Kampen mod omprioriteringsbedraget og Løkke-reformerne fortsætter

Af Kommunistisk Politik

Kommunernes Landsforenings årlige topmøde i Aalborg den 10.-11 marts gennemførtes med talstærk deltagelse fra regeringen og store protester udenfor dørene. Regeringen er i gang med sin store omfordelingsplan, som omprioriteringsbidraget er en del af – men hvor også trepartsforhandlinger, indslusningsløn og forhindring af kædeansvar indgår.

vores_fremtid_skaerer
Topmødet blev holdt i en situation hvor regeringen har fjernet 2,4 milliarder fra kommunernes årsbudgetter gennem omprioriteringstyveriet, mens de på samme tid lægger udgifter til flygtninge over på kommunerne og kører trepartsforhandlinger.

Det automatiske ’omprioriteringsbidrag’, der årligt vil inddrage 1 pct. af kommunernes budgetter til staten, er stødt på voldsom modstand.

Selvom Venstre-regeringen bedyrer, at det ikke behøver føre til nye nedskæringer, råder der ingen tvivl om de asociale og negative konsekvenser. Heller ikke blandt et flertal af borgmestre og byrødder.

Næste år er kommunalt valgår og frygten for at blive draget til ansvar for de faktiske gennemførte nedskæringer er stor. Både i årene siden valget i 2013 pga nedskæringsaftaler med SR(SF)-regeringen og i 2016 som følge af Venstre-regeringens ’omprioriteringsbidrag’, som er besluttet af blå blok og med socialdemokraternes stemmer.
Over en bred kam er der gennemført nedskæringer også på ’velfærdens kerneområder’.

Med et valg hængende over hovedet var kritikken af ’omprioriteringsbidraget’ massiv på ’topmødet’. Også fra politikere fra Venstre og blå blok. De delegerede bakkede stærkt op om et forslag fra Frederikshavns Kommune om, at få en økonomiaftale med staten for 2017, der ikke betyder minusvækst og nedskæringer for kommunerne. Forhandlingerne indledes om knap tre måneder.

Udgangspunktet er en stadig mere presset situation for kommunerne. Ikke bare er vreden stor over de allerede gennemførte nedskæringer, som er blevet mødt med store protester gennem flere år mange steder i landet.

Udsigten til automatiske nedskæringer i de kommende år, forbundet med ekstra udgifter til husning og integration af flygtninge, som Venstre-regeringen simpelthen har smidt over på kommunerne uden nogen form for økonomisk støtte, stiller kommunalpolitikerne med ryggen  mod muren.

På den baggrund har der været megen snak om et ’kommunalt oprør’. Det er indtil videre udeblevet. Men hvis ikke nedskæringspolitikken stoppes, vil der være udsigt til oprør fra de almindelige borgere i kommunerne.

Den store omfordelingsplan

Den store omfordelingsplan fortsætter imidlertid uanfægtet af knubs til Løkke og Co.  og af opbakningen til en kommunalaftale uden minusvækst. En sådan er som det ligger nu usandsynlig – selvom regeringen og de kommunale topforhandlere utvivlsomt vil lægge sig i selen for at fremstille en eventuel aftale om nogle måneder som noget, der ikke går i minus.

Sådan har forhandlerne fremstillet talrige OK-aftaler. Ikke mindst siden den økonomiske krise fra 2007.

Venstre-regeringen og blå blok afviser hårdnakket at fjerne ’omprioriteringsbidraget’. Socialdemokraterne har vist fortrudt, at de stemte for, og vil nu afskaffe det – hvis de igen får regeringsmagten.

Ingen af de faktisk eller mulige regeringsbærende partier fortæller, at ’omprioriteringsbidraget’ er en udmøntning på danske forhold af EU-dikterede nedskæringer af den offentlige sektor til fordel for privatiseringer og løndumping.

Fra topmødets talerstol meddelte regeringen, at de lave oliepriser vil betyde, at ‘det forventede økonomiske råderum frem mod 2020’ vil blive 5 milliarder mindre.

Det vil i regeringens logik betyde at flere velfærds-nedskæringer er ”nødvendige” – og endnu flere endnu, for omfordelingen til fordel for de rigeste skal fortsætte gennem en ny skattereform.

Venstre-regeringen er ved at gennemføre første del af den store omfordelingsplan. Den består udover ’omprioriteringsbidraget’ og fortsatte kommunale velfærdsnedskæringer også af trepartsforhandlinger og en aftale med LO, der åbner for ’indslusnings-lavtløn’ til flygtninge og samtidig åbner en ladeport for løndumping.

Se

Trepart: Nej til DA’s og LO’s 49 kr. i timen til flygtninge
KPnet 10. marts 2016

Derudover har regeringen sammen med LO udtænkt en plan om en fond, som angiveligt skal sikre de udenlandske arbejdere, som måtte blive snydt, når de er udstationeret i Danmark. Men der er en fidus ved det – nemlig at undgå en reel sikring af udenlandske arbejdere gennem kædeansvar, som progressive faglige kræfter igen og igen har krævet.

Regeringen, DA og LO vil på den måde undgå at kravet om kædeansvar – et af de mest effektive midler mod social dumping i forhold til udenlandske arbejdere – kommer ind i OK2017.

Se
Stilladsarbejdernes Landsklub: Kampen mod social dumping fortsætter

Derudover har regeringen – i samarbejde med eller modspil mod S og ’rød’ blog – endnu en stribe nedskæringsreformer klar til at blive kørt gennem folketinget – afhængigt af styrken af den folkelige modstand.

Såsom kontanthjælpsloftet med dens groteske krav om 225 timers arbejde fra folk, som har minimale chancer for at få arbejde.

Se

Åbent brev til Lizette Risgaard, formand for LO: Vedr. kontanthjælpsloft og 225 timers-regel
KPnet 5. marts 2016

Se også

Asocialt kontanthjælpsloft rammer enlige med børn med kirurgisk præcision
KPnet 9. februar 2016

Nyliberal EU-politik: De rige bliver rigere

Imens bliver ’samfundstoppen’ stadigt rigere. Krisen og ‘reformerne’ har forgyldt dem. Nu råder de rigeste 10 procent over to tredjedele af den samlede formue i landet. For bare 10 år siden ejede de kun halvdelen. De fattige bliver til gengæld fattigere.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet ud, at den ene procent af befolkningen, som har de største nettoformuer, har en gennemsnitlig nettoformue på 14,6 mio. kr. pr. person. Resten af befolkningen har i gennemsnit en nettoformue på 631.000 kr. pr. person.

Det vil sige, at den ene procent med de største formuer har i alt 14 pct. af den samlede nettoformuemasse i Danmark.

Modstanden må styrkes nedefra

Socialdemokraterne fisker i rørte vande,  og har sammen med SF, EL, R og Alternativet  stillet et fælles forslag i Folketinget, hvor de pålægger regeringen at annullere omprioriteringsbidraget fra 2017 og indtil næste kommuneaftale

De kraftige folkelige protester mod den svage og dybt upopulære Venstre-regering har givet Mette Frederiksens socialdemokrater mod på at forsøge at slå sig op sammen med disse protester og som talsmand for ‘en anden politik’.

Det skete senest under de omfattende protester i 2006 mod VK(O)-regeringen under Anders Fogh Rasmussen og dens såkaldte ’velfærdsreform’. Dengang stak den daværende nye socialdemokratiske partiformand Helle Thorning-Schmidt en kniv i ryggen på massebevægelsen ved efterfølgende at indgå et forlig med regeringen med de mest omfattende nedskæringer på pensioner nogensinde – med udfasning af efterlønnen og højnelse af pensionsalderen fra 65 til 67 år.

Senere fortsatte Thorning-Schmidt som regeringschef ufortrødent den nyliberale EU-reformpolitik – med Mette Frederiksen på nøgleposter.

Tiltroen til socialdemokraterne som forkæmper for en anden politik en EU-politik kan ligge på et meget lille sted.

Hvis man ser på de politiske meningsmålinger er støtten til både Venstre og Socialdemokraterne faldende. Kun 23 % af befolkningen foretrækker Lars Løkke Rasmussen som statsminister og kun 27 % peger på Mette Frederiksen. 23 % kan slet ikke pege på nogen (Norstat 8.3.16).

Løkke Rasmussen har længe ligget lavt og for Mette Frederiksen går det nedad bakke, så det er ved at være sidste udkald for partiet at slå sig op som opposition.

Reform-stormvejr

Danskerne er ude i det voldsomste nyliberale reform-stormvejr nogensinde. Samtidig er Danmark på vej ind i en ny krig – denne gang i Syrien – og til at bruge 30 milliarder bare til indkøb af nye kampfly.

Der er ikke nogen som helst grund til at forvente at Socialdemokratiet eller LO-toppen vil føre kamp mod nedskæringsoffensiven til gavn for de rige og de kapitalistiske profitter.

Kendsgerningerne viser, at de er en del af den, og fuldstændig fedtet ind i det nyliberale EU-spil.

Kun opbygningen af en slagkraftig modstandsbevægelse nedefra, der samler alle, der rammes af den brutale nyliberale offensiv, og fastholder kampen og dampen, kan slå den tilbage.

Det vil sige en massebevægelse, der må skabes af arbejdere og fagligt aktive, offentligt og privat ansatte, arbejdsløse, bistandsmodtagere, uddannelsessøgende ef enhver art, pensionister af alle slags, flygtninge og indvandrere osv.

Der er brug for den bredeste bevægelse i nyere tid – endnu større end i 2006, og rustet med erfaringerne om et stort svig fra socialdemokraterne og LO-toppen.


Se også

Interview med APKs formand Dorte Grenaa
KPnet 23. juni 2015

KPnet 12. marts 2015