„Der blæser en frisk vind over Tunesien ”

Samtale med en repræsentant for PCOT

Kommunistisk Politik 3, 200

Den tyske marxistisk-leninistiske netavis og blad Arbeit-Zukunft har haft en samtale med et medlem af Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti om baggrunden for folkeopstanden, dens erfaringer og nuværende opgaver

Forleden dag mødtes vi med en kammerat fra Tunesiens Kommunistiske Arbejderparti, PCOT, der fortalte om udviklingen i sit land. Vi gengiver her hans beretning i uddrag:

Vi lever i et historisk øjeblik, såvel for vort parti, for Tunesien og for hele regionen.

I Tunesien rådede der en bemærkelsesværdig situation. Det så ud, som var der fred. Ben Ali og hans regime gjaldt internationalt som et forbillede for stabilitet og udvikling. Udefra så man næsten intet.

Men den nuværende proces startede allerede for godt tre år siden med opstanden på Gafsa. Dengang protesterede arbejderne på fosfatanlægget i Gafsa imod udplyndringen af råstoffer. Her blev jordens rigdomme hentet op af jorden, men kun et lille mindretal berigede sig på det, mens folket ingenting fik ud af det. Oveni blev miljøet ødelagt. Hele Gafsas befolkning støttede strejken dengang. Vores parti var til stede og udvidede opstanden, bar den til andre byer. Sådan kom det også til opstande andre steder. Denne spontane bevægelse tvang dengang Ben Ali til delvise indrømmelser.

Der var også en bevægelse af småbønder, som var ekstremt forgældede. Bankerne ville tage jorden fra dem. Modstanden imod dette var massiv.  

Da så den 26 år gamle universitetsstuderende Mohamed Bouazizi i Sidi Bouzid satte ild til sig selv, udkrystalliseredes alle problemer deri, alle modsætningerne og folkets følelser. Det var en gnist, der som en brand hurtigt spredte sig over hele landet.

En årsag til denne eksplosionsagtige udvikling var den uhørt høje arbejdsløshed, ikke mindst blandt ungdommen. En anden grund var Ben Ali-klikens uforskammet frække korruption og berigelse af sig selv. I et opråb har vi bl.a. sagt: Arbejde er en ret! Væk med røverbanden!

Ben Ali-klanen holdt hele landets økonomi i sin hånd. Målet var mere end fuldt.

Regimet reagerede omgående og skarpt. Man ville forhindre en opstand som den for tre år siden. Men folket var nu mere end nogensinde beslutsomt og havde rejst sig. Deri har fagforbundet UGGT spillet en betydelig rolle, skønt det endnu ved det seneste valg støttede Ben Ali. Men i UGGT var der i mellemtiden dannet en bred alliance på initiativ af vore kammerater, som klarede at få fagforbundet til at støtte befolkningens krav. Derigennem blev den nuværende opstand udbredt til hele Tunesien.

Af betydning var også, at mange sagførere og jurister har organiseret sig mod Ben Ali. De har allerede i længere tid været uafhængig progressiv kraft i landet.
I begyndelsen af januar havde kampene bredt sig til hele landet, endog til Tunis. Dette var nyt. Tidligere var alt kontrolleret og overvåget. Det fungerede nu ikke mere. Vi indførte  i bevægelsen parolerne: ”Væk med Ben Ali” og ”Ben Ali = Diktatur”. Folks bevidsthed udviklede sig. De erkendte: Vi har intet at miste, vi må kæmpe.
Regimet reagerede med terror. Politiet myrdede mange mennesker. Men det kunne ikke længere stoppe bevægelsen. Tværtimod – det opildnede den yderligere.

Den 14. januar blev Ben Ali så smidt ud af befolkningen. Tusinder omringede indenrigsministeriet. I dag siger vi: ”Diktatoren er væk, men diktaturet er der stadig”. Og indtil nu  har der været daglige demonstrationer. 

Ben Ali forsøgte sig med alt for at forhindre sit fald. Han afgav løfter, tilbød reformer og påstod sønderknust, at han havde fået forkert rådgivning. Men folket troede ikke mere på ham. Det er også årsagen til, at den nuværende (midlertidige) regeringer i vanskeligheder og ikke bliver accepteret. Den bliver heller ikke troet. De præsenterede sig som en ’national samlingsregering’. Derefter blev tre ministre fra UGGT specielt udnævnt. Men de fleste ministre stammer fra RCD, Ben Alis parti.

Befolkningen protesterede, og derfor måtte fagforbundet UGGT efter en heftig kamp i basis trække deres tre ministre tilbage. Nu har generalsekretæren i UGGT endog forlangt, at regeringen træder tilbage.

Kravet om RCD’s opløsning er allerede i praksis gennemført af folket. Der findes ingen partikontorer mere. Det skete uden plyndringer. Skiltene bliver simpelthen taget ned og kontorerne lukket. I mange byer findes der allerede en Revolutionsplads eller Revolutionsgade eller en Mohamed Bouazizi-Plads, efter den 26-årige, der brændte sig selv.
Folkets bevægelse har skabt et bredt spillerum.

Vores parti, PCOT, har været udsat for mange slag under årene med diktatur. Mange kammerater blev fængslet og tortureret. To kammerater blev først for et par dage siden befriet fra fængslet. På trods af det har partiet spillet en betydelig rolle på gaderne, i kampene. Det har hele tiden været forrest. Og det har hele tiden kæmpet for bevægelsens enhed.

Ben Ali lovede i starten 300.000 arbejdspladser. Vi svarede med det samme igen og slog fast, at det havde han allerede lovet flere gange og aldrig holdt løftet, at han er en løgner. Sammen med islamisterne og et lille parti var vi de eneste politiske kræfter, der krævede Ben Alis afgang.

I bevægelsen har vi ikke optrådt radikalt og maksimalistisk, men har fremmet og understøttet folkets bevægelse og konsekvent grebet dens krav. Derigennem har vi over hele landet vundet opbakning og støtte.

Nu kommer mange strømmende til os. For eksempel sympatisører, der under trykket og terroren fra Ben Ali-regimet havde trukket sig tilbage. Vi står nu over foret nyt problem: Hvordan vi skal organisere alle de mennesker?

I mellemtiden er tre partier blevet legaliseret. Vi er endnu ikke blevet det. Men vi fører samtaler om det. Vi kan i så fald arbejde bedre i offentligheden.

For ganske nylig blev ”Fronten af  14. januar” dannet, hvor PCOT arbejder sammen med andre kræfter. Denne front anerkender ikke den nuværende regering som legitim. Den ønsker et reelt brud med systemet. Det er klart, at vi ikke blot kan sige ”Nej”. Vi må nu også samtidig sige, hvad der nu bør ske, hvordan vort land skal se ud, hvilken forfatning det i fremtiden skal have. Kravene om et nyt system, om en ny forfatning, om de gamle institutioners omstyrtning, har vi allerede tidligere fremsat.

Men nu er kravet om en ny forfatning aktuelt. Vi kræver derfor indkaldelse af en grundlovgivende forsamling og udarbejdelsen af en ny forfatning i overensstemmelse med folkets behov.

Der eksisterer også andre alliancer og bevægelser. Vi sætter derfor vore kræfter ind på at samle hele bevægelsen og folket for at fælde det nuværende regime. Styrken til det får vi fra den enorme støtte fra folket.

Ben Alis terror har frem for alt støttet sig på politiet. Hæren har holdt sig tilbage – også nu her under opstandene. Den har derfor et bedre rygte i befolkningen. Systemet forsøger nu at udnytte dette til at fremstille hæren som ”neutral kraft”. For folket er det også kommet til at stå klart, at Ben Ali kun har kunnet holde sig ved magten i kraft af støtten fra EU, og i særdeleshed fra Frankrig og Tyskland. Det vil man ikke så hurtigt glemme.

Efter vores mening må alle kræfter, der har kæmpet mod Ben Ali, være med i en ny regering. Hertil hører også det islamiske parti. De var ofre for Ben Ali og bliver i befolkningen set som sådan. Vi har allerede i et stykke tid ført samtaler med dem. Herunder har vi gjort det klart, at vi ikke snakker om religion, om tro og ikke-tro, men derimod om folkets krav. Hvilke rettigheder har kvinderne? Hvad behøver arbejderne? Hvad har ungdommen brug for?

Vi har tydeligt sagt, at vi vil måle enhver på, hvordan de konkret forholder sig til disse spørgsmål. Ligeledes har vi gjort det klart, at en ny forfatning skal adskille stat og religion. Religion skal være en privatsag.

Vi har rejst spørgsmålet på en sådan måde, at islamisterne har måttet samtykke. Reformisterne forsøger nu at male truslen fra islamisterne på væggen for på den måde at redde det gamle regime. Det er ren og skær propaganda. I den virkelige folkebevægelse har islamisterne næsten ingen betydning. Bevægelsen blev båret frem af folk selv, af fagforeningen UGGT og af os.

For at drive processen fremad og for at sikre resultaterne er der mange steder dannet folkekomiteer til forsvar af fremskridtene og for at forhindre plyndringer og terror fra Ben Alis bander. Vi anstrenger os for at bringe disse komiteer op på et højere niveau, for at give dem flere rettigheder og mere magt og mulighed for at udvikle mere vidtrækkende krav.

Søndag den 23. januar 2011

Netavisen 1. februar 2011