mindre kvalificerede arbejdere til Amerika og andre avancerede kapitalistiske lande.

Lenin fortsætter: »Således gennemgår de mest tilbagestående lande i den gamle verden, dem, der mere end nogen andre bevarer levn fra feudalismen i alle grene af det sociale liv, så at sige en tvungen uddannelse i civilisation.«

Når han går fra det økonomiske plan over til det mere rent politiske, bemærker Lenin, at hvis russiske arbejdere er mere tilbagestående ud fra dette synspunkt, er de længere fremme i kampen mod borgerskabets forsøg på at puste til racemæssige splittelser blandt arbejdere.

I denne forstand afslører Lenin i Imperialismen, kapitalismens højeste stadium (1916), i sin analyse af de modsætninger, der er forbundet med den sidste fase af den kapitalistiske udvikling, kendetegnet ved ”parasitisme og forrådnelse”, de politiske konsekvenser, der er kendetegnet ved ”imperialismens tendens til at splitte arbejderne, styrke opportunismen blandt dem og forårsage midlertidigt forfald i arbejderbevægelsen.”

De nutidige konsekvenser af Lenins analyse viser, hvor nødvendigt det er at betragte indvandring samt indvandrernes leve- og arbejdsvilkår inden for rammerne af den imperialistisme teorien, uden hvilken de nuværende former for dette fænomen ville fremstå abstrakte og uforståelige.

Migration og det yderste højre i Europa

I dagens situation, der er præget af massive bølger af millioner af proletarer fra de fattigste og mest ødelagte regioner på kloden, har de imperialistiske lande, der står over for kapitalismens cykliske økonomiske kriser og udviklingen af tendensen til krig for en ny opdeling af verden, været vidne til væksten af nationalistiske, neofascistiske og fremmedfjendske politiske formationer og partier.

Følelsen af had mod ”migrantene”, næret af skammelige desinformationskampagner fra den borgerlige presse med det formål at splitte proletariatet ved at sætte arbejdere i konkurrence med hinanden, har i de seneste årtier udviklet sig til en social og politisk proces kaldet ”remigration”.

Denne proces, der oprindeligt udviklede sig i Vesteuropa, især i Frankrig og Tyskland, forudser udvisning via tvungen deportation af masser af første-, anden- eller tredjegenerationsindvandrere til deres ”hjemlande”. Dette er en voldelig reaktion fra den globale kapitalisme på de systemiske uligheder og de plager, som den selv har skabt.

Begrebet ”remigration” i sin nutidige form tog form i det imperialistiske Frankrig i 1990’erne inden for højreekstremistiske kredse, som igen spredte det til selv de yderste områder og forstæderne, hvor lokale og indvandrerarbejdere (som regel anden generation, tidligere kolonibeboere) havde levet side om side i årtier.

Den konflikt mellem arbejdere, som det franske borgerskab kunstigt skabte, førte til voldelige sammenstød, der mundede ud i forstadsoprørene i 2005. I denne sammenhæng blev det voksende had mod indvandrere, opretholdt af rasende pressekampagner og af fremvæksten af fremmedfjendske grupper, hurtigt kanaliseret ind i det højreekstremistiske Front National, som i 2018 skiftede navn til Rassemblement National. Dette parti fandt støtte i teorien om den ”store udskiftning”, som forfatteren Renaud Camus, en eksponent for hvidt overherredømme, var fortaler for. Han var overbevist om den formodede ”mutation” af Frankrig efter landets ”kolonisering” af islamiske indvandrere fra Mellemøsten og Afrika.

Neofascismens fremgang i Frankrig er blevet styrket i de senere år med oprettelsen af det politiske parti Reconquête, som har vundet et mandat i Europa-Parlamentet.

I de senere år har den franske regerings politik, der rider på bølgen af voksende fremmedhad og den stigende valgopbakning til det yderste højre, medført en hårdere linje over for migration ved på den ene side at indføre den såkaldte ”frivillige hjemsendelsesbistand”, som omfatter økonomiske incitamenter for dem, der beslutter at forlade landet, og ved på den anden side at vedtage stadig mere restriktive foranstaltninger. For eksempel kræves der nu 24 måneders ophold for familiesammenføring, i modsætning til 18 måneder ifølge reformen fra december 2023.

Mens det imperialistiske Frankrig fortsat er et af de foretrukne destinationer for afrikanske migranter, der flygter fra desperate forhold, er vi dag efter dag vidne til den planlagte nedbrydning af den franske ”assimilationistiske” model, som var baseret på formel lighed for loven for alle borgere, indfødte som indvandrere.

I Tyskland findes de tendenser, der går ind for repatriering af migranter, hovedsageligt i to højreekstremistiske grupper: partiet Alternative für Deutschland (AfD) ledet af Alice Weidel og Tino Chrupalla samt den tyske Identitærbevægelse (IBD), tvillingebroren Martin Sellners østrigske gruppe med samme navn. Begge er kendetegnet ved en entusiastisk tilslutning til politikker om masseudvisning af asylansøgere og ”ikke-assimilerede” borgere.

Med sloganet »kun remigration kan redde Tyskland« har AfD (som fik 20,8 % af stemmerne ved det sidste valg) i nogen tid ført en aggressiv politisk propaganda rettet mod store dele af landet, fra Potsdam, hvor der i 2024 fandt en sammenstød sted mellem IBD og andre nynazistiske grupper om emnet migration, til Karlsruhe, hvor partiet i 2025 uddelte ”udvisningskort” til indvandreres postkasser.

Hertil kommer den fremmedfjendske kampagne under sloganet ”remigration af uinviterede udlændinge”, som blev lanceret i Østrig af Herbert Kickls FPÖ (Østrigs Frihedsparti), der i kraft af partiets 29,2 % ved det seneste parlamentsvalg risikerer at blive den næste østrigske kansler i den nærmeste fremtid. Det var altså ikke tilfældigt, at den »internationale« samling af det yderste højre om emnet remigration og for at sætte en stopper for »islamiseringen« fandt sted sidste sommer i Wien.

Trump og jagten på indvandrere

I de sidste årtier har migrationspolitikken i USA, der står over for masseindvandring i tusindvis fra Mexico og andre latinamerikanske lande (for ikke at nævne fra Asien, Mellemøsten og Vestafrika), været præget af opførelsen af en mur (»skammens mur«) langs grænsen til Mexico, påbegyndt af George H. W. Bushs regering i 1990 og videreført af efterfølgende præsidenter (Clinton, George W. Bush, Obama og Trump).

I dag, under Trumps andet præsidentskab, indtager den amerikanske imperialisme utvivlsomt rollen som leder og spydspids i forfølgelsen af en politik, der bliver stadig mere reaktionær, aggressiv og krigsmagende.

Med ord fulde af chauvinistisk retorik og præget af den groveste nationalisme har Trump skitseret sin såkaldte ”amerikanske strategi”. Dette er et sæt direktiver og politiske retningslinjer, der på den ene side er defineret af interventionisme – direkte eller indirekte – i alle internationale spørgsmål, hvor vigtige interesser står på spil, samtidig med at sådanne aggressioner og indblandinger tilsløres under dække af en humanitær nødsituation, der spænder fra atomfare til »narkohandel«; og på den anden side af den såkaldte ”massemigration”, som, som Trump udtrykkeligt har erklæret, udgør en af de hindringer, der skal fjernes for at sikre forsvaret af de rettigheder og friheder, der er grundlæggende for amerikanske borgere.

Fremmet under det falske påskud af ”national sikkerhed” er remigration således blevet hjørnestenen i politikken for Donald Trumps anden administration, som begyndte at tage form i løbet af 2025.

Denne politik er ikke begrænset til udvisning af ”ulovlige” indvandrere, men sigter mod udvisninger i stor skala, herunder af personer med lovlig status, flygtninge, personer med beskyttet status eller dem, der betragtes som ”uassimilerede”.

Parallelt med remigrationen har Trump-administrationen suspenderet indvandringsansøgninger fra lande, der defineres som »højrisiko«.

Masseudvisning af indvandrere er således blevet et program af gigantiske proportioner. Faktisk har Trump lovet at udvise millioner af mennesker fra USA (nogle skøn varierer fra 10 til 20 millioner).

For at nå sit mål har Trump-administrationen også styrket føderale agenturer som den berygtede ICE (Immigration and Customs Enforcement), der er blevet en racistisk og fascistisk væbnet milits, der er sluppet løs i alle hjørner af landet for at gennemføre de repressive diskrimineringspolitikker, som den føderale regering har udstedt, og som foretager tusindvis af anholdelser hver dag.

Selvom ICE allerede var fuldt operationel under Bidens præsidentskab, har agenturet fået sine beføjelser massivt udvidet under den anden Trump-administration. Dens interventionsmetoder har vist sig i forskellige stater, såsom Oregon og Minnesota, hvor agenturets vold nåede et niveau af grusomhed, der førte til mord på amerikanske borgere: Keith Porter i Los Angeles i december 2025, Renée Nicole Good og Alex Jeffrey Pretti i Minneapolis i januar 2026, hvis mord begået af ICE var fuldstændig uprovokerede.

Samtidig har der været en drastisk stigning i antallet af interneringscentre for migranter (fra Alligator Alcatraz til Guantánamo), hvilket adskiller familierne til udviste indvandrere. Strategien er skræddersyet til at skabe et klima af frygt for at få indvandrere til at »selvudvise« sig.

Den amerikanske regering forfølger politiske mål med sin terroragtige heksejagt på indvandrere: den ønsker at give indvandrerne skylden for forværringen af arbejds- og levevilkårene, af fattigdom og usikkerhed for brede lag af arbejderklassen.

Hensigten er at aflede arbejdermassernes opmærksomhed fra de reelle problemer og at sikre interesserne for den finansielle oligarki, der dominerer den forfaldende amerikanske imperialisme. Trump forfølger disse mål direkte, aggressivt og hensynsløst, uden hensyn til landets velfærd eller skæbnen for millioner af migranter, flygtninge og proletarer, og overtræder dermed international ret, menneskerettighederne og den amerikanske forfatning.

Den massemodstand, der opstod i Twin Cities og andre amerikanske byer for at få ICE udvist, i solidaritet med migranter, i modstand mod volden mod og udvisningen af indvandrere og etniske minoriteter samt mod samarbejdet mellem ICE og lokale myndigheder, udgør alt sammen et meningsfuldt skridt i kampen for at standse Trump-administrationens skammelige og racistiske politik. På baggrund af denne erfaring vil arbejderbevægelsen være i stand til at gå videre mod højere faser i kampen mod kapitalistisk og fascistisk undertrykkelse.

Migrationspolitik i Italien

”Trump-modellen” har opmuntret nyfascistiske og chauvinistiske organisationer i Europa, især i Italien, som er begyndt at importere den samme tilgang og indføre den i det migrationspolitiske miljø, som borgerskabet længe har fulgt.

I de seneste årtier har det imperialistiske Italien faktisk indført politikker for inddæmning, afvisning af indvandring og diskrimination af asylansøgere i tråd med de andre imperialistiske stater for at håndtere modsætningerne i forbindelse med massemigration. Et eksempel herpå er brugen af politikken om »eksternalisering« af grænser. Dette betyder, at grænsekontrol og migrationsstrømme placeres uden for et givet territorium, hvorved sådanne ansvarsområder uddelegeres til afhængige lande.

Den gradvise udflytning af mekanismerne til kontrol, overvågning og tilbageholdelse er derfor blevet overdraget til politiet og militserne i afrikanske regimer (såsom Libyen, Tunesien og Niger), som har til opgave at forhindre migranter (blandt hvilke der er mange kvinder og børn) i at emigrere til Italien og tilbageholde dem i stadig større netværk af koncentrationslejre, som ikke sjældent ledes af menneskesmuglere.

Det imperialistiske Italien spiller en vigtig rolle i processen med eksternalisering af grænserne, med betydelig opbakning fra de europæiske institutioner og de imperialistiske stater, der udgør dem.

Med Meloni-regeringens tiltrædelse har migrationspolitikken antaget et endnu mere reaktionært præg, drevet af hensynsløs demagogisk propaganda om ”invasionen”.

Migranter bliver syndebukke for alle de sociale problemer, som regeringens sparepolitik og støtte til krig skaber.

Hver dag kastes disse syndebukke ud i overskrifterne, anklaget for alle tænkelige forseelser: import af kriminalitet, narkotika, prostitution, sygdomme osv. De fremstilles som en alvorlig fare, der skal fjernes for enhver pris.

Meloni-regeringens strenge indvandringsforanstaltninger omfatter: en blokade ved hjælp af flåden for at standse skibe, der krydser Middelhavet (resultat: 600 døde migranter i årets første måneder); et forbud mod at sejle ind i territorialfarvandet; offentlige stridigheder med ikke-statslige organisationer, der er blevet beskyldt for at fremme ulovlig indvandring; hurtigbehandlede udvisninger og tvungne repatrieringer; internationale aftaler med Tunesien, Libyen og interneringscentre uden for EU (i Albanien); planlagt indrejse knyttet til arbejdskraft i bestemte sektorer (landbrugsarbejdere, plejepersonale osv.).

Den fascistiske plan for remigration i Italien

For nylig er den politiske debat om indvandring og remigration blevet yderligere forbitret, præget af general Roberto Vannaccis indtog på scenen, der tilsyneladende tilhører den populistiske og fremmedfjendske højrefløj med tilknytning til de fascistiske elementer i militæret.

Vannacci, der engang var tilknyttet Matteo Salvinis Lega som partiets næstformand, forlod efterfølgende partiet for at grundlægge ”National Future”, et ekstremt chauvinistisk politisk parti, der i Europa-Parlamentet i Strasbourg sidder i samme gruppe som AfD.

I den italienske kontekst, der allerede domineres af en højreorienteret regering, der er kendt for sin støtte til zionismen og sin underordning under USA’s og EU’s befalinger, repræsenterer Vannaccis fremkomst på den politiske arena den seneste ”universalnøgle”, som det imperialistiske borgerskab bruger til at fremskynde indførelsen af nye, repressive foranstaltninger, der har til formål at konfrontere massebevægelser, vandrende arbejdere og det lokale proletariat.

Den politiske debat om dette emne i Italien har oplevet endnu en periode med acceleration og polarisering efter folkeafstemningen i begyndelsen af 2026, kendt som »Remigration og Generobring«.

Dette forslag, der er udtænkt af et udvalg bestående af neofascister fra Casa Pound (oversætterens note: en højreekstrem, fascistisk forening i Italien opkaldt efter den berømte amerikanske fascistiske talsmand Ezra Pound) og tre andre højreekstremistiske nationalistiske grupperinger — Patriots’ Network, VFS (The Red Phoenix note: skinheads fra Veneto-regionen i det nordøstlige Italien) og Brescia for Brescians — består af 24 artikler, der ifølge initiativtagernes hensigter har til formål at bekæmpe ulovlig indvandring og udnyttelse af udenlandsk arbejdskraft.

Den fascistiske, fremmedfjendske og racistiske karakter af folkeafstemningen udmønter sig i aggressive og umenneskelige handlinger uden for enhver form for forfatningsmæssig legitimitet eller folkeret, og har hverken sikkerhed eller bekæmpelse af udnyttelsen af indvandrerarbejdskraft som mål, hvilket ville kræve handlinger mod de virksomheder, der opnår enorme overskud på et billigt indvandrerproletariat.

Teksten til folkeafstemningen indeholder bestemmelser, der vil skade proletariske familier med mere restriktive politikker omkring familiesammenføring, mere indgribende overvågning af migranternes liv, strengere procedurer for udsendelse og udvisning samt en større institutionalisering af administrative tilbageholdelsesfaciliteter, der er rene koncentrationslejre, hvor migranternes »ophold« bliver til langvarig fængsling under åben himmel.

Det egentlige mål for de »suverænistiske« tilhængere af det nationale remigrationsprogram – støttet af den amerikanske højrefløj (som afsløret i Trumps nationale sikkerhedsstrategi) – er at erstatte klassekampen med etnisk kamp, med en opfordring til alliance mellem italienske arbejdere og arbejdsgivere mod alle indvandrere, for at skabe en mere marginaliseret og afpresset arbejdsstyrke, der er moden til mere intens udnyttelse (i Italien udgør indvandrere ca. 10,5 % af arbejdsstyrken, eller ca. fire millioner arbejdere).

Dette politiske mål, som er blevet forfulgt af de mest aggressive og chauvinistiske sektorer af den industrielle, landbrugsmæssige og finansielle bourgeoisie, søger nu massiv opbakning i middelklassen, der er knust og forarmet af kapitalistiske kriser og monopolpolitikker, for at få dem til at rette deres had mod indvandrere frem for den herskende samfundsorden.

Forslaget har indsamlet de nødvendige underskrifter til forelæggelse for Kassationsretten (den højeste retsinstans). Dets godkendelse vil ikke kun afhænge af den støtte, det formår at opnå fra det borgerlige blok, men også og frem for alt af massemobiliseringen af proletariatet og folket, der opfordres til at bekæmpe denne seneste autoritære og racistiske foranstaltning.

Migrationsspørgsmålet er afgørende for udviklingen af klassekampen

Inden for denne farlige ramme, der tegner sig i de imperialistiske lande, må vi højlydt fastslå, at det, der præsenteres som et rent forsøg på at reformere indvandringen, defineret ved det fængende udtryk »remigration«, i virkeligheden er et projekt om tvungen, masseudvisning på et etnisk, socialt og kulturelt grundlag. Det skal bekæmpes med alle midler, der står til rådighed for proletariatet og andre arbejdere i alle lande.

Dette projekt har til formål at splitte og afpresse arbejdere og øge udbytningen af arbejdere, uanset om disse arbejdere er indvandrere eller lokale.

Spørgsmålet om forsvaret af indvandrere er et af de mest relevante spørgsmål i vores tid, som skal indgå fuldt ud i politikken for en samlet proletarisk front og en antifascistisk og antiimperialistisk front.

Hvis arbejdsgiverne og regeringerne ikke sparer på midlerne for at sætte lokale arbejdere op mod indvandrere for at skabe barrierer af misforståelser og had mellem dem, er det vores opgave at fremhæve ensartetheden i alle arbejdstageres grundlæggende interesser og at forsvare de svageste og fattigste dele af proletariatet.

Vores pligt er at samarbejde i kampen i enhed med migranterne, hjælpe deres integration i den lokale fagforeningskamp, deltage i de udnyttedes klassekamp mod udbytterne og kræve en politik for en værdig og respektfuld modtagelse af migranter og et forsvar for deres rettigheder, reform og udligning af lønninger og rettigheder, afskaffelse af racistiske, anti-immigrationslove og afskaffelse af ”administrative” interneringscentre, blandt andre krav.

Vi må iværksætte massekampagner mod vedtagelsen af racistiske og diskriminerende love (som i Italien), fordømme alle former for undertrykkelse, der udøves i de imperialistiske stater, begyndende med Trumps USA, og organisere støttenetværk for indvandrerarbejdere.

Protesterne i Toscana mod ”remigrationsudvalget”, under råb som ”ingen plads til fascister” og ”vi kan stoppe dem”, var et vigtigt eksempel på kamp, hvor indvandrerarbejdere spillede en afgørende rolle. Det må være fascisterne og de private militser af racister, der udvises fra vores byer, og ikke arbejdere, der kommer fra andre lande!

Vi må udvikle vores afsløring og fordømmelse af det kapitalistiske og imperialistiske system, der fører til ødelæggelse af hele lande, forårsager masseindvandring og flugt fra fattigdom for millioner af ”jordens forbandede”, som derefter udnyttes til det yderste, undertrykkes og deporteres til skammelige koncentrationslejre.

Mobiliseringen mod antimigrationspolitikker skal finde sted i stor skala, som de store kampe i USA viser, og forene kampene mod remigration og faren for krig og fremvoksende fascisme i andre lande, og omfatte begge dele i den generelle kamp for et nyt samfund uden udnyttelse, racisme eller plyndringskrige.

Vores opgave på den ideologiske front er at bekæmpe chauvinisme ved at opdrage de udbyttede og undertrykte arbejdermasser i ånden af proletarisk internationalisme og international solidaritet mellem arbejdere og folk.

Oversat fra Red Phoenix: Struggle against remigration, an important aspect of fight against imperialism, reaction

Original artikel: La guerra e la pace degli imperialisti sono sempre dirette contro il proletariato e i popoli