Venezuela:
Reportage af Patrik Paulov, Proletären
Allerede det første møde med Venezuela afslører den katastrofale boligsituation for landets fattige. Undervejs fra Simon Bolivar-lufthavnen, der er opkaldt efter 1800-tallets frihedshelt, til hovedstaden Caracas ser vi de små teglhuse klamre sig til fjeldsiderne. Mange af disse barrios, slumområder, savner el, vand og kloakering.
De kommende to uger møder vi venezuelanere, som bor endnu værre. Men vi ser også opførelsen af moderne, menneskeværdige boligkvarterer, en vigtig del af den revolutionære proces, som startede med Hugo Chávez’ sejr i præsidentvalget i 1998.
– Vi flyttede hertil, efter at vores huse var raset ned fra bjergene i en naturkatastrofe. I otte år har vi boet i små blikskure uden el, vand og kloakering. Nu holder vi på med at bygge nye boliger.
Socialarbejderen Alicia Gil beretter med entusiasme og stolthed om, hvad der er i gang med at ske i hendes by. Vi befinder os i det bjergrige Winche et par timers bilfærd fra Caracas. Her er folket selv på vej til at forandre deres liv til det bedre.
Boligspørgsmålet prioriteres af regerningen Chávez. Fattigdommen har fremdrevet en folkevandring til den tætbefolkede kystlinje i nord med dens store byer. De nytilkomne har bygget boliger af skiftende kvalitet, hvor der har været plads. At bygge på fjeldsider medfører dog en stor risiko i et land, hvor regnen vælter ned i vintermånederne.
Alicia Gils og hendes bys skæbne er ikke uvanlig. I december 1999 indtraf en katastrofe, hvor tusinder af mennesker døde og over 100.000 fik deres hjem spulet væk.
For at komme til rette med boligspørgsmålet gennemfører regeringen et nationalt program for nybyggeri, kaldet plan Avispa, og ét for renovering, kaldet plan Reviba.
Vi guides til en gade med nyopførte huse. Indbyggerne kigger nysgerrigt på de udenlandske besøgere. Det er en længe med enkle toetages lejligheder på 70 kvadratmeter. Menneskene i disse huse boede tidligere i blikskure præcis som Alicia Gil.
– Boligerne er ingen gave fra staten. Det er os selv, som har bygget dem, siger hun og forklarer, hvordan byggeprogrammet fungerer:
Grundlaget for, at det skal være muligt at gennemføre, er indbyggernes egen aktivitet, at de slutter sig sammen i kvarters- eller områdekomiteer og i fællesskab ser på, hvilke behov der er. Det gælder ikke bare boligspørgsmålet, men også behovet for skoler, sundhedsvæsen og øvrigt, som et samfund behøver for at kunne fungere.
Dette formidles derefter til de ansvarlige statslige myndigheder, som skyder til med penge og sagkundskab.
Byggeprojekterne finansieres med bidrag og lån fra det statslige Fondur, hvis penge kommer fra Venezuelas store indkomstkilde, olieeksporten. Arbejdet udføres af beboerne selv og af nystartede lokale byggekooperativer ved hjælp af en arkitekt og en bygningsingeniør fra Fondur.
– Der er en vigtig forskel sammenlignet med, hvordan det foregik førhen, da staten hyrede byggefirmaer udefra. At vi, som bor her, gør det selv, er både billigere og skaber arbejdspladser.
Alicia Gil bor, ligesom de øvrige indbyggere fra hendes kvarter, midlertidigt indkvarteret i et af de nybyggede huse, og der er trængsel med de ordinære beboere. Blikskurene, hvor Alicia Gil boede, er nemlig nedrevet og bygningen af nye boliger påbegyndt. Når disse huse er klar, bliver det hendes og hendes naboers tur til at tage imod familier fra et andet kvarter, mens deres skure erstattes af menneskeværdige boliger.
Vi besøger den øde grund, hvor husene senere på efteråret skal stå klar til indvielse. Nogle bygningsarbejdere slider trods den stegende hede.
– Programmet handler ikke bare om tag over hovedet. Vi skal bygge moderne boliger, vi skal have mulighed for at udøve kultur og få adgang til sundshedspleje, uddannelse, idrætsanlæg og legepladser til børnene, siger Alicia Gil og fortæller om de cubanske læger, som er kommet til området for at skabe en fungerende primærpleje.
Vi vises rundt i området. Højdeforskellene fra et boligområde til et andet kan være store. Bratte små gruveje forbinder dem.
Vi møder José Alfonso Savero, hvis familie også er offer for oversvømmelser og stadigvæk lever i et blikskurskvarter.
– Bjergsiden, hvor vi boede, rasede for tre år siden, beretter han og lægger til, at han håber på snart at få mulighed for at bygge et rigtigt hus.
Boligprogrammerne er enormt vigtige for at forbedre de fattiges levekår. Winche er et af de mange positive eksempler på, hvordan dette er blevet virkelighed. Landets store olieindtægter anvendes i folkets interesse. Men man skal ikke fornægte, at det kommer til at tage lang tid at mætte de gigantiske behov, der er opstået som følge af den tidligere herskende elites korruption og vanstyre. Men José Alfonso Savero har som så mange andre venezuelanere, vi har talt med, fået håb om en bedre fremtid:
– Revolutionen har givet os nye muligheder. Børnene kan gå i skole, og vi voksne har også fået mulighed for at uddanne os. Jeg er arbejdsløs, men vi overlever ved, at jeg nu og da kan arbejde med byggeprojektet.
Datteren Daisi kigger ud, og hendes far fortæller, at hun, der er opvokset i et blikskur, har vundet tredjepladsen i en matematikkonkurrence.
Alicia Gils naboer og venner, som også går med os rundt, indskyder nogle ord her og der, men det er Alicia, som taler mest. Det mærkes, at hun er en respekteret og betydningsfuld kraft i omvæltningerne i området.
– Vi har en patriotisk studiecirkel, hvis formål er at forsvare vores revolution. Forandringerne i Venezuela handler ikke om, at Chávez eller nogen anden person skal sidde ved magten. Revolutionen er meget større end chavistas, siger hun.
– Inden Chávez blev præsident, levede vi i fattigdom og var isolerede fra magten. Tidligere regeringer anvendte oliepengene til at gavne sig selv. Med den revolutionære proces har vi almindelige mennesker erobret en delagtighed i landets styre. Førhen vidste vi for eksempel ikke, hvor meget landets olie var værd, vi vidste ikke, hvilke resurser vi havde. Det ved vi nu.
Inden vi sætter os ind i bilerne for at køre tilbage til Caracas, siger hun:
– Jeg håber, at I har forstået, at det er os, folket, som laver revolution, ikke slipsefolkene.
Se også:
Venezuela: En arbejderklasse i bevægelse
Korrigeret fra svensk af Kommunistisk Politik
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne