924.000 uden for arbejdsmarkedet

Omkring 250.000 skaber værdierne, som aktieejerne snylter på
Nyligt offentliggjorte tal viser, at Nyrup-regeringen dækker den reelle arbejdsløshed ind under andre betegnelser
De borgerlige har deres egen dagsorden med at afsløre manipulationen
Syv fede år afløses af syv magre, og vice versa. Det mente ægypterne. Det er i hvert fald en kendsgerning, at dansk erhvervsliv har været igennem syv fede år. Regeringen har ikke undladt at tage æren for de uhyggeligt store profitter, som aktieejerne har slæbt hjem. Sidste år lå det danske aktiemarked i den absolutte verdenstop. Adskillige respekterede og toneangivende økonomer vurderer, at først USA og derefter EU og Danmark står over for en økonomisk depression. Erfaringsmæssigt vil det koste arbejderklassen dyrt. Det er de lavest bemidlede, der skal betale regningen. Fyringer, rationaliseringer, forringede sociale vilkår osv.
Men hvad fik Underdanmark så ud af de syv fede år?
Nyrup har brystet sig over at have sænket arbejdsløsheden fra 11,4 pct. i 1993 til ”blot” 5,4 pct. i 1999. Det er nu dokumenteret, at der tale om manipulation. Op mod en million danskere i den erhvervsaktive alder står stadig uden for arbejdsmarkedet. 25 pct. er på en eller anden form for overførselsindkomst. I 1993 udgjorde de 29 pct.

Sminkede tal
Danmarks Statistik har netop offentliggjort tallene for registrerede ledige til 158.000 for 1999. Disse er et klart fald fra 349.000 i 1993. Det er da også en kendsgerning, at antallet i beskæftigelse er steget med 5,8 pct. i samme periode. Det er en også et faktum, at denne vækst ikke når aktieudbytternes stigning til knæhøjde.
Størsteparten af de registrerede ledige er nemlig overført til efterløn og overgangsydelse. 39.000 flere er i dag på efterløn, og 27.000 flere er i dag på overgangsydelse, mens antallet af personer på orlovsordninger er steget med 15.000.
Kommunistisk Politik har ofte påpeget og dokumenteret manipulationen. Op til Folketings- og kommunalvalget ser det ud til, at de borgerlige oppositionspolitikere og deres interessefæller har fundet tidspunktet inde til at bruge disse facts i egen interesse. Jyllandsposten har påtaget sig rollen for at føre bedraget frem. Ikke for at varetage de udstødtes interesser; men for at beklage sig over ”nasserne” på offentlig forsørgelse. Til dette bruger de økonomer, som uden tvivl har ret i deres kritik af regeringens skønmalerier:
– Det er betænkeligt, at vi har så mange på aktivering, når vi er i en højkonjunktur. Hvorfor skal der være så mange på forsørgelse og aktivering i en situation, hvor det går så godt på arbejdsmarkedet? Hvordan skal det gå, hvis det begynder at gå ned af bakke? spørger professor Niels Westergaard-Nielsen, Center for Arbejdsmarkeds- og Sociale Analyser.
Oppositionen er som nævnt ikke de omsorgsfulde, der ønsker de udstødte et bedre liv. De er ude i et andet ærinde. Det er ikke reelle arbejdspladser på overenskomstmæssig løn og rettigheder, de vil føre valgkamp på. Det understøttes af trofaste økonomer:
– Det er bekymrende, at antallet af folk på offentlig forsørgelse ikke er faldet betydeligt. Det kræver vidtgående reformer, hvis tingene skal ændres, udtaler tidligere vismand, professor Nina Smith.
Økonomerne kan ikke holde sig i skindet, men giver egne bud på løsningerne, der bygger på, at det ikke kan betale sig at arbejde, når dagpengene og efterlønnen angiveligvis er så attraktive:
– Mange folk har ikke det store incitament. Det kan de ikke klandres for. Det kan jo ikke betale sig at tage et arbejde med den understøttelse, vi har. Dertil kommer, at efterlønnen er så god, at den er svær at sige nej til.

Jaget vildt
De udstødte har gennem årtier været jaget vildt. Magthaverne har forsøgt – i en vis udstrækning succesrigt – at skabe en opfattelse af, at det er nassere. Men de udstødte har ikke meldt sig frivilligt til denne ulidelige tilværelse. Kendsgerningerne er, at arbejdsmarkedet i denne opsvingsperiode har plads til – via rokeringer – omkring 10-20.000 arbejdspladser. De besættes typisk af andre i arbejde, der ønsker at skifte job. Men der er ikke plads til 924.000 udstødte, der er hensat til pariatilværelse – for mange på levevilkår under fattigdomsgrænsen.
Samtidigt er det en kendsgerning at blot 250.000 skaber de værdier, som resten af samfundet burde nyde godt af, hvis det ikke var, fordi storaktionærerne først krævede deres 15-20 pct. i udbytter.

-gri
KP2, 2001