Bataljon Norge finder sin plads i EU’s fælles forsvar og sikkerhedspolitik

Norske myndigheder arbejder for at integrere Norge i EU’s forsvar og sikkerhedspolitik, trods befolkningens to gange tidligere nej til medlemskab af EU. Gennem EØS-aftalen og et strategisk partnerskab deltager Norge aktivt i EU’s forsvarsprojekter og militære samarbejde. Tyskland og EU fokuserer på øget militær styrke, hvilket Norge støtter og deltager i via PESCO og andre initiativer. Samtidig bliver Norges bidrag til EU’s krisehåndteringsfond brugt til militære interventioner i lande som Ukraine og Mali.

Af Jan R. Steinholt, Revolusjon, Norge

Norske myndigheder sætter alt ind på at integrere Norge i EU’s forsvar og sikkerhedspolitik.

»Norge har en stærk interesse i at bidrage til at styrke det europæiske sikkerhedsfællesskab, der nu er ved at opstå. Vi har brug for både NATO og EU for at sikre vores sikkerhed.« Det siger udenrigsminister Espen Barth Eide i sin redegørelse til Stortinget den 6. maj om vigtige EU- og EØS-spørgsmål.

Uden reelle argumenter eller debat fremstilles det som en kendsgerning, at EU sikrer Norges sikkerhed, og at Norge drager fordel af at være integreret i Unionens fælles forsvar og sikkerhedspolitik (CSDP). Norge er nu blevet et »aktivt deltagende tredjeland«. Det er en stor opgave, i betragtning af at det norske folk to gange klart har afvist en sådan integration.

EØS-aftalen bruges som adgangsbillet. Men regeringens egen hjemmeside opregner, hvad EØS-aftalen ikke dækker. Et af punkterne er EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik.

»Den strategiske partnerskabsaftale om forsvar og sikkerhedspolitik har været en god investering.« Udenrigsminister Espen Barth Eide

Udenrigsministeren påpeger, at regeringen indgik et strategisk partnerskab med EU om forsvar og sikkerhed i 2024. Ifølge Barth Eide har dette været »en meget god investering«. Han henviser til EU’s plan European Defense Readiness 2030 og det »historiske tyske politiske skifte« i sikkerhedspolitikken.

Det politiske skifte betyder, at Tyskland vil bevæbne sig til tænderne ved at fjerne tidligere budgetbegrænsninger på udgifterne. Forbundskansler Friedrich Merz (CDU) har for nylig udtalt, at hans mål er, at Tyskland skal blive Europas stærkeste militærmagt. Det minder om Tysklands lignende ambitioner for næsten et århundrede siden.

Etablering af koalitioner af villige

Men ikke for Barth Eide. European Defense Readiness 2030 »giver norske myndigheder og den norske forsvarsindustri – med nøgleaktører som Kongsberg Group og NAMMO – mulighed for at deltage på lige fod med EU-medlemsstaterne. Vi uddyber vores samarbejde og etablerer koalitioner af villige. Det er EØS-aftalen plus vores strategiske partnerskab med EU om forsvar og sikkerhed, der giver os disse muligheder.«

Ikke nok med det. »Samlingen af hele Norden i NATO tilføjer en helt ny dimension til Norges sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde med EU. […] Arbejdet med øget nordisk forsvarssamarbejde fremmes på bred basis inden for rammerne af NORDEFCO, hvor både øget militær mobilitet og koordinering af ammunitionsproduktion vil være vigtigt.«

Dette er sandsynligvis Gefundenes Fressen for norske »venstrefløjspartier«, der roser det nordiske forsvarssamarbejde.

Et skræddersyet samarbejde

Den strategiske partnerskabsaftale mellem Norge og EU, der blev underskrevet den 28. maj 2024, fastslår blandt andet, at Norge er et »aktivt deltagende tredjeland i EU’s fælles sikkerheds- og forsvarspolitik«. Parterne er enige om at etablere og gennemføre et »skræddersyet, gensidigt fordelagtigt sikkerheds- og forsvarssamarbejde …«.

Partnerskabet, og især samarbejdet inden for våbenindustrien og ammunitionsproduktion, begrundes med EØS-aftalen. Det, der ikke siges, er, at EØS-aftalen oprindeligt blev indgået, fordi det var uacceptabelt for EFTA-landene at være en del af EU’s fælles forsvar og sikkerhedspolitik. Dette væsentlige forbehold er blevet fjernet med et par ministerunderskrifter i en partnerskabsaftale uden nogen offentlig debat.

En del af aftalen giver Norge mulighed for at deltage i EU’s forsvarsindustriprogram, hvilket giver Norge mulighed for at deltage i flere PESCO-projekter. Permanent struktureret samarbejde (PESCO) er det tætteste, EU er kommet på at realisere sin militære union. Norge deltager allerede i PESCO-projektet for militær mobilitet, et projekt, der passer som fod i hose til NATO’s operative strategi for hurtige troppebevægelser i Europa.

Norges »generøse bidrag«

Aftalen praler af tæt samarbejde og ikke mindst Norges »generøse bidrag« til den europæiske fredsfacilitet (EPF). Bag det uskyldige navn gemmer der sig noget helt andet. Det er en gigantisk »interventionsfond« på 17 milliarder euro, som EU kan bruge til at blande sig civilt og militært i andre lande. Fonden bruges i øjeblikket hovedsageligt i Ukraine, men også i afrikanske lande som Mali for at opretholde de gamle europæiske kolonimagters indflydelse.

De norske myndigheder gør alt for at integrere Norge som en bataljon i en fremtidig EU-hær. Folkets dobbelte »nej« til norsk indlemmelse i unionsprojektet spiller tilsyneladende ingen rolle. Folket bliver ikke engang hørt. Når Ursula von der Leyen og Kaja Kallas kommanderer deres europæiske tropper, behøver de ikke råbe »Acht geben« til deres norske bataljon. Den står allerede ret.

Af: Jan R. Steinholt

Oversat fra: Bataljon Norwegen finner sin plass i EUs felles forsvars- og sikkerhetspolitikk