Dansk krigsøkonomi med staten som central aktør 

Danmark omstilles i hast til krigsøkonomi. Under paroler om sikkerhed og ansvar kanaliseres milliarder fra velfærd til oprustning, mens stat og monopoler knytter økonomien stadig tættere til militærproduktion og krigsforberedelser. Militariseringen trænger ind i stadig flere dele af samfundet – og regningen sendes til arbejderklassen.

Af Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Under dække af fortsat at være en ”velfærdsstat” har det danske klassesamfund udviklet sig fra nyliberalistisk konkurrencestat og krigsførende nation i de første årtier i det 21.århundrede til et samfund med en udbygget krigsøkonomi. 

Der opbygges nu en autoritær variant af den statsmonopolitiske kapitalisme med nøgleord som sikkerhed, energi- og industripolitik, med en reaktionær militaristisk omstrukturering af klassestaten.

Der sker en stadig voksende økonomisk, politisk og ideologisk militarisering af samfundet. Regeringen og statsmagten – på lands-, regions- og kommunalt niveau – underordner deres budgetter, offentlige politikker og ledelsesformer de øgede forberedelser til nye og større krige og militære konfrontationer. En udvikling der styrker de repressive sider af statsmagten, kriminaliserer protester og normaliserer militærets tilstedeværelse i områder, som tidligere blev regnet til civilsamfundet – som uddannelse, forskning, medier, arbejdspladser, infrastruktur og energiforsyning – på en stadig mere omsiggribende måde.

Det militærindustrielle kompleks udgør en af de mest lukrative sektorer i den moderne kapitalisme. Gennem statsmagten, der er underlagt monopolkapitalen, er krig, krigsproduktion og beredskab blevet til en økonomisk motor i samfundsøkonomien. Danske regeringer og krigsministre har gjort det klart, at krig ikke alene vindes med oprustning og soldater, men i høj grad også af den bagvedliggende krigsproduktion. Det er her, meget store investeringer, forskning, uddannelse m.m. nu åbenlyst og officielt drejes hen.

Dansk erhvervsliv har gjort det klart, at de forbereder sig på krig – både gennem øgede investeringer i krigsproduktion, større privat/offentligt samarbejde på en lang række områder, inklusive at store private virksomheder stiller frivillige medarbejdere til rådighed for militæret i perioder af året.

Der er sket en øget statslig centralisering, hvor statsmagten er en hovedoperatør i udviklingen af krigsøkonomien ud fra monopolernes prioriteringer og diktater. Der er indført lovgivning, der af hensyn til krigsproduktion kan sætte anden lovgivning ud af kraft, såsom regeringens militære anlægslov. Magten til at bruge den direkte og enevældigt er lagt i hænderne på forsvarsministeren.   

En stor del af krigsøkonomien foregår som skjult statsstøtte via diverse offentlige investeringsfonde og offentlige anlægsarbejder, der tilpasser infrastrukturen de militære behov, som havne, lufthavne, veje og broer, mens befolkningens behov tilsidesættes. 

Virksomheder, der er involveret i udviklingen af våben, overvågningssystemer og dobbelt militær/civilteknologi, sikrer sig kontrakter til milliarder af kroner gennem sin kontrol over staten, dens politikere og højere embedsmænd, hvor korruption i Danmark sker under en pænere betegnelse som lobbyisme. 

Krigsøkonomien sker med store sociale konsekvenser for arbejderklassen og flertallet af befolkningen, ressourcer tages fra social sikring af befolkningen, fra sundhed, uddannelse, boliger og klimaforandringer og overføres i stigende grad til militærbudgetter på nationalt, EU- og NATO-niveau.

På EU-plan omfordeles milliarder af euro til at fremme militærindustrien, bl.a. gennem Forsvarsfonden, som den europæiske våbenindustri står bag. Danmark indgik også før ophævelsen af EU-forsvarsforbeholdet i oprustningen af EU’s krigsindustri, der af danske politikere og myndigheder misvisende blev kaldt for industripolitik. 

Afbetaling og inflation

Ikke engang de store sociale nedskæringer, omfordeling af samfundsværdierne og udbytning kan betale de vanvittige økonomiske bidrag til at holde Ukrainekrigen i gang, og holde NATOs og EU’s krigsmaskiner og budgetkrav i gang. Der føres krig for lånte penge, bl.a. fra det såkaldte økonomiske råderum, der er fiktive penge, og med gældsættelse gennem fælles EU-lån. Det er lån med renters renter, en gæld som det pålægges kommende generationer af unge at betale.

Med krigsøkonomien overfører regeringen og staten store beløb fra samfundets skatteindtægter til oprustning, til statsstøtte til monopolerne. De binder befolkningen til gigantlån til oprustning og støtte til våbenindustrien, mens de lemper på tilkæmpede regler til beskyttelse af sundhed, arbejdsmiljø, naturen og klimaet.

Ikke mindst arbejderklassen og den fattigste del af befolkningen har mærket den faldende købekraft i lønninger og sociale ydelser. Offentlige nedskæringer med enkelte midlertidige lappeløsninger og de gentagne minusoverenskomster har ført til års faldende realløn, som hele tiden udhules af inflation og prisstigninger. 

Inflationen skyldes hverken, at lønstigninger, stigende olie- og energipriser eller brud på forsyningskæder sætter en prisspiral i gang. Inflation har en klar klassekarakter. Den er udtryk for forstærket udbytning af arbejderne og store dele af befolkningen. Årsagerne til inflation stammer fra de kapitalistiske produktionsforhold, de kapitalistiske økonomiske lovmæssigheder og modsigelserne i disse. 

En væsentlig årsag er militarisering af økonomien med våben og militærproduktion til lager, krige og undertrykkelsesapparater. Alt sammen uproduktive udgifter, der giver kroniske underskud på statsbudgetterne, der skal dækkes ind med øget udbytning og sociale nedskæringer.

Især i krigstid udsteder imperialistiske og kapitalistiske stater flere penge til at dække deres voksende krigsudgifter. Pengene bliver mindre værd, med det formål at lægge byrden af militære ordrer over på den arbejdende befolknings skuldre for selv at opnå en ekstraordinær profit. 

Uproduktive og snyltende udgifter til krig og undertrykkende tiltag opsuger en betydelig del af nationalindkomsten og dækkes ved at skære ned på sociale udgifter, og af stigningen i skatter. Der er tale om en reel organiseret plyndring.

Med krigsøkonomien i centrum visner den såkaldte ”grønne kapitalisme”. Mærkaten ”for miljøets skyld” er erstattet med ”for sikkerhedens skyld”, når det gælder den fortsatte udplyndring af ressourcerne, rovdrift på naturen, og krige og militær produktion, som er de største forureningskilder. Den accelererende miljøforringelse af planeten jorden er det kapitalistiske systems ansvar. Det kommer i dag til udtryk i stadig mere ekstreme klimatiske omvæltninger: hidtil usete hedebølger, ødelæggende oversvømmelser, massive skovbrande og et accelererende tab af biodiversitet, ødelæggelse af jord, vand og luft og menneskers levevilkår. Krig og militær produktion er klodens største forureningskilde.

Klassekamp og krigsøkonomi

Den nationale samlingsregering, SVM-regeringen, som blev dannet i december 2022, og hvor Mette Frederiksen fortsatte som statsminister efter sin regering med SF og Ø som støttepartier, blev meget hurtigt forhadt i en stor del af befolkningen. Fra dag et har de ført en klassekrig mod arbejderne, ungdommen og den fattigste del af befolkningen og en stadig mere aggressiv krigspolitik. Den har trods sin politik og handlinger kunnet holde sig ved magten pga. en næsten usynlig parlamentarisk opposition både fra højre og venstre og en fagtop og et arbejderaristokrati banket helt på plads til at støtte både krigspolitik, krigsøkonomi, minusoverenskomster og forringelser af arbejdsforhold og pensionsalder. 

Ikke mindst et parti som Enhedslisten, der er gået helt over på reformistiske ’venstre’socialdemokratiske positioner, har ladet sig lukke helt ned, hvad angår kritik og opposition, for slet ikke at tale om mobiliseringer til protester mod regeringens og dansk imperialismes krigspolitik og økonomi. Alligevel forsøger de at falbyde sig som en parlamentarisk løsning og alternativ med en ”rød regering”. Den herskende klasse fremmer helt bevidst, at reaktionen og populismen i stedet italesættes og bruges som ventil for den voksende opposition, utilfredshed og protest, der finder sted. 

Fagbevægelsens top og arbejderaristokratiet støtter krigsøkonomien med argumentet om, at det skaber arbejdspladser. Som landets største kapitalfondsejere stjæler de arbejdernes optjente pensionspenge fra pensionsfonde som ATP til investeringer i udenlandske krigsmonopoler og i dansk krigsindustri som Terma, hvor de også indgår i selskabets bestyrelse for sikre krigsprofitten. FH opfordrer til klassesamarbejde med trepartsforhandlinger om såkaldt socialt afbalancerede oprustningsbudgetter, for at få dem til at glide ned og møde mindst mulig modstand i arbejderklassen. Fagbevægelsens top og arbejderaristokratiet er støtter af dansk imperialismes krigspolitik.

Den beskæftigelsesmæssige side af våbenindustrien spiller ligesom placeringen af kaserner en politisk rolle ikke mindst i forhold til udviklingen i de såkaldte udkantsområder, der økonomisk og socialt udsultes under kapitalismen. Det forstår og udnytter både krigspolitikkens politikere og industrien selv, når der skal drøftes og forhandles forsvarsbudgetter, og blandt vælgerne skabes opbakning til flere penge til militæret.

Et kendetegn, der springer i øjnene ved reformismen og Socialdemokratiet i alle dets afskygninger, er deres rakkertjeneste for bestemte monopolgrupper og disses indbyrdes rivalisering og konkurrence med andre monopolgrupper. Euro-socialdemokratierne og Euro-fagtoppen står ikke alene vagt om den europæiske monopolkapital, de propaganderer direkte for arbejderne, at EU og euroen er et værn mod den amerikanske monopolkapitalisme (og den kinesiske og russiske) mod USA’s sikkerhedsstrategi og alle dens uhyrlige konsekvenser for verdens folk. De har længe spændt arbejderne for den økonomiske krigsvogn, der skal tilføre EU-monopolerne så meget rigdom og profit, at de kan vinde den økonomiske krig og gøre sig gældende som global stormagt.

Socialdemokratierne har to gange tidligere i forrige århundrede vist sig som dem, der ikke bare støttede monopolernes krigsforberedelser forud for 1. og 2. verdenskrig, men også deres krige og ”genindsættelse” ved magten bagefter.    

Socialdemokratierne, den reformistiske venstrefløj og arbejderaristokratiet med deres kontrol over fagbevægelsen er i gang med at gentage forræderiet mod Den Første Internationale under dække af forsvar af den vestlige imperialismes værdier svøbt ind i nationalt fædrelandsforsvar, hvor arbejdere skal tvinges i krig og slås mod andre arbejdere.

Arbejderklassen har ingen interesse i monopolernes imperialistiske krig, eller i at tjene penge på andre arbejderes død i krig gennem stjålne pensionsmidler – for arbejderklassen gælder kamp mod krigen, mod al imperialisme, inklusiv sin egen herskende klasses, og international solidaritet.

Anti-globalisering og protektionisme 

Den danske økonomiske vækstmodel har siden 2. verdenskrig og Den kolde Krig været bygget op som en eksport-orienteret model under USA’s og senere også EU ’s sikkerhedsparaply. Hvilket er ændret med Trumpdoktrinen. USA har indført en national sikkerhedscentreret protektionisme med toldmure og handelskrige mod de europæiske monopoler. 

Det faktum, at globalisering ikke længere gav nettogevinster for den amerikanske økonomi, og viste sig at styrke dets geopolitiske rivaler, har været en af hoveddynamikkerne til ændringen af USA’s tidligere globaliseringspolitik. På dette strukturelle grundlag har Trump-administrationen i høj grad opbygget en ny klassealliance centreret omkring industriel, fossilenergi-, militær- og teknologikapital. Da USA er Danmarks største eksportmarked, har denne ændring betydning for dansk økonomi og danske monopoler og ikke mindst for de små og mellemstore virksomheder. 75 % af den danske eksport til USA produceres nemlig ikke i Danmark, men i USA og andre lande, hvor monopoler og de største virksomheder har investeret i fabrikker. 

Samtidig præger stagnation og recession økonomien i EU og ikke mindst dens økonomiske motor Tyskland, der er Danmarks næststørste eksportmarked, især som underleverandører.

Bagved ligger overproduktionskrise og arbejdsløshed 

Lige bag den tilsyneladende robuste danske økonomi luer en større økonomisk krise, både i EU og globalt, der kun vil accelerere landenes og dansk krigsøkonomi. Under overfladen af ministres og eksperters vekslen mellem løfter og trusler om, at hvis bare vi bider tænderne sammen, arbejder hårdere og betaler ved kasse et, så klarer vi det, arbejder den kapitalistiske økonomis lovmæssigheder og indre modsætninger, hvor kapitalisme og imperialisme betyder krise, krig og reaktion.

Tilbagevendende økonomiske kriser og overproduktionskriser er indbygget og uundgåelige i den kapitalistiske økonomi. En cyklus med op- og nedture, med større eller mindre udsving. De kapitalistiske økonomiske kriser er i deres væsen overproduktionskriser: Der produceres flere varer, end befolkningen har råd til at købe og aftage, på grund af den begrænsede købekraft. Fyringer, krak og massearbejdsløshed følger i kølvandet, og vigtigst for monopolkapitalismen: Produktionen må flyttes derhen, hvor maksimal profit kan opnås. Rivaliseringen, kampen om markeder og verdensherredømme skærpes. I nogle tilfælde til et punkt, hvor det kan betale sig for monopolkapitalen gennem krig at destruere produktionsmidler, få en omfordeling af markeder og skabe et nyt produktionsapparat til større profitter.

Arbejderne, befolkningen er ikke ansvarlige for de kapitalistiske kriser og gæld og skal ikke betale for dem. Det er arbejdsgiverne, de rige, parasitterne, krigsmagerne, der skal betale. 

Gennem at skabe arbejderklassens enhedsfront må der må kæmpes for de økonomiske og sociale krav i sammenhæng med kampen mod militariseringen af økonomien og samfundet, krigspolitikken og al imperialisme. En enhedsfront som sammen med arbejderklassens kommunistiske parti kan udvikle en revolutionær proces frem mod afskaffelse af kapitalisme gennem arbejderklassens magtovertagelse og opbygningen af det socialistiske Danmark.

*

Denne artikel det er en del af diskussionen om APK’s nye handlingsprogram, ”Partiets taktiske hovedopgave at udvikle arbejderklassens anti-imperialistiske enheds- og folkefront”.

Januar 2026

Artiklen har været bragt i APK’s marxistisk-leninistiske magasin Enhed og Kamp. Se Enhed og Kamp nr. 4/2025

Se også APKs marxist-leninistiske magasin Enhed og Kamps hjemmeside. Her finder du også CIPOML’s engelsksprogede tidsskrift Unity & Struggle og danske oversættelser bragt i Enhed og Kamp

Abonnement (6 numre årligt):

100 kr for online abonnement – 380 kr for online og trykt udgave

Skriv en mail til info@oktobernet.dk eller tegn abonnement i Oktober Bogbutikkerne

København: Frederikssundvej 116 B 2700 Kbh
Århus: Ny Munkegade 88 kld., 8000 Århus C
Odense: Skibhusvej 100, Odense C