Udsigten til fred i Ukraine skaber panik i de europæiske hovedstæder

NATO er i vildrede, efter at Trump-administrationen har gjort det klart, at fredsforhandlinger om Ukraine vil finde sted mellem Rusland og USA. EU og Ukraine er parkeret på sidelinjen.

Af: Jan R. Steinholt, revolusjon.no

Forsvarsminister Pete Hegseth og den særlige udsending Keith Kellogg har allerede gjort det klart, at ukrainsk medlemskab af NATO er »urealistisk« – ligesom tanken om, at Ukraine skal genvinde kontrollen over hele sit tidligere territorium, for slet ikke at tale om Krim.

Det giver Rusland en god forhandlingsposition, men er ikke andet end en imperialistisk realitetsorientering. Spørgsmålet, der står tilbage, er, hvad Rusland vil blive bedt om at gøre på andre områder.

Anerkendelse af krigens karakter

Samtidig er det en direkte amerikansk indrømmelse af, at krigen i Ukraine er en konfrontation mellem rivaliserende imperialistiske magter og ikke en nabokonfrontation mellem Rusland og Ukraine. Det, der i februar 2022 tog form af en ukrainsk forsvarskrig mod russisk aggression, ændrede hurtigt karakter. I de tidlige stadier af krigen, hvor Zelensky lagde landets skæbne helt i hænderne på USA og NATO, var det umuligt at støtte Ukraines ret til selvforsvar i henhold til international lov uden også at støtte NATO-imperialismens offensiv for at flytte sine positioner østpå, svække sin russiske rival og sikre kontrol over Ukraine og dets ressourcer.

USA’s og NATO’s indblanding har absolut intet at gøre med bekymring for Ukraines integritet og suverænitet. Det handler heller ikke, som den europæiske og norske krigsfortælling har gjort i flere år – og som senest kom til udtryk i den hysteriske trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste – om frygt for, at Rusland er på vej til at angribe NATO-landene. Allerede før han blev præsident, afviste Trump i et interview med Tucker Carlson den slags frygt som »nonsens« og fabrikerede skræmmebilleder.

USA holder krigen i gang

Den ukrainske krigsmaskine er fuldstændig afhængig af amerikanske våbenleverancer og en uafbrudt strøm af milliarder af dollars. Præsident Zelensky indrømmer åbent, at det er USA’s støtte, der holder krigen i gang. Krigsbidrag fra europæiske lande er ikke i nærheden af at være nok. Han forsøger derfor desperat at finde nye måder at holde strømmen af våben og penge i gang – og sig selv ved magten.

Zelenskys udtalelser bliver mere og mere desperate, såsom krav om 200.000 NATO-tropper ved fronten, og at den ukrainske hær skal moderniseres, så den bliver den største i Europa. På sikkerhedskonferencen i München latterliggjorde han USA og NATO ved at sige, at Putin så ud til at være NATO-alliancens »mest indflydelsesrige medlem«. I værste fald kan Zelensky som et sidste forsøg på at forlænge krigen fremprovokere »præventive« krigshandlinger mod Hviderusland. Signaler i den retning kom frem i et interview, han gav til The Economist den 12. februar.

»Når Ukraine ikke får lov til at være en forhandlingspartner, er det et udtryk for imperialistisk logik. Indignerede europæiske statsoverhoveder kan klynke alt det, de vil, over, at EU bliver kørt ud på et sidespor. Det er den amerikanske imperialisme, der har det sidste ord i NATO. Sådan har det altid været. Det nye ved præsident Trump er, at han ikke gider lade som om, at USA tager hensyn til de europæiske imperialisters særinteresser.

Panik i den europæiske magtelite

De herskende klasser i Europa er så inficerede af deres egen krigsretorik, at en mulig fred og en afslutning på massedrabene er noget af det værste, de kan forestille sig.

Den nye amerikanske regerings klare sprog skaber panik i EU og Norge. »Den europæiske sikkerhed står ved et vendepunkt,« lyder alarmklokkerne i Bruxelles. Kaja Kallas, EU’s krigeriske udenrigschef, og den franske præsident Emmanuel Macron indkalder til krisemøder. Statsminister Støre lader sin endnu mere våbenglade danske kollega Mette Fredriksen »repræsentere« de norske synspunkter i Paris.

Fra den ene europæiske statsleder og udenrigsminister efter den anden kommer der forsikringer om, at Europa vil øge våbenleverancerne til Ukraine endnu mere for at holde krigen i gang. På X gentog en »stædig« Støre efter sikkerhedskonferencen i München, at »Norge står ved Ukraines side – med våben, hjælp og solidaritet. Norges støtte til Ukraines kamp for frihed er urokkelig«. Den fælles europæiske »idé« er, at så længe titusinder af ukrainere dør ved fronten, vil en overanstrengt russisk militærmaskine ikke udgøre en trussel mod resten af Europa. Krigen skal derfor holdes i gang for enhver pris.

Imperialistisk fred er det eneste alternativ til fortsat imperialistisk krig

I modsætning til store dele af den europæiske »venstrefløj« gider USA ikke længere opretholde denne kyniske fortælling. Militært er NATO ti gange stærkere end Rusland, og USA nedprioriterer at svække et allerede svækket Rusland yderligere. Trump vil hellere bruge de ressourcer, det koster USA, til at inddæmme Kina i Sydøstasien og andre steder. Forhandlinger med Rusland om sanktioner og andre spørgsmål vil blive brugt til at svække den russisk-kinesiske alliance, en alliance, som krigen i Ukraine har udvidet til at omfatte stadig nye områder.

Trump vil sikre USA adgang til mineraler og sjældne jordarter i Donbas. De er utilgængelige, så længe krigen fortsætter. Zelensky har lovet USA disse mineraler på et sølvfad, men for Trump er det mindre vigtigt, om det er Ukraine eller Rusland, der garanterer amerikanerne billig adgang. Han er endnu mere ligeglad med, at konkurrerende europæiske monopoler vil føle sig snydt for krigsbyttet.

Uanset amerikanske motiver og bagtanker er en fredelig løsning langt at foretrække frem for fortsat krig. Det er på trods af, at en fredsløsning i Ukraine nødvendigvis vil være en fred på den amerikanske og russiske imperialismes betingelser og dermed en uretfærdig fred. Men fortsat krig er et meget værre alternativ. For ukrainerne, for russerne, for alle europæere.

Nye opfordringer til en europæisk hær

De europæiske regeringer forsøger febrilsk at manøvrere sig ind i en position, hvor de ikke er i direkte modstrid med Trump-administrationens dagsorden. For EU, Storbritannien og Norge er det vigtigt, at USA ikke løber med hele udbyttet af krigsinvesteringerne, f.eks. i form af genopbygningskontrakter. Premierminister Keir Starmer var hurtig til at love britiske fredsbevarende styrker. Sverige og de nordiske lande tæller på knapperne.

Kravene om at opbygge en stærk EU-hær, indtil videre »inden for rammerne af NATO«, bliver stadig højere. EU’s haltende militærunion kan rykke tættere på, hvis Polen og andre skeptiske lande i Østeuropa ikke længere er villige til at lægge alle deres æg i den amerikanske NATO-kurv.

Og i Norge bruger magteliten naturligvis den »alvorlige sikkerhedssituation« og frygten for Trump til at genoplive EU-debatten og udbrede eventyret om, at EU er en sikkerhedsgaranti.

Den offentlige mening til fordel for EU-medlemskab har ikke ændret sig meget med Putin som skræmmefaktor. Nu håber EU-tilhængerne, at kombinationen af bussemændene Putin og Trump vil gøre udslaget. Blåøjede nordmænd er godtroende på mange måder, men næppe når det gælder de påståede velsignelser ved EU-medlemskab.