Der må rejses en kamp mod reformfælden og den stigende pensionsalder

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Arbejdet slider – og folkepensionsalderen stiger. Kan kroppen holde hele vejen til pension? 

Det spørgsmål stiller mange sig i dag med rette.

Gennem de sidste 28 år er efterlønnen blevet afskaffet, og stadig dårligere lappeløsninger for tilbagetrækning er gennemført. Imens er pensionsalderen foreløbig steget fra 65 til 67 år i dag og 70 år i 2040. Det er sket i takt med et voldsomt stigende arbejdspres, forringet arbejdsmiljø og stigende udbytning af arbejdskraften. Det har været arbejdsgiverpolitik og nedskæringspolitik efter salamimetoden hele vejen igennem.

Den automatiske stigning i pensionsalderen blev indført med en dobbelt løgn

Den første løgn er, at stigningen i pensionsalderen skulle følge den gennemsnitlige stigning i levealderen. Men vi lever i et klassesamfund, hvor de rigeste og bedst stillede i gennemsnit lever 10 år længere end sosu-hjælperen og mureren. Levealderen stiger ikke for de dårligst stillede. Grupper som 3F’erne på arbejdsmarkedet risikerer at dø, inden de overhovedet når til pension.

Den anden løgn er, at vi skal arbejde længere, for at der kan blive råd til social velfærd. Men hvad er virkeligheden? Der er i stedet konstant skåret ned på offentlig velfærd og arbejdsmiljø. Nu skal vi arbejde mere og i flere år for at dække de svimlende krigsbudgetter, oprustning, skattelettelserne til de rigeste og svimlende tilskud til de store i erhvervslivet, der bruger statskassen som et tag-selv-bord.

Men det er ikke nok med, at pensionsalderen automatisk stiger, så hvis du er født efter 1970 først kan gå på pension som 70-årig. For hvis du er slidt op fysisk eller psykisk og helbredet siger stop inden, har Folketinget vedtaget et sæt af reformer – tidlig tilbagetrækning, sygedagpenge og kontanthjælp og beskæftigelsesreformen – der gør, at du, hvis du når de 70 år, kan stå tilbage med tomme lommer uden nogen form for værdier og skal klare dig for en folkepensionsydelse, hvis købekraft allerede nu er kraftig udhulet. 

Det er en kynisk politik, der har sit helt klare klassestempel og er direkte vendt mod arbejderklassen. 

Vi hører, at reformerne skal øge arbejdsudbuddet. Reelt er der tale om kapitalismens syn på arbejdskraft som en vare, de vil købe så billigt som muligt og smide væk, når den er slidt op. I disse år ændres sammensætningen af arbejderklassen, hvor gruppen af ældre, der skal konkurrere med yngre om de samme eller færre job, vokser.

Det er ren klassepolitik, når alle de, der er sorteret fra undervejs, ender på en fattigdomsydelse resten af deres dage. Mens de der sidder i toppen af samfundet – borgerskabet – kun bliver rigere, kan trække sig tilbage, når de vil, og har godt om penge i alderdommen.

Reformfælden – tidlig tilbagetrækning 

Lad os tage et eksempel. Der er stadig nogle år, til du når pensionsalderen, men helbredet er slidt ned, smerterne for store til at blive ved. Du bliver sygemeldt, og med den nyeste sygedagpengereform kan du kun få sygedagpenge i 26 uger. Hvad sker der så? Du skal være mere end heldig for at slippe igennem nåleøjet til en førtidspension; vejen dertil er brolagt med forhindringer, og det kræver et godt helbred at holde ud. Eller til en seniorpension – hvis du har arbejdet 20-25 år på fuldtid og vurderes til kun at kunne arbejde under 15 timer om ugen.  

Sygedagpengene udløber, og du ryger over på kontanthjælp. Og her bliver det rigtig slemt, og ikke kun fordi det er en lav fattigdomsydelse. Gennem kontanthjælpsreform er der indført gensidig forsørgerpligt, så hvis du ikke er enlig, skal I leve af den andens indkomst. Og for at gøre dig fortjent til kontanthjælp må du ”naturligvis” ikke eje noget. Det er ikke kun de unge, der skal bruge deres børneopsparing først (hvis de har en sådan); har du bil, fast ejendom eller pensionsopsparing, skal det realiseres og bruges først. Nu er du efterhånden klædt helt af til skindet, i værste fald hjemløs og kan kun håbe på, at der ikke er alt for mange år til folkepensionen.

Det er ikke, fordi du er faldet igennem huller i et fintmasket socialt net. For det er et net, der er designet til at suge det sidste ud af dem, der ikke kan arbejde, og omdirigere skattekroner til oprustning, krig og støtte til de store i erhvervslivet. Vi har en statsmagt, der fortsat ynder at kalde sig ”velfærdsstat”, men som er en klassestat vendt mod arbejderklassen og de underste i vores samfund.   

Men alle har jo ret til en værdig alderdom. Det siger alle Folketingets partier. Derfor reformen om tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det vil sige altså bare for dem, der findes værdige til det. I dag er pensionsalderen 67 år. Med reformen om tidlig tilbagetrækning skal du nu have arbejdet i 44 år for at kunne trække dig tilbage som 64-årig, såfremt du opfylder yderligere en række krav omkring at være i arbejde op til da. Det betyder, at du skal have været på arbejdsmarkedet, siden du var 17 år. 

Ordningen følger den stigende pensionsalder, så når pensionsalderen stiger til 70 år, bliver det først som 67-årig, den gælder. Som om man er blevet mindre og senere nedslidt eller syg, fordi de bedst stillede i samfundet lever længere. Det kaldes for klasseretfærdighed. Og man forstår, at Arne, som lagde navn til denne reforms folkelige navn, har frabedt sig få sit navn misbrugt fremover.  

Efterløn, ”Arne-pension” og ”velfærdsforlig”

Med den tidligere efterlønsordning kunne man gå på efterløn som 60-årig. Det var Socialdemokratiet under Nyrup, der påtog sig opgaven trinvis at afskaffe den. Og Socialdemokratiet med Mette Frederiksen som henholdsvis beskæftigelsesminister i Thorning-regeringen og senere statsminister har videreført arbejdsgivernes diktat omkring nedskæringer i pensionsordninger.

Den såkaldte ”Arne-pension” blev indført i 2020 som et figenblad for at fastholde aftalen (”velfærdsforliget”) om den stigende pensionsalder for det store flertal, og som var blevet mødt med stigende utilfredshed. Ordningen blev betalt med nedskæringer i kommunerne på det sociale område og beskæftigelsesområdet, mens aktieejere, banker og monopolkapital som vanlig gik fri for at betale til fælleskassen. Det lykkedes den socialdemokratiske regering at få sit prestigeprojekt og valgløfte igennem ved hjælp af Dansk Folkeparti og støttepartierne SF og Enhedslisten. Så skal vi nok få udfyldt alle hullerne hen ad vejen og set på nedslidningen, kvitterede daværende FH-formand, socialdemokraten Lizette Riisgård. Som bekendt er det modsatte sket.

Enhedslistens stemmer var afgørende for forliget. De fastholdt ikke kravene fra de sociale og faglige bevægelser om at få sænket pensionsalderen og stoppet den fortsatte stigning, men sprang i målet, da det gjaldt. Enhedslisten afslørede sig endnu en gang som Socialdemokratiets og dets regeringers talerør, og ikke bevægelsernes. Inden forliget blev indgået, var der afholdt et stormøde åbent for alle fagforeningsmedlemmer i Odense arrangeret af kampagnen #68ermereendnok, hvor var der heftig debat om ”velfærdsforliget” fra 2006. Konferencen skulle danne optakt til større demonstrationer mod den stigende pensionsalder, men der blev aldrig rigtig mobiliseret bredt mod forslaget fra den socialdemokratiske regering.

Det såkaldte ”velfærdsforlig”, der bl.a. dikterer den automatiske stigning i pensionsalderen, blev indgået under VK-regeringen (Venstre og Konservative) med Anders Fogh Rasmussen som statsminister i 2006. Formålet var nedskæringer af de sociale udgifter – kaldet ”fremtidens velfærd” – og privatisering af pensionssystemet. Forud for indgåelsen af forliget, som Socialdemokratiet var med i, var der de største landsdækkende demonstrationer siden protesterne mod Schlüter-regeringen i 1985.

Privatiseringen af pensionssystemet med tvungen pensionsopsparing har skabt en samlet pensionsformue i pensionsselskaberne op på 4.883.000.000.000. kr. ved udgangen af andet kvartal i år. 

Pensionen under klassesamarbejdets sparekniv

Socialdemokratiet og fagtoppen forsøger at løbe fra deres medansvar for, at pensionsalderen stiger og tilbagetrækningsordningerne forringes. Danmark har den højeste pensionsalder i EU. I andre lande er stigninger i pensionsalderen blevet mødt med strejker og demonstrationer, hvor fagforeninger, sociale bevægelser, arbejdsløse og uddannelsessteder er gået sammen om at bygge slagkraftige protestbevægelser op. Som i Frankrig, hvor der blev udviklet en militant social folkelig protestbevægelse, der var i stand til at presse fagtoppen i de forskellige forbund at tilslutte sig og understøtte en landsdækkende demonstrations- og strejkebevægelse. 

Magthaverne er klar over, at pensionsspørgsmålet er et tikkende problem, der kan udløse store protester. Den nye SMSFR-regering vil ifølge dem selv ”sætte pensionen under lup”. I regeringsgrundlaget hedder det, at de, ud over sukkerknalder til de fattigste, vil opdatere ”velfærdsforliget” fra 2006 og forhandle en ny aftale på plads med arbejdsmarkedets parter. Forinden skal der nedsættes en kommission og indledes trepartsforhandlinger, der skal sikre “et mere fleksibelt arbejds- og familieliv”. Hvilket vi ikke skal forvente os noget godt af. 

Det er hverken flere kommissioner eller mere debat i Folketinget, der er brug for. Det har der været de sidste 30 år, lige siden efterlønnen blev afskaffet i 1996, og det er kun blevet værre. Det er udenomssnak og illusioner, der skal skjule, hvad der virkelig foregår. 

Det burde være et soleklart kampspørgsmål for fagforeningerne og fagbevægelsen. Men bindingen til klassesamarbejde, til Socialdemokratiet og dets støttepartier er langt stærkere end at forsvare arbejdernes interesser. Fagtoppen og arbejderaristokratiet går ikke imod, men er en del af den førte pensionspolitik og spiller deres rolle i at forhindre protester i at udvikle sig. Blandt medlemmerne er bekymringen for fremtiden og utilfredsheden imidlertid rigtig stor.

Der har i fagbevægelsen været forskellige forslag til mindre forbedringer og nye lappeløsninger, men intet tilløb til et opgør med reformfælden og den stigende pensionsalder, og intet forsøg på at mobilisere til handling i arbejderklassen eller på arbejdspladserne.

Alliancen for Værdig Tilbagetrækning, et topplanssamarbejde mellem formændene for Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Malerforbundet og Serviceforbundet, taler for, at alderen for tidlig tilbagetrækning må fastfryses til 64 år. ”Ret til et værdigt liv efter arbejdslivet”, et samarbejde mellem 14 fagforeninger/afdelinger i 3F, taler om ”Stop stigningen i pensionsalderen – Udbyg tidlig tilbagetrækning”, men begrænser protesten til en opfordring til at deltage i debatten i medierne med udtalelser, læserbreve og så videre. Selv vil de bede om foretræde for Folketingets beskæftigelsesudvalg!

FH, Fagbevægelsens Hovedorganisation, har opdateret sit pensionsforslag op til kongressen i oktober.  Indholdet skal holde liv i illusioner om Socialdemokratiet og deres parlamentariske venner og afbøde de værste slag uden reelle forbedringer. Et hovedkrav er, at arbejdsmiljøet skal forbedres, så vi kan holde til at arbejde det længere, stigningen i pensionsalderen skal dæmpes (hvad det så betyder), og mulighed for tilbagetrækning for udvalgte grupper. 

Der må rejses en bred protestbevægelse

Der må arbejdes for at samle protester bredt fra arbejdspladser, klubber, sociale bevægelser – og også de unge, da det høj grad er deres fremtid, det gælder, selvom pensionsalderen ligger meget langt væk. Den skal ikke begrænses til en opbakning omkring lappeløsninger, appeller eller store ord uden handling bag. Politikere, arbejdsgivere og fagtoppen har kun respekt for én ting – omfattende protester på gaden, der kan koste dem stemmer ved næste valg. Kun ved at mobilisere og organisere til handling og aktionsenhed kan en sådan nødvendig bevægelse skabes. Hele reformrækken af vejen op til pension berører hundredtusindvis af mennesker, der i dag står alene og hver for sig.

Kampen omkring pensionsspørgsmålet er ikke en kamp, der kun berører pensionister, den berører direkte hele den del af befolkningen, der ikke har store kapital- og private pensionsopsparinger, og for hvem reformfælden og en pensionsalder på 70 og derover er dagens virkelighed. Den er et led i at smede arbejderklassens enhed og solidaritet på tværs af fag, alder, etnicitet og køn. 

Et særligt spørgsmål er kvindespørgsmålet. Kvinder får som gruppe nemlig ikke bare lavere pension med privatiseringen af pensionssystemet. De udgør et flertal på sygedagpenge og kontanthjælp. I de store kvindefag inden for omsorg, sundhed, børn, ældre og service er nedslidningen på grund af de mange tunge løft og høje psykiske stresskrav meget stor. Alt for mange slæber sig frem til pensionsalderen på smertestillende medicin eller med konstante stress-symptomer.

Et enkelt samlende krav kunne være: ”Sæt pensionsalderen ned – Nej til pensionsalder på 70 år – Væk med den automatiske stigning i pensionsalderen – Væk med velfærdsforliget”. Hvorunder de enkelte faggrupper, sociale bevægelser, studerende og unge kunne rejse deres specifikke krav.

I APK rejser vi en række yderligere krav: Sæt retten til folkepension ned til 60 år. Alle offentlige sociale ydelser skal følge lønstigninger og pristalsreguleres, grundbeløbene skal sætte markant op. Stop tyveriet fra pensionsfonde til krigsoprustning og erhvervslivets aktie-kasino. 30 timers arbejdsuge og 6 timers arbejdsdag, uden modydelser. Reduktion af arbejdsbyrden og arbejdstempoet.

En erfaring fra Frankrig i forhold til at udvikle en pensions-protestbevægelse blev udtrykt i en fælles erklæring fra de europæiske marxistisk-leninistiske partier i CIPOML: 

”I et land, hvor den faglige organisationsgrad er lav, har enheden mellem fagforeningerne været med til at udvide mobiliseringen af arbejderklassen, der er bevægelsens rygrad, og som har trukket befolkningen med sig. Endnu en gang har arbejderklassen vist sin vigtige rolle i samfundet. For når den mobiliserer og strejker, så går hele systemet i stå. Det er arbejderklassen, der kommer til at mærke den ekstra udbytning, der bliver resultatet af pensionsreformen.” 

23. august 2026

Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp. Se Enhed og Kamp nr. 4-2026