Af Dorte Grenaa
Banner fra protester ved folketingets åbning 7. oktober 2014
Hver eneste dansk statsminister har gennem de sidste årtier erklæret, at vi skal være verdens dygtigste folk med verdens bedste uddannelsessystem.
Virkeligheden ser unægtelig anderledes ud. Den nye folkeskolereform der trådte i kraft i år fik en skoleleder til at kalde den fremtidige undervisning i folkeskolen for – uddannelse af soldater til konkurrencestaten.
Det rammer på mange måder hovedet på sømmet: Sådan er det danske uddannelsessystem endt op efter mere end 2 årtier i EUs nyliberalistiske reform- vridemaskine.
For EU monopolerne og deres unionsstat har kontrollen over medlemslandenes uddannelsessystemer været en af hovedhjørnestenene i at sikre sig den arbejdskraft, de har brug for. Og samtidig sikre at den tilpasses efter deres markedsvækst- og profitbehov.
Skiftende danske regeringer uanset farve har placeret Danmark på en dukseplads i at opfylde EUs diktater også på dette felt. Uddannelserne er blevet sat på markedsprincipper, standardiseret og centraliseret, så de studerende og deres uddannelses kvalifikationer kan flyttes rundt over EU landegrænser og øge deres ”læringsmobilitet”.
EU har bag de fine hensigtserklæringer en meget klar strategi for, hvor store dele af ungdommen der bør ende på de forskellige uddannelses niveauer.
40 % af arbejdskraften skal have en videregående uddannelse. Mens næsten en femtedel af kommende ungdomsgenerationer kan forblive funktionelle analfabeter og derudover have, som det hedder ”utilstrækkelige evner indenfor matematik og de videnskabelige fag.”
De kommer til at stå uden udannelse, og de er på forhånd er dømt ude af det normale arbejdsmarked. De er hvad imperialismen og nyliberalismen kalder overskudsarbejdskraft, der ikke skal investeres uddannelse i.
Det viser EU kommissionens 2020 målsætninger for uddannelse, som medlemslandene skal gennemføre.
30 års forberedelse af heldagsskole
Allerede tilbage i slut 1980erne fik det engang så berømmede danske undervisningssystem og pædagogik et afgørende knæk. Fritidshjemmene med uddannede pædagoger begyndte at blive erstattet af SFO og lagt ind i skoleregi. Samtidig blev der oprettet såkaldte frivillige børnehaveklasser fra man var 6 år.
Uden at sige det ophævede man det grundlæggende princip om to adskilte, men komplementerede elementer i dannelse og uddannelse af mennesker. Nemlig børns fritid / leg med det pædagogiske fokus på børns evner og udvikling og læring /skole med det faglige læringsfokus.
Det tog 30 år frem til i dag, hvor heldagsskolen er en realitet, og hvor SFO er reduceret til opbevarings- og lektielæsningstimer på skolen, mens frikvarterer i stedet for pusterum for børn bliver lærerstyret struktureret læringsaktivitet.
Nu er 0 klasse blevet en del af skolen med stadig lavere start alder, og med læringsplaner i børnehaver og forberedelsesklasser til 0 klasse. I EUs 2020 plan hedder det at mindst 95 % af børn mellem fire år og den skolepligtige alder bør modtage børnehaveundervisning.
Privatisering af enhedsskolen
I samme periode er princippet om enhedsskolen med den offentlige folkeskole for flertallet af børn sprængt i stumper og stykker med privatiseringsdirektiver, offentlige nedskæringer og i høj grad skattefinansierede privatskoler som sociale ghettoer for de bedrestillede og veluddannes børn. Eliteskoler og -klasser er ikke længere kun noget, der findes på universiteter.
Nu hvor engelsk er blevet obligatorisk fra 1. klasse konkurrerer nogle privatskoler med også at udbyde kinesisk fra 1. klasse.
Inklusionen af elever med særlige behov er sket uden ekstra lærerkræfter til en folkeskole, hvor der siden 2002 er 13 % mindre økonomi pr. elev og 11 % færre lærere, af disse er det de 10%, der har forladt skolen inden for de sidste fire år, ifølge Danmarks Lærerforening.
Det har ramt eleverne og deres familier hårdt.
Samtlige uddannelser fra børnehave, ungdomsuddannelser til universitet har været gennem EUs nyliberale tilpasningsreformer, både hvad gælder indhold, struktur, organisering, økonomi og ledelsesformer, endda op til flere gange.
Regeringen har netop bebudet endnu en gymnasiereform, der bl.a. skal stramme adgangskravene, ligesom der nu er indført karakteradgangskrav til erhvervsskolerne, men ikke flere praktikspladser
Brugerbetaling og konkurrenceevne
Princippet om at uddannelse skal være gratis for at give mere lige adgang er også blevet brudt med indførelse af direkte brugerbetaling.
Som altid starter man med nogle – de unge fra arbejderklassen. Med den nye erhvervsskolereform kan en kontoruddannelse komme til at koste over 100.000 kr. Hvis man ikke starter direkte efter grundskolen, skal man selv betale for de fag, man ikke har eksamenspapir på gymnasieniveau på.
På universiteterne betaler en fjerdedel af de studerende for privat undervisning ved siden af den officielle. På CBS er det knap halvdelen af de studerende, viser en ny undersøgelse fra DJØF. Supplerende privatundervisning er en hastigt voksende industri.
Fælles for reformerne har været, at uddannelsessystemet nu køres efter markedsøkonomiske principper. Det betyder f. eks, at overskuddet på en af de billigste uddannelser på HG som kontor eller butiksassistent er med til at finansiere elitegymnasier.
De markedsøkonomiske principper gælder også indholdsmæssigt, hvor børn og unges ‘konkurrenceevne’ er et bærende princip med et stadig mere omfattende karakter- og eksamensræs.
Erhvervslivet har fået direkte adgang til at komme ind med undervisning og undervisningsmaterialer. F.eks. underviser de skandaleramte og rovgriske banker de ældste elever i folkeskolen i økonomi og budgetstyring!
Centraliseret ensretning
Skoler og udannelser fusioneres og centraliseres i stadig større enheder og campus i stadig færre byer. Jo mere der tales om individuelle handle- og læringsplaner for den enkelte elev, jo mere centraliseret, ensrettet og endimensionelt bliver indhold, metoder, krav og bedømmelse.
Hele undervisningssystemet og ned til vuggestuerne er gennemsyret af New public Managements ideer, resultatstyring og kontrolsystem af de ansatte.
Forældre gøres i stigende grad ansvarlig for børns læring i den offentlige debat.
Liberalismens fremdriftsreform
Danmark er blevet et land, hvor uddannelse, forskning og videnskab er erstattet af uvidenhed og kortsigtet økonomisk tænkning.
Universiteterne og de højere læreanstalter er omdannet til koncerner efter privat kapitalistisk model.
Den nye rigide ‘Fremdriftsreform’ er seneste skud på stammen, hvor universitetsstudenterne bl.a. automatisk tilmeldes eksaminer til normeret tid. De studerende har ingen mulighed for at framelde sig og universitetet taber penge, hvis studietempoet sættes ned. En uddannelse til menneskerobotter.
Erhvervslivet, statsmagten og ledelserne sidder på forskningsmidler – der konkurreres om penge til forskning i nogle meget klart definerede puljer, der tjener erhvervslivets interesser. Metodefrihed, frie forskning og demokrati er de facto afgået ved døden. Kvantitet har afløst kvalitet. Nu belønnes man ikke i forhold til indhold af videnskabelige artikler, men for antallet af artikler i de rigtige internationale publikationer.
Fra 0 klasse og frem har det betydet flere elever og studerende: større klasser, færre undervisningstimer, kortere studietid. Prisen pr. elev/studerende er blevet skåret gentagne gange ned – til gengæld bevilger en indspist ledelsestop sig selv og hinanden direktørlønninger. Der er kommet massivt mere administrativt og ledelsespersonale, ligesom laget af konsulenter er vokset omvendt propritionelt med nedskæringer og omstruktureringer.
Dette er virkeligheden trods alle de fine ord om, at alle børn skal løftes uddannelsesmæssigt. Der er tale om en på mange punkter ringere undervisning og uddannelse for flertallet af børn og unge.
Hvordan harmonerer dette så med erhvervslivets højrøstede krav om stadig bedre kvalificeret arbejdskraft? Det gør det kun, fordi erhvervslivets anarkistiske kapitalistiske produktion kun har brug for en del af ungdommen i Danmark som arbejdskraft. Hverken de unge, der får en uddannelse, eller dem der sorteres fra, har efter erhvervslivets og den nyliberalistiske statsmagts syn brug en bred dannelse eller uddannelse at stå på. Desuden kan der altid hentes billig uddannet arbejdskraft fra hele verden.
Trods alle disse dystre kendetegn på et nyliberalt uddannelsessystem fremhæver regeringens ‘Moderniseringskommission’ og ‘Produktivitetskommission’, at der skal forsættes med flere reformer og mere fart på reformerne. Argumenterne er, at de danske uddannelser fortsat er for dyre i forhold til resten af EU. at frafaldet fra erhvervsuddannelserne (hvor arbejdsgiverne nægter at sikre praktikpladser) er for højt, og at de videregående uddannelser ikke i høj nok grad er direkte rettet til arbejdsmarkedet.
En ny runde af studenterprotester
Denne udvikling er ikke forløbet uden kraftig modstand fra elever, studerende og undervisere. Der har været gennemført omfattende strejke- og protestbevægelser. Som f.eks. de store landsdækkende ”Nu er det nok ” i 90erne og ”Stop nu” i 00’erne, der formåede at samle bredt til store landsdækkende massebevægelser, og mobiliserede i titusindvis af unge. Skolelærernes kamp mod den nye folkeskolereform under lockouten sidste år står klart i erindingen.
De studerendes vrede er ikke blevet mindre. Det har vi set i 2013 både omkring SU-reformen og bevægelsen ”Et Andet Universitet” – universitetsbesættelser mod ‘Fremdriftsreformen’ – og nu med protesterne ”Unge kræver handling – uddannelse, arbejde og bolig”.
Perspektivet for at opbygge en ny bevægelse, der kan sætte energi og kampkraft bag kraverne, er klart tilstede.
Den må opbygges nedefra blandt elever og studerende rundt om i landet som en kæmpende bevægelse og ikke reduceres til rent parlamentariske baner med appeller til politikerne.
Dette er et indlæg i kongresdebatten op til APK’s 6. kongres i første halvår 2015
Andre artikler af Dorte Grenaa
Ældremad er nyliberalisme på vakuumpakke
KPnetBlogs 1. oktober 2014
Teser om nyliberalismen
Kommunistisk Politik 8, 2014
TEMASIDE
KONGRESDEBAT
Netavisen 21. september 2014
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
