Under stor medieopmærksomhed har Yanis Varoufakis, tidligere finansminister i den græske Syriza-regering, lanceret en ny bevægelse, der skal gøre EU demokratisk og til et redskab for borgerne i unionen. Europæisk Venstreparti arbejder på en PlanB for EU med samme formål. Problemet er at begge projekter er illusoriske og skal komme monopolernes kriseplagede EU til undsætning.
Tiltroen til muligheden for at forvandle EU fra en nyliberal imperialistisk blok til noget progressivt, til et ’socialt Europa‘, led et alvorligt knæk, da Syriza-regeringens forsøg på at undslippe sine slavebindende gældslænker kollapsede, og den accepterede EUs brutale nedskæringsdiktater. Det græske folk fortsætter protesterne mod EUs nedskæringspolitik – senest med en dags generalstrejke i sidste uge mod endnu en reform, der tager sige på at beskære pensioner.
Ikke mindst meldte tømmermændene sig blandt venstrekræfter og faglige organisationer, som har været ivrige fortalere for ‘det sociale EU’ i den ene eller anden variant.
Illusionstabet har skabt travlhed blandt de reformistiske venstrefløjs-strateger. Men i stedet for at opgive Projekt EU søger de at finde nye veje til at reformere det.
Ikke mindre end to styks af slagsen er netop lanceret. F forskellige projekter, men begge med udspring i Syriza og Europæisk Venstreparti, det fælles EU-parti med en stærk repræsentation i EU-parlamentet, der omfatter store dele af den reformistiske venstrefløj, som det tyske Linke, det franske Party Gauche, græske Syriza og spanske Podemos.
Varoufakis‘ tredie vej: DiEM25
Den 9. februar lancerede Varoufakis sin længe forberedte bevægelse til demokratisering af EU på et møde i Berlin – som en symbolsk markering af en udfordring af Tysklands centrale rolle i den nuværende EU.
DiEM25 – Democracy in Europe Movement 2025 – vil angiveligt udfordre ’elitens EU‘ og lave det om til et demokratisk, folkenes EU.
Med sin sædvanlige sans for selvpromovering erklærer Varoufakis, at ’Europas (læs: EUs) demokrati har brug for en ny begyndelse‘:
’Vi har fundet en tredje vej mellem EU’s udemokratiske teknokrati og nationalstaternes afmægtige pupper‘.
’Det er den vej, som det ’officielle Europa’ og nogle af de nationale eliter af al magt og med hele deres autoritære tankegang søger at modstå. Det er den vej, hvor en bølge af demokratisering, orkesteret af de europæiske befolkning selv, søger at tage kontrollen over deres liv tilbage fra uansvarlige teknokrater, medskyldige politikere og uigennemsigtige institutioner.‘
’Vi vil demokratisere EU i bevidstheden om, at alternativet – en opløsning af det europæiske projekt – vil koste os alle dyrt.‘
Dette demokratiprojekt for har på forhånd opslutning fra en række småborgerlige reformpartier og kræfter. Heriblandt det danske EU-glade Alternativet, som anbefalede et Ja til at eliminere den danske retsundtagelse ved den seneste folkeafstemning.
Varoufakis forestiller sig demokratisk kontrol med EU-institutionerne gennem ’fuld gennemsigtighed’ (blandt andet i kraft af live-streaming fra møder) og på sigt indkaldelse af en grundlovgivende forsamling for hele EU inden for to år og oprettelsen af et ’suverænt parlament‘.
’Er det utopi?’, spørger han og svarer selv: ‘Ja, selvfølgelig. Men er det mere realistisk, at EU overlever sin nuværende antidemokratiske hybris og økonomiske uansvarlighed. Eller at demokratiet kan genrejses i nationalstater, der er underlagt transnationale indre markeder og uigennemsigtige frihandelsaftaler?’
Varoufakis‘ projekt lyder nyere og mere radikalt end det er. Faktisk er det simpelthen en repetition af opbygningen af de nuværende EU-institutioner og den demokratiske retorik, der omgav dem i ein tid, som aldrig er indfriet. Derfor er der brug for forandring, for ‘en ny begyndelse’, for den folkelige opbakning bag Projekt EU smuldrer hastigt.
Se
DiEM25’s manifest (eng)
Dansk: Manifest for demokratisering af Europa
EU kan ikke reformeres til noget progressivt
Problemet er at sådanne forsøg på at reformere og demokratisere EU er prøvet før og ikke har virket. Heller ikke for Varoufakis‘ tidligere parti Syriza eller for Europæisk Venstreparti, som Alexis Tsipras har været kandidat til posten som EU-præsident for.
Folkebevægelsens medlem af EU-parlamentet Rina Ronja Kari giver ikke meget for Tsipras‘ og det danske Alternativets projekt:
– Når man ved, hvilke interesser EU er skabt for at tjene, virker Varoufakis og Alternativets illusioner om at forandre EU indefra i bedste fald formålsløse, konstaterer hun.
Hun fastslår nogle grundlæggende kendsgerninger, som EU-reformisterne lukker øjnene for:
’ Det siges, at enhver forandring begynder med erkendelsen af problemet. Og skal vi forandre Europa til det bedre, er vi nødt til først at indse, at EU i sig selv er en del af problemet.
EU er ikke en apolitisk størrelse, som frit kan formes og farves som man måtte ønske. EU er fra begyndelsen oprettet til at styrke kul- og stålindustrien.
EU’s grundpiller, de fire “friheder”, handler om pengenes, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed – ikke menneskers frie bevægelighed vel at mærke.
Selv hvis utopisterne, EU-reformisterne og tidligere græske finansministre skulle have held med deres foretagende om at formindske Unionens demokratiske underskud; og selv hvis det mod enhver forventning for eksempel skulle lykkes at flytte magt fra EU-Kommissionens til de folkevalgte i EU-Parlamentet; selv da vil beslutningerne om fremtidens kurs begrænse sig til spørgsmålet om mere eller mindre hurtigt fremad mod det i traktaten fastsatte mål om “en stadigt snævrere union”. ’
Se
Rina Ronja Kari: Om Alternativet og virkelige alternativer
Det kan ikke siges meget mere præcist. EU-elitens plan er at etablere Europas Forenede Stater fra 2025. Varoufakis’ utopiske tredje vej er ikke en sten på vejen.
Det er til gengæld folkenes kampe – både mod EU’s nyliberale nedskæringspolitik og mod processen for stadig mere Union. Den manifesterede sig f.eks. med det danske Nej til at opgive retsforbeholdet den 3. december og med, at den britiske EU-modstand har fremtvunget en folkeafstemning i juni – om britiske ‘forbehold’ eller udtræden.
De kapitalistiske nationalstater er ganske sikkert historisk forældede, men det er en kapitalistisk overnationalstat også, selvom den først er ‘komplet’ i 2025.
Arbejdernes og det store flertals interesser forsvares bedst når overnationale foretagender som EU ikke kan diktere en reaktionær nedskæringspolitik over hele linjen eller gennemtvinge de multinationales projekter som TISA og TTIP.
Se
Danmark må ikke tage stilling til TISA – EU bestemmer suverænt
KPnet 8. februar 2016
Syriza-regeringen med Tsipras og Varoufakis afviste at trække Grækenland ud af euroen og ud af EU, selvom det ville have gavnet de græske arbejdere og det græske folk og svækket den græske kapital og monopolernes Projekt EU.
Varoufakis’ nye projekt fortsætter denne nederlagslinje.
Plan B for EU
Yaroufakis’ gamle partifæller i Europæisk Venstreparti har også travlt med at udfinde en ny reformistisk strategi efter sammenbruddet for det mislykkede reformforsøg anført af Syriza.
Det nye projekt er blevet kendt som PlanB for Europa og anføres af et af Europæisk Venstrepartis større partier, det franske Parti Gauche og partilede ren Jean-Luc Melanchon.
Den 23. januar gennemførtes et større arrangement i Paris for at lancere det. Omkring 30 navne fra den reformistiske venstrefløj i EU skrev under på indkaldelsen. Også Yaroufakis var medindkalder. Fra Danmark var det Enhedsliste-politikerne Søren Søndergaard og Nikolaj Villumsen. Og overraskende nok Folkebevægelsens Rina Ronja Kari.
Plan A er ifølge dette at arbejde nationalt og samlet i EU for at opnå en genforhandling af samtlige EU’s traktater. Plan A er planen for ’et demokratisk EU’
Sideløbende med dette er der en ‘PlanB’ for at imødegå EU’s mest reaktionære og antidemokratiske kræfter.
Den består i ‘at styrke vores positioner overfor deres brutale gennemførelse a fen politik, der ofrer flertallet for et lille mindretals interesser. Men også for igen at hævde det simple princip at EU drejer sig om EU-borgere (‘Europe is about Europeans’) og at valutaer er redskaber til at fremme deling af velstand, ikke torturredskaber eller vpåben til at myrde demokratiet med.
Hvis euro’en ikke kan demokratiseres, hvis de insisterer på at bruge den til at kvæle folket, vil vi rejse os, se dem lige i øjnene og fortælle dem: Gør bare jeres værste! Jeres trusler skræmmer os ikke. Vi vil finde en måde at sikre, at EU-borgerne (’Europeans’) har et valutasystem, der arbejder for dem, ikke på deres bekostning.’
Retorikken er voldsom. Men PlanA og B er nogenlunde lige så konkrete og realistiske som DiEM25.
Det er to produkter af samme reformistiske strategi, begge dømt til at fejle.
De tjener i sidste ende kun til at bremse udviklingen af modstanden mod monopolernes Projekt EU ved at forny illusioner om muligheden af at reformere det i stedet for at arbejde for at kaste det på historiens losseplads.
Blandt andet ved at styrke kampen i de enkelte lande for at bryde med EU og forlade det, som Folkebevægelsen mod EU i Danmark og mange andre demokratiske kræfter i EU-landene arbejder for.
Reformistisk klassesamarbejde i EU kollapser
Socialdemokraterne overførte deres nationale klasse-samarbejdsstrategier til EU med løfter om at skabe ’et socialt Europa’, hvor arbejdernes rettigheder respekteres og deres stilling styrkes.
Det er et projekt, som er kollapset endnu tydeligere og langt hurtigere end de nationale projekter som de nordiske velfærdsstater, som nu er demonteret i Unionen.
Europæisk Venstreparti er reformismens ’venstrefløj’. Enhedslisten drømmer nu for alvor om at blive en synlig del af denne på EU’s politiske scene. Det er ikke mindst det, en selvstændig opstilling til EU-parlamentet og et brud med Folkebevægelsen mod EU sigter på.
Partierne i Europæisk Venstreparti er nogle af socialdemokraternes traditionelt vigtigste allierede og samarbejdspartnere. I Danmark illustreret af en ’rød blok’ med S, SF og Enhedslisten, der undertiden kan suppleres med Radikale og/eller Alternativet.
DiEM25 og PlanA og PlanB i EU er ikke andet end redningsplanker for klassesamarbejdet og Projekt EU.
Socialister kan ikke være tilhængere af monopolernes Europæiske Union, dens fælles overnationale institutioner og valuta. Ikke i nogen form.
Europas Forenede Kapitalistiske Stater er og bliver et reaktionært projekt.
Ikke muligt at ændre EU indefra
De marxistisk-leninistiske partier i Europa, der er organiseret i CIPOML – Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer – har draget den stik modsatte konklusion af venstrereformisterne.
I udtalelsen fra det regionale møde i juni 2015 slås utvetydigt fast:
‘Overalt vokser bevidstheden om, at det ikke er muligt at ændre EU indefra og at udvikle det til en såkaldt progressiv institution til gavn for befolkningerne.
Vi forsvarer betingelsesløst befolkningernes ret at bryde ud af EU, euro’en og alle deres politiske og økonomiske mekanismer.’
Se
Lad os alle rejse kampen mod nedskæringernes og krigenes EU! For international solidaritet!
KPnet 1. juli 2015
Det er vejen ud af Den europæiske Unions blindspor.
Se også
Partitoppen i Enhedslisten vil igen søge selvstændig opstilling til EU-parlamentet
KPnet 21. december 2015
Intet håb for Grækenland: Tsipras genvalgt
KPnet 23. september 2015
KPnet 10. februar 2016
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
