Smædeskrift mod Folkebevægelsen

Information beskylder Folkebevægelsen mod EU både for at være venstreorienteret og samtidig at være nationalistisk med en retorik tæt på Dansk Folkeparti. Den kritiske artikel kom på forsiden sidste weekend før valget til EU-parlamentet.

Kommunistisk Politik 12, 2009

Dagbladet Information har åbnet den sidste del af valgkampen med en krigserklæring mod Folkebevægelsen mod EU. Det påstås, at Folkebevægelsen i formidlingen af sin EU-kritik ikke kan skelnes fra nationalisme, hvilket underbygges af hele tre universitetslærere til at give sidste øjebliks-smædekampagnen imod EU-modstanden et skær af saglighed.

Forsidehistorien er en gentagelse af en argumentation, som SF og senere Junibevægelsen brugte, da de forsøgte at ødelægge organiseringen af den konsekvente EU-modstand i Danmark i 1992-93, i kølvandet på Østeuropas sammenbrud og DKP’s opløsning.

Usaglig videnskab

At Dansk Folkeparti har stjålet omkvædet – Giv mig Danmark tilbage – til deres valgslogan, bliver i artiklen til et symbol på, at det kan være svært at skelne venstre- og højrefløjens unionskritik fra hinanden.

Johannes Andersen, underviser ved Aalborg Universitet, citeres for bekræftende at udtale: ”Det gør det i virkeligheden svært at se den store forskel, fordi man på en lang række punkter fører de samme politiske synspunkter i marken, selvom det ikke er det, man grundlæggende vil.”
Hvem ”man” er, står ikke klart og bliver det heller ikke.

Artiklens andet hovedbudskab er nemlig, at Folkebevægelsen består af folk fra venstrefløjen, der burde vide bedre end at holde hånd med Dansk Samling. Søren Hein Rasmussen forklarer:
“Og man kan da sagtens undre sig over, hvordan en venstrefløj kan være med til sådan et meget nationalt og nationalistisk projekt, som Folkebevægelsen i høj grad står for.”

Hein Rasmussen, der er tilknyttet Århus Universitet, er forfatter til afhandlingen ’Sære Alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark’, der bl.a. beskriver Folkebevægelsen mod EF frem til 1990. Manden er kendt som en begejstret EU-fortaler, der glæder sig ved nationalstaternes opløsning, men han er berygtet som forsvarer af politiets brug af skydevåben mod demonstranter 18. maj 1993.

Den sidste Informations-lærde er historiker Thorsten Borring Olesen fra Aarhus Universitet, med tilknytning til Jean Monnet Center of Excellence. Det er en støtteordning oprettet af EU-kommissionen med det formål at styrke studierne i den europæiske integration på højere læreanstalter inden for EU. Den rette betegnelse er en spydspids for EU-propaganda.

Ifølge artiklen giver han udtryk for, at EU-modstandens problem er, at internationalisme er svært at formidle.

Vox populi

Efter at disse ærværdige samfundsstøtter har givet artiklen saglig fernis, kommer en repræsentant for folket til orde som endegyldigt sandhedsbevis for påstanden om, at der ikke kan ses forskel på højre og venstre. En anonym kilde, der kun omtales som blogger på hjemmesiden 24.dk, fortæller at have set en plakat med budskabet Skal EU bestemme alt? og straks gættede på, at Søren Søndergaard måtte tilhøre Dansk Folkeparti.

Kommunistisk Politik kan afsløre, at bloggeren kalder sig selv jansoz. Personen er aldeles åben i sin glæde ved EU, når vedkommende bl.a. skriver: ”EU-Parlamentet er det største internationale parlament i verden, hvor medlemmerne tilmed er folkevalgte. Dette er en imponerende demokratisk succes!” Og i øvrigt beriger han det offentlige rum med udtalelser som: ”Ærgerligt, at vi ikke den 7. juni skal stemme om Christianias nedlæggelse.”

Det må række. Det er ikke nødvendigt at gå yderligere i undersøgelsen for at kunne erklære, at Informations artikel er uvederhæftig journalistik, at der ikke er tale om uvildige eksperter, samt at repræsentanten for folket er en borgerlig tumpe fra Frederiksberg.

Derfor kan der også stilles spørgsmålstegn ved, om pointen er bevist. Der er tydeligvis tale om, at Information har henvendt sig personer, der kunne understøtte forsøget på at sætte lus i skindpelsen hos unionsmodstanden.

National romantik og nationalisme

Det er værd at se nærmere på den påståede nationalisme, som Informations kritik af EU-modstanden baserer sig på.

Artiklen søger ikke at etablere en fælles begrebsramme omkring EU og det nationale spørgsmål, der kunne beskrive de klassemæssige og historiske rødder til forsvaret for national selvstændighed i det hele taget – i modsætning til nationalisme, der fremhæver et folk eller land som overlegent i alle mulige sammenhænge. Artiklen glimrer tværtimod ved at fornægte en sådan modsætning og giver indtryk af, at kampen for selvstændighed er udtryk for snæver nationalisme.

Derfor kan Information heller ikke identificere, hvad man kan kalde en tendens til nationalromantik, der rent faktisk eksisterer i Folkebevægelsen. En tendens til – i lutter begejstring for Danmark – af og til at tegne et lige lovlig idyllisk billede af dansk demokrati.

En kritik af denne særlige danske selvgodhed og selvtilstrækkelighed kunne der nok være substans i. Men en kulegravning af dette problem vil vise, at Folkebevægelsen mod EU på ingen måde stikker frem som særligt nationalromantisk i forhold til folketingets politiske partier, hvad enten de er modstandere eller begejstrede EU-tilhængere. Der er simpelthen tale om en almindelig fremherskende tendens i Danmarks offentlige rum, der heller ikke kun kan betegnes som et særligt dansk fænomen.

Information gør sig også skyldig i en større fordrejning af sandheden ved at sammenligne Folkebevægelsen mod EU og Dansk Folkeparti uden at gøre opmærksomme på, at det ene er et parti, og det andet en politisk alliance. Folkebevægelsen vil kun i konkrete spørgsmål og i enkelte folkeafstemninger stå enigt med f.eks. SF, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. Men det vil altid kun være enkeltsager, der ikke kan ses i anden sammenhæng end modstand mod EU-medlemskabet.

Netavisen 3. juni 2009