Sig nej til fyringer!

En ny bølge af massefyringer truer hundredtusindvis af arbejdspladser i Frankrigs industri, mens arbejderne slår igen med strejker og krav om modstand. Under overskriften “Sig nej til fyringer!” analyserer det franske Arbejdernes Kommunistiske Parti både den aktuelle krise og arbejderklassens voksende kampvilje mod kapitalens kyniske omstruktureringer og socialt ødelæggende profitlogik.

Af Arbejdernes Kommunistiske Parti Frankrig, PCOF

For nylig holdt Frankrigs største fagforening, CGT, en pressekonference for at fordømme antallet af økonomiske planer, der fører til kollektive fyringer. Ud af de 381 planer, der er registreret i løbet af de sidste ni måneder, påvirker 279 direkte industrisektoren. Alene i metalindustrien har fagforeningen talt 94. Den mest berørte sektor er bilindustrien og dens underleverandører. Dernæst kommer den kemiske industri med 26 inden for farmaceutisk produktion og 48 inden for kemisk produktion, plast, petrokemi osv. I alt, inklusive afskedigelser i detailsektoren (store kommercielle monopoler) og alle indirekte fyringer som følge af disse afskedigelsesplaner, nedlægges der i øjeblikket mere end 350.000 job.

Denne bølge af fyringer følger de tidligere og vil vokse, især på grund af afslutningen på de statsgaranterede lån, der blev givet under Covid-19-perioden.

Men mere grundlæggende er disse afskedigelser et resultat af den voksende økonomiske krise, som skaber en sakseeffekt mellem på den ene side øget produktionskapacitet, der især er knyttet til højere produktivitet, og på den anden side reduceret købekraft hos forbrugerne på grund af lave lønninger og det pres, som inflationen forårsager. Alt dette sker i et meget konkurrencepræget miljø, både nationalt og internationalt.

En anden og ikke mindst vigtig faktor er den gennemgribende ændring af produktionsapparatet i visse industrisektorer, som f.eks. overgangen til elektriske motorer i bilproduktionen¹. Denne omfattende industrielle ændring fører til en direkte afvikling af underleverandører som f.eks. støberier, der er lukket den ene efter den anden i flere år, hvilket har ført til økonomisk forarmelse af hele geografiske områder, hvor de havde været etableret i generationer.

Vi kan sige, at arbejdere, der er berørt af disse fyringer, især i industrisektoren, globalt rejser sig mod disse omstruktureringsforanstaltninger og/eller lukningen af deres virksomheder og deltager i strejkeaktioner. Disse kampe bygger på tidligere kampe, hvad enten det drejer sig om lønninger, bedre arbejdsforhold eller endda mod tidligere fyringsplaner. Selv i de sektorer, hvor der ikke er megen tradition for kamp, især i små og mellemstore virksomheder, griber arbejderne næsten spontant til strejke for at forsvare deres interesser.

Man skal huske på, at et af de karakteristiske træk ved den stærke bevægelse mod pensionsreformen (“Nej til 64 år!” for at få pension) i 2023 var, at den også fik arbejdere fra mange mellemstore og små byer, hvor disse virksomheder ligger, på gaden.

I disse kampe mod fyringer er to tilgange flettet sammen, som ofte eksisterer side om side i arbejderfællesskabet og kan eksistere i den enkeltes sind. Den ene er at sige ”Nej til fyringer” for at skabe en magtbalance med arbejdsgiverne og tvinge dem til at ”betale” ved at øge fratrædelsesgodtgørelserne betydeligt. Den anden er den tilgang, som reformistiske fagforeningsledere har valgt, og som søger en økonomisk løsning for at ”redde” arbejdspladser og virksomheden. På Vencorex, en kemisk virksomhed med 400 ansatte, der producerer klor i nærheden af Grenoble, gik arbejderne meget hurtigt i strejke og krævede betydelige fratrædelsesgodtgørelser. Det var også tilfældet med Michelin-arbejderne i Vendée (Bretagne-regionen) og arbejderne på Dumaray (en underleverandør til bilindustrien i Strasbourg) kort tid forinden². Arbejderne var godt klar over den økonomiske virkelighed i deres virksomheder og den igangværende omstrukturering, og de havde ingen illusioner om deres virksomheders fremtid. Strejkerne var relativt lange, mobiliserede bredt og skabte en bred bølge af solidaritet. Under pres blev arbejdsgiverne tvunget til at betale fratrædelsesgodtgørelser, der lå langt over de beløb, der var fastsat i de kollektive overenskomster. Vi støttede disse strejker og forsvarede sloganet “Nej til fyringer”.

Konfronteret med arbejdernes holdning på stedet, som sagde, at “vi må få arbejdsgiverne til at betale så meget som muligt”, søgte fagforeningsledelsen i sektoren såvel som på forbundsniveau en “økonomisk løsning” for at “redde arbejdspladser”. De fik arbejderne til at føle sig skyldige ved at beskylde dem for at kæmpe “for en lønseddel” og ikke for deres job! Men i lyset af strejkernes hårdhed og arbejdernes beslutsomhed forsvandt denne anklage til sidst i diskussionerne. De beløb, der blev vristet fra arbejdsgiverne ud over de lovpligtige fratrædelsesgodtgørelser ved afslutningen af disse strejker, danner nu en slags præcedens og gør økonomiske afskedigelser, uanset sektor, dyrere for arbejdsgiverne. Da man på Vencorex var nået til enighed med ledelsen om størrelsen af disse ekstra lovlige fratrædelsesgodtgørelser, fremlagde CGT-fagforeningens ledelse i samarbejde med en arbejdsgiver, der er specialiseret i overtagelse af kriseramte virksomheder, en kooperativ plan for overtagelse af fabrikken. Handelsretten fulgte ikke trop.

På Forges d’Hennebont i Bretagne, en underleverandør til Renault med 350 ansatte, bestod den “økonomiske løsning”, som CGT-ledelsen valgte, i at støtte en opportunistisk industrigruppe, Europlasma-gruppen, i at omdanne dette underleverandørstøberi til Renault, der er udstyret med helt nye maskiner, til en fabrik, hvor der skal fremstilles granater. Som flere af de berørte arbejdere forklarede: “At fremstille granaterer ikke det samme”! Dette afspejler de blandede følelser hos bevidste arbejdere, der står over for den stigende militarisering af økonomien.

“Økonomiske løsninger” er faktisk blevet implementeret. I 2014 med produktionskooperativet La cooperative TI (200 ansatte truet af fyring), der ejes af den internationale Unilever-koncern i byen Gémenos nær Marseille. Eller for nylig på Duralex (200 ansatte), en glasvarefabrik i det centrale Frankrig. Ud over arbejdernes kampgejst og beslutsomhed blev disse kooperativer muliggjort, fordi disse virksomheder udgjorde en meget specifik produktions-niche, forbrugsvarer, og nød godt af støtten fra en bevægelse af “arbejdere og forbrugerorganisationer”³. Et mindretal af de fyrede medarbejdere sluttede sig til disse arbejderkooperativer ved at investere deres fratrædelsesgodtgørelse i disse virksomheders kapital, og kommuner eller regioner leverede de fleste af de investeringer, der var nødvendige for at genoplive produktionen.

Disse få tilfælde, selv om de kan tælles på én hånd, præsenteres af fagforeningsledere som en reaktion på økonomiske afskedigelser. Men i lyset af dagens økonomiske krise kan disse tilfælde ikke gentages i store virksomheder. Og blandt mange af de arbejdere, som blev fyret næsten fra den ene dag til den anden efter ofte mange års tjeneste, og blandt dem, der støttede dem, vinder ideen frem om, at det er det livsødelæggende kapitalistiske system, der er ansvarligt.

For nylig, under mobiliseringen af stålarbejdere hos ArcelorMittal (verdens næststørste stålproducent) mod 636 fyringer, har fagforeningsledere og venstrereformistiske partier (som endnu ikke har siddet i regering) opfordret til nationalisering af virksomheden. Nogle arbejdere, herunder fagforeningsfolk i spidsen for kampen, tøver ikke med at sige: “Hvorfor ikke, hvis det betyder, at vi ikke bliver fyret med det samme!” Men de har ingen illusioner om nationalisering som en løsning på systemets krise.

Alt, hvad der kan bremse arbejdsgivernes planer om at fyre arbejdere for at opretholde og konsolidere deres overskud, er værd at tage med. Men i sidste ende er kampen og strejken fortsat afgørende. Det er det, vi skal opmuntre til ud fra en klasseposition med sloganet ”Nej til fyringer” og ved at hjælpe de arbejdere og deres fagforeninger, der kæmper, så meget som muligt. Samtidig arbejder vi i disse klassekampe for at sikre, at partiet kan knytte bånd til de mest avancerede elementer i arbejderklassen for at gøre dem opmærksomme på behovet for at bryde med det imperialistiske kapitalistiske system og organisere sig med det mål for øje.

Juni 2025
Arbejdernes Kommunistiske Parti, PCOF,
Parti Communiste des Ouvriers de France

PCOF er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML

Noter

1) En elbil kræver 40 % af de job, der er nødvendige for en bil med forbrændingsmotor, og de job, der skabes på gigafabrikkerne, kompenserer langtfra for de job, der går tabt i bilindustrien som helhed og hos dens underleverandører. Citeret i magasinet Rupture nr. 4, s. 47.

2) Se La Forge september-oktober 2024 (første artikel), ”Arbejderne kræver 100.000 euro”, november, ”Bilsektoren i oprør”, december, ”Dumareys kamp, en vigtig sejr”, januar, ”Nej til fyringer, mere end nogensinde et aktuelt krav”.

3) Fagbevægelsen promoverer disse produkter, der præsenteres som en måde at støtte arbejderne i disse kooperativer på.

Artiklen har været bragt i Enhed og Kamp: