Bogomtale: Socialisme skabes ikke i himlen

Af Jan R. Steinholt, Revolusjon

Bogomtale

Michael A. Lebowitz: «Build it now – socialism for the twentyfirst Century».
Norsk titel: «Sosialisme skabes ikke i himmelen», udgivet af tidsskriftet Rødt! marts 2007

I korte træk er hovedbudskabet i Build it now, at der må skabes ”en ny vision af socialisme” som skarpt adskiller sig fra den mangelfulde og ”ufuldkomne” socialisme i det 20. århundrede. Denne nye vision minder påfaldende om det revisionistiske selvforvaltningsprojekt i Tito’s Jugoslavien, som for længst er kasseret af historien.

Bogen er en sammenstilling af flere essays og foredrag, de fleste med en eller anden henvisning til Venezuela og landets erfaringer efter Hugo Chávez´s bolivariske revolution. Forfatteren er pensioneret professor bosat i Venezuela. Han er tidligere provinsleder i Canadas socialdemokratiske parti (British Colombia), har tidligere studeret og skrevet om Jugoslavien under Tito, og har været rådgiver i departementet for samfundsøkonomien i Venezuela (2004)

Forvrænget ”nymarxisme”

Socialismen skabes ikke i himlen er spækket med referencer til og citater fra Marx. Meget af den antikapitalistiske argumentation lyder både radikal og ser tilforladelig ud, og endog svært ”marxistisk”. Imidlertidig viser det sig efter ethvert af bogens henvisninger til Marx og de gentagne postulater om arbejderkontrol og demokrati nedefra, snarere er en tilsløring og forvrængning af marxismen og socialismens erfaringer. Dette er tilfældet når det gælder marxismens syn på staten og i spørgsmålet om det kommunistiske arbejderpartis rolle. Det er også tilfældet på den politiske økonomis område.

Lebowitz fornægter eller forbigår nødvendigheden af en centraliseret planøkonomi. Han sætter decentraliserede ”selvstyrede og fællesstyrede” bedrifter op imod ”planfeticisme” og storindustri. Det hele er indhyllet i en idealistisk tilnærmelsesmåde som indirekte bestrider den historiske materialisme og tenderer mod at erstatte marxistisk dialektik med metafysik.

Eksperimentet Venezuela har skabt forventninger og nyt håb, både i og udenfor landet selv. Efter revisionist-regimernes sammenbrud og den totale kapitalistiske genopbygning i Østeuropa og Sovjetunionen, er Hugo Chávez og den bolivianske proces i Venezuela et ly i en verden indhyllet i imperialismens mørke. De som troede på Francis Fukuyama´s påstand om at historien var slut, og at menneskehedens ideologiske udvikling havde nået endestationen med sejr til Vestens liberaldemokratiske værdier, har fået en brat opvågnen i og med udviklingen i Venezuela – og andre latin-amerikanske stater. Der var altså alligevel et alternativ!

Denne bog er på den ene side et modsvar til højrefløjens ideologiske sindelagskontrol i form af TINA-There is no Alterantive (Der findes ikke noget alternativ til kapitalismen), og på den anden side en sønderlemmende kritik af de socialistiske systemers ”fiasko” i forrige århundrede.

Kritikken retter sig særligt imod de tidligere socialistiske staters ”overvurdering” af produktivkræfternes udvikling og statens rolle i at udvikle produktivkræfterne maksimalt, noget som ifølge forfatteren ikke gav rum til at udforske ”de sociale forhold” og deres betydning. Storproduktionen var ”en udemokratisk sygdom” i de tidligere socialistiske lande. I stedet for dyrkning af store fabrikker og teknologi, er det ifølge Lebowitz bedre med ”små bedrifter (som) kan tillade større demokratisk kontrol nedefra” (s.52) (Alle sidehenvisninger er til Socialisme skabes ikke i himmelen, dersom intet andet er angivet.)

Forfatteren markerer sig imod ideen om en kapitalisme med et pænere ansigt, og imod de traditionelle retninger indenfor borgerlig politisk økonomi, inkluderet keynesianismen – angiveligt fordi socialdemokratiet har sat Keynes i miskredit. Men hvad sætter han op i stedet for?

 

Om at opfinde socialismen på ny

Det man trænger til i stedet hævdes at være krav som har nydt fremme i Venezuela om en ”humanistisk socialisme”, hvor det vigtigste ikke er staten og maskiner, men derimod en ”autonom”, udvikling for at omdanne det kapitalistiske samfund til et selvstyresamfund hvor der råder fællesskabsfølelse, selvstyre, fællesstyre og lokalt demokrati.

Har vi ikke hørt dette før? Ganske rigtigt. Det er i høj grad den gamle model for ”selvforvaltning” fra Titos Jugoslavien, ivrigt markedsført i ind-og udland som den socialistiske tredje vej imellem ”stalinisme” og socialdemokratisme. Forfatteren har tidligere studeret det han kalder ”succes-historien” Jugoslavien (s.55) Disse erfaringer fra den moderne revisionismes arnested, fremføres som forbillede for den revolutionære proces i Venezuela, skønt Lebowitz er nødt til at medgive at ”succes-historien” også havde nogle negative sider. Hvad der var indholdet i det jugoslaviske ”selvforvaltnings system” og hvem der bidrog til at opretholde det som ”socialistisk forbillede” kommer vi tilbage til.

Hvorvidt det er Lebowitz som har øvet indflydelse på præsident Hugo Chávez eller omvendt skal være usagt. Men i alle tilfælde erklærede Chávez på Verdens Sociale Forum i Porto Alegre i 2005 at ”vi må genopfinde socialismen på ny”. ”Vi må tage socialisme tilbage som tese, projekt og vej fremover, men en ny type, en humanistisk, som sætter mennesker forrest og ikke maskiner eller staten” For sig selv supplerer Lebowitz andetsteds: ” Det eneste sande fundament for det nye samfund er udviklingen af arbejderklassens selvtillid og enhed, dens selvudvikling. Uden dette bygger vi et sandslot” (s.52)

Produktivkræfter og produktionsforhold spiller med andre ord en underordnet rolle, mens arbejdernes selvudvikling i form af revolutionær praksis (et begreb som gentages gennem hele bogen, formodentlig for at vise ”kontinuiteten” fra Marx) er det grundlæggende.

Politikkens forrang” og ”revolutionær praksis”

Under socialismen må der råde overensstemmelse imellem økonomi og politik, det er to sider af samme dialektiske foreteelse. Man kan ikke på mekanisk vis ”inddrage” den ene side uden at øve vold mod den dialektiske tænkemåde. Da ender man op i idealisme og metafysik.

Overbygningen spiller en vigtig rolle under socialismen, ikke mindst i forhold til udviklingen af samfundets økonomiske grundlag. Men den kan ikke operere fritsvævende i forhold til basis, eller ”overstyre” sanfundsudviklingen uafhængig af de faktiske produktionsforhold. Forestillinger om arbejderklassens selvudvikling, om ideernes og bevidsthedens magt alene som det afgørende element fort opbygning af socialismen, er en metafysisk forvrængning af den marxistiske dialektik og en tilsidesættelse af socialismens politiske økonomi.
Det er rigtigt at Marx understregede hvordan livets revolutionære praksis blev overset af den ”tilskuende” materialisme:

«Den materialistiske læra om forandring av omstendighetene og oppdragelsen, glømmer at omstendighetene må endres av menneskene og at oppdrageren sjøl må bli oppdratt. Derfor må den dele samfunnet i to deler, der den ene delen er heva over den andre.
Sammenfallet av endring i omstendighetene og den menneskelige virksomheten eller det at menneskene forandrer seg sjøl, kan bare fattes og forstås fornuftsmessig som revolusjonær praksis.»

Men Marx var ligeså skånselsløs imod forestillinger om at det er bevidstheden som rager højt op over omstændighederne:
«Sidan desse ung-hegelianarane i virkeligheita ser på oppfatningar, tankar, idear, ja alle produkt av medvetet, som dei verkelege lenkene til menneska (akkurat som gamal-hegelianarane erklærte at dei var dei sanne banda som heldt menneskesamfunnet saman), så er det openbart at ung-hegelianarane bare treng å kjempe mot desse illusjonane til medvetet. Ifølge ung-hegelianarane sin fantasi er forholda mellom menneska, alt dei gjør, lenkene og skrankane deira, produkt av medvetet deira. Derfor legg ung-hegelianarane logisk nok fram for menneska det moralske postulatet at dei må skifte ut det medvetet dei har nå, med det menneskelege, kritiske eller egoistiske medvetet, og på den måten fjerne skrankane sine. Dette kravet om å endre medvetet framtrer som eit krav om tolke det eksisterande på ein annan måte, dvs. å erkjenne virkeligheita ved hjelp av ei anna tolking.» Marx: Den tyske ideologi. Her hentet fra T. Valens oversættelse (norsk)

Ideen om ”politikkens forrang”. Over de økonomiske over og produktionsforhold er en fiffig måde at tilssløre afvigelser fra de opsummerede erfaringer om opbygning af det socialistiske samfunds økonomiske basis. Tilsyneladende er sådanne opfattelser et radikalt modsvar til den berygtede produktivkraftsteori, i Norge senere repræsenteret af blandt andre Peder Furubotn og hans produktionsudvalg, med tilbud om at man kan producere sig ind i socialismen gennem statskapitalisme. Men i praksis fungerer det på samme måde som teoretisk  forsvar  for fortsat kapitalisme.

Hvis man underkender statslig kontrol over produktionsmidlerne som den højeste form for socialistisk ejendom, hvis man giver jordbrug eller letindustri forrang i udviklingen af økonomien og ikke basis industrien (produktionen af produktionsmidler), hvis man reklamerer for decentraliserede og selvejende arbejderkooperativer som socialismens grundfundament, da består denne ”nyskabende” marxisme i virkeligheden i anti-marxisme. Og da bliver pæne talemåder om ”politikkens forrang”, om ”at overvinde egoismen” osv. ren camouflage for en småborgerlig socialisme og i realiteten bevaring af kapitalistiske elementer og produktionsforhold.

Under alle samfundsformationer, også under socialismen, er forholdet mellem produktivkræfternes udvikling og de rådende produktionsforhold det afgørende element. Bygningen af socialisme drejer sig grundlæggede om ”så hurtigt som muligt at øge mængden af produktivkræfterne” (Marx) for at tilfredsstille folkehusholdningens stadig voksende behov. Men det er ikke ligegyldigt hvordan denne udvidelse af produktionen sker, eller hvilke klasseforhold som eksisterer. Det kan kun ske gennem centraliseret planlægning, ved at proletariatet udnytter ”sit politiske herredømme til lidt efter lidt at rive al kapital fra borgerskabet og centralisere produktionsredskaberne i hænderne på staten, dvs. i hænderne på proletariatet som er organiseret som herskende klasse” (Marx)

Markedssocialisme og vareproduktion

Til trods for brugen af diffuse formuleringer for at komme udenom de vanskelige spørgsmål, afslører Lebowitz sig som tilhænger af en variant af markedssocialisme. ”Salg af arbejdskraft til en kapitalist er ikke et kendetegn ved alle markedsøkonomier. At forsvare markedsøkonomien som sådan er ikke et forsvar for kapitalismen….” (s. 15)

Når han kritiserer det jugoslaviske eksempel, er det ikke princippet ved selvforvaltningen Lebowitz angriber, men snarere manglen på markedsmæssig fleksibilitet: ”Hvis for eksempel salget i en arbejderstyre bedrift falder, da skulle det ikke være en selvfølge at den skulle fortsætte med at producere varer som der ikke er efterspørgsel efter. Der burde samtidig være mange produkter som bedriften kan producere og som samfundet har behov for, og det må være mange behov i lokalsamfundene som arbejderne kunne vie deres opmærksomhed i stedet for at arbejde i bedriften.”(s.60)

Som det fremgår, er tanken om en socialistisk produktion efter en central plan ud fra samfundets prioriterede behov fraværende i ræsonnementet.

Lebowitz påtår at det var ”karakteristisk” for de socialistiske forsøg i det 20. århundrede at gøre ”bonusordninger, overskudsdeling og forskellige former for pengestimulanser til det centrale” som en angivelig konklusion på ”folks iboende selvopfattelse” (s.47) Igen er det uvist hvilket land og hvilken periode forfatteren refererer til. Også i den socialistiske periode i sovjetunionen blev der i 30-erne indført stimulanser for at få mere gang i industrialiseringen. Det var en nødvendighed som havde flere negative aspekter ved sig, men det blev aldrig fremstillet som noget endeligt facitsvar eller metode for opbygning af socialismen. Tværtimod. Forfatteren komme alligevel stadig med hentydninger af denne type: ”Hvordan kan det være muligt at bygge et nyt samfund på princippet om egeninteresse?” (s. 47)

Havde Lebowitz for eksempel viet det socialistiske Albanien lige så stor opmærksomhed som han har viet Jugoslavien, ville han have fundet at albanerne foretog en systematisk reduktion i lønforskellene. i 70-erne blev maksimal lønforskel fastsat til 1:1,7, siden justeret til 1:2. Dette var en af lærdommene de albanske kommunister trak fra Sovjetunionens erfaringer. I Jugoslavien derimod var lønforskellene op imod 1.20.

I en anden ”kritisk” bemærkning til siderne ved det jugoslaviske system, i dette tilfælde at svage selvforvaltende firmaer fik kredit fra bankerne både til investeringer og for at sikre indtægten til medlemmer af kollektivet, siger Libowitz at dette ” var stik i strid med teorien om socialistisk vareproduktion, en teori som slog fast at arbejdernes personlige indtægt skulle komme fra salg udført af deres bedrifter.”.

Denne teori om ”socialistisk vareproduktion”, som forfatteren ser ud til at men burde være omsat mere konsekvent i praksis, er ikke andet end en omskrivning for at arbejdskraften reelt set var en vare i Jugoslavien, og at de selvforvaltende bedrifter fungerede som kapitalistiske enheder som producerede for et kapitalistisk marked. Denne såkaldte teori har intet at gøre med den vareproduktion som fortsat forekommer under socialismen.

Marxismen-leninismen og erfaringerne fra de virkelige socialistiske lande forklarer noget ganske andet. Under socialismen er arbejdskraften ikke længere en vare, og arbejdsløsheden er afskaffet. Lønningerne er ikke afhængige af om den ene eller anden bedrift får solgt sine varer. Vareproduktionen under socialismen foregår på et afgrænset område, og målet for socialismen er at dette område bliver stadig indsnævret. For eksempel er produktionen af produktionsmidler, om forudsætning for at udvide reproduktionen undtaget fra varecirkulationens sfære. Også andre varer bliver underlagt streng regulering og for former for priskontrol. Det var derfor Stalin talte om den socialistiske vareproduktion som ”vareproduktion af en anden slags”.

Socialismen opbygges ikke på udenlandske kreditter, eller på små uafhængige kooperative enheder som producerer i konkurrence med hinanden på hjemme – og eksportmarkedet. Socialismen bygges gennem streng prioritering af nøgleindustrien som leverer maskiner og udstyr til andre industrigrene, på baggrund af streng budget finansiering og overførelse af midler imellem forskellige økonomiske sektorer, på grundlag af en altomfattende centraliseret plan og gennem statsmonopol over udenrigshandelen.
Disse grundlæggende forudsætninger ofr socialismens politiske økonomi var fraværende i Jugoslavien, akkurat som de er fraværende den ”nye” Lebowitz’s socialisme. Han opfatter snarere sådanne tiltag som levninger efter det sovjetiske eksempels ”perversion ”.

Så skulle vi kaste overbord socialismens erfaring og enorme fremgange efter oktoberrevolutionen for 90 år siden og erstatte dem med disse ”nyvindinger”? Nej tak.

Statsmagt og klassediktatur

Hos Lebowitz, som rigtignok flere gange taler om hvordan det er umuligt at gøre brug af den gamle stat som den er, er statens rolle og klassekarakter tågelagt i de afgørende trin på vejen mellem kapitalismen og ” et samfund som tillader den fuldstændige udvikling af det menneskelige potentiale”.

”Ved at fremme solidariteten som skabes ved at bygge på fællesskabets interesser frem for egeninteresser, kan en sådan radikal tilbudssidemodel, med menneskelig udvikling som grundlag, gøre regeringen i stand til at gå fremad med støtte fra fællesskabet”. Hvad slags regering og hvad slags fællesskab Lebowitz taler om forbliver i det blå. Proletariatets diktatur er det i hvert tilfælde ikke.

”Såfremt statsmagten ikke er unddrage kapitalistisk kontrol vil enhver reel trussel mod kapitalen blive ødelagt” (side 50)
Men en socialistisk statsmagt er pr. definition allerede unddraget kapitalistisk kontrol. Altså taler Lebowitz om en anden slags stat. Statsmagten forstås her muligvis med udgangspunkt i det venezuelanske eksempel, som et organ som er mere eller mindre underlagt kapitalistisk kontrol. Det gælder om at bremse og reducere kapitalistklassens indflydelse og kontrol over statsmagten. Bag alle ord om ”revolutionær praksis” er dette ikke andet end traditionel reformistisk tænkning. Lebowitz går i realiteten ind for kapitalismens gradvise indvoksen i socialismen, en forestilling som har haft sine talsmænd fra Bernstein via Bukharin og ”eurokommunister” sin Togliatti og Carillo.

Flere steder nævner forfatteren kampen om indflydelse over staten og statsorganerne som det afgørende, altså virkeligheden en variant af den borgerlige parlamentarisme. Marx siger noget andet, nemlig at den eksisterende stat må nedbrydes gennem revolutionær klassekamp og erstattes af en ny stat i form af arbejdernes klassediktatur.

Den eneste rettelse som Marx og Engels gjorde i Manifestet var direkte på baggrund af erfaringerne fra Kommunen da de opsummerede at arbejderklassen ikke kunne overtage det gamle statsmaskineri, men at dette måtte ”slås i stykker”.

I det ene øjeblik vedgår Lebowitz at staten må spille en rolle i forhold til selvstyrede bedrifter for at overvinde ”egoismen”, i næste øjeblik prædiker han de gamle titoistiske teser om en slags statsløs stat med ”protagonisk selvstyre for arbejderne”, en stat som ikke må være ”totalitær” og har en central økonomisk plan ”ovenfra” implicit er eb vederstyggelighed.

Socialismens økonomiske grundlov som den blev formuleret på grundlag af de succesrige erfaringer fra opbygningen af socialismens økonomiske basis i Sovjetunionen er sådan: ” sikring af den maksimale tilfredsstillelse af hele samfundets stadigt voksende materielle og kulturelle behov gennem uafbrud øgning og forbedring af den socialistiske produktion på grundlag af den højeste teknik”.
Lebowitz er helt uenig i denne ”dyrkning” af teknologi og storproduktion. Hvordan økonomien kan udvikles planmæssigt over alle sektorer når statslig styring er en upassende ting, evner han ikke at give svar på. For ham er det tilsyneladende uden interesse hvilken klasse som kontrollerer staten, problemet er staten som sådan: ”Et samfund domineret af en almægtig stat frembringer ikke de mennesker som kan skabe socialisme.”

Nu er det uanset ikke staten eller den politiske overbygning som ”frembringer mennesker som kan skabe socialismen”, det er det de rådende produktionsforhold gør. Staten i arbejderklassens hænder er et redskab for at ændre og tilpasse produktionsforholdene i samklang med klassens interesser, idet den tager hensyn til de økonomiske love.

Mens Marx tydeligt slog fast at centralisering af produktionsmidlerne i den proletariske stats hænder var en forudsætning for socialismens udvikling til kommunisme, advarer Lebowitz – som et jugoslavisk ekko – mod denne ”almægtige” stat.

Han fremfører et anarko-trotskistisk statssyn som til forveksling ligner Titos chefideolog Edvard Kardelj (som for øvrigt kom til Oslo i 1954 på invitation af Arbejderpartiet for at tale imod ”bureaukratisk socialisme” og for at hylde de ”socialistiske elementer” i den borgerlig-demokratiske (stats)kapitalisme).

(Læs mere om Kardelj og titoisterne i Enver Hoxha: Euro-Communism is Anti-Communism)

Lebowitz er ikke mere snu end at han prøver at gøre Marx til anti-centralist og ultrademokrat ved at påstå at Marx mente at Pariserkommunen viste at formen til den nye arbejderstat måtte være ”en demokratisk og decentraliseret stat nedefra) (s 51) Dette grove forsøg på at gøre Marx til en modstander af centralisme og erstatte hans syn med Proudhons ideer, er enkelt at tilbagevise.

Allerede i 1848 skrev Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest:

”Proletariatet vil udnytte sit politiske herredømme til lidt efter lidt at rive al kapital fra borgerskabet og centralisere produktionsredskaberne i hænderne på staten, dvs. i hænderne på proletariatet som er organiseret som herskende klasse, og så hurtigt som muligt at øge mængden af produktionskræfterne”

Engels kritiserede Pariserkommunen i umiddelbar tid efter (to år senere), ikke for at den ikke havde været for lidt ”demokratisk”, men for at den havde været for lidt autoritær.

”Kunne Pariserkommunen ha holdt seg ved makten bare én dag dersom den ikke hadde tatt denne autoriteten i bruk, det væpnede folks autoritet overfor borgerskapet? Kan vi ikke tvertimot klandre dem for at de ikke tok den i bruk tilstrekkelig?”

I sit forord til nyudgivelsen af ”Borgerkrigen i Frankrig” i 1891 skriver Engels:

”Men i virkeligheten er staten ikke annet enn en maskin som en klasse bruker til å undertrykke en annen. Slik er det under den demokratiske republikk i like høy grad som under monarkiet. I beste fall er staten et onde som går i arv til proletariatet når det har seiret i kampen om klasseherredømmet, og dens verste sider vil proletariatet liksom Kommunen ikke kunne unngå å beskjære så snart som mulig, inntil en generasjon som er vokst opp under nye, frie samfunnsforhold, blir i stand til å kvitte seg med hele statsskrapet.
Den sosialdemokratiske filister har nylig igjen fått seg en sunn forskrekkelse over ordet: proletariatets diktatur. Nåvel, mine herrer, vil dere vite hvordan dette diktaturet ser ut? Se på Paris-kommunen. Det var proletariatets diktatur.”

Frækt skyder forfatteren af Socialisme skabes ikke i himlen Marx foran sig når han skriver at ”staten må selv blive omformet til en stat som er underordnet samfundet, den må omformes til ”producenternes selvstyre” (s. 50) Hvordan den omformning skal ske må læsere gætte sig til. Det som holdes skjult er at Marx gjorde det udtrykkeligt klart, f.eks. i sin kritik af Lasalleanerne og Gotha-programmet, at den eneste stat som kan sørge for en sådan omformning af sig selv er proletariatets diktatur.

«Mellom det kapitalistiske og det kommunistiske samfunn ligger den perioden hvor det ene samfunn revolusjonært omformes til det andre. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være annet enn proletariatets revolusjonære diktatur.» (Karl Marx: Kritikk av Gotha-programmet. 1875)
Lebowitz skriver ikke meget om arbejderpartiets betydning, udover hånlige bemærkninger om ”kadre i selvproducerende fortropper” Først afslutningsvis kommer han ind på at der (i Venezuela) trænges til et politisk instrument. Det er åbenbart at Lebowitz mindst af alt – i lighed med Chávez-vil have et leninistisk kommunistisk parti som udelukkende er baseret på arbejderklassens krav og interesser. Det skal i stedet være et instrument (formodentligt menes et slags parti eller boliviansk alliance som Chávez ønsker at etablere i Venezuela) ”som ikke er baseret på smalle grupperinger men på alle folkelige organisationer og som repræsenterer interesserne for arbejderklassen som helhed”.
Hvordan et parti kan repræsentere arbejderklassens klasseinteresser samtidig med at det skal være baseret på alle folkelige (dvs. småborgerlige, intellektuelle og – i al fald i Venezuela – pjalteproletariske) klasser og lag får vi selvsagt ikke svar på. Det hele kulminerer med fraseologien om ”et parti nedefra som kan fortsætte processen med revolutionært demokrati som behøves for at opbygge denne type socialisme”

Brede røde massepartier eller folkelige alliancer og demokratiske fronter er der naturligvis ikke noget i vejen med. De vil ofte være helt uundværlige for at samle folkemasserne rundt omkring arbejderklassens interesser og krav, interesser om imidlertid kun kan varetages konsekvent og ledende af arbejdernes eget klasseparti i og udenfor fronter og massebevægelser af denne type.

Det jugoslaviske forbillede

De jugoslaviske revisionister ophævede proletariatets diktatur og erstattede det med det de kaldte socialismens to faser, som skulle være ”statssocialisme” og ”ægte menneskelig socialisme”. Da Tito fremlagde loven om ”selforvaltning” for den jugoslaviske folkeforsamling i 1950 præsterede han at fortælle at ”statsejendom er den laveste form for samfundsmæssig ejendom, ikke den højeste form…” Fabrikkerne til arbejderne, Prishtina 1951. Her citeret efter E. Hoxha: Den jugoslaviske ”selvforvaltning”-en kapitalistisk teori og praksis, dansk udgave, Forlaget Arbejderen Kbh. 1979)

Lebowitz er ivrig tilhænger af denne jugoslaviske ”succes-historie” som han imidlertid tvinges til at indrømme havde store problemer og til slut endte op i ”arbejdsløshed, misundelse, øgende ulighed,”osv. Alligevel fremholder han særlig denne model som et forbillede som Venezuela kan ”forbedre”.

Den jugoslaviske selvforvaltning betød i virkeligheden et tilbageslag af de første socialistiske tiltag som blev gjort i Jugoslavien umiddelbart efter frigørelsen. Jugoslavien var det første land hvor revisionisterne tilrev sig statsmagten. Alle positive nationaliserings-og kollektiviseringstiltag fra årene lige efter krigen blev slået tilbage.

Selv det positivt indstillede Pax Leksikon var nødt til at indrømme: ”undersøgelser af magtfordelingen i bedrifterne viser imidlertid at de professionelle bedriftsledere har størst reel magt. Dette synes ikke at have ændret sig væsentligt frem til midten af 1970-årene.
Bedriftslederne besidder også mange andre magtpositioner i samfundet. Magtforholdene i bedrifterne genspejler magtforholdene i samfundet.”

Jugoslaviens kommunistiske parti blev ændret til et halvt hemmeligt forbund ( Kommunisternes Forbund) som skulle have en rent ”opdragende” rolle.

Det jugoslaviske forræderi gik så vidt at Kominform åbent fordømte titoisterne i 1948. Da revisionisterne kom til magten i Sovjetunionen efter Stalins død, var det første Krustjov gjorde at bøje sig på knæ for Tito. Den moderne revisionisme blev synonymet for denne form for (stats) kapitalisme camoufleret som socialisme, først i Jugoslavien, siden i USSR og andre lande.

For sin rolle som imperialismens trojanske hest indenfor den daværende socialistiske lejr blev Jugoslavien propaganderet vidt og bredt som ”den tredje vej” til socialismen og eksempel på ”demokratisk og anti-stalinistisk socialisme”.

Jugoslavien spillede en vigtig rolle som bagmand for den kontrarevolutionære opstand i Ungarn i 1956. Landet blev pumpet fuld af kreditter og investeringer fra imperialistmagterne, en forudsætning for at ”selvforvaltnings-systemet” ikke brød fuldstændig sammen. I sin gennemgang af foregangslandet Jugoslavien passer Lebowitz på ikke at nævne et ord om imperialistmagternes aktive støtte til denne ”socialisme” samtidig med at han må indrømme visse ”svagheder” ved systemet. Af disse ”svagheder” kan nævnes at en million jugoslaver blev nødt til at emigrere til Vesteuropa for i det hele taget at få et levebrød. At Jugoslavien også var en spionrede og en af de allervigtigste samarbejdspartnere for norsk Nato-efterretning fra 50-tallet og fremefter, skal vi ikke dvæle nærmere ved her. Men læseren kan jo stille sig spørgsmålet hvorfor NATO via Norge fik anledning til og fandt det gunstigt at indlede et tæt samarbejde med denne ”arbejderstyrede”og ”socialistiske” stat.

Slutbemærkninger

Alle revolutionære følger optimistisk med i de progressive sociale forandringer og mange af de økonomiske tiltag som pågår i Venezuela under Hugo Chávez bolivariske revolution. Derfor er Michael A. Lebowitz’s bog både aktuel og interessant, fordi den koncentrerer opmærksomheden omkring netop dette aktuelle eksempel. Venezuela giver arbejdermasserne verden over et glimt af nyt fremtidshåb, ikke mindst i kampen imod imperialismen og nyliberalismen. Landet har for eksempel opsagt aftalerne med Verdensbanken og IMF, efter at have tilbagebetalt gælden. Olieøkonomien og statsindtægterne herfra giver regeringen i Caraca et finansielt udgangspunkt som de fleste andre lande bare kan drømme om. Alligevel er det mere end usikkert hvor den venezuelanske revolution ender. Også Lebowitz understreger denne usikkerhed.

Fortsat findes der et stort indflydelsesrigt borgerskab i landet, som kontrollerer det meste af finanskapitalen og medierne. Nationaliseringer og tilstramninger har for det meste ramt udenlandske selskaber. Det er uvist hvor stor kontrol den nye regering har over statsadministrationen og de militære stridskræfter.

Venezuelas problem er at det gamle statsapparat er forsøgt omformet i socialistisk retning. En strategi som hidtil i historien aldrig har ført frem til arbejdernes klassediktatur og bygning af socialismens økonomiske fundament. Det gamle statsapparat er ikke slået i stykker, og et nyt er ikke rejst i stedet. Borgerskabet har bevaret mange og stærke positioner i samfundet.

Marx’s recept var at arbejderklassen måtte nedbryde det gamle statsapparat og fravriste borgerskabet al magt. Dette er fortsat uløste opgaver i Venezuela, og det er ikke engang sikkert at Chávez, som ikke har regnet sig som marxist, og hans bolivianske bevægelse, som langtfra er noget rent klasseparti og slet ikke kommunistisk, kan eller vil tage fat på dem. Og hvis de vil tage fat på dem, vil det ikke føre til nogen ny socialisme, men bare en ”ny” kapitalisme, hvis recepten Lebowitz fremlægger, skulle blive fulgt. Det gælder uanset om forfatteren subjektivt har haft de bedste intentioner, eller om han bevidst prøver at modificere den jugoslaviske revisionisme.

Tidsskriftet Rødt! har længe orienteret sig i retning af kredsen omkring tidsskriftet Monthly Review, som også er udgiver af Lebowitz bog. Rødt må siges at være et teoretisk debatorgan for det nye parti af samme navn. Nr tidsskriftet vælger at udgive denne bog på norsk uden en eneste kritisk modforestilling, er der grund til at spørge hvorfor.

Er Rødt på vej tilbage til den fuldstændige desavuerede jugoslaviske model, med sit anarko-trotskistiske statssyn? Skydes det at en ny generation er på vej ind i partiets ledelse, en generation som ikke har erfaret hyldesten til og det påfølgende haveri (teoretisk så vel som økonomisk) tildenne jugoslaviske “tredje vej”, i sin tid ivrig markedsført af Socialistisk Folkeparti forløberen for SV ? Er dette jugoslaviske “forbillede”, med nogel bolivariske korrektioner som ligger til grund for Rødt´s socialismerevision, statsopfattelse og partiforståelse?

Oversat ved Netavisen fra norsk til dansk

Bokomtale: Sosialismen skapes ikke ved å kaste vrak på sosialismens erfaringer

Netavisen 8. august 2007