Overenskomst: Storkonflikt under forberedelse

Kommunistisk Politik 24, 2007

Ved denne overenskomst er der fra de ansattes side lagt et så stort pres på stat, kommuner og de ansattes faglige topforhandlere, at de faglige ledere ikke har haft mulighed for at gøre, som de plejer.

Denne gang lægger de ud med en forventning om, at overenskomstforhandlingerne ikke vil resultere i tilbud, de ansatte vil kunne acceptere, og derfor er de allerede i gang med at melde ud, hvilke områder og arbejdspladser, der vil være omfattet af strejke.

Sygeplejerskerne har for første gang nogensinde taget skridtet at inddrage reelt set alle i en evt. strejke – når der ses bort fra nødberedskabet. FOA, der organiserer social-og sundhedspersonale, har  for længst meldt ud, at man forventer konflikt og er nu i gang med at forberede sig.

Signalet fra det store flertal af offentligt ansatte er bøjet i neon og har længe stået klar: De kræver væsentlige forbedringer af løn og arbejdsforhold  - ellers er det storkonflikt.

Sympati – hvis I ikke strejker!

Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er kræfter der udtaler forståelse for offentligt ansatte, men som samtidig er modstandere af strejkevåbnet og vil kræve regeringsindgreb. At Dansk Folkeparti er modstander af storkonflikt og står klar til at opfordre til regeringsindgreb for kapitalen holdt de lav profil med under valgkampen. Deres tilbud om forbedringer for de lavestlønnede er en klam fidus betinget af en stækkelse af arbejderklassens kamp

Derfor er LO’s og Socialdemokratiet og oppositionens slåen knuder på sig selv for at inddrage dette konsekvente strejkebryderparti grotesk.

Men offentligt ansatte står slet ikke alene i denne kamp og har på forhånd store dele af befolkningen bag sig. Det brede Danmark er helt bevidst om , at privatisering og udlicitiering betyder en udsultning af arbejdsbetingelserne og servicen i den offentlige sektor – ikke mindst det sociale område.

At forbinde de offentligt ansattes lønkrav og forbedring af arbejdsforholdene med kravet om stop for privatisering og udlicitering er både i de ansattes og brugernes interesse og et vigtigt led i at opbygge en nødvendig bred enhed.

Split: Hvem skal have hvad?

Lige nu kører de faglige topkredse en konkurrencekamp om, hvem der skal have hvad, og foregiver,  at de der kræver mest gør det på bekostning af andre offentligt ansatte. Det er den gamle socialdemokratiske ’samfundskage’ –  melodien om at der kun er et vist antal kroner til dækning af løn, regulering og ansættelser, og at den ene gruppes krav nødvendigvis vil sætte sig igennem på bekostning af de andre.

På det private område er det et simpelt spørgsmål om at gøre indhug i profitten. For det offentlige gælder, at det vil være rigtigt at sprænge de snævre opstillede rammer – massive lønløft kan nemt finansieres via brandbeskatning af de rige og af de monopoler, som overhovedet ikke betaler skat.

For det offentligt ansatte må det være en fælles vigtig solidarisk kamp at sikre, at de lavestlønnedes krav bliver opfyldt  såvel som at sælge sig selv så dyrt som muligt til danske arbejdsgivere, der i andre sammenhæng praler af at kunne købe hele verden.

Lige nu forsøger de at komme med skræmmebilleder om nødvendigheden af mådehold , med trusler om kartoffelkure og alverdens ulykker hvis de offentligt ansatte, står sammen og kræver sig betalt.

Netavisen 8. december 2007