Indien gennemlever en periode med ekstrem rovdrift, udbytning og superprofitter til den internationale kapital – på bekostning af landets egen befolkning og arbejdere på landet og byerne. Nu tager dansk kapital og dens regering et nyt skridt. Regeringen har indgået et såkaldt ‘grønt partnerskab’ med den indiske Modi-regering. Her skal firmaer som A.P. Møller, F.L. Smidth, Danfoss, Vestas, Grundfos og Novozymes spinde guld. Som det er tidens trend smykker aftalen sig som ‘grøn’, men det politiske styre og den ekstreme udbytning af Indiens fattige arbejderklasse, som danske firmaer skal udnytte er det sorte grundlag for det grønne eventyr.
– Vi skal have nedbrudt barrierer også af bureaukratisk karakter, så det bliver lettere for virksomheder at eksportere til Indien og at skabe arbejdspladser i Indien, siger statsminister Mette Frederiksen (S) om aftalen på et pressemøde mandag på Marienborg. Se Danmark er første land Indien indgår grønt partnerskab med
Artiklen ‘Kampen om Indiens milliarder’ i 3 afsnit beskriver situationen i Indien.
Artiklen er bragt i sin helhed i APK’s magasin Enhed og Kamp 1,2019
Af Nana Gregersen, APK
KAMPEN OM INDIENS MILLIARDER
Indien er i dag verdens femtestørste økonomi og forventes i 2050 at være verdens andenstørste. Allerede i dag er den tredjestørst målt i købekraft. Indien har 1,4 milliarder indbyggere med en gennemsnitsalder på 25 år og vil i løbet af nogle år overhale Kina som verdens folkerigeste land.
Som marked har den indiske regering åbnet dørene for den globale nyliberalistiske udplyndring og er derfor af stor interesse for verdens multinationale virksomheder – hvad enten det drejer sig om USA’s langsigtede strategiske investeringer, europæiske monopolers billige produktion under slavelignende forhold eller overfloden at billigt producerede kinesiske varer. Den danske regering håber at få danske virksomheder mere med på vognen med udenrigsministerens besøg og genåbningen af den danske ambassade i New Delhi i slutningen af 2018. Dansk Industri (DI) har de sidste fem år haft kontor i Mumbai for at fremme danske erhvervsinteresser.
Tilbage i 2008 indgik den daværende regering en dansk-indisk partnerskabsaftale. Udenrigsministeriet skriver bl.a. i denne:
”Der er et betydeligt potentiale for at øge handel og investeringer i Indien. Omverdens interesse for Indien har i de senere år været markant stigende. Danmark har derfor en klar interesse i at udnytte de muligheder, der skabes af Indiens imponerende vækst. Omtrent 75 danske virksomheder har etableret sig på det indiske marked med datterselskaber, repræsentationskontorer eller i joint ventures. Heraf er flere ledende på markedet. Det gælder f.eks. A.P. Møller og F.L. Smidth. Selv om der er et underskud på varehandlen, er der samlet set et overskud på ca. 1,5 mia. kr., når tjenesteydelser og søfart indregnes.”
Store danske koncerner som Danfoss, Vestas, Grundfos og FL Smidth har deres hovedkvarterer i Chennai, en af de særlige økonomiske zoner og center for industriel vækst og multinationale koncerner. Novozymes og LM Glasfiber har lagt en del af deres forskning og udvikling til Indien, hvor selv højtuddannet arbejdskraft er billig. Og FLSmidth havde 23 pct. af sine ansatte i Indien i 2014.
A.P. Møller-Mærsks havneselvskab APM Terminals har længe været en af de store havneoperatører og ejer eksempelvis 74 pct. i indiske Gateway Terminals India (GTI)i havnen Nhava Sheva og 43 pct. af den indiske havn Gujarat Pipavav. Konglomeratet sidder på omkring 18,5 procent af import og eksport i containere til og fra Indien. forbinder havnene og markedet inde landet. Med investeringer i infrastruktur, havne og containerterminaler samt containerdepoter inde i landet vil Mærsk styrke og udvide sit monopol.
”Verdens største demokrati”
Såvel Trump-administrationen som den danske regering og andre regeringer har deres grunde til at prise Indien som verdens største demokrati, vogter af demokratiet mod øst, og påpege det demokratiske værdifællesskab. Imens dør indere af sult og fattigdom – på landet uden jord og på fabrikker uden beskyttelse. Kvinder i de lavere kaster og muslimer myrdes uden straf, etniske udrensninger forsætter.
Narendra Modi blev valgt til premierminister i 2014, da det ekstremt nationalistiske og hindu-fundamentalistiske parti Bharatiya Janata Party (BJP) vandt valget og kom til magten. BJP er i dag Indiens rigeste, største og mest dominerende parti, faktisk det parti i verden med flest medlemmer.
Som mange andre nyliberale højre populister, vi ser komme til magten i disse år, har Modi og BJP blandet en giftig cocktail bestående af en særlig ”folkelig” politik over for de store grupper af udstødte fattige, laveste kaster og minoriteter, som andre partier ikke har brudt sig om, blandet med markedsreformer, privatiseringer og fri bane for imperialistisk udplyndring og betændte religiøse splittelses- og hadkampagner, der bygger på den såkaldte Hindutva-ideologi. Fascistiske hindu bander filmer mord på muslimer i det nordlige Indien og lægger det ud på de sociale medier. Partiet har fascistiske rødder tilbage fra 1955, fra en organisation kaldet RSS (de frivillige nationale). Den blev dannet af medlemmer af overklassen for at beskytte deres klasseinteresser og designet til at føre en reaktionær politik med særlige privilegier til hinduer.
Afhængighed trods selvstændighed
Efter sin selvstændighed som tidligere britisk koloni, ejet af British East Asia Company, har Indien med kapitalismen aldrig fået opbygget en selvstændig industrialisering, der kunne opfylde landets og befolkningens behov. Indien har f.eks. atomkraftværker bygget af Rusland og USA, men har ingen fabrikker, der kan producere, hvad der skal til for at producere egne kraftværker, der kan sikre energi.
Indien har et enormt behov for få udbygget infrastrukturen, bare almindelige veje og boliger til den voksende milliardbefolkning, men ingen industriproduktion, der kan dække opbygningen af egne fabrikker til at sikre dette.
I de særlige vækstzoner bygges verdensklasses lufthavne, motorveje, bygninger og fabrikker af de multinationale og for de multinationale. Danske FLSmidth havde 40 pct. af det indiske marked for cementfabrikker – og en omsætning, der passerede en milliard allerede i 2007.
Som andre demagoger af samme slags lovede premierminister Modi, at årtiers privatiseringer, reformer og økonomisk vækst nu ville skabe arbejdspladser og fremgang for andre end overklassen og de multinationale. At hans store mantra om Indien som det mest venlige land over for forretningsverden endelig skulle materialisere sig i nye job til de mange millioner arbejdsløse. Men trods skattefritagelse og andre privilegier skete det ikke. Mellem 2005 og 2010 blev der skabt 2,7 millioner nye job til en arbejdsstyrke, der hvert år voksede med 15 millioner, ifølge International Business Times. Og fra 2015 kom ”den jobløse vækst” for alvor til Indien.
Indiens lovgivning er på mange måder ændret til fordel for det globale erhvervsliv. I efteråret 2018 tog regeringen endnu et skridt med nøgleændringer i Indiens politik for udenlandske direkte investeringer (FDI). Den tillader nu 100 pct. FDI mod det tidligere loft på 49 pct. inden for særlige brancher som detailhandel og byggeri, hvilket længe har været et ønske (krav) fra globale spillere.
Pengene forsvandt
Den 8. november 2016 skabte premierminister Narendra Modi en kunstig krise i landet, da han pludselig erklærede 86 pct. af landets valuta for værdiløs som lovligt betalingsmiddel – et drakonisk diktat taget uden forudgående varsel. Af sine tilhængere blev det berømmet som udtryk for macho-handlekraft.
Denne såkaldte demonetiserings-politik har haft ødelæggende virkninger på tværs af alle sektorer af det indiske samfund. Den lammede virksomheder og landmænd, hvilket betød, at detailforretninger og forhandlere lukkede ned, øgede arbejdsløsheden og tvang almindelige mennesker til at bruge milliarder af timer i endeløse køer i banker for at omveksle ubrugelig valuta eller at trække de beskedne kontanter, der var tilladt.
Men værst ramte demoneterings-politikken de fattige, daglejerne, befolkningen i landdistrikterne, der udgør omkring to tredjedele af Indiens befolkning – omkring 800 millioner mennesker. De fleste af disse mennesker havde ingen bankkonti eller kreditkort. Kun 53 pct. af inderne har bankkonti, og mere end 300 millioner mennesker har ikke noget offentligt godkendt ID, som de har brug for til at konvertere deres hårdt tjente penge til godkendt valuta. Naturalieøkonomi er fortsat udbredt i store dele af befolkningen. Modis politik betød sult og ødelæggelse for millioner af familier.
Modi kaldte det en nødvendig krig mod sorte penge og korruption. Alt imens regeringen og Bharatiya Janata Party vendte det blinde øje til den virkelige hvidvask af sorte penge, der fandt sted. Det internationale Global Financial Integrity (BFI) vurderede, at op mod 21 mia. US dollars ulovligt blev taget ud af Indien i 2014 og overført til udlandet. Og at Indien på samme ulovlig vis var parkeringsplads for omkring 101 mia. ”sorte” US dollars, hvoraf en stor del stammede fra virksomheder, der var gået konkurs, og hvor pengene var forsvundet. Det menes, at bl.a. de store detailhandelskæder, der har lukket tusindvis af butikker i USA, har overført midler til at investere i det enorme detailhandelsmarked, de vil opbygge til erstatning for Indiens millioner af småhandlende, der så vil miste deres indtægt.
Det er senere kommet frem at mange kooperative banker (særlig i Gujarat og Maharashtra) modtog store mængder af demonetiseret valuta som indlån, og disse var indkomster fra landbruget uden om skattevæsnet. Velkendte politikere fra disse delstater stod i spidsen for de banker, der hjælp deres kunder med skatteskjul. 1
Frem til 1991 sad det reformistiske Kongresparti ved magten og førte en stram statsstyring af økonomien, hvor de vigtigste sektorer såsom banker var nationaliseret, men uden at rokke ved de kapitalistiske ejendomsforhold og økonomi. Med rækken af de liberale strukturelle reformer, som siden blev sat i værk, steg muligheden for at placere industrielt overskud i den spekulative økonomi.
Særlige økonomiske zoner
”Det er sandsynligvis den billigste fabrik, vi har noget sted i verden.” Ordene tilhører chefen for VolksWagen i Indien. I den særlige økonomiske zone i Pune i den vestlige del af landet ligger de tyske bilfabrikker på stribe. På en 4,2 mia. kr. dyre Folkevognsfabrik i byens udkant bruges laserstyrede robotter.
Sammen med de økonomiske zoner i Chennai og staten Gujara er Pune et rent ’tag selv bord’ for de multinationale koncerner: skatteprivilegier, adgang til jord, stabil strøm og energiforsyning, billig, højtuddannet arbejdskraft. Disse zoner skal angiveligt være vækstlokomotiver, men det er vækst på aktionærernes bankkontoer, ikke for landet selv eller dets befolkning.
Den danske presse fortæller aldrig om de mange millionstore strejker, der hele tiden foregår blandt de indiske arbejdere. 30 millioner indiske arbejdere indledte den 8. januar 2019 en to-dages strejke mod Modi regeringens arbejdsmarkedsreformer, mod privatiseringer af offentlige virksomheder, øget brug af kontrakt arbejde og mod regeringens og de multinationales bevidste ødelæggelse af landområderne.
Et hovedkrav for de mange millioner daglejere og kontraktansatte er en højere mindste løn på 18.000 rupees til at overleve på. Regeringen har fastsat, at en arbejder og hans familie tilsammen kun behøver 2700 kalorier for at overleve. Det kræver en mindsteløn på 18.000 rupees. Men det vil Modi regeringen ikke engang gennemfører.
Indisk arbejdskraft er i dag billigere end kinesisk, selv når det gælder den lille del, der arbejder på det organiserede arbejdsmarked. Industrien udgør 24 pct. af BNP og beskæftiger 60 mio. mennesker. Til sammenligning har Kina skabt flere hundrede millioner arbejdspladser i industrien siden 1990. Langt hovedparten af alle job i Indien, over 90 pct., befinder sig i den uformelle sektor uden nogen arbejderrettigheder. Det drejer sig om bønder og daglejere, grønthandlere og gadesælgere, tjenere og taxachauffører og de millioner af små virksomheder, der udgør grundstammen af indisk erhvervsliv.
På den store økonomiske bane spekulerer nogle af USA’s største monopol- og finanskapitalgrupper i at flytte hele den enorme lavomkostnings-produktion fra Kina til Indien. Et sådan skift vil svække Kina alvorligt og styrke USA’s økonomiske verdensherredømme. Hundredmillioner af arbejdere og bønder, som står uden arbejde, jord og eksistensmuligheder, skal skabe superprofitter gennem ekstrem masseudbytning.
Anden del i serien omhandler landbrugspolitikkken, der er i fuld fart lægger landbruget under erhvervslivets kontrol og ruinerer millioner af bønder. En politik der er i færd med at udvikle sig til en miljøkatastrofe.
Tredie og sidste del i serien handler om Indiens geopolitiske placering og USAs underlæggelse af landet.
Kampen om Indiens milliarder s. 42
Af Nana Gregersen, APK
Del 1
Del 2
Del 3
Se mere om magasinet ENHED OG KAMP
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
