Imperialistiske krige, aggressionskrige mod afhængige lande, udført under sloganet ”frihed”

Af Venezuelas Marxistisk-Leninistiske Kommunistparti – PCMLV

Det ekstreme højre, fascismen og zionismen er endnu et udtryk for modsætningerne i kapitalismens nedbrydningsperiode i dens højeste fase.

Under de nuværende omstændigheder med kapitalismens generelle krise griber de herskende imperialistiske lag til ekstreme højreorienterede ideer, fascisering af samfundet, som vi kan observere i nogle regioner som en udvidelse af fascisme og religiøs ekstremisme. Dette sker direkte i Mellemøsten, hvor zionismen har sit eget forhold til grene af islam eller til kristne kirker for at forsøge at skjule de fælles økonomiske interesser for oligarkierne i disse nationer i religionens tågede verden og for at forsøge at give en angivelig ”historisk” begrundelse for de igangværende massakrer og folkemord. De har som deres egentlige motiv at erobre territorier og positionere nogle af de aktører, der repræsenterer de to imperialistiske blokke og deres konflikt.

Som et udtryk for imperialistiske krige genopliver deres lokale repræsentanter et fænomen, der er skabt af lignende årsager som dem, der skabte fascismen i begyndelsen af det 20. århundrede, med en ”religiøs” begrundelse om ”racerenhed” eller ”guddommelig” forudbestemmelse til at indtage ”det forjættede land” med blod og ild. Det er en absurd forklaring på aggressionskrige, invasioner, folkemord og forbrydelser mod de undertrykte folk og især mod arbejderklassen i de nationer, der er blevet fordrevet, tortureret og massakreret og tvunget til at gøre modstand og kæmpe mod en irrationel proces med ødelæggelse af produktivkræfterne.

For imperialismen spiller krige en central rolle i processen med at genoplive produktionsapparatet og finde en vej ud af dens kriser. Men krige har modstridende resultater, da de også fremskynder oprustningen og militariseringen af samfundet, hvilket giver arbejderklassen mulighed for at bevæbne sig selv og lære krigens kunst og videnskab. Dette giver det en reel mulighed for at gribe ind i konflikter for at afsløre deres klasseessens og fremme sit revolutionære program, hvis det er i stand til at bryde med den borgerlige ideologi og skabe sin egen politiske organisation på et videnskabeligt grundlag.

Krige har en grundlæggende og selvmodsigende økonomisk essens for de kriseramte borgerskaber. På den ene side bruges de som en formel til at forsøge at komme ud af den økonomiske krise ved at aktivere det militær-industrielle apparat. På den anden side er de en form for ødelæggelse af produktivkræfterne, som i sig selv skaber nye kriser. Men i virkeligheden ønsker de at bruge krig til at gøre en lille gruppe kapitalister rigere, mens flertallet af os bliver fattigere og mister alle rettigheder og bliver presset af virkeligheden til at kæmpe og gribe til våben.

Et udtryk for karakteren af imperialistiske krige, af aggressionskrige, i de nuværende væbnede konflikter kan vi se i de krige, der føres i Østeuropa, Asien og Afrika, hvor de imperialistiske magter og de største økonomiske grupper investerer enorm kapital i krigsindustrien i de imperialistiske lande for at eksportere våben og forsyninger til kampfronterne.

Disse krige eller trusler skyldes ikke absurde religiøse problemer mellem fanatikere, og de er heller ikke en kamp mellem kulturer eller nationaliteter; det er undskyldninger, der skal fange de uopmærksomme. Det underliggende problem i de krige, vi ser i dag, er økonomisk. Vi insisterer på, at det er kampen mellem fraktioner af det verdensimperialistiske borgerskab, der forsøger at komme ud af deres kriser og øge deres profit ved at aktivere det militærindustrielle apparat, direkte røve andre landes rigdom og hæve udnyttelsen af arbejdskraften til det højest mulige niveau.

Et bevis på den imperialistiske oprindelse af de nuværende krige ses utvetydigt i den zionistiske stats aggressioner mod sine naboer, hvor dens maske af militær og teknologisk overlegenhed falder til jorden, når vi ser mængden, udstyret og antallet af soldater, som USA-EU-blokken sender for at støtte den kriminelle Netanyahu og hans zionistiske klike i deres utilslørede folkemorderiske og kriminelle politik. Den egentlige baggrund er at stoppe Kina-Rusland-blokken og overtage strategiske områder.

USA spiller nu et særligt afgørende kort i Østen og flytter derfor en masse ressourcer til Taiwan, Sydkorea, Filippinerne, Japan og i Mellemøsten til Israel for at begrænse indflydelsen fra den kinesisk-russiske blok, der er på fremmarch, og for at tage direkte økonomisk, politisk og militær kontrol.

Dette er ikke kun et teoretisk problem, det er en realitet, der ses i hele verden, da muligheden for krig, for vold på grund af fasciseringens fremmarch, stiller os alle over for truslen om direkte vold, statsterrorisme, de mest tilbagestående ideer i menneskehedens historie.

Propagandamassemedierne, der giver sig ud for at være ”information”, spiller en meget vigtig rolle i skabelsen og retfærdiggørelsen af en fortælling, der bringer udnyttelsen op på et ekstremt niveau og tilsidesætter mekanismer til konfliktløsning på internationalt plan eller det påståede forsvar for ”menneskerettigheder”. På nuværende tidspunkt er afhængige lande og arbejderklassen blevet udsat for direkte vold. Det er det, vi ser i Palæstina, Libanon, lande i Afrika og andre regioner, hvor de imperialistiske nationer går med til at ødelægge hele civilbefolkninger med deres bomber, kun for at bemægtige sig disse territorier og svække den folkelige organisering som en form for kapitalens hævn, en del af fasciseringsprocessen.

Kampen mellem den imperialistiske blok USA-EU og blokken Kina-Rusland bliver voldsommere for hver dag, så arbejderklassen er nødt til at forberede sig hurtigt på at reagere på den overhængende trussel om en bredere krigsskueplads.

Ifølge marxistisk-leninistisk teori og praksis er arbejdet med en politik for enhed, alliance og aftaler med antifascistiske og antiimperialistiske tendenser på nationalt og internationalt plan en af de vigtigste måder at besejre det ekstreme højreorienterede borgerskab på. Dette borgerskab truer med at vende tilbage til en periode med generaliseret slaveri, som blev overvundet med Sovjetunionens sejr over det nazifascistiske regime i 1940’erne. Det er op til os at studere og virkeliggøre forslagene fra vores klassikere på et tidspunkt, hvor verdens fascisering er på fremmarch, og mange folk gør modstand og kæmper mod dette monstrum af imperialistisk kapitalisme, der ønsker at undertrykke os.

Forslaget fra den antiimperialistiske og antifascistiske folkefront bliver mere og mere relevant for hver dag, der går. Marx’, Engels’, Lenins og Stalins retningslinjer, Hoxhas, Dimitrovs og andre fremragende revolutionæres bidrag, erfaringerne fra de folk, der gør modstand og kæmper mod imperialismen og fascismen, må tages i betragtning for at besejre menneskehedens fælles fjende og den største fare med det organiserede proletariats styrke. Vi må lægge den skadelige indflydelse fra sekterisme og resterne af trotskisme, maoisme, revisionisme og reformisme, som stadig overlever i den internationale kommunistiske bevægelse, til side.

Hvert af de revolutionære partier og bevægelser, som vi opfatter som marxistisk-leninistiske kommunister, ærlige revolutionære og generelt den kæmpende arbejderklasse, er kaldet til at bekæmpe imperialismen i en fælles kampfront for at besejre menneskehedens fjende og opbygge et folkedemokrati, der fører til socialisme.

”Socialismen opbygges kun med arbejder-bonde-alliancen ved magten og folket bevæbnet.” 

Oktober 2024

Artiklen er trykt i Enhed og Kamp, APKs politiske og teoretiske magasin, der samtidig er en dansk del af CIPOMLs internationale tidsskrift Unity&Struggle med udvalg fra oversatte artikler

Oversat fra Unity & Struggle nr. 49, 2024

Tidsskrift for Den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML

PCMLE, Ecuadors Kommunistiske Parti – Marxist-leninister er ligesom APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML