29. november 1944 – 29. november 2004

60 året for Albaniens befrielse:

Af Interpres

Billeder og billedtekster indsat af Kommunistisk Politik

Det er i dag 60-året for Albaniens befrielse fra den nazi-fascistiske besættelsesmagt.

Sammen med de sovjetiske folk var albanerne det eneste europæiske folk, som befriede sig uden militær hjælp udefra.
Allerede i september-oktober 1944 jagede modstandsfolkene og den Røde Hær de sidste nazi-fascistiske tropper ud af Sovjetunionen.

Mens Sovjetunionen, Den Røde Hær og dens allierede forberedte befrielsen af resten af Europa, gav de albanske modstandsfolk de sidste tyske besættelsestropper dødsstødet. Den 29. november var Albanien befriet efter mere end fem års fascistisk italiensk og senere nazitysk besættelse.

Enver Hoxha (1908-1985) – lederen af den albanske antifascistiske modstandskamp

Over 70 000 partisaner kæmpede med våben i hånd i Albaniens Nationale BefrielsesHær, som var den største militære og politiske modstandsbevægelse.
Omkring 28.000 albanere havde mistet livet i kamp mod de fascistiske vest-europæiske besættelsesmagter.
Store dele af landet lå i ruiner. Titusinder var hjemløse.

Men landet var befriet. Og et par divisioner fra den albanske befrielseshær hjalp de jugoslaviske folk med at befri deres land. Men der skulle gå yderligere fem måneder og ti dage, inden de tyske ledere den 9. maj 1945 underskrev den betingelsesløse kapitulation over for de engelske, amerikanske og sovjetiske allierede.

At Albanien sammen Sovjetunionen og de jugoslaviske folk ikke som andre europæiske folk – såsom det bulgarske, finske, polske, rumænske, tjekkoslovakiske, tyske, ungarske og østrigske – blev befriet af udenlandske styrker, havde en større betydning, end mange umiddelbart tror.

Ser vi bort fra, at Finland, Rumænien, Tyskland, Ungarn og Østrig var nazi-fascistiske allierede stater, selvom der fandtes store modstandsgrupper i også disse lande, så var de ligesom de store folkelige modstandsbevægelser i Bulgarien, Polen og Tjekkoslovakiet kun i stand til at befri sig selv med hjælp fra “udenlandske” allierede.

Politisk blev det efter befrielsen udnyttet af de reaktionære klasser i disse lande som en måde at sabotere den folkedemokratiske revolution i disse lande. I Finland og Østrig var arbejderklassen, de kommunistiske og andre progressive kræfter ikke stærke nok til at sætte en folkedemokratisk revolution på dagsordenen. Og både Finland og Østrig faldt tilbage til borgerlige, kapitalistiske forhold, dog som neutrale demilitariserede stater. Og hele Vest- og Sydeuropa blev underlagt den aggressive Nato-militærpagt.
I Grækenland skærpedes udviklingen til en borgerkrig, hvor England støttede de borgerlige-fascistiske kræfter mod den folkelige modstandsbevægelse.

Inden italienske tropper i 1939 invaderede Albanien, var landet en italiensk halvkoloni og et tilbagestående landbrugsland, som ikke kunne brødføde sin egen befolkning. Eksporten bestod af appelsiner og importen af marmelade.
Oliekilderne var ejet af udlændinge, ligesom skolevæsenet var domineret af udlændinge.
I trediverne var landet et af Europas fattigste og et tilbagestående landbrugsland, hvor der var en udbredt analfabetisme, arbejdsløshed og fattigdom.
Blodhævnen var udbredt.

Efter befrielsen fik den Demokratiske front, som blev ledet af det kommunistiske parti (PKSH), en meget stor opslutning ved valget i 1945, og den begyndte opbygningen af landet efter folkedemokratisk mønster.
Albanien udvikledes og blev selvforsynende med brødkorn, el-kraft, olie og kemiske produkter og begyndte at producere og eksportere industrivarer.

Gennem en fast og nul-tolerance-politik over for de barbariske skikke med blodhævn og andre feudale traditioner lykkedes det under den socialistiske opbygning at bekæmpe disse traditioner og stort set udrydde blodhævnen.

Det socialistiske Albaniens flag –
under socialismen nåedes store fremgange

Et omfattende uddannelses- og sundhedsprogram betød, at analfabetismen blev afskaffet. I 1957 indviedes Albaniens første universitet i Tirana, som 30 år senere rummede 12.500 studerende.
Der blev bygget sygehuse, poliklinikker og fødeklinikker, så mennesker i de mest afsidesliggende bjergegne fik mulighed for lægehjælp i nærheden af hjemmet.

I 1960 var der en læge for hver 3.400 indbyggere. 10 år senere var antallet af læger øget til en læge for hver 1.200 indbyggere.
Den socialistiske opbygning og velfærden resulterede i, at middellevealderen, som i 30’erne inden befrielsen var 37 år, i 1989 var øget til 72 år.

1991>: ‘Frie valg’ og kontrarevolution

De af den sovjetiske partileder Mikhail Gorbatjov inspirerede protester og omvæltninger i Warszawapagtlandene i 1989 gav også opmuntring til de mest tilbagestående reaktionære og fascistiske kræfter i Albanien.
Albanien var dog ikke medlem af denne militærpagt, men meldte sig ud af den i 1968 i protest mod den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet.
Alligevel kom der en “Gorbatjov-effekt” også i Albanien.

Det, som især kom til at spille en rolle, var Ceausescu-regimets fald i Rumænien i december 1989.
Rumæniens Præsident Ceausescu havde nogle år inden modtaget Kongerigets Danmarks højeste udmærkelse, Elefantordenen, angiveligt som belønning for hans “uafhængige politik over for Moskva”.

Eftersom Nato-landet Italiens fjernsynsprogrammer blev set i Albanien, besluttede de italienske tv-chefer at vise Ceausescu-parrets henrettelse ikke én gang, men tre aftener i træk for at være sikker på, at “budskabet” gik hjem i Albanien.

Og i 1991 havde de albanske borgerlig-fascistiske kræfter store forventninger om en valgsejr i det, som blev betegnet som “det første frie valg i 46 år”.
Gennem hele året havde disse kontrarevolutionære kræfter opmuntret plyndring, sabotage og almen opløsning for at fremprovokere en forandring.

Ved dette frie valg var der flere valgmuligheder end ved et dansk folketingsvalg.
“Næsten to millioner albanere kunne vælge mellem over 1.000 kandidater fra 11 politiske partier, overvåget af flere hundrede internationale valgobservatører og over 250 udenlandske journalister,” som dagbladet Politiken skrev.

Valget den 31. marts 1991 blev en stor skuffelse for de Nato- og EU-støttede borgerlige kræfter. Kommunisterne i Albaniens Arbejdets Parti, PPSH, mobiliserede og vandt stemmerne fra næsten to tredjedele af befolkningen.

Stemmeprocenten var højere end i noget Nato- eller EU-land, hele 96 % af albanerne havde deltaget i dette frie valg .
Kommunisternes overbevisende sejr var et chok for de borgerlige kræfter, både i og uden for landet.

Hvordan kunne folk i et frit valg give magten til de “kommunistiske undertrykkere”?
Den borgerlig-reformistiske livsløgn om den “blodige kommunisme” blev med dette valg klædt af, og kejseren stod uden klæder, som man siger. Alle den angivelige “demokratiske” oppositions forhåbninger var knust.

Men det skulle vise sig, at denne opposition ikke var så demokratisk, som de og deres venner i Nato- og EU-landene påstod.
“Internationale observatører, der overvågede valget betegnede det som frit og retfærdigt” (Dagbladet Information, 2. april 1991).
“Kommunister vandt frie valg,” måtte det borgerlig-reformistiske dagblad Politiken indrømme. Avisen fortalte også, at mere end 100 internationale observatører var i landet for at overvåge valget.
“Alt forløb efter reglerne,” siger cand.mag. Tue Magnussen fra RUC, der sammen med folketingsmedlemmerne Hanne Andersen (S) og Knud Glønborg (Krf.F) overværede begivenhederne (Pol., 2. april 1991).

Et par måneder inden valget skønnede justitsministeriet, at kriminaliteten var steget med 70 % i forhold til året inden.
Grupper af kriminelle og voldelige tilhængere af Sali Berishas nydannede “Demokratiske Parti”, PD, hærgede i gaderne, og på flere arbejdspladser saboterede de produktionen, og mange virksomheder blev plyndret for alt af værdi.
De var overbeviste om, at de både havde retten og flertallet med sig.
Det liberale nyhedsblad Economist sammenlignede forholdene i Tirana med Bronx i New York.

Den socialistiske disciplin blev nedbrudt, og kvinderne turde ikke længere bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Forretninger og butikker, som ikke blev spærret af med brædder og jerngitre, blev smadret og plyndret.
I byerne var der nu opstået mangel på fødevarer, el og vand. Titusinder af albanere begyndte at flygte ud af landet. Den store magnet var Italien, for her var alle rige ifølge de italienske og amerikanske fjernsyns-serier, som albanerne kunne følge.
Mange albanere fik gennem serier som Dynasty, Dallas og Dollars et helt urealistisk billede af overfloden i de kapitalistiske lande.
Til stor skuffelse for de albanske bådflygtninge blev de afvist af Nato-landet Italien.

Valget blev en overbevisende sejr for de socialistiske kræfter, som bl.a. Informations korrespondent Tue Magnussen skrev den 2. april 1991:“De danske folketingsobservatører Knud Glønborg fra Kristeligt Folkeparti og Hanne Andersen fra Socialdemokratiet, der i går fra før klokken seks til ud på aftenen dukkede op på uanmeldte besøg ved valgsteder både i hovedstaden og i flere centrale provinsbyer og på mere ydmyge valgsteder, kunne ved selvsyn konstatere, at valget syntes at være gennemført til punkt og prikke i en grad, der var imponerende.”

Spørgsmålet er:
Hvad gør et parti, der har vundet to tredjedele af folkets stemmer, med en opposition, som ikke accepterer resultatet, men modsætter sig folkets dom og opmuntrer til vold, terror og sabotage mod folkets demokratiske valg?

For det var åbenlyst, at de Nato- og EU-støttede “Demokrater” med Berisha i spidsen ikke accepterede valgnederlaget.
Berisha bildte sine tilhængere ind, at deres valgnederlag var et resultat af “kommunistisk valgfusk”.

I Nato- og EU-landenes medier fik de borgerlige og reformistiske redaktører ondt i livsløgnen om den “blodige og undertrykkende kommunisme”, og de havde travlt med at finde på så mærkelige bortforklaringer til den “kommunistiske valgsejr”, at de alle er glemt i dag.

I hvert fald fik Berisha fortsat støtte og opmuntring fra toneangivende medier og politikere i Nato- og EU-landene.
Efter valget opmuntrede og organiserede Berisha-Demokraterne til protester, sabotage og voldelige overfald på alt socialistisk.

Bevæbnede tilhængere af Berisha angreb og besatte de kommunistiske parti-kontorer i Shkoder, en større by i det nordlige del af landet. Sammenstød med politiet der resulterede i skudveksling, hvorunder tre mennesker mistede livet og flere blev sårede.

Statuen af Enver Hoxa væltes – kontrarevolutionen raser, styret fra den amerikanske ambassade

I maj truede tilhængere af Berisha med at sprænge Valija-minen, ikke langt fra hovedstaden, i luften, hvis “kommunist-regeringen” ikke afgik. De virksomheder og fabrikker, som ikke allerede var saboteret og plyndret, blev nu udsat for de samme kontrarevolutionære pøbelangreb, som var begyndt i 1990.

Ifølge Unicef blev 1.000 ud af landets 3.700 skoler i 1991 udsat for hærværk.
Telefonkabler og telefoner blev stålet eller ødelagt. For at skaffe penge blev kobbertråden i kablerne solgt.
Mangelen på brød, el og vand på grund af sabotage og plyndringer blev nu så stor, at folk i Lushnja og Progradec stormede varehuse og fødelagre, hvorunder fem mennesker omkom. På landevejene lurede kriminelle røverbander, som overfaldt mad-transporterne.

Smugleri blev en af de mest indbringende leveveje. Fra Grækenland og Jugoslavien smugledes køleskabe og tv-apparater ind i landet for at blive solgt til skyhøje priser i dollars.
På de virksomheder, som endnu ikke er gået helt i stå, og hvor Berisha-tilhængerne havde tilstrækkeligt med folk, sørgede de for at sabotere og stoppe produktionen.

Den 15. maj erklærede Berisha-Demokraterne “generalstrejke mod kommunist-regeringen”.
Flertallet af virksomhederne deltog dog ikke reelt i den anti-kommunistiske “generalstrejke”.
Mange virksomheder var allerede blevet saboteret og plyndret i den grad, at der ikke havde foregået nogen produktion i måneder.

Men et flertal i Albaniens Arbejdets Parti, PPSH, som havde fået to tredjedele af folkets støtte og mandat til at fortsætte med at lede landet den 31. marts, besluttede – ikke engang to måneder senere – den 6. juni at afgå for at invitere den “demokratiske opposition”, som havde tabt valget, og som siden havde saboteret og truet landet med sabotage, plyndringer og bombesprængninger, til at danne en “national redningsregering” .
En uge senere nedlagde PPSH sit navn på partiets sidste kongres.

Et flertal i det kommunistiske Arbejdets Parti, som knap tre måneder forinden havde scoret to tredjedele af folkets stemmer, nedlagde partiet for at stifte det Socialistiske Parti (PS) og vedtage et åbent borgerlig-reformistisk program for dette “nye” parti.

Der dannedes en “national redningsregering”, et samarbejde mellem PS og Berishas Demokratiske Parti (PD).
Denne samarbejdsregering søgte om Albaniens optagelse i den Internationale Valutafond, IMF.
Regeringen domineredes af vicestatsminister Gramoz Pashko og Genc Rulli, begge fra PD. De var fast besluttede på at udsætte økonomien for en liberal chok-terapi ligesom i f.eks. Chile og Rusland.

Men på trods af, at PD dominerede denne regering, var det ikke nok for Berisha-Demokraterne. I slutningen af 1991 kritiserede PD regeringen for at blokere gennemførelsen af reformer og trak sine ministre ud.
En gruppe omkring Berisha fremtvang udskrivningen af et nyvalg den 22. februar, ikke engang 11 måneder efter det sidste valg.
Det skete uden nævneværdig modstand fra det Socialistiske Parti, der som det kommunistiske Arbejdets Parti havde fået to tredjedele af folkets støtte den 31. marts.

Berishas mafiastat

Dette store flertal i folket så med stigende mistillid på udviklingen og de partier, som var blevet valgt. Derfor kunne Berishas PD uden problemer vinde ’92-valget, der var præget af befolkningens mistillid og reelle boykot af valget.
Han vandt 96 pladser i et parlament, der nu var reduceret til 150 medlemmer. Valgdeltagelsen faldt til 20 %, men den nye PD-regering hævdede, at den var demokratisk valgt. Det nyvalgte parlament udpegede april 1992 PD´s Sali Berisha til ny præsident.

Mellem 1992 og 1994 var den amerikanske ambassade Berishas vigtigste allierede.
Ambassadør William Reyerson deltog aktivt i DP´s valgkamp, og det var fra USA, at Albanien fik den næststørste bistand, efter den italienske, på 236 millioner dollars fra 1991-96.
Den nye USA- og EU-støttede regering startede nu et program for omfattende privatiseringer, men af 442 større fabriker var det kun 105, der kom i gang igen under det nye Nato- og EU-støttede regime.

I januar 1993 indførte den “Demokratiske” regering “fri prisdannelse” på fødevarer.
Med prisstigninger på 700 % og mindre end det halve i løn- og pensionsstigninger var der endnu flere, som fik svært ved at klare dagen og vejen. Som i andre kapitalistiske lande blev den udbredte fattigdom en kilde til udbytning og spekulation for store og små “spekulanter”.

Den vestlig-dikterede privatisering af jord, ejendom og fabrikker førte til omfattende konkurser og massefyringer
Konflikter med befolkningen, især kollektivbønderne, trappedes op. De ville ikke gå tilbage til det gamle private system med små jordlodder og det kapitalistiske “din egen lykkes smed”-princip.

Allerede i 1994 blev landet ramt af en kolera-epidemi pga. vand-problemerne. Vand-ledningerne blev mange steder aftappet sort, hvilket førte til forurening af vandet.
Massearbejdsløsheden blev kronisk ligesom knapheden på fødevarer og brændsel.
EU sendte store mængder skattefinansierede fødevarer, som blev distribueret af Nato-landet Italiens hær.
Berishas “Demokratiske” regime stræbte efter Nato-medlemskab og var også indblandet i våbensalg til det kristelige folkemords-regime i Rwanda, som blev styrtet i 1994.

Sali Berisha var en velkommen gæst på de bonede gulve –
her hos Mitterand i Champs Elyssé i 1992

Efter fem år med den EU-støttede PD-regering var der i landet med penge fra Verdensbanken, USA og EU blevet opbygget en omfattende kapitalistisk spekulationsøkonomi.

Vandalismen var ikke så udbredt længere, men et langt mere destruktivt fænomen var blevet et stort problem, nemlig “skrot-indsamlingen”, hvor virksomhederne systematisk tømtes for alt metal for at blive “eksporteret” til nabolandene som “skrot”.
Det beregnedes, at mellem 100 og 200 lastbiler hver dag gik til jernværket i Niksic i Montenegro, fuldtlastede med “skrot”, som i høj grad bestod af funktionsduelige maskiner.

Samtidig havde mere end 700.000 albanere satset alle deres sparepenge på de såkaldte “pyramidespil”.
Disse pyramidespils kapitalistiske bagmænd bedrev gennem flere år sine låne- og investeringsselskaber som helt åbne legale selskaber.
PD-regeringen opfordrede folk til placere deres sparepenge hos disse kapitalister. Folk fik at vide, at de kunne “fordoble deres investering på nogle måneder”.
Dette var “kapitalismens lykkelige ansigt”.

Men i slutningen af januar 1997 tabte den albanske kapitalisme sin “lykkelige” maske, da de kapitalistiske investeringsselskaber gik konkurs. Sammenbruddet for investeringsfondene – hvorved op imod 700.000 mennesker mistede alle deres sparepenge, satte gang i en politisk og social kædeproces.
Det kapitalistiske sammenbrud udløste de folkelige protester, og inden året var omme, var Berisha-regimet styrtet gennem en folkelig væbnet opstand.

En ud af seks albanere gik på gaden, og i de vigtigste byer – herunder hovedstaden Tirana – udbrød der væbnet oprør. Oprøret opløste de facto den albanske stat. Militærforlægninger og politistationer blev angrebet, og i mange tilfælde sluttede politi og soldater sig til oprørene.
Mere end 80 % af landets våben var nu i folkets hænder, i civile hænder.
De væbnede sammenstød efterlod 1.500 døde.

1998>: Stabilisering af det kapitalistiske kaos

Berisha blev tvunget til at fremskynde parlamentsvalget til juni samme år. Det blev vundet af PS ledet af Fatos Nano.
Berisha trådte tilbage i juli, og regeringsmagten blev lagt i Nanos hænder som statsminister. Det har dog ikke befriet folket for alle de kapitalistiske onder som det bl.a. fremgår af følgende presseklip:
I marts 1998 hyldede IMF den socialdemokratiske PS-regering for dens arbejde og lovede over en treårig periode at ville give økonomisk støtte til landets økonomiske reformer.

Det kapitalistiske Albanien er underlagt NATO’s og Vestens militærstrukturer og deltager f.eks. i aggresssionskrigen i Irak

På trods af, at de jugoslaviske ledere ved de USA-ledede forhandlinger i Rambouillet havde underskrevet en fredsaftale, opfordrede Albanien Nato til angribe Jugoslavien “til beskyttelse af Kosova-albanerne”.

De kapitalistiske kriminelle grupper i Albanien forsynede allerede Kosovas befrielseshær med våben. Da Nato endelig indledte aggressionen og bombeterroren mod Jugoslavien i foråret 1999, måtte Albanien samtidig tage imod titusindvis af albanske flygtninge og fungere som base for Natos tropper.

“Selvom socialistpartiet atter vandt parlamentsvalget i 2001 på en politik for integration i EU, løsning på landets energikrise, så lammede nye interne konflikter, som Nano karakteriserede som korrupt og inkompetent. Både politisk og økonomisk var landet paralyseret, og energikrisen blev yderligere forstærket af en særlig streng vinter. Regeringen havde mangel på valuta til import og indskrænkede sig derfor til at erklære landet i undtagelsestilstand. I nogle områder var strømmen afbrudt i op til 20 timer dagligt.” (Udenrigsministeriets hjemmeside).

I oktober 2001 kunne man læse i en liberal avis (GøteborgsPosten 27. oktober 2001) om “… et land, hvor kvinder ikke tør gå ud af frygt for at blive kidnappet og blive sexslaver. Et land, hvor en retsorden med rødder i middelalderen presser den nationale straffelov ud på grund af år af kaos og anarki.
Et land, hvor blodhævnen spreder sig fra bjergene ned til byerne. Hvor mennesker, voksne som børn, gemmer sig på ubestemt tid bag ved lukkede døre og med ladte våben. Hvor politiet lukker øjnene for ikke at blive indblandet.”

Sammen med mafiaøkonomien, de kriminelle bander, våben-, sex- og narkohandel er også middelalderlige skikke som blodhævn og religionen vendt tilbage til Albanien

Den liberale avis “glemmer” at fortælle sine læsere, at kaoset og anarkiet var en følge af den kapitalistiske kontrarevolution, som de samme liberale redaktører havde hyldet ti år tidligere.
“Selv i de byer, hvor de materielle fremskridt er størst, er lovløshed, vold, chikanerier og armod nærværende som en trussel i indbyggernes hverdag,” fortsætter avisen.
“Arbejdsløsheden er stor, og familien, ikke staten, står for det, vi kalder det sociale beskyttelsesnet. Adskillige albanere er afhængige af bidrag fra slægtninge, som bor og arbejder i især Italien og Grækenland.”

I januar i år kumme man i danske aviser læse om 29 omkomne i en jolle nogle kilometer ud for den albanske Adriaterhavskyst. Nyhedsbureauerne meddeler:
“Lørdag den 10. januar 2004 …Mindst 21 mennesker omkom i en gummijolle under storm.
Kun elleve ud af 32 håbefulde illegale immigranter fra Albanien overlevede den bådflugt, som kapitalistiske menneskesmuglere havde lokket dem ud på.
De forsøgte at sejle en gummijolle fra Albanien til Italien under en storm. Hovedparten af de omkomne døde i det iskolde vand, som den 12 meter lange jolle drev rundt i ved øen Sazan otte kilometer fra Albaniens kyst. Elleve svært medtagne overlevende blev ført ind til den albanske havneby Vlore.
Kort efter afgang fra Albanien sejlede den uheldige flok lige lukt ind i en storm.”

I august sidste år havde den “socialistiske” regering ellers hævdet, at der var sat en stopper for de kapitalistiske grupper, som lokker folk til at begive sig ud på illegale flugtforsøg.
De 21 omkomne er ikke de sidste ofre for den kapitalistiske kontrarevolution
Kriminalpolitiets øverste leder Sokol Bizgha udtalte: “Vi har besluttet at trække, alle som er ansvarlige for denne menneskelige tragedie, for retten.” (kilde: AFP).

Bizgha indrømmer også, at adskillige politifolk mistænkes for at være “direkte eller indirekte indblandede i forbrydelsen”.
Siden marts 1997 er mindst 200 albanere druknet under forsøg på at flygte til Italien eller andre EU-lande i jagten på et bedre liv.

Politimesteren i hovedstaden Tirana, Pjerin Ndreu, udtalte i 2003 (19/11), at den organiserede kriminalitet i landet har så stor magt, at den udgør en trussel mod demokratiet.
I et åbent brev skriver han, at alle lige fra politikere, embedsmænd til retsvæsenet har stærke bånd til den organiserede kriminalitet.

Kort tid forinden blev en politimester, landsretssagførerens chauffør og to fremtrædende kapitalistiske forretningsfolk myrdet af andre konkurrerende kapitalistiske grupper, ifølge indenrigsministeriet.
Politimester Ndreu udpegede smugling af våben, mennesker og narko som de vigtigste indkomstkilder for disse kriminelle kapitalistiske grupper. (kilde: AFP).


FAKTA om REPUBLIKA e SHQIPERISE (Republikken ALBANIEN)

Areal: 28.748 km2 (som Jylland, men 2/3 er bjergeområder).
Befolkningens etniske opdeling: albanere 95 %, grækere 3 %, og andre 2 % (vlach, sigøjnere, serbere, makedonere og bulgarere, 1989 est.).
Hovedstad: Tirana.
Indbyggerantal: 3.544.808 (juli 2004 est).
Religion: 70 % muslimer, 20 % kristne ortodokse, 10 % kristne katolikker.
Sprog: Albansk.
Valuta: Leke (ALL).
Parlamentets sammensætning: Socialistpartiet (PS) 70, Unionen for Sejr 46, Socialdemokrater 5, Grønne 5, det Demokratiske Parti 6, Menneskerettighedspartiet 6, De Uafhængige 2.

Netavisen 29. november 2004


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne