Det ukrainske spørgsmål – Anmeldelse af Jens Jørgen Nielsen: Ukraine i spændingsfeltet

Journalisten, historikeren og forfatteren Jens Jørgen Nielsen giver svar på mange af spørgsmålene omkring Ukraine. Eller som han snarere selv ville formulere det: Kommer med nogle bud på svar i sin bog ’Ukraine i spændingsfeltet’. En velskrevet og letlæst bog, upåklageligt saglig og grundigt dokumenteret.

ukraine-i-spaendingsfeltet

Af Klaus Riis

Anmeldelse af Jens Jørgen Nielsen: Ukraine i spændingsfeltet. Frydenlund 2016.
Det ny Clarté 30, 2016

Ukraine: Et land midt i Europa, næststørst efter Rusland. Først etableret som nationalstat i 1922, hvor det blev en del af Sovjetunionen. Vestukraine først en del af den ukrainske stat i 1939 og samtidig en del af Sovjet. Henved en sjettedel af befolkningen dræbt i Hitlers angrebskrig. Erklæret selvstændigt ved Sovjetunionens opløsning i 1991.

I dag er der godt 45 millioner indbyggere. Den ene halvdel af befolkningen er orienteret mod Vesteuropa, den anden mod Rusland, med stærke historiske og økonomiske bånd i hver sin retning. Gennem århundreder et stridens æble mellem stormagter, og siden 2014 et land i borgerkrig med tusinder af dræbte og mere end en million flygtninge. Og endnu mere: I centrum for en bitter strid mellem USA, EU og Rusland, der har udløst en ny kold krig. En storkrig, en atomkrig, på europæisk territorium er igen et nærværende scenarie.

Ukraine er et spørgsmål i sig selv, og omkring Ukraine stiller der sig centrale spørgsmål til udviklingerne på vores kontinent. Var f.eks. Maidan-oprøret i 2014, der drev den valgte præsident Janukovitj på flugt, en folkelig revolution eller et udenlandsk støttet kup? Var Krims tilbagevenden til Rusland et resultat af russisk aggression, der afslørede Putins planer om at erobre hele Ukraine? Vil han genoprette det gamle sovjetterritorium? Er Ukraine på vej ind i NATO? Hvordan er det egentlig gået i krigen mellem styret i Kiev og det østukrainske Donbass? Eller: Hvad betyder EU’s associeringsaftale med Ukraine, der åbner vej til medlemskab? Den aftale som blev forkastet af hollænderne ved en folkeafstemning i april 2016. Nye spørgsmål dukker op.

Journalisten, historikeren og forfatteren Jens Jørgen Nielsen giver svar på mange af dem. Eller som han snarere selv ville formulere det: Kommer med nogle bud på svar i sin bog ’Ukraine i spændingsfeltet’. En velskrevet og letlæst bog, upåklageligt saglig og grundigt dokumenteret. Belyst med skriftlige og elektroniske kilder, men også med samtaler med aktører og ofre i den ukrainske konflikt, som det passer sig for en undersøgende journalist. Som nyhedskorrespondent for Politiken i Rusland og de fhv. sovjetrepublikker og som tidligere ansat på den danske ambassade i Estland har Jens Jørgen Nielsen et indgående kendskab til de sidste 25 års omvæltninger. Ikke mindst kender han til situationen i de lande, der blev selvstændige efter Sovjetunionens opløsning. Mange søgte ly i EU og NATO efter en kort periode med alliancefrihed og uafhængighed.
Med bogen ønsker han at bane vej for en dialog med og om Rusland. Et godt forhold til Rusland ser han som en nødvendighed, for danskernes og alle europæeres egen skyld.

Med alle disse forudsætninger og gode hensigter kunne bogen blive en vigtig brik i den offentlige debat. Men det er ikke sket. I mainstreampressen – hans eget tidligere blad indbefattet – er den blevet sablet ned, hvis den da ikke er forbigået med fortielsens skarpe våben.
Jens Jørgen Nielsen rokker nemlig ved den fremherskende fortælling om godt og ondt, helte og skurke på kontinentet. Ikke mindst ved dæmoniseringen af Putin som i de sidste år er eskaleret til et niveau, der kan måle sig med kampagnerne mod Saddam Hussein og Moammar Gaddafi. Og værre endnu: Han rokker ved det mest grundlæggende aksiom: Opfattelsen af USA og Vesten som forsvarere af frihed og demokrati og alt godt. Andre lande og regimer er i sammenligning tilbagestående, med en hang det autokratiske. Altså ønsker befolkningerne i Østeuropa, Rusland, Mellemøsten, Kina osv. pr. definition at knytte sig til Vesten og dens ’grundlæggende værdier’.

Ukrainernes drøm er at knytte sig til og blive en del af Vesten. Det vil sige af EU og NATO. Det vil også sige at løsrive sig fra Rusland og kappe båndene. Dette er Kiev-styrets og Maidan-opstandens grundfortælling. Og det er den, der ligger til grund for USA med allieredes politik over for hhv. Rusland og Ukraine. Til på den ene side sanktioner over for Rusland og en bevidst afvisning af dets legitime økonomiske og sikkerhedsmæssige interesser i naboforbindelserne til Ukraine. På den anden side til bombastisk støtte til en korrupt oligark som chokoladekongen præsident Poroshenko, hvis optræden i Panama-papirerne ikke har undret nogen. Denne politik har ført til en skammelig fortielse af fascistiske og nazistiske kræfters rolle i Maidan-opstanden, i krigen mod Donbass og millioner af ukrainske medborgere. Til at skjule alt det som den franske filmmand Paul Moreira har afsløret som ’revolutionens’ dystre bagside’ i dokumentarfilmen Ukraine – Masks of Revolution. Det lykkedes ikke en meget aktiv Maidan-lobby for nylig at forhindre, at svensk TV viste hans film om de ukrainske fascister og i særdeleshed massakren i Odessa 2. maj 2014. Men det er undtagelsen. Maidan propagandaen gør sin virkning. Kiev-styrets Ukraine er en esse for højrepopulistiske fortællinger og for kamptræning af fascister fra mange lande i Europa.

Problemet er at grundfortællingen ikke passer. Den ukrainske befolkning har ikke ønsket medlemskab af EU eller Nato. Den har heller ikke ønsket at kappe alle bånd med Rusland. Slet ikke i Østukraine med den store russisk-talende befolkning og de traditionelle tætte økonomiske og kulturelle bånd. Men heller ikke et flertal blandt vestukrainerne. Jens Jørgen Nielsen får dokumenteret dette grundigt. Der er ingen begejstring for krigen mod deres landsmænd, som Porosjenko og hans nu fratrådte statsminister Jatsenjuk har gennemført med enorme ødelæggelser og lidelser til følge.
Sikker på USA’s og Vestens støtte afviste man fra starten østukrainernes krav om sproglige og andre rettigheder og en vis grad af autonomi. Da de rebelske folkerepublikker Donetsk og Luhansk blev udråbt efter begivenhederne på Krim, der førte til optagelse i Rusland, drømte Kiev-regimet om at undertvinge i Donbass med militærmagt.
Hvordan Kiev-ledelsen ophidsede til krig fremgår af en udtalelse fra Porosjenko på ukrainsk TV:
– Ikke at forlænge våbenhvilen – det er vores svar til terroristerne, militante og maroderende bander. Vi må stå sammen, for vi kæmper for at befri vores land for skridt og parasitter.
Hvis det lyder som en opskrift på folkefordrivelser og etnisk udrensning, er det ikke forkert.

Men efter næsten to års krig er Donbass stadig ikke besejret. Påstanden om at det er russiske styrker, der har stået imod den ukrainske regeringshær, er efterhånden skudt ned. Der er aldrig kommet beviser. Det er Donbass’ egen befolkning, som har forsvaret sig militært. Det har påført Kiev-regimet så følelige militære nederlag, at det var tvunget til forhandlingsbordet med stormagterne og lederne af de to oprørsrepublikker, det havde svoret at knuse.
Minsk 1 og Minsk 2 lagde rammerne for en våbenhvileaftale og en politisk opfølgning, der skulle sikre en lovmæssig garanti for en vis autonomi for de to republikker. Aftalen er ikke blevet implementeret, hverken på det ene eller andet område. Internationale aftaler mellem stormagter holder ikke længe eller i det hele taget. Men krigen er aftaget i intensitet, uden at Donbass har kunnet vende tilbage til en normalitet og mulighed for en fredelig udvikling.

Om den ’russiske aggression’ i forhold til Krim, skal det bare noteres, at hele processen omkring Krims tilbagevenden til Rusland foregik fredeligt. Ikke et skud blev løsnet. Det var parlamentet i Krim, der organiserede en folkeafstemning og den proces, der førte til halvøens nye status. Et meget stort flertal på Krim ønskede det. Historisk har Krim i flere århundreder været russisk. Flertallet af befolkningen er russere. Det har kun været en del af Ukraine siden 1954, da Nikita Hrustjov som ny sovjetiske leder efter Stalin vilkårligt overdrog Krim til Ukraine med folk og fæ. Rusland har før Krims tilbagevenden betegnet dette som forfatningsstridigt.
Rusland ville under ingen omstændigheder have givet afkald på marinebasen i Sevastopol og dermed dets adgang til Sortehavet og Middelhavet. Men netop det var de amerikanske
neokonservatives drøm. Rusland væk fra både Middelhavet, Sortehavet og Østersøen. Grænsen ned gennem Europa spækket med missilforsvar, angiveligt rettet mod Iran. Arktis ville blive en smal sag.

Det er kun Vestens støtte der holder Kiev-regimet på fode. Og USA og Vesten støtter dette autoritære og korrupte oligarkregime med blod på hænderne i forventning om monopolprofitter og geostrategiske fordele.
USA har overtaget den gamle britiske doktrin at imødegå enhver alliance, eller tilløb til alliance, mellem Tyskland og Rusland. Derfor kører USA så hårdt frem mod Rusland, og derfor gennemtvinger og fastholder det sanktioner og en dødsensfarlig militarisering af hele kontinentet i NATO-regi. Især farlig for europæerne – russere, vesteuropæere og dem imellem.

Det er ikke så længe siden, at hele fem nordiske regeringschefer var kaldt på besøg i Det Hvide Hus. De skrev under på et fyldigt dokument, der sværger evig troskab til de vestlige værdier og opruster Østersø-regionen til et hidtil ukendt niveau. NATO rykker også her helt tæt på den russiske grænse, med tropper og kampfly i de baltiske lande og missilforsvarsbaser i Polen – og hele vejen ned sydpå til Tyrkiet.

Obama og de nordiske ledere cementer den nye kolde krig og binder Norden til den amerikanske oprustningspolitik. I dokumentet tales der om Ruslands øgede aggressivitet i Østersø-regionen og konsekvenserne, der bliver draget er skræmmende. Kursen er sat mod konfrontation, oprustning og krig omkring det, der engang skulle være ’fredens hav’.
Der tales om ‘Ruslands illegal besættelse og forsøg på annektering af Krim’, om ‘dets aggression i Donbass’, og dets ‘forsøg på at destabilisere Ukraine’. Ruslands adfærd er ’i strid med international lov og krænker den etablerede sikkerhedsorden i Europa’. Sanktionerne kan først endeligt ophæves, når Krim returneres til Ukraine.
Ikke et ord om, at Kiev-regimet kom til magten ved et amerikansk-støttet kup, der fordrev en præsident, der var indsat ved et internationalt anerkendt valg. Ikke et ord om, hvem og hvad der destabiliserede Ukraine og krænkede den etablerede sikkerhedsorden.
De nordiske ledere har bundet sig på hænder og fødder til den amerikanske strategi. Derfra kommer ingen løsninger. Kun en march i gal retning.

Hvordan skal Ukraine-spørgsmålet løses? Undertegnede har ikke samme forhåbninger til genoptagne stormagtsforhandlinger som tilsyneladende Jens Jørgen Nielsen. Det må være den ukrainske befolkning selv, dens flertal, arbejderne, der får skabt de nødvendige løsninger. Det betyder kamp mod al imperialisme, mod al indblanding fra USA, EU og også fra Putins Rusland. Den foreløbige militære sejr over den vestligt støttede ukrainske hær viser, hvad der kan udrettes. Overvinder ukrainerne den nationale splittelse, som stormagterne spiller på, og kæmper for et uafhængigt og alliancefrit Ukraine, er der stadig fremtidsudsigter.

Læs også

En marxistisk-leninistisk russisk stemme om Ukraine: Appel til progressive mennesker over hele verden
KPnet 22. maj 2016

Ukraine: Kun Vesten holder det korrupte Kiev-regime oppe
KPnet 11. april 2016

 

 

KPnet 22. oktober 2016