Anmeldelse: AI og Kina-begejstring er en dårlig blanding

En omfattende bog om kunstig intelligens, Stilhed før stormen udgivet på Arbejderens Forlag og skrevet af Sven Tarp, bruges til at fremstille et stort forsvar for Kina og samtidig rode rundt i historien, begreber, videnskab, filosofi og ikke mindst marxismen-leninismen. Selve emnet, kunstig intelligens (AI), behandles også og adskiller sig ifølge Tarp radikalt fra alle tidligere teknologier og redskaber. “Det drejer sig nu ikke længere om efterligning af ydre egenskaber, men om det allermest intime ved mennesket, det vil sige dets bevidsthed og intelligens, dets evne til at lære, tænke, beslutte og skabe.”*

Anmeldelse af Franz Krejbjerg

Undergravning af bevidsthed

Det filosofiske omdrejningspunkt i bogen er et spørgsmål om simulering af bevidsthed, set i forhold til et menneske. Hvis en maskine kan simulere bevidst adfærd, har den så bevidsthed? Denne problemstilling løses ved at omdefinere begrebet, så en AI-bevidsthed er et andet begreb end menneskelig bevidsthed.

“Simuleret bevidsthed er også en slags bevidsthed, selv om den kan ligge milevidt fra den menneskelige bevidsthed og være kvalitativt forskellig fra denne. Det er simpelthen en anden form for bevidsthed, en anden betydning af ordet bevidsthed.”

Altså, spørgsmålet sat på spidsen er, om en simulering af et stormvejr i en computer er et stormvejr. Her kan alle forstå, at det er det ikke. Men fordi AI kommer med et ydre udtryk, der kan virke, som om der er bevidsthed indeni, begynder Tarp at gradbøje begreberne. Det er lidt som at sige, at brikkerne i et computerspil er levende. Han er ikke den eneste: Flere af de kendte AI-forskere står på samme udgangspunkt.

I praksis kommer denne forvirring af begreber til at reducere bevidsthed til informationsbehandling, og dermed risikerer man også at reducere forståelsen af menneskets bevidsthed til at være et “program”, der kører på en biologisk computer.

Mennesker oplever bevidsthed, tænker, føler, overvejer. Bevidstheden er ikke programmeret, men er udtryk for den tid, det sted og det samfund, man er i, og hvor man er i det samfund. Samtidig har vi potentialet til at forstå de forhold, der påvirker os i tid og rum. Forstå klasser, klassekamp og samfund. Forholde os til vores egne motiver, forestille os forskellige muligheder, ændre vores mål, handle bevidst på denne forståelse.

Teknologisk forvirring

Den teknologiske analyse i bogen svinger mellem to yderpunkter. Nogle steder er AI en frossen regnemaskine, der kun gentager træningsdata og hverken kan tage initiativ, lære eller skabe.

”Den skaber ikke ny viden, men gendanner og kombinerer blot eksisterende viden, hvad der i øvrigt også kan være uhyre nyttigt. Generativ AI kan kombinere velkendt viden på nye måder, men den kan ikke som Galilei bryde med eksisterende paradigmer, da han trodsede inkvisitionen og gjorde op med det ptolemæiske verdensbillede.”

Andre steder beskrives AI næsten som et selvstændigt væsen, der lyver, lægger planer og kæmper for sin overlevelse. Begge dele er lidt skæve.

I praksis er det bedre at følge området selv, fordi en fagbog om et emne i hurtig udvikling uvægerligt vil komme til at hænge fast i sidste års nyheder.

Et FN-panel viste 1. juli, at resultatet på den svære prøve Humanity’s Last Exam var steget fra 8 til 45 procent på 16 måneder. Forskningsgruppen METR har på en snæver samling softwareopgaver anslået, at den opgavelængde, en førende AI-agent kan klare, fordobles omtrent hver syvende måned.

Nye systemer kan bruge browser, computer og flere og flere af de andre programmer, der er installeret på computeren, opstille en arbejdsplan, afprøve en løsning, opdage deres fejl og koordinere flere underagenter. Mennesker fastsætter fortsat mål, rettigheder og rammer, men behøver ikke længere at beskrive hvert enkelt trin på forhånd.

Et yderligere eksempel fra den seneste måned: Den 17. juni beskrev OpenAI et forløb, hvor en AI-model, mennesker og et fysisk laboratorium sammen forbedrede udbyttet af kemiske reaktioner. Modellen foreslog blandt andet et uventet stof. Resultatet var ny, fysisk efterprøvet viden.

Hvad disse systemer kan om et år eller to eller om 10 år er naturligvis ikke til at forudse, men endnu er der ikke set en egentlig grænse. Så længe et felt kan digitaliseres, beskrives matematisk og behandles som data, er bidrag til egentlige videnskabelige nybrud helt inden for rammerne af det, man kan forestille sig.

En bølge af kapital og infrastruktur

Ifølge Det Internationale Energiagentur investerede de største teknologiselskaber tilsammen mere end 400 milliarder dollar i 2025, og beløbet ventes at vokse omkring 75 procent i 2026. Agenturet vurderer samtidig, at datacentres globale elforbrug kan nærme sig 950 terawatt-timer i 2030, knap tre procent af verdens el. Men forbruget er koncentreret i nogle få lande.

USA huser langt over en tredjedel af verdens datacentre, og presset er koncentreret på meget få områder. I staten Virginia ligger verdens største koncentration af datacentre. Her forventes datacentre at sluge over 40 % af statens samlede elektricitet inden for de næste få år.

FN-panelet oplyser, at 91 procent af de markante AI-modeller fra 2025 kom fra private virksomheder, og at hovedparten af den mest avancerede regnekraft er samlet i USA og Kina. Stort set ingen andre lande har kapital til at være med i front. Endnu har ingen opnået absolut monopolstatus, men markedet er domineret af nogle få gigantiske virksomheder med en markedsværdi, der overgår de fleste landes.

På sine bedste sider stiller bogen de rigtige spørgsmål til denne udvikling: Hvem ejer teknologien? Hvem fastlægger dens formål? Hvem høster produktivitetsgevinsten? Hvem mister arbejdet? Og hvem betaler regningen i strøm, vand, råstoffer og ødelagt natur?

AI defineres et sted korrekt som et produktionsmiddel, altså konstant kapital. Det kan gøre arbejdet mere produktivt og erstatte arbejdskraft, men det møder ikke op som en ny lønarbejder, der i sig selv skaber merværdi. Kort efter rodes begreberne sammen igen, og AI-agenter kaldes for kapitalens “nye arbejdere, uden løn”.

Skal man forstå Kapitalen skal man ikke lade sig forvirre. Industrirobotter, AI og andre teknologiske fremskridt er ikke arbejdere uden løn. Ny teknologi kan øge produktiviteten og dermed sænke den del af arbejdsdagen, der svarer til lønnen, og udvide den del, kapitalisten tilegner sig. Uden at medregne de mere håndgribelige metoder til at øge udbytningen, som længere arbejdstid, højere tempo og lavere løn.

En samfundsorden kan ikke bedømmes efter, hvad den mener om sig selv

I et afsnit om USA undersøges monopoler, profit, kapitaleksport, stat og militær. Da bogen sammenligner med Kina, bliver statens egne hensigtserklæringer i vidt omfang behandlet som bevis for samfundets klassekarakter.

Xi Jinping citeres for, at kapitalen må have “trafiklys”. Tarp henviser til femårsplaner, regler for lederes kapitalbesiddelse og politiske konsultationer og konkluderer, at staten repræsenterer alliancen mellem arbejdere og bønder. Klasseanalyse, og analyse i det hele taget, erstattes med den kinesiske stats egen selvbeskrivelse og dens tekniske resultater.

For at skære det ud i pap: forståelsen af statens klassekarakter kan ikke reduceres til vækstrater, en femårsplan eller det politiske partis navn. En femårsplan er et styringsredskab, ikke socialisme. Spørgsmålet er, hvilken klasse der har magten, faktisk råder over staten og merproduktet, og om udbytning og privat kapitalakkumulation er ved at blive afskaffet eller udvidet. Kinas egne officielle oplysninger siger, at private virksomheder leverer mere end 60 procent af BNP og 80 procent af beskæftigelsen i byerne.

Bogens dobbelte standard i dens sammenligning er helt åben: Når amerikansk stat og tech-selskaber arbejder sammen, beskrives det som sammensmeltning af stat og tech-giganter. Når den kinesiske stat og selskaber arbejder sammen, bliver det til, at staten har en koordinerende og aktiv rolle.

Vestlig overvågning er social kontrol. Kinesisk ansigtsgenkendelse forklares derimod med tryghed, orden og en demokratisk korrektur gennem sociale medier.

”I Kina bruger staten for eksempel AI-teknikker som ansigtsgenkendelse og bevægelsesanalyse til at overvåge millioner af borgere i realtid, hvad der ikke falder i god jord alle steder. Her har vi igen den grundlæggende dialektiske modsigelse mellem individ og samfund, som er formet af den logik, som kendetegner en bestemt type klassesamfund. Kinas brug af AI på denne måde er selvsagt et udtryk for kontrol, men spørgsmålet er med hvilket formål. Det er en kendsgerning, at mange kinesere efter to hundrede års omvæltninger ser det som en kilde til tryghed og orden, begreber, som er dybt forankret i kinesisk kultur.”

Amerikansk automatisering kritiseres for at rationalisere arbejdspladser væk, udnytte færre arbejdere endnu hårdere og til at øge profit på bekostning af sikkerhed og værdighed. De kinesiske førerløse havne og “mørke fabrikker” kaldes derimod “AI-drevne vidundere”.

Imperialismen anvendes til at beskrive USA’s politik for global indflydelse, mens Kinas politik i det globale syd beskrives som teknologisk suverænitet og gensidig fordel i tråd med kinesiske officielle kilder.

Vestlige AI-modeller er kapitalens redskaber, mens kinesiske modeller tillægges sikkerhed, åbenhed eller folkeligt formål, fordi staten fører tilsyn. Statsligt tilsyn er altså ikke i sig selv bevis på sikkerhed.

Forlaget Arbejderens, Sven Tarps og Kommunistisk Partis omfavnelse af Kina og bedømmelse af det kinesiske styre er hverken objektiv eller marxisme efter nogen som helst målestok.

En konsekvent analyse må stille de samme spørgsmål i Washington, Silicon Valley, Beijing, Shenzhen, Moskva, Bruxelles og København: Hvem ejer? Hvem bestemmer? Hvem arbejder? Hvem tager overskuddet? Hvilken klasse råder over staten? Og der kan svares helt klart: Det er kapitalisme der hersker alle steder.

Konkluderende

Kunstig intelligens adskiller sig ikke fra alle tidligere teknologier og redskaber. Det er et fremskridt, der bygger på skuldrene af utallige videnskabelige gennembrud ned gennem århundreder og helt sikkert vil kunne få positiv betydning under arbejderklassens diktatur. Under kapitalismen er det et værktøj til ensretning af intellektuelt arbejde, profit og destruktion. Fremskridt for menneskeheden kan ikke snævres ind til en eller anden teknologisk udvikling som bogtryk, dampmaskinen eller rumfart. Det er klassekampen, der driver historien frem.

Så kort kan det skrives uden at bruge 300 sider.

Skal man forandre verden, skal man også forstå, hvad der sker i verden. Her kan bogen ikke anbefales. Det er opgivelse af klassekampen, Marx og Lenin at stille sig på den ene imperialistmagts side imod den anden eller propagandere for, at Kina er særligt, og at Kina er en slags socialisme. Til gengæld viser bogen tydeligt den linje, der hersker i Kommunistisk Parti, defakto har man underlagt sig Kina. Fremtiden kommer ikke af den type bedrag og selvbedrag. Man må stille sig på arbejderklassens side i kampen mod imperialismen som sådan.

*Citater taget fra bogen: Stilhed før stormen, Kunstig intelligens og menneskets fremtid, af Sven Tarp, Forlaget Arbejderen 2026.

Find flere artikler om marxisme, politisk økonomi, og kunstig intelligens i magasinet www.enhedogkamp.dk