Arktis – stormagtsinteresser, natur, klimaforandringer og fremtid – anden del

Vi bringer her 2. del af artiklen med baggrundsviden om Arktis og Grønland, om stormagtsinteresser, klimaet og Arktis’ betydning for klimaet. Om nødvendighed af afspænding og hensyn til naturforholdene i Arktis, der har afgørende betydning for livet på hele planeten.

Polaregnenes betydning for klimaforandringer

Polarcirklen markerer grænsen til de områder, der i en stor del af året er dækket af sne og is, henlagt i mørke om vinteren og badet i konstant sollys om sommeren. Disse egne fungerer som et slags spejl: hvid is og sne kaster hovedparten af solens stråling tilbage. Når menneskelig aktivitet forstyrrer dette spejl, får det uforholdsmæssigt store konsekvenser. Byggeri, minedrift, boreplatforme, veje, osv. – risikerer at ødelægge isens refleksionsevne og dermed tippe balancen, hvis det ikke bygges efter særlige hensyn. Støv, partikler, og sejlruter der skal holdes åbne med isbryder reducerer refleksionen og betyder samtidig at mere solvarme optages lokalt og i havet. Det fører til øget afsmeltning, som igen giver endnu mørkere (isfri) overflader, der absorberer endnu mere varme. Dette kaldes albedo-effekten og er en hovedårsag til, at Arktis opvarmes langt hurtigere end resten af kloden. Mens Jorden som helhed er blevet omkring 1,2 °C varmere siden industrialiseringen, er Arktis allerede opvarmet med omkring 3 °C. Det skyldes netop disse selvforstærkende mekanismer, hvor tabet af is og sne skaber en ond cirkel af yderligere opvarmning. Black carbon (sod) er én udløser – selv små mængder sod på sne kan mærkbart øge smeltehastigheden. Og tilsvarende vil ethvert mørkt bygningskompleks, åbent vand fra isbrydning eller støv fra miner i Arktis suge mere solenergi til sig end den uberørte isflade gjorde.

At bore efter olie i Arktis eller bygge store åbne miner og industriel forarbejdning og havne til udskibning er ikke kun miljømæssigt risikabelt lokalt, men også globalt.

Natur og havstrømme

Arktis er ikke blot en tom isørken – det er hjem for unikke økosystemer og arter, der har tilpasset sig de ekstreme forhold. En stor del af det marine liv i polaregnene er direkte afhængigt af havisen. På undersiden af havisen (især flerårig is, der overlever flere somre) lever mikroskopiske alger og plankton, der trives i forårets lys. Disse is-alger er basen i Arktis’ fødekæde; de udgør føden for dyreplankton, som spises af småfisk, der spises af større fisk, sæler, fugle, hvaler osv. Ny forskning viser, at de tykke, flerårige isflager – som nu forsvinder hastigt – huser overraskende store mængder af disse alger og dermed er et vigtigt spisekammer i en kritisk periode af året.

Historisk er der erfaringer med rovdrift på naturen i området: I 1600- og 1700-tallet jagtede europæiske hvalfangere hvalros og grønlandshval i massevis omkring Svalbard og Grønland; i 1800-1900-tallet næsten udryddede kommerciel hvalfangst flere store hvalarter (blåhvalens bestand faldt med hele 98,5% i det 20. århundrede under intensiv fangst). Ligeledes blev flere fiskebestande hårdt presset af overfiskeri i nordlige farvande i det 20. århundrede. I nyere tid har Arktis fået en pause, i takt med at internationale aftaler begrænsede f.eks. hvalfangst og kommercielt fiskeri rykkede mod andre farvande.

Ud over at være livsgrundlag for Arktis’ økosystemer spiller havisen en afgørende rolle for hele planetens klima og havstrømme. Den globale termohaline cirkulation er med til at sikre Golfstrømmen og andre store havstrømme. Målinger viser, at Nordatlanten er blevet mere fersk (fortyndet med smeltevand) og at de dybe strømme er svækket i de seneste årtier. I værste fald kan fortsat udtynding af saltvandet betyde et kollaps i nogle af de store kredsløb, der har holdt klimaet stabilt i tusinder af år.

Begrænsning af turisme og skibstrafik

Mange arktiske samfund (f.eks. på Grønland, Svalbard, Island) har i de seneste år oplevet en bølge af turister, der ønsker at se “isbjørnen og nordlyset” før det måske er væk. Krydstogtskibe sejler længere mod nord end nogensinde, og der arrangeres ture gennem Nordvestpassagen for velhavende eventyrere. Turismen kan give en økonomisk indsprøjtning lokalt, men masseturisme medfører også en række problemer: store krydstogtskibe genererer store mængder affald og spildevand, de udleder CO₂ og luftforurening, og de kan forstyrre dyrelivet voldsomt, når tusindvis af mennesker pludselig invaderer et ellers øde område. Lokale inuit-samfund har rapporteret om forstyrrelser af dyrevandringer og fiskeri på grund af støj og tilstedeværelsen af mange skibe. Der har allerede været hændelser med krydstogtskibe i Arktis i nød, hvor redning først nåede frem efter adskillige døgn.

Flere organisationer har talt for et forbud mod de helt store krydstogtskibe i visse farvande, ligesom man gør ved Antarktis. Turisme kan godt eksistere, men bør foregå skånsomt og med respekt for miljøet og beboerne. Det kunne f.eks. være via mindre ekspeditionsskibe under strenge miljøkrav, guidede landaktiviteter i små grupper, og en kvote på, hvor mange turister der må komme per sæson. Det er store økonomiske interesser i at fastfryse de arktiske samfund som “levende museer”, hvor deres primære erhverv blot er at servicere en guldrandet turistindustri. Og dermed fornægte disse samfund deres ret til en bæredygtig udvikling og diversificeret økonomi.

Antarktis

På Sydpolen har verdens stormagter og internationale sø-nationer lavet Antarktistraktaten af 1959. Denne traktat – som nu er underskrevet af 54 lande – erklærer, at Antarktis kun må bruges til fredelige formål og forskning, og at al militær aktivitet, mineraludvinding og andre former for udnyttelse er forbudt på kontinentet.

Selvfølgelig er der forskelle på Arktis og Antarktis. Arktis er ikke et kontinent, men et hav omgivet af stater, som allerede har suverænitet over hver deres arktiske landområder (Canada, Grønland, Island, Norge, Rusland, USA).

En direkte kopiering af Antarktistraktaten til Arktis er ikke mulig, men de eksisterende områder der i dag er udlagt til naturreservat i Grønland og andre steder i regionen kunne udvides, og anerkendes internationalt.

Allerede eksisterende traktater bevæger sig i den retning: F.eks. blev der i 2018 indgået en aftale mellem de arktiske kystnationer om et midlertidigt forbud mod kommercielt fiskeri i Det Arktiske Ocean (for at forhindre rovfiskeri i nye isfri områder). En egentlig Arktistraktat kunne cementere sådanne tiltag og udvide dem.

De eksisterende traktater om lavspænding og nedrustning, kunne fastholdes og udvides med et totalforbud mod militære øvelser og militære anlæg. I stedet for den udvikling der sker nu med øget militarisering og militær aktivitet.

Alvoren af Arktis’ fremtid

Arktis og Antarktis spiller en uforholdsmæssigt stor rolle i at regulere Jordens klima og havniveau. Uden dermed at tage betydning fra de højeste bjergkæder, flodsystemer, biodiversitets-hotspots i jordens ældste faunaområder omkring ækvator. Alt andet har været udslettet af istiderne.

Dette handler ikke om at fornægte udvikling, men om at sætte perspektivet op for en systemforandring, hvor arbejderklassen vinder magten i samfundet og et fremskridt der ikke samtidig accelererer klimaforandringer og ødelægger miljøet.

Et selvstændigt Grønland

Dér hvor Antarktis ingen oprindelig befolkning har, bor der i Arktis omkring 4 millioner mennesker – heraf mange oprindelige folk (inuitter, samer, m.fl.) med tusindårige rødder i regionen. Den nuværende befolkning af inuitter i Grønland kom til landet via Canada for omkring 800 år siden, og har siden bosat sig langs hele kysten. Thulefolket er i praksis efterkommere af de folkeslag der har levet af jagt i området omkring Beringstrædet i mange tusinder år, på både den russiske og den amerikanske side. Det Grønlandske folk har dermed ret til at erklære Grønland for deres og ret til selvstændighed, og et selvstændigt Grønland der står imod al imperialisme.

Link til artiklens første del