Nei til EU: Solidaritet med dem som ofres på euroens alter


Udtalelse fra det norske
Nei til EUs landsmøde i Molde 11.13 november 2011

Landsmødet i Nei til EU mener Norge bør stille sig solidarisk med de mange millioner som nu kastes ud i arbejdsløshed og fattigdom i EU. Vi tror der er bred sympati og bekymring i Norge for den enorme ungdomsarbejdsløshed og for de mange som mister levebrød, indtægt og velfærd i EU.

Derimod er der kun en ringe forståelse for EU-elitens håndtering af krisen. Det er skræmmende at et politisk prestigeprojekt som euro skal forsvares uanset de sociale og politiske omkostninger, og på bekostning af demokrati og folkestyre.

EU rummer en grundlæggende fejlkonstruktion. Romtraktatens ”fire friheder” giver en traktatfæstet markedstænking, hvor især kapitalens frie bevægelighed over landegrænser har vist sig at have særdeles skadelige samfundsmæssige konsekvenser.

Lissabontraktaten befæster markedets forrang frem for politisk styring i EU. Det er dette vi til fulde har set demonstreret i EU’s håndtering af dets kriser, som er gået fra at være en finanskrise til at blive en økonomisk, social og demokratisk krise. Det er en illusion at  tro at farveskifte på regeringer vil kunne gøre noget ved dette.

At ændre traktater i EU kræver enstemmighed. Det vi har set i denne krise, er at regeringer af forskellig farve fører nøjagtig samme politik. EU og euro er en tvangstrøje.

Ideen om at samle så forskellig økonomier i en fælles valuta er fejlkonstruktion nr. to. Det skortede ikke på advarsler, både fra økonomer og fra almindelige folk. En række EU-lande har valgt at stå uden for euroen, netop for at bevare mulighederne for at føre en større grad af national og selvstændig politik.

Kriserne i de sydeuropæiske lande illustrerer til fulde eurosamarbejdets svagheder og mangler. Island fremstår som et modstykke til det som sker i EU. Gennem en selvstændig national politik, hvor folkelig mobilisering og folkeafstemninger har stået centralt, har Island både de facto devalueret, fået et højere renteniveau, ladet banker gå konkurs og oprettet en ny statslig bank. De indførte valutarestriktioner og fik fart på eksporten. Landet er klart på bedringens vej, selv om man også der har set mange negative konsekvenser af finansspekulanternes hærgninger.

I Eurozonen er man låst fast til én type politik: dybe nedskæringer i statsbudgetterne. Almindelige mennesker betaler regningen, og de sociale omkostninger er enorme fordi fokus fra EU er ensidigt på at redde euro og redde bankerne.

Naturligt nok fører dette til voldsom social uro og stærke sociale modsætninger, og politiske kriser. Faren er at den politikerforagt som udvikler sig på grund af politikernes handlingslammelse, vil give nye muligheder for højreekstreme kræfter til at fiske i rørte vande. EU’s ledere har et historisk ansvar for at hindre at dette sker.

I stedet for at lytte til folks fortvivlelse bruger stærke kræfter i EU situationen til at flytte endnu mere magt fra nationalstaterne til EU selv. En række lande er i praksis sat under administration, EU skal forhåndskontrollere landenes budgetter før de nationale parlamenter får dem til behandling, der oprettes overnationale kontrolorganer uden votum i folket.

Eliterne ofrer demokratiske principper for at få mere styring og magt til Bruxelles. Vor egen udenrigsminister applauderer en sådan udvikling. Dette er i færd med at blive EU’s tredje store fejlkonstruktion – lange skridt mod en europæisk statsdannelse uden grundlag i et demokratisk mandat. Der er ingen historiske erfaringer for at sådanne konstruktioner er holdbare.

På trods af alle de desperate træk fra ”Merkozy” og de andre EU-ledere er der stor sandsynlighed for at Eurozonen sprækker op. Modsætningerne udvikler sig på kryds og tværs i EU. Politikerne skal vælges nationalt. Regering efter regering må gå af.

Vælgerne bruger deres demokratiske rettigheder til at manifestere deres utilfredshed med deres ledere. Det er også derfor eliterne i EU er dødsensangst for og intenst modarbejder at folket skal få sit at sige gennem folkeafstemninger, sådan som vi så EU trumfe sin vilje igennem i Grækenland.

Denne udvikling har givet et overvældende nej-flertal i Norge. Ideen om norsk EU-medlemskab er parkeret indtil videre. På basis af denne erkendelse forventer vi at regeringen og folkets valgte på Stortinget nu fokuserer på solidaritet med ofrene for EU’s krisepolitik, og ikke på forståelse for bødlerne.

Netavisen 26. november 2011


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater