Eurolande forbereder overnational økonomisk regering

Euro-landenes økonomiske krise og EU’s vanskeligheder ved at finde et fælles svar har sendt selve unionsprojektet ud i alvorlige problemer Alligevel skubber stormagterne på for en stadig stærkere union

Kommunistisk Politik 21, 2011

Athen 19. oktober: To-dages generalstrejke i protest mod EU-kriseplan

På EU-topmødet i weekenden den 22.-24. oktober  holdt formanden for EU-parlamentet, Jerzy Buzek, en nærmest begejstret tale om øjeblikkets muligheder for EU:
 ”Dette er et afgørende øjeblik i vores europæiske og globale økonomiske samarbejde. I de seneste ti år har vi opnået en europæisk monetær union. Nu er det tid til at gennemføre en økonomisk union. I dag og i den kommende uge, må EU tage de afgørende beslutninger om de næste skridt i vores integration.”

En ny runde af forhandlinger af traktatgrundlaget for EU  blev hermed åbnet for alvor – denne gang uden et pseudodemokratisk forløb som den lange forfatningsøvelse. Det er en koldt beregnende kort proces, serveret som eneste chance for at undgå økonomisk sammenbrud.

Hvem skal betale?

EU-landenes statsoverhoveder og finans- og økonomiministre har i den forløbne måned holdt et usædvanligt stort antal møder med den økonomiske krise i eurozonen på dagsordenen.

Det er først og fremmest forhandlinger om fordelingen af tabet efter den græske de facto bankerot, der har været uenighed om. Løsningen går i øjeblikket på at skære omkring halvdelen af gælden væk samt at omlægge den resterende del fra kortfristede obligationer til langfristede med garanteret rente. Tabene fordeles på Grækenland selv samt de involverede banker, der findes over det meste af Europa, samt EU’s centralbank og EU’s fælles krisefond. Spørgsmålet i forhandlingerne er, hvor meget hvem skal betale.

Det er ikke mindst afgørende for de lande, hvis banker har betydelige poster i græske statsobligationer. Man risikerer at trække flere banker ned i en konkurs. Og så sendes regningen videre til aktionærer og nationale bankpakker og fornyet krise.

I Danmark er der også banker der har været med i jagten på de høje renter, Grækenland blev tvunget til.  Jyske Bank havde i sommers nedbragt sin beholdning til omkring 500 mio. kr:  ”Indtil videre har vi fået alle de indfrielser og renter, vi skulle have,” fortalte bankens direktør Anders Dam dengang til Berlingske, uden løfte sløret for, hvad banken får i renter for sine udlån til den græske regering.

Forvandles den lukrative spekulation i eurozonens troværdighed pludselig til et tab på en halv milliard kr. kan banken måske ryge ud problemer. I andre lande, og ikke mindst i Frankrig og Tyskland, er bankerne langt dybere rodet ind i den græske krise. Derfor de mange møder, så den græske bankerot ikke breder sig til flere lande.

Kan ikke forhindre spekulation

EU landenes ledere har på den anden side ikke noget værktøj til at forhindre, at banker og finanskapitalen spekulerer i eurozonens stabilitet, blandt andet ved kun at give kortfristede lån og til gengæld kræve høje renter.

I stedet satser EU på en ’modoffensiv’, der bl.a. består af opkøb af obligationer igennem Den europæiske Centralbank. Dette kan nok holde renterne i relativt ro, men slet ikke nede på et ’rimeligt’ niveau. Det har især betydning for de lande, der er hårdest ramt af krisen og samtidig har stor gæld. Der er største bekymring for landene Italien, Spanien, Portugal og Irland i eurozonen.

Det andet led i modoffensiven er forestillingen om at skabe stabile økonomier gennem dannelsen af en overnational regering for eurozonen, samt henstilling af en gigantisk sum penge i en kasse, der skal fungere som buffer til kommende kriser.

Tyskland bestemmer, Danmark støtter – og folkene holdes udenfor

Begivenhederne de seneste uger har igen med al ønskelig tydelighed demonstreret, at det er stormagterne Tyskland og Frankrig, der sidder tungt på magten i EU. Og da ganske særligt Tyskland og Angela Merkel. Tyskland (= tysk kapital) har haft enorm gavn af euro’en, mens den fejlkonstruerede valuta har haft skæbnesvangre konsekvenser for de svagere økonomier, der ikke har haft mulighed for at devaluere, sådan som Sverige gjorde i begyndelsen af krisen.

På EU-topmødet blev alle medlemslandene blot orienteret om oprettelsen af en ny permanent topmød struktur – kun for medlemmer af eurogruppen – med egen formand. Dernæst blev man orienteret om et forestående forslag til traktatændringer:

”Det Europæiske Råd noterer sig euroområdets stats- og regeringschefers hensigt om at overveje at styrke den økonomiske konvergens i euroområdet yderligere, at forbedre den finanspolitiske disciplin og at uddybe Den Økonomiske Union, herunder undersøge muligheden for begrænsede traktatændringer.”

Hvad det konkrete forslag indeholder, bliver nok først klart ved EU-topmødet i december.

Dernæst forventes en hurtig ratifikationsproces frem til sommeren i 2012, uden nogen folkeafstemninger – med mindre et folkeligt pres slår igennem.
Det bliver bl.a. den danske regerings opgave at sikre at det bliver trumfet igennem, da det er samme periode Danmark er formandsland.

I december vil der også blive stillet mere konkrete forslag i forlængelse af europagtens rammer for koordinering af skattepolitik og styring af finanserne – lovgivning der også kommer til at være gældende for Danmark eftersom både den tidligere og den nuværende regering har bundet Danmark til europagten, uden nogen form for folkelig debat, endsige folkeafstemning.

Uselvstændige økonomier: Opskrift på afgrund

At euroen kan reddes af en stærk centralmagt og en stor pengetank er salgstaler bygget af sand.

Indtil nu har euroen været en vigtig medvirkende faktor til den udvikling af økonomierne i EU, der nu har ført til krak, og at det er Tyskland, der sidder tilbage som en stærk økonomi, mens spekulationsboblen brast i hovedet på Sydeuropa og Irland.

Ulykken består i at det ikke er landene selv der udvikler deres økonomier selvstændigt og uafhængigt, men i stedet styres landenes økonomiske udvikling af stormagternes kapitaleksport.

Det fungerer i princippet lidt på samme måde, som den danske regering har drevet DSB gennem en årrække: Ved at hente profitten hjem til statskassen i stedet for at investere og udvikle den offentlige transport og infrastruktur. Bagefter kan ingen rigtig forklare, hvorfor broer og materiel bryder sammen, selvom svaret er indlysende.

Fra de første dage i 2008 af den nuværende krise gik den nyliberale europæiske elite på banen med en plan for at danne en EU-regering med den begrundelse,  at den fælles valuta, euroen, kunne bryde sammen, hvis der ikke var en fælles økonomisk politik for de medvirkende lande.

Gennem tre års økonomisk krise har Tyskland på topmøde efter topmøde, og stykke for stykke, gennemtrumfet, hvad der nu tegner til at blive en overnational styring af euromedlemslandenes økonomi.

Som formanden for EU parlamentet, Jerzy Buzek mere eller mindre åbent indrømmer: Man skal ikke spilde de muligheder, en god krise åbner for at rykke på unionsprojektet.

Men udfaldet er ikke givet, succes’en er ikke garanteret. Den nyliberale politik har tværtimod ført fra fiasko til endnu større fiasko, som det store flertal betaler for. Der er ingen  udsigt til at det bliver anderledes.

Netavisen 26. oktober2011