APK: Danmark kan ikke længere føre en selvstændig politik

APK siger klar Nej til at afskaffe retsforbeholdet. Et ja betyder yderligere udhuling af suverænitet og selvbestemmelse på nye felter. Men allerede i dag er Danmark bundet og bastet.

apk_fane

Her følger afsnittet ”Danmark kan ikke længere føre en selvstændig politik” fra Beretningen til APKs 6.kongres i maj 2015

EU – Monopolernes Forenede Europa

EU udvikler sig hen imod Europas Forenede Stater med stadig større kontrol over økonomi, retspolitik mm . NATO og USA styrer dansk udenrigspolitik med krigsdeltagelse og ekspansion mod øst.

Analysen af udviklingen på det europæiske kontinent – og ikke mindst af Den europæiske Union – antager stadig større betydning for fastlæggelsen af en marxistisk-leninistisk politik og taktik i Danmark.

EU er den dominerende kraft i udviklingen af politikken, økonomien og det danske samfund som helhed.

Ingen af de politiske blokke eller de dominerende regeringspartier Venstre og socialdemokraterne har en selvstændig dagsorden for Danmark. Hovedparten af dansk logivning stammer fra EU. En stor del af den bliver ikke engang behandlet i folketinget.

Skiftet fra en relativ fredsommelig udenrigspolitik og en politik for et kapitalistisk velfærdssamfund (afledt af borgerskabets frygt for en socialistisk revolution) til en aggressiv imperialistisk krigsmagt og afregningen med ’velfærdssamfundet’ til fordel for EU’s minimalvelfærdsstat med retning nedad er resultatet af dette.

Med opbygningen af unionen og den forstærkede i EU-integration og EU-landene imellem bliver den politiske situation og det politiske billede stadig mere lig hinanden i unionslandene. Dee dramatiske virkninger af krisen og krisepolitikken har dog givet en række hårdt ramte lande nogle særlige problemer og særtræk.

EU er i færd med at konsolidere opbygningen af unionsstaten med præsident, udenrigsminister, regering, parlament, overnationalt statsapparat, integreret politi, kimen til unionshæren og en eksisterende og ekspanderende våbenindustri. Bankunionen er et nyt vigtigt skridt i den retning.

Ikke bare den fælles lovgivning, men også de fælles institutioner og organiseringen af de toneangivende politiske partier på EU-plan spiller en vigtig rolle i den politiske, økonomiske og sociale harmonisering.

Der findes nu en hel falanks af eurokristelige, euro-konservative, euro-socialdemokrater, euro-højre, euro-venstre osv. De gamle nationale særpartier opløses.

Danske regeringer kan reelt ikke længere føre en selvstændig økonomisk politik. Trods euro-undtagelsen er den danske krone bundet til euro’en og trojkaen’s (Den Europæiske Centralbank, EU og Den Internationale Valutafond) ledelse og politik.

EUs finansoligarki og deres redskab EU kommissionen ønsker direkte magt over medlemslandenes banker og finanssystemer gennem den kommende Bankunion under ledelses af Den Europæiske Centralbank.

De to regeringsalternativer i dansk politik og et flertal af partierne i ’rød’ og blå blok er enige om at de danske EU-undtagelser efter Maastricht-afstemningen skal afskaffes så hurtigt, det kan lade sig gøre, startende med retsundtagelsen, der skal sendes til afstemning kort efter det kommende folketingsvalg. Til gengæld vil ingen af dem være med til en folkeafstemning om Bankunionen, selvom dansk deltagelse i denne er en klar suverænitetsafgivelse.

”EU skal blive stærkere både økonomisk og militært og skal i højere grad tale med én stemme – i samarbejde med USA og NATO”, hedder det i regeringen seneste udenrigspolitiske udspil.

Euroens og nedskæringspolitikkens fiasko

Men den økonomiske krise har rystet alle EU’s institutioner og strukturer og fået brede dele af befolkningerne til at miste tilliden til såvel det politiske unionsprojekt som europrojektet. Virkeligheden ligger milevidt fra løfterne fra unionspolitikere af enhver afskygning.

EU og euroen har ikke vist sig modstandsdygtig over for krisen, og nedskæringsreformerne har ikke bragt fornyet vækst eller skabt nye jobs. Både elendigheden og utilfredsheden er vokset.

Den europæiske Centralbank ECB har grebet til det tidligere utænkelige middel at gennemføre en gigantisk devaluering i form af QE – dvs at lade seddelpressen løbe. Der bliver pumpet mindst 500 milliarder lufteuro ind i især opkøb af statsopbligationer.

Det viser, at krisen i EU og eurozonen langt fra er overvundet. Depressionen og den deflation, som har stukket hovedet frem, er på vej til at blive kronisk, og derfor tyer man til drastiske metoder.

Arbejdsløsheden er generelt rekordhøj, i visse lande som Grækenland og Spanien har den slået alle tidligere rekorder. Fattigdommen er eksploderet i massemålestok.

Selv i det rigeste land i unionen – selve det tyske lokomotiv – er der 25 pct. flere arbejdende fattige i dag end i 2008 – altså folk som på trods af at de har arbejde lever under den officielle fattigdomsgrænse. Det er ere end 3.1 million mennesker. Der er rapporter om, at ikke bare i Sydeuropa, men også i UK dør folk af sult.

Nyliberale nedskæringsreformer, barbering af de offentlige budgetter og privatiseringer til gavn for selskabernes profitter har udpint den offentlige sektor, forringet alle velfærdselementerne – sundhed, social sikring, skoler og uddannelsesinstitutioner – fyret masser af offentligt ansatte, beskåret pensionerne og samtidig hævet pensionsalderen.

Samtidig er arbejdernes og de arbejdendes realløn generelt faldet, mens direktørlønning og kapitalisternes profitter aldrig har været større.

EU’s nyliberale reformpolitik kan man måske dårligt betegne som en fiasko, selvom den ikke har gjort, hvad dens fortalere lovede. For den har gjort, hvad den skulle: Sikret profitterne og fået arbejderklassen og den brede befolkning til at betale.

Men den har ikke skabt jobs og vækst, som dens fortalere lovede, men kun uddybet uligheden og fattigdommen. Stadig flere forstår, at EU er kapitalens og ikke folkenes projekt.

Det er EU, og ikke folkene i EU-landene, som indsætter og afsætter deres regeringer. I krisetider tager EU og EU-institutionerne over, som det er set i Grækenland, Italien og andre steder.

Den Europæiske Union vil også fremover diktere regeringerne en nedskæringspolitik, der går til benet. EU-kommissionen sikrer en hård kontrol med gennemførelsen af denne gennem bl.a. af finanspagten, hvis nyliberale retningslinjer for at beskære budgetterne og nedsætte statsgælden skal adlydes.

Også den danske finanslov bliver nu forhåndsgodkendt af EU kommissionen, der dermed er øverste myndighed for det danske statsbudget. Finanspagten udgør et våben mod sociale rettigheder, social beskyttelse og velfærdsrettigheder.


Opbygningen hen imod Europas Forenede Stater fortsætter

EU’s monopoler og finansoligarki opbygger i disse år en nyliberal forbundsstat med dertil hørende stats- og magtapparat for at styrke sig i konkurrencen og kampen med de øvrige imperialistiske blokke, og i forsøget på at overvinde den dybe økonomiske krise, der har hærget unionen siden 2008.

Der findes betydelige inter imperialistiske modsætninger mellem de gamle europæiske stormagter som Tyskland, Frankrig og UK, men ingen af dem har ikke længere deres gamle kolonibagland intakt, og ingen af dem er store nok til at klare at blive en ny imperialistisk verdensmagt alene. De har brug for den frie adgang til hele EUs indre marked og ressourcer.

Udviklingen frem mod Europas Forende Stater tager fart, trods mange indre modsætninger og modstand fra befolkningerne – trods euroens og nedskæringspolitikkens fiasko og upopularitet.

EU er i gang med at få centraliseret magten og ressourcerne i vitale dele af unionsopbygningen: Omlægningen af energiforsyning/afhængighed og modernisering sin energi infrastruktur, samling og rationalisering af våben- og krigsproduktionen (så flere lande ikke producerer det samme eller produkterne ikke passer sammen), udenrigs-, militær- og sikkerheds politikken (internationalt som internt i Unionen og dens medlemslande).

Det er alt sammen vitale områder for en kommende økonomisk og militær supermagt, som danske regeringer forsørger at sælge som særlige danske ’know how’- områder, ” hvor vi kan hjælpe verden til at blive klima smart”

På alle disse felter er Danmark, trods EU-undtagelserne, ikke alene dybt integreret med, men også underlagt megen EU-lovgivning. Danske kapitalinteresser arbejder hårdt på at komme til at stå centralt i denne udvikling, både inden for EU og som del af EUs imperialistiske politik i andre lande og på andre kontinenter.

EUs strukturelle udvikling af regioner på tværs af EUs landegrænser er yderligere med til at svække nationalstatens fundamentale økonomiske betydning og udvikling. Regionerne skal udgøre økonomiske markedszoner indenfor EU som yderligere vil skubbe til polariseringen i udviklingen mellem land og by, rige og fattige egne, højteknologiske områder uudviklede industriområder og skævvridningen mellem disse.

På store vitale samfundsområder som f.eks. tele og datatrafik har Danmark fulgt EUs privatiseringslinie og overgivet kontrollen over disse til internationale kapitalfonde og monopoler i et gigantisk tyveri af offentlige værdier. De mega-store offentlige anlægsarbejder, som broer og metro, fører på grund af EUs udliciteringsdirektiv ikke til en nedbringelse af arbejdsløsheden – men fører tværtimod med udlicitering og social dumping fra billigere EU-arbejdskraft uden danske ok-rettigheder derimod til yderligere pres på arbejdsløshed og lavtløn.

EU har indført en meget restriktiv retspolitik- og praksis vendt mod arbejderklassens og folkenes kampe for forandring, som er omfattende og voksende. Det gælder ikke kun for den såkaldte terrorlovgivning. Danmark har således indført en række af love, der betyder mindre retssikkerhed for borgerne – som eksempelvis ulovlige masseanholdelser med lømmelpakken og offentlighedsloven.

De stadige skridt mod politistaten betyder samtidig øgede straffe og øget kriminalisering af den almindelige befolkning, mens de riges svindel og økonomiske forbrydelser i mange tilfælde gøres lovlige og straffri.

Den danske retsundtagelse har betydet, at magten over retspolitikken ikke fuldstændig er overgået til fremmede magte som et tyskstyret EU.

Den kommende folkeafstemning om retsundtagelsen bliver en meget vigtig opgave for EU-modstanden for at sikre et nej.

Befolkningerne i EU skal gradvis bringes til at acceptere denne udvikling af EU hen imod ’Europas Forenede Stater’.

EU-kommissionen er det direkte redskab for de europæiske monopoler og finansoligarki, der sammen med EU parlamentet skal give EU et parlamentarisk og ’demokratisk’ skær.

Den nye centrale politiske trio – EU’s præsident Donald Tusk, EU- kommissionens formand Jean Claude Juncker og EU’s ’udenrigsminister’, den høje repræsentant Federica Mogherini, er uden politisk legitimitet i befolkningernes øjne, men spiller en stadig mere synlig rolle.

Også i det danske mediebillede forsøger magthaverne at vænne os til en europæisk overnational forbundsregering.

 

Det imperialistiske EU hånd i hånd med NATO

Et aggressivt og imperialistisk EU deltager også i imperialistiske krige rundt om i verden, i alliance med USA og reelt som en komponent i NATO. Det fører også sine egne kolonikrige, ikke mindst i Afrika, med Frankrig som spydspids.

I 1990’erne understøttede EU Sovjetunionens og østblokkens opløsningsproces med henblik på selv at kontrollere de lande, der ’gjorde sig fri af det sovjetiske åg’, og opslugte først DDR i Tyskland og siden de øvrige lande et for et i Unionen. Man opflammede krigene på Balkan for at opsplitte den jugoslaviske føderation.

I 2014 understøttede man kuppet i Ukraine og indsættelsen af et regime, støttet på åbenlyse fascistiske og nazistiske kræfter. Det har sluppet en ny borgerkrig løs mod befolkningen i Østukraine, der har ødelagt store områder, dræbt mange tusinde og drevet mere end en million på flugt.

Men propagandaen kalder stadig EU for ’fredens projekt’, en garant for fred i det mindste på vort kontinent. Det er den største af alle propagandaløgne om monopolernes EU.

USA og EU står sammen om NATOs ekspansion mod øst – hen mod den russiske grænse hele vejen fra nord til syd i Europa – og planerne om at befæste den med fly, raketter og baser hele vejen.

Det betyder stærkt øgede spændinger på kontinentet, og ikke bare mulighed for lokale krige og krige pr stedfortræder. Det betyder også mulighed for en ’varm’ krig mod Rusland, en krig som dor tredje og værste gang vil lægge kontinentet i ruiner. Atomkrigens mareridt tegner sig igen.

Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande – Norge og det såkaldt neutrale Sverige og Finland – til opgave at være NATOs befæstede nordflanke langs grænsen til Rusland – det vil sige fra det yderste nord til de baltiske lande og Østersøen. Danske fly indgår i ’forsvaret’ af de baltiske lande.

Beretningens enkelte afsnit enkelte afsnit kan læses på:

http://kpnet.dk/2014/09/02/apks-6-kongres-22-24-maj-2015/