Arktis – stormagtsinteresser, natur, klimaforandringer og fremtid – første del

Få mere baggrundsviden om Arktis og Grønland, om stormagtsinteresser, klimaet og Arktis’ betydning for klimaet. Om nødvendighed af afspænding og hensyn til naturforholdene i Arktis, der har afgørende betydning for livet på hele planeten. Artiklen bringes over to dage.

Klimaforandringer og stormagtsinteresser i Arktis

Isdækket i Nordpolsområdet svinder ind år for år og allerede omkring 2040 forventes det, at havet omkring selve Nordpolen kan være næsten isfrit i sommermånederne. Det åbner for nye anvendelser af hele Arktis, også på land åbner det varmere klima for jagten på råstoffer, alene potentialet er nok til at sætte gang i stormagternes vilde jagt efter at sikre sig kontrol med territorier. Som Lenin skrev i hans værk om imperialisme i 1916:

”Ikke alene de allerede opdagede råstofkilder er af betydning for finanskapitalen, men også de mulige kilder, for teknikken udvikler sig i vore dage med utrolig fart, og landstrækninger, som i dag er uanvendelige, kan i morgen gøres brugbare, hvis man finder nye metoder (og dertil kan en storbank udruste særlige ekspeditioner af ingeniører, agronomer osv.), og hvis der anvendes mere kapital. Og det samme kan siges om udforskningen af mineralrigdomme, om nye metoder til bearbejdelse og nyttiggørelse af de forskellige råstoffer osv. Og herfra stammer finanskapitalens uundgåelige bestræbelser for at udvide sit økonomiske område, eller endda slet og ret sit territorium. Ligesom trusterne kapitaliserer deres formue på grundlag af en dobbelt eller tredobbelt vurdering, idet de regner med de i fremtiden »mulige« (men ikke aktuelle) profitter og med andre resultater af monopolet, således bestræber finanskapitalen i almindelighed sig også for at rive så meget land som muligt til sig, ligegyldigt hvilket, ligegyldigt hvor, ligegyldigt hvordan, blot ud fra håbet om eventuelle råstofkilder, af angst for at komme til kort i den forrykte kamp om de sidste ufordelte stumper af verden eller ved nyfordeling af det allerede opdelte.”

Når Arktis bliver isfrit om sommeren opstår en ny genvej mellem kontinenterne: skibe vil kunne sejle fra Asien til Europa over toppen af verden i stedet for gennem de strategisk vigtige handelsveje Suez- og Panamakanalen.

Grønland ligger centralt, og kampen står nu om hvem der skal have fuld beslutningsret over hvilke virksomheder der kan få lov til at investere i undergrunden, og hvilke våbensystemer der skal stilles op.

Grønlands ressourcer

Grønlands undergrund rummer potentielt store værdier. Geologiske undersøgelser estimerer der kan være olie og naturgas under havbunden omkring Grønland. Desuden formodes Grønland at have verdens største reserver af sjældne jordarter uden for Kina. Hvis klimakrisen gør det lettere at udvinde mineraler i Arktis, ønsker både USA, Kina, EU m.fl. at sikre sig adgang.

Grønland er dog ikke noget Eldorado af let tilgængelige rigdomme. Klimaet og infrastrukturen gør udvinding ekstremt vanskelig og omkostningsfuld, og med stor risiko for forurening. Det er også usikkert præcis hvor store forekomster, der reelt findes. Det nye er at isdækket svinder og områder som før var permanent frosset ned eller utilgængelige, er begyndt at tø og blotlægge undergrunden. Grønlands indlandsis mister omkring 200 milliarder ton is årligt, og havisen omkring Arktis er skrumpet til rekordlave udbredelser om sommeren.

Nye sejlruter i Arktis

Nordøstpassagen langs Sibiriens kyst og Nordvestpassagen gennem Canadas øhav kan forkorte søvejen mellem Atlanterhavet og Stillehavet betragteligt. Nordvestpassagen omkring 4.300 km kortere end ruten via Panamakanalen. Op mod 5% af verdens skibstrafik kan i teorien blive omdirigeret gennem Arktis omkring i løbet af de kommende 25 år. Allerede nu er disse ruter sporadisk farbare om sommeren, dog med voksende risiko for at møde i isbjerg.

Et nyt studie af isforholdene i Nordvestpassagen viser, at klimaforandringerne nogle steder gør sejlads vanskeligere og ikke lettere. Flere isflager og isbjerge løsriver sig og flyder direkte ind i skibsruterne og udgør en alvorlig trussel for selv isforstærkede skibe. Konsekvensen er, at den periode hvert år hvor en rute som Nordvestpassagen er sejlbar uden isbryderhjælp, er blevet markant kortere end før. I det østlige Beaufort-hav (en del af passagen) er den navigérbare sæson faldet fra 27 uger i 2007 til blot 13 uger i 2021.

Samtidig er Arktis måske det værst tænkelige sted på kloden at have tung skibstrafik. Risikoen for miljøkatastrofer er ekstremt høj, hvis uheldet er ude. Der findes i dag stort set ingen infrastruktur til søredning eller olieopsamling i de fjerne polarhave. Hvis et tankskib eller krydstogtskib havarerer i isfyldte farvande, vil hjælp være dagevis væk. Der eksisterer ingen effektiv metode til at opsamle et større olieudslip blandt drivende havis. Et olieudslip i Arktis ville nedbrydes meget langsomt i det kolde vand og potentielt forurene kyster og økosystemer i årtier.

Antallet af skibe i Arktis er stigende Fra 2013 til 2019 steg antallet af skibe, der sejlede ind i det arktiske hav med ca. 25%, blandt andet fordi flere olietankere og fragtskibe forsøger at bruge de nye ruter. I perioden 2013–2023 er den samlede skibstrafik i Arktis steget hele 37%, og heraf udgør krydstogtskibe en voksende andel. Mere trafik betyder statistisk set større sandsynlighed for ulykker i et område der er meget dårligt rustet til at håndtere dem.

Endnu et problem ved øget skibsfart og industri i Arktis er forurening. Omkring tre fjerdedele af det brændstof, som skibe bruger i Arktis, er tung fuelolie, den mest forurenende energikilde. Når denne olie forbrændes, udleder skibene store mængder sodpartikler (black carbon) til luften. Soden falder ned og lægger sig som et mørkt lag på sne og is. Herved formindskes isens refleksionsevne, så mindre sollys kastes tilbage til rummet og mere varme absorberes i isen og havet. Effekten er direkte accelererende for afsmeltningen.

Stormagterne står i kø

USA påstår, at de skal bemægtige sig Grønland for at gøre det til en de amerikanske stater, ”fordi det er nødvendigt” i kamp mod andre stormagter. Økonomiske kræfter har i mange år presset på for at gennemtvinge dette. De forestiller sig der er et potentiale af råstoffer i undergrunden, som de vil stjæle fra det grønlandske folk.

Kinas har beskrevet deres interesser i en “blue economic passage” mellem Kina og Europa via Det Arktiske Ocean, og ønsker at bliver en arktisk partner der kan deltage i styring og økonomisk samarbejde i Arktis om sejlads, olie/gas/mineraler, fiskeri og turisme. Altså i praksis en konfrontation med andre stormagters interesser i området.

EU har presset på for at få en fod i døren, med særaftaler med Canada, Norge, Island og Danmark/Grønland. I praksis har de ageret som en del af NATO og fulgt USA’s politik i håb om at få del i en god forretning. EU’s stormagter har naturligvis også deres egne interesser i den nye front der åbner sig, i særdeleshed Tyskland og Frankrig, men de optræder pr. stedfortræder, da hverken Grønland eller nogen af de andre arktiske lande er medlemmer af EU.

I EU’s Arktis-politik (Joint Communication, 13. okt. 2021) står der, at EU udbygger Trans-European Transport Network (TEN-T) korridorer i det europæiske Arktis, og at udvidelserne er vedtaget bl.a. med et sigte om at kunne transportere gods fra arktiske regioner på land og potentielt via Northern Sea Route.

NATO’s nye kommandostruktur for Norden og Arktis handler især om, at NATO i december 2025 ændrede de operative ansvarsgrænser, så alle nordiske lande (og hele Kongeriget Danmark inkl. Grønland) nu ligger under Joint Force Command i USA (JFC) Norfolk – NATO’s operativt ledende kommando med stærkt fokus på Nordatlanten og High North/Arktis.

Danmark har de senere år øget de militære investeringer dramatisk, også i Arktis og den militær tilstedeværelse i Grønland. I praksis giver den danske regering USA ret til at skalte og valte over Grønland. Og dansk kapital er dybt forbundet med USA, og har gjort sig afhængig, militært, teknologisk og økonomisk. Man skal ikke være i tvivl om, at hvis det kommer til at vælge mellem USA eller Grønland, så vil dansk Kapital og deres danske regering sælge ud til USA.

Militær optrapning i Arktis

De nye militærstrategiske muligheder i Arktis omfatter kortere ruter for u-både og flådefartøjer, missilbaser i nye positioner, radar- og satellitinstallationer tættere på rivalerne osv.

Både NATO-landene og Rusland opruster i disse år deres kapacitet i polarområderne. NATO har afholdt store militærøvelser i Norges og Islands nærområder med fokus på kamp i arktiske forhold (f.eks. øvelsen Cold Response i 2022 med 30.000 soldater). I 2025 sendte NATO for første gang en stående flådestyrke helt op i Norskehavet og Barentshavet for at markere tilstedeværelse i det høje nord. USA har genåbnet sin konsulatmission i Nuuk og intensiveret samarbejdet med Grønland og Danmark om forsvar, samtidig med at amerikanske styrker jævnligt træner i Alaska, Canada og Norge under arktiske forhold. Nye amerikanske radarer er under planlægning i Færøerne og Nordnorge, og Thule-basen i Grønland (nu Pituffik Space Base) opgraderes for at håndtere rummet og missilvarsling i polarområdet.

Rusland har på sin side lagt betydelige ressourcer i at modernisere Nordflåden og genåbne gamle militærbaser langs den sibiriske ishavskyst. I de seneste år har russerne opført eller renoveret over et dusin baser i Arktis – inkl. avancerede radarstationer, landingsbaner og havnefaciliteter på Franz Josefs Land, Novaja Zemlja, Kotelny-øen m.fl. Samtidig øver den russiske hær og flåde hyppigt i Arktis; der rapporteres om jævnlige russiske øvelser i Barentshavet og endda simulerede angreb mod mål i Arktis. Moskva har også udstationeret moderne våbensystemer (f.eks. S-400 luftværnsmissiler) i Arktis for at sikre kontrol med luftrummet.

Resultatet er en spiral af militær tilstedeværelse, der tydeligt viser at Arktis er en ny front i de internationale imperialistiske rivaliseringer og skærpede modsætninger.

Militariseringen har også en miljømæssig slagside. Store isbrydere, u-både, bombefly og radarstationer bruger enorme mængder energi og brændstof. Dette udleder partikler og andre forurenende stoffer direkte i det sårbare arktiske miljø. Eventuelle militære ulykker kan ikke håndteres forsvarligt i de utilgængelige egne (Der er intet lært af erfaringerne fra oprydningen efter brintbomberne på Thule). Støjforurening fra kampfly og skibe kan også påvirke havpattedyr, der navigerer efter lyd.

Anden del af artiklen bringes søndag d. 25. januar.