Del 3 – Klimakampen er en kamp mod olieprofit og supermagter

Kongres debat, i tre dele om klimakampen. Tredje del handler om at forstå hvem der er modstanderen og hvad der kan gøres.

Når vi på den ene side tydeligt kan se de stigende temperaturer, og alvoren af klimakrisen – og videnskaben på den anden side kender årsagerne og har en løsning der er både renere, bedre og billigere. Så står det det sidste spørgsmål tilbage. Hvem og hvilke kræfter er det som står i vejen?

Menneskehedens tidsalder tog for alvor fart ved afslutningen af den seneste istid. Og i de mellemliggende 10.000 år er udviklingen sket i store spring, hvor klassesamfundet og teknologien nåede fra bonde og slavesamfund til nutidens kapitalisme og imperialisme. Men det er først indenfor de seneste århundrede år under kapitalismen, at mennesket for alvor at begyndt at brænde fossile ressourcer af i et gigantisk tempo. Kul der har ligget i jorden i 300 mio. år, og olie ressourcerne der har ligget og lagret i 65 mio. år, forsvinder op gennem skorstenen, så hjulene kan dreje rundt. På en måde var det ikke mindst opdagelsen af hvordan man kunne udnytte de energirige fossile brændstoffer, der var fødselshjælperen for den moderne industrialisering og kapitalismens tidsalder.

Næsten fra begyndelsen af industrialiseringen har miljøpolitik været en vigtig del af arbejderklassens kampe, frem til nu, hvor kampen handler om at udfase forbrænding. Ser man historisk på hvem der har bekæmpet oplysning og lovgivning, med alle mulige midler, er det først og fremmest energisektoren og den fossile industri. Her tjenes stadig bjerge af penge på olie. Der er samtidig bundet kapital i installationer og infrastruktur, og der er optaget massive lån i den olie der endnu ikke er hentet op. Det er helt sikkert, at de ikke lukker for pumperne, eller skruer ned for tempoet før de bliver tvunget. For den dag der lukkes ned, stopper pengestrømmen, og kun gælden er tilbage. Og forureningen naturligvis.

For 25 år siden var olieindustrien stadig den mest magtfulde branche i den globale økonomi, og havde nærmest egenrådig kontrol over energipolitiske beslutninger. I dag er teknologigiganter som Amazon, Facebook og Google, langt større i markedsværdi. Men også IT virksomheder har gjort sig dybt afhængige af billig energi til deres gigantiske datacentre.

Det militær-industrielle kompleks, luftfartsindustrien og skibsfarten har alle sammen hver deres interesse i at holde fast i fossile brændsler. Ingen af de eksisterende monopoler vil betale for den nødvendige udvikling væk fra fossile brændsler, og ingen vil opgive deres investeringer i deres eksisterende flåde før den er udtjent.

F.eks. er bilproduktion de sidste 50 år koncentreret på nogle få giganter på verdensplan, og deres fabriksanlæg repræsenterer store investeringer. Derfor vil VW og de andre i autobranchen, konsekvent hellere svindle og bedrage, og betale politikere under bordet for at lukke eller privatisere offentlig transport, end de vil skifte deres monopol på benzin- og dieselbiler ud med en ren fremtid.

Energikoncerner, oliebranchen og de store industrivirksomheder i transportsektoren, og alle deres underleverandører, samt alle storforbrugere af elektricitet, har alle en fælles økonomisk interesse i at fortsætte med at lade den billige olie drive verden. Og de er alle tæt forbundet gennem banker og investeringer fra store kapitalfonde.

Det er samtidig gigantiske arbejdspladser, med relativt stærke faglige traditioner. Industrien har konsekvent udnyttet dette til at forklare at omstilling vil betyde tab af arbejdspladser, derfor så man længe at dele af fagbevægelsen helt forfejlet stod på arbejdsgivernes side, imod omstilling til vedvarende og rene energikilder.

For mange stormagter har kontrol over olien været et vigtigt våben til at holde magten over verden. Den internationale embargo mod lande som Venezuela og Iran, krigene mod Libyen, Syrien, Irak og Sudan osv. har handlet om at fastholde kontrol over energiforsyningen, og bremse mindre nationer i at sælge deres olie på verdensmarkedet. Mængden af olie der bruges på at føre disse krige og afholde krigsøvelser er et helt selvstændigt problem.

Som det ses, er det næsten nemmere at spørge om hvem og hvilke kræfter der ikke står i vejen. Og tro ikke at naturkatastrofer vil ændre deres positioner. Australien, Brasilien, USA, Rusland, EU, og mange andre steder på kloden har selv i egne lande oplevet hvordan naturbrande er taget til, år for år, men intet bliver gjort. Heller ikke herhjemme, hvor regeringens flertal blev valgt på en grøn dagsorden. Her er det første konkrete tiltag penge til flere motorveje!

Forandringer kommer fra neden

De seneste år har ungdommen drevet klimadagsordenen frem igen med fornyet engagement, og har vist hvor angste magthaverne er for at virkeligheden bryder igennem deres polerede mur af løgne. Selv i USA har præsidenten følt sig tvunget til at adoptere en del af retorikken fra videnskaben og klimabevægelsen. I praksis sker der dog ikke meget, det er for lidt og for sent.

Skolebørnene og de studerende er også blevet omklamret af eksisterende NGO’er, og klimakampen er drejet i retning af parlamentarisme. For to år siden lykkedes det, at gøre valget til EU-parlamentet til et såkaldt klimavalg, hvor politikerne stillede sig op sammen med skolebørn og lovede handling. Det var dobbelt overgreb på børns demokratiske rettigheder. Som om EU vil og kan ændres indefra. Det er håbløse spildte kræfter. Her til efteråret vil vi se det teater forsøgt en gang til når der er kommunalvalg i Danmark, parlamentsvalg i Tyskland, Klimatopmøde i Gglasgow, og igen til næste år i Frankrig og Sverige.

Klimabevægelsen vil blive overdøvet af sniksnak om såkaldt CO2 neutralitet, selvom det ikke nytter en døjt, og indebærer at CO2 udledningerne bare fortsætter, mens man venter på den teknologiske udvikling. Det nytter heller ikke er tro på, at man kan tage de nødvendige mængder CO2 ud af atmosfæren, eller havet, og finde en måde at gemme det på. Det er begge dele fremtidssnak, og kræver kæmpemæssige anlæg der slet ikke er bygget. Der er i stedet brug for omstilling nu.

Det er vigtigt at klimabevægelsen, også de unge, gennemskuer hvordan deres demonstrationer op til et valg, bliver misbrugt af medierne, og af politikere der får lov til at sige hvad som helst. De parlamentarisk rettede aktioner kan derfor ikke være den primære aktivitet, så vil bevægelsen ikke blive andet end et figenblad for magthaverne, og aldrig nå sine mål.

Mens man altså godt kan pakke sine illusioner til magthaverne helt og aldeles væk, skal vi huske at Danmark har masser af gode erfaringer der kan bygges på. Det lykkedes f.eks. i 1970’erne for Atomkraft NEJ TAK bevægelsen at få bremset de radioaktive ambitioner. Helt centralt var saglige oplysningskampagner og manifestationer med kultur. Der var også inddragelse, hvor alle kunne være med, en understrøm af håndværkere og selvstændigt tænkende ingeniører, der begyndte at tage udvikling af alternative energikilder i egne hænder.

Gode erfaringer er der også fra andre lande, først og fremmest med civil ulydighed, arbejdskampe og blokader ved nedgravning af ny gasrørledninger, fracking byggepladser, osv. Det har vist sig at olieindustrien ikke tåler at blive kigget over skulderen, og deres store anlægsprojekter ikke har råd at blive forsinket.

Stands ulykken

Helt konkret så betyder ”stands ulykken”, at alle eksisterende kraftværker der bruger fossile brændsler skal omstilles eller rives ned. Kul, olie og naturgaskilder skal lukkes og deres installationer, raffinaderier og forurening skal ryddes op. Alle bilfabrikker der bygger forbrændings motorer skal finde på noget andet. Osv.

At standse ulykken betyder også, at alle lande skal have adgang til at kunne udvikle deres landbrug, og alle andre dele af deres af deres samfund, så alle kan modstå ekstreme hedebølger og oversvømmelser. Det er håbløst naivt at tro, at Jordens fattige befolkning kan vedblive med at dyrke med traditionelle metoder, når klimaet ændrer sig så hurtigt som det gør. Det tangerer endnu et kolonialistisk folkemord når udviklingen bremses af vestens krigsmagere, handelssanktioner og patenter, og imperialismens kontrol over lånekapitalen.

Storbyernes forbrug af energi til lys, vand, varme, ventilation, klimaanlæg, renseanlæg, affaldshåndtering, infrastruktur, arbejdspladser osv. osv. kunne allerede for længe siden være stillet om til rene, vedvarende energikilder. I praksis bremses udviklingen hele tiden, det kan f.eks. ikke betale sig at sætte solceller op på taget af skoler, eller almene boliger med mindre de kan bruge al strømmen selv direkte. En hurtig omstilling kræver derfor at al lovgivning der forhindrer udbygning af vedvarende energi i byerne smides ud. Alle skal i stedet for tilskyndes til at sætte så mange solceller op på taget som der er plads til. Magten over energi-infrastrukturen skal tages tilbage fra EU’s privatiseringscirkus.

Landbruget, fødevareproduktion og byggeri, kan på ganske kort tid stilles om, fordi det bl.a. handler om at undgå unødig transport og overgødskning. Produktion af flæsk er et udtalt grumt eksempel, hvor kæden er faldet helt af for Danmarks moderne industrilandbrug. Foder produceres i Sydamerika og sejles til Danmark, smågrise fødes i Danmark transporteres til videre opfedning i Tyskland, billig arbejdskraft transporteres ind fra Østeuropa, og til slut mere energi til slagteriet, kødet nedfryses og transporteres så til Kina. Langt de fleste industrivarer i dag har et sådant slæb af meningsløs ekstra transport. Eksemplerne er talrige.

Klimakampen slår først helt igennem, når alle brancher i alle led af værdikæden, er holdt op med brænde verden af, og alt er omstillet til rene vedvarende kilder.

Læs også de første to dele i serien:

Del 1: Klimaforandringer – hvor alvorligt er det, hvilke krav der kan stilles, hvad kan der gøres

Del 2: Hvad er prisen på forurening, tørke og oversvømmelser

Supplerende artikler kan anbefales:

Oversvømmelseskatastrofe: Nu må der handles for fremtiden!

Aktuel analyse fra vores tyske søsterparti i Arbeit Zukunft:
Hvordan vindes kampen mod klimaforandringer
Analyse i magasinet Enhed og Kamp om udviklingen over de seneste årtier fra rumalderen og begyndelsen af meteorologi, til 2018.

Vil man kun høre på forslag til klimaløsninger, der underkaster sig kapitalismens logik, om at markedskræfterne finder den bedste løsning, så kommer ændringer først i brug, når der ligger en umiddelbar profit i dem. At overlade klimakrisen til markedskræfterne betyder, at kun afgrænsede og delvise løsninger er mulige, aldrig en helhedsløsning.


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne