Et folkelig alternativ mod Bolivias præsidents Morales grundlovsbrud

Der må dannes et folkeligt alternativ til Morales regering, der vil forsvare folkeafstemningen om grundloven og forsvare det demokrati vi vandt ved at gå på gaderne. Et alternativ der vil kræve, at Bolivia får sin selvstændighed tilbage fra imperialismens greb (både USA-EU-blokken og Kina-Rusland blokken). Som vil bryde med afhængigheden og tilbageskridtene i den nye økonomiske model, og som vil spille en ledende demokratisk rolle i at sikre at der bliver investeret i uddannelse, sundhed og boliger.

Af Det Revolutionære Kommunistparti – PCR, Bolivia


Sådan skriver Bolivias Revolutionære Kommunistiske Parti (Revolutionary Communist Party, PCR – Bolivia) som en reaktion på højeste valgrets afgørelse i starten af december om at lade præsident Morales genopstille til præsidentvalg igen på trods af folkeafstemningen om grundloven i 2016, der sagde det modsætte.

Præsident Evo Morales har hævdet, at det var hans ”menneskeret” at kunne blive præsident på livstid ved genvalg. PCR har hele tiden advaret mod centraliseringen af statsmagten omkring personen Morales, og om at hans MAS-regering ville overtræde grundloven.

Evo Morales fremstilles i mange medier som en folkets mand og bolværk mod USA-imperialismen i Sydamerika. Afsløringen af denne påstand kan du læse i artiklen ”Evo Morales borgerskabets kompromis” af PCR, der bringes nedenfor.

Bolivias præsident Evo Morales bragte i 2005, som mange andre præsidenter i Sydamerika, håb om forandring efter militærregimer. Den virkelige forandring udeblev og han står nu efter forfatningsfusk til gen-gen valg i 2019. Hvordan skal venstrefløjen reagere?

Artiklen karakteriserer Evo Morales, der kalder sig socialist, ud fra Karl Marx’ analyse og definition af styreformen ”Bonapartisme”. En styreform der optræder i krisesituationer, hvor borgerskabets fraktioner er indbyrdes uenige og behøver en ’folkelig’ stærk mand, der fremstår som stående over parlamentet, klasser og klassekamp og som kan skabe orden.
Resten af teksten kan læses her We demand respect for the popular will (engelsk).

 

EVO MORALES – BORGERSKABETS KOMPROMIS

Bolivias præsident Evo Morales bragte i 2005, som mange andre præsidenter i Sydamerika, håb om forandring efter militærregimer. Den virkelige forandring udeblev, og han står nu efter forfatningsfusk til gen-gen-gen valg i 2019. Hvordan skal venstrefløjen reagere?

Af Simón Arancibia, Det revolutionære kommunistparti – PCR, Bolivia
Dette indlæg har været bragt i APKs tidsskrift
Enhed og kamp

Evo Morales har hævdet, at det var hans ”menneskeret” at kunne blive præsident på livstid ved genvalg

Artiklen karakteriserer Evo Morales, der kalder sig socialist, ud fra Karl Marx’ analyse og definition af styreformen ”Bonapartisme”. Som optræder i krisesituationer, hvor borgerskabets fraktioner er indbyrdes uenige og behøver en ’folkelig’ stærk mand, der fremstår som stående over parlamentet, klasser og klassekamp og som kan skabe orden.

”Menneskene skaber deres egen historie, men de skaber den ikke efter forgodtbefindende, ikke under selvvalgte forhold, men under forhold, som de umiddelbart forefinder, som er umiddelbart givet og overleveret.”
(K. Marx, Louis Bonapartes attende Brumaire, findes i Marx-Engelsk udvalgte skrifter ​, Forlaget Tiden 1952).
Læs mere om dette efter selve artiklen i afsnittet Hvad er bonapartisme.

Bonapartisme i Bolivia

I sine studier forklarede den bolivianske marxistiske filosof Zavaleta1 om to bonapartistiske eller semi-Bonapartistiske perioder i landets nyere historie – de militære regeringer: Ovando (1969-70) og Torres (1970-71) (1). Ifølge Zavaleta fandt den første sted i forbindelse med den fejlagtige økonomiske og diplomatiske politik ført af USA i Bolivia og den ideologiske venstrefløjs fiasko. Han forklarede Ovando-regeringens enorme modsætninger, således:

Uden at bekymre sig om at vinde minearbejdernes støtte, samtidig med at han nationaliserede mineeksporten, forfulgte han straks arbejdernes leder. Samtidig nationaliserede han ’Gulf Oil’, mens han tilbød at bryde embargoen til Cuba ved hjælp af boliviansk olie, mens han efterlod Debray i et grusomt fængsel. Han gav et typisk billede af en bonapartistiske regering
(René. Zavaleta, Collected Works, Vol. I, 2011, La Paz, Plural, s. 656).

Mæglerrollen mellem de væbnede styrker og de folkelige masser, mellem de imperialistiske interesser og de folkelige interesser, Bonapartisme i det tilbagestående Bolivia, gav sig udtryk i en ”overklasse, et oppefra-og-ned styre, anti-imperialistiske positioner, som normalt ville være lammet i sit egen defensive spil, men det gav mulighed for… en realisering af en moderne nation
(Zavaleta s. 650).

I Torres tilfælde tog han magten i forlængelse af den folkelige modstand under den bolivianske fagbevægelses ledelse (2) mod det fascistiske kupforsøg. Derfor antog den politiske kontekst en større politisk kraft fra arbejderklassen. ”Torres repræsenterede en gunstig mulighed for venstrefløjen, men ikke en systematisk og sammenhængende opbygning af venstrefløjen” (Zavaleta, s. 336), organisationen ​​Folkeforsamlingen, der er uden fortilfælde i den latinamerikansk historie, udfordrede fagforeningerne og partierne på venstrefløjen til at tage en ledende rolle i kampen om magten.

Bonapartistiske eller semi-Bonapartistiske regeringer i Ovando og Torres, repræsenterede ifølge Zavaleta, ”en underlig ideologisk sejr til venstrefløjen, men på bekostning af sin praktiske gyldighed ved magten” (Zavaleta, s. 649) eftersom ”en hybrid og effektiv nationalistisk venstrefløj endnu engang stjal programmet fra den ideologiske venstrefløj, der blev tvunget til at tilpasse sig til begivenheder, som den ikke kunne lede” (Zavaleta, s. 655). Som den nationale revolution i 1952 var sloganerne, programmerne og temaerne til venstre blevet brugt af nationalisterne med større effektivitet. Venstrefløjen kunne hævde en ideologisk sejr, da ideerne blev sat i bevægelse (selv om de var abstrakte, ufuldstændige og overfladiske), men på den anden side blev der sat spørgsmålstegn ved dets evne til at udøve politisk magt i landet.

Evo Morales’ semi-Bonapartisme

Valget af Evo Morales i 2005 repræsenterede et afbræk fra ”forhandlet demokrati”, en ophobning af ​​kræfter og den folkelige modstand (marcher for livet, marcher for territorium og værdighed, kampen for adgang til havet og omkring gas, osv.) og det åbnede muligheden for en overgang til en alternativ regering. Konflikterne mellem centralregeringen og den højreorienterede modstand i halvmånen (3) (med en racistisk, fascistisk og reaktionær kerne) tvang det agroindustrielle og finansborgerskabet til at forhandle med det spirende handelsborgerskab. Det resulterede i enighed om en konstitutionel formulering mellem Morales parti MAS (4) og oppositionspolitikere (den første formulering med FN-grupper (5) i den konstituerende forsamling og den endelige formulering med PODEMOS (6) i senatet). Selv om den statslige politiske forfatning af 2009 omfattede et progressivt fremskridt i sociale rettigheder, var essens af den ​​respekt for den private ejendomsret over produktionsmidlerne, det vil sige for det kapitalistiske system.

Efter godkendelsen af ​​den nye forfatning kunne den borgerlige opposition ikke formulere et nationalt politisk projekt. Men denne mangel på formulering skyldes ikke kun de politiske aktørers manglende evne, men en splittelse mellem det udenoms parlamentariske borgerskab og borgerlig modstand på landsplan. Borgerskabet opretholdt stadig sine politiske strukturer for politisk administration på kommunalt og departementalt plan; men det fandt det ikke nødvendigt at anfægte den udøvende magt, da dens økonomiske interesser var beskyttet af Morales MAS-regeringen. Dette er et klart eksempel på en hidtil uset vækst inden for agroindustrielle og banksektorer. Den stabilitet, som Evo Morales-regeringen gav sine transnationale partnere og internationale kreditorer sammen med de høje priser på kulbrinter og mineraler i begyndelsen af ​​regeringen, tillod det nødvendige økonomiske flow for politikker for økonomisk omfordeling (bonusser mv.).

Centraliseringen af ​​staten personificeret af Evo Morales blev gennemført via: programmet ”Evo opfylder”, med overdrevne brug af præsidentens billede på alle offentlige arbejdspladser, den skamfulde underkastelse af lovgivende-, retlige- og valgorganer under den øverste leders personlige vilje. Sammen med centraliseringen af ​​staten svulmede bureaukratiets rækker bl.a. pga. politisk patronage – dvs. undertrykte grupper der sælger sige politiske stemmer for beskyttelse, job eller penge.

Der er også en voksende autoritær og repressiv tendens, der er mange eksempler på ofre for statsundertrykkelse: TIPNIS (7), Achacachi, ENATEX (8), handicappede, universitetsstuderende, ADEPCOCA (9) osv. Der var tæt kontrol over fagforeningernes ledelse gennem patronage og samarbejde ved brug af ”sociale bevægelser” som en ’chok’gruppe, når det var nødvendigt, og benyttede politisk forfølgelse og domstolene for at holde de oprørske sektorer i ro. Dette gik så langt, at Morales ulovligt gennemtvang afholdelsen af ​​Den Boliviansk Fagbevægelses kongres til at underkaste den central fagtop hans vilje.

Selvom Evo Morales, i modsætning til tidligere (semi-) bonapartistiske regeringer i Bolivia som Ovando eller Torres, ikke var en karrieresoldat, formåede han at nå til enighed med den militære overkommando. Det skete gennem bonusser og en forpligtelse til ikke at afklassificere og åbne arkiverne fra diktaturet (som angiveligt ikke eksisterede). Denne pagt gik hånd i hånd med en chauvinistisk og patriotisk holdning mod ’imperiet’, som forsøgte at polarisere ideen om social forandring i forhold til den gamle (neoliberale osv.) orden. Ligesom i tiden under Ovando viste konstante interne modsætninger sig i forsøget på at forene radikale ideer med reaktionær politik, i at finde en balance mellem interesserne for hans »sociale bevægelser« og interesserne for hans tværnationale partnere.

Gen-gen-gen-valg af Evo Morales

Bonapartisme er ikke en produktionsmåde, men en form for regering i den kapitalistiske stat, der skyldes en overgangsreaktion på krisesituationer. Dens forsonende karakter (den ”kan ikke give til en klasse uden at tage den fra en anden”) forpligter i sidste ende forholdet mellem kræfter i klassekampen til at løse den midlertidige situation. For at opretholde en bonapartistiske regering skal ’Bonaparte’ blive en personificering af staten.

Behovet for at beholde Evo Morales som præsident for at opretholde balancen mellem borgerskabets fraktioner, kollidere med det (hovedsagelig urbane) småborgerskabs legalistiske fetichisme og dets abstrakte forsvar for »demokrati« og statens politiske konstitution. Tilføjet til dette fænomen skabte afvisningen af ​​statens korrupte handlinger og autoritære styre et valgnederlag for det regerende parti den 21. februar 2016, i forsøget på at ændre forfatningens artikler for at tillade Evo’s genvalg i 2019 (efter han godkendte en anden gen-valgperiode i 2014 gennem forfatningsdomstolen).

Den 28. november 2017 meddelte Plurinational Constitutional Court (TCP) under henvisning til den amerikanske menneskerettighedskonvention, at sætningen ”kun én gang kontinuerligt” i forfatningen til ”kontinuerligt kun én gang”. Derefter blev de samme sætninger sat ind i valgloven. Hvad denne afgørelse betød var, at de valgte myndigheder på nationalt plan ikke var nødt til at overholde de forfatningsmæssige og lovgivningsmæssige normer, der begrænsede genvalg. Evo Morales havde en klar vej til at blive præsidentkandidat i 2019-valgene.

Der kunne blive sat spørgsmålstegn ved legitimiteten af ​​TCP-beslutningen ved at stille den overfor beslutningen fra flertalsafstemningen den 21. februar. Man kan også stille spørgsmålstegn ved TCP-dommernes legitimitet (på grund af de få stemmer, de modtog i 2012 og retsforfølgelsen af ​​dommerne i TCP), man kan også stille spørgsmålstegn ved det juridiske grundlag for retsafgørelsen. Dommens grundlæggende karakter er imidlertid ikke et hensyn til legalistiske eller legitime rettigheder, men udspringer af ​​den politiske nødvendighed om at opretholde status quo i landet for at sikre en stærk stat, der kan imødegå den økonomiske krise. Derfor har de forskellige fraktioner af bolivianske borgerskab sammenfaldene interesser i denne sag.

Hvordan skal venstrefløjen handle?

Udviklingen af ​​begivenhederne i Bolivia giver endnu en lærerig erfaring til venstrefløjen, nemlig at den altid skal forsøge at tage initiativet. At når det opnår et omfang, der svarer til den voksende udvikling hos ​​masserne (som ikke skete), skal det gribe initiativet for aldrig at give slip ”(Zavaleta, s. 341)

Udgangspunktet for den bolivianske venstrefløj er at få en korrekt forståelse for og karakteristik af Evo Morales-regeringens natur. Det er et punkt, hvor den traditionelle venstrefløj har svigtet fatalt. På den ene side er opportunismen, der sidder i halen af ​​Morales-regeringen, og begrunder sin halvhjertethed med regeringens angivelige anti-imperialistiske ideer og tale og dens populistiske foranstaltninger. På den anden side er der infantilisme, der forener de borgerlige oppositionspartier og karakteriserer regeringen som et diktatur (fascistisk osv.) og forsvarer statens politiske forfatning og det liberale demokrati som den største ting. Begge positioner giver hovedrollen til borgerskabets forskellige fraktioner, idet de begrænser sig til at være hjælpekræfter i et formodentlig ”demokratisk” program.

Lad os starte fra de marxistiske begreber: enhver stat er den sociale klasses diktatur over en anden klasse. Det liberale demokrati er intet andet end legitimeringen af ​​borgerskabets styre over arbejderklassen. Forfatningen er intet andet end en social pagt mellem borgerskabets fraktioner for at fastlægge sameksistensreglerne og sikre ”hellig” privat ejerskab af produktionsapparatet. Forskellene mellem regimer for liberalt demokrati og de facto regimer kan ikke nægtes, ligesom der ikke kan benægtes forskellene med hensyn til politiske rettigheder mellem forskellige forfatningsmæssige ordlyd, men disse nuancer ændrer ikke klasseessensen i hver stat og regering.

 Vi må forstå, at Evo Morales som semi-bonapartist spiller en rolle som mægler og balanceskaber mellem borgerskabets fraktioner (agroindustrielle, kommercielle, bankmæssige) som er i konflikt. Staten har trods pluralitetsmærket aldrig ophørt med at være en borgerlig stat, hvis rolle er at beskytte privat ejendomsret af produktionsmidlerne. Lenin påpeger, at partiet i bonapartistiske situationer kræver ”nyhed og evnen til at se og tale om ting, som de er” (ibid., S. 225).

Efter de leninistiske retningslinjer må essensen af ​​den bonapartistiske regering afsløres overfor arbejderklassen, sådan at der kan opbygges kræfter til at vælte ”Bonaparte” og tage fat på magten og passe på ikke at spille ved opstand, men at slå til ved præcise, planlagte slag, der styres af arbejderklassen generalsekretariat (dets parti). Lenin advarede om det:

Det proletariske parti har alle muligheder for at vælge den taktik og form, eller former for organisation, der under alle omstændigheder forhindrer uventede (tilsyneladende uventede) bonapartistiske forfølgelser fra at kortlægge dets eksistens og dets faste budskaber til folket” (ibid., s. 226).

De bolivianske revolutionæres rolle er at fortsætte med at opbygge vores revolutionære kommunistiske parti som en fortrop, der skal kunne organisere revolutionen, og når det rette øjeblik kommer til at føre det folkelige oprør til erobringen af ​​folkets magt og opbygningen af ​​socialismen. Vi skal være rede og villige til at kombinere alle former for kamp, ​​så vi kan forsvare os i afstemningerne og på gaden og fortsætte med at organisere stærkt på fabrikker, miner, marker, skoler, universiteter og kvarterer. Vi må være sikre på, at fremtiden vil være socialistisk, og med de arbejdende folks flertal, med politisk klarhed og konsekvent kamp vil vi vinde det.

April 2018

Oversat fra Unity&Struggle nr.36, 2018
Indlægget har været bragt i APKs tidsskrift
Enhed og Kamp – Kommunistisk Politik 4,2018

Enhed og Kamp – Kommunistisk politik: Tegn abonnement

Noter

1. Ovando-regeringen varede fra september 1969 til oktober 1970. Torres-regeringen varede fra oktober 1970 til august 1971, da den blev overvundet af et kup af Banzer.

2. COB, Bolivian Workers Federation, den forenede organisation af de bolivianske arbejdere.

3. Half Moon refererer til de østlige og sydlige afdelinger i landet, som fra 2006 til 2009 blev styret af den regionale højreorienterede modstand.

4. MAS, Bevægelse mod socialisme, Evo Morales ’parti.

5. UN, National Enhed, politisk parti i centrum-højre ledet af virksomhedsejeren Samuel Doria Medina.

6. PODEMOS, oppositionens politisk alliance, der eksisterede mellem 2005 og 2009 ledet af tidligere præsident Jorge Quiroga.

7. Indiansk territorium National Park Isiboro Secure, der ligger i afdelingerne Cochabamba og Beni. Evo Morales-regeringen forsøgte at dele dette område med en motorvej som led i IIRSA-projektet. Modstanden fra de oprindelige folk i den 8. indfødte bue for liv og territorium (2012) blev brutalt undertrykt i Chaparinas lokalitet.

8. ENATEX, National Textile Enterprise, der blev oprettet af Evo Morales-regeringen, der begyndte med køb af det private selskab Ametex i juni 2012, førte til konkurs og blev lukket i maj 2016, hvilket førte til afskedigelse af mindst 900 arbejdere; Arbejdernes demonstrationer blev undertrykt.

9. ADEPCOCA, Departmental Association of Coca Producers of La Paz, og organisation, der repræsenterer Coca-bønderne i Yungas (en traditionel zone), der modsatte regeringens Coca Law, der foretrak regionen Chapare (Cochabamba), hvorfra Evo Morales kom. Regeringen forsøgte at overtage hovedkvarteret med politibevægelsen, men blev besejret af en folkelig mobilisering (marts 2017).

René Zavaleta Mercado (1935-1984). Boliviansk filosof og marxist. (Oversætters note).

Jules Régis Debray (f. 1940). Fransk journalist, der i 1967 blev anholdt og dømt for at tilhøre Che Guevaras guerillabevægelse i Bolivia. (Oversætters note).

Hvad er bonapartisme?

Mellem december 1851 og marts 1852 skrev Karl Marx bogen: Louis Bonapartes attende Brumaire. Her analyserede han ud fra et historisk materialistisk standpunkt den proces, der førte til Louis Bonapartes kup (2. december 1851). Den videnskabelige undersøgelse af historiske processer må altid tage udgangspunkt i en analyse af klassekampen. Det skal bemærkes, at den politiske cyklus, som Marx beskrev, begyndte med revolutionen i februar 1848, der førte til kongens abdikation og begyndelsen af Den Anden Republik.

På trods af arbejderklassens imponerende antalsmæssige tilstedeværelse i kampen for social forandring, vandt borgerskabet den politiske magt og herredømme. Borgerskabet blev etableret i statsapparatet og i juni 1848 anvendte det anti-folkelige foranstaltninger; over for arbejdernes protest (i juni) erklærede regeringen en belejringstilstand2 og undertrykte demonstranterne. Efter at have besejret arbejderklassen politisk, indledte forskellige fraktioner inden for borgerskabet (kommercielle og industrielle) og småborgerskabet åben konflikt for at vinde administrationen i statsapparatet. Løsningen på ​​konflikterne mellem borgerskabets fraktioner blev ikke fundet i parlamentet eller mellem partierne, men i Louis Bonapartes rolle som forligsmægler.

Louis Bonaparte var ikke af borgerlig oprindelse, men en bonde. Marx sagde at:

Dynastiet Bonaparte repræsenterer ikke den revolutionære, men den konservative bonde, ikke den bonde, som vil bort fra sin sociale eksistensbetingelse: småbruget, men den bonde, som vil befæste den endnu mere; ikke den landsbybefolkning, som ved egen kraft i forbund med byerne vil omstyrte den gamle ordning, men den, som tværtimod hermetisk indkapslet i denne gamle ordning vil se sig og sit småbrug reddet og begunstiget af kejserdømmets spøgelse. Det repræsenterer ikke oplysningen, men overtroen hos bonden, ikke hans dømmekraft, men hans fordomme, ikke hans fremtid, men hans fortid” (ibid.)

I december 1848 vandt Bonaparte en sejr, der var den udøvende del af statsmagtens sejr over den lovgivende magt: ”en sejr for magten uden frase over frasens magt.” (Ibid.).

Borgerskabet (kommercielt og industrielt), der stod over for en krise, led uden et brud mellem de politiske repræsentanter (partierne og parlamentsmedlemmerne) og det udenoms parlamentariske borgerskab:

bourgeoisiets udenoms parlamentariske masse ved sin servilitet overfor præsidenten, ved sin skælden ud på parlamentet, ved sin brutale mishandling af sin egen presse, inviterede Bonaparte til at undertrykke og tilintetgøre dets talende og skrivende del, dets politikere og dets litteratur, dets talerstol og dets presse, for at det til­lidsfuldt kunne sysle med sine private forretninger under en stærk og uindskrænket regerings beskyttelse.” (Ibid.)

Borgerskabet gav rollen som forligsmand til Bonaparte, som forsøgte at fremstå som den ”patriarkalske velgører [for] alle klasser”. Men som Marx påpegede, ”kan han ikke give til en klasse uden at tage fra en anden” (ibid.) Bonaparte-regeringen blev kendetegnet ved den vilkårlige fordeling af offentlige ressourcer, stigningen i [udgifter til] infrastrukturen som et middel til at underkaste regionale myndigheder, demagogi, der udstråler ”demokratiske” værdier, udvidelsen af ​​det statslige bureaukratiske apparat, den stærke og autoritære stat med hærens dominans og brugen af ​​kriminelle grupper (10. december Samfundet) for at nå politiske mål. I denne situation var udvidelsen af ​​offentlige opgaver uundgåelig, da staten var koncentreret i en enkelt person – Bonaparte.

Lenin karakteriserede bonapartismen som: ”en manøvrering af statsmagten, der læner sig op ad militærkliken (hærens værste elementer) for at få støtte mellem to fjendtlige klasser og kræfter, som mere eller mindre opvejer hinanden” og med ideen om at ”smarte fraser om at redde landet er særligt fashionable (mens ønsket om at redde borgerskabets imperialistiske program holdes skjult)” (“The Beginning of Bolshevism,” Collected Works, Vol. 25, p. 224). Lenin sagde, at ”Bonapartisme dukker op, givet et bestemt forhold mellem klasser og deres kamp. Men at anerkende uundgåeligheden af bonapartisme betyder slet ikke at dets uundgåelige fald fra magten glemmes, ”(Ibid., S. 225).

Noter

1 Belejringstilstand er en særlig form for undtagelsestilstand, hvor de militære myndigheder overtager den udøvende magt eller dele deraf. (Oversætters note).

2 Her oversat fra den engelske udgave, da den danske udgave lyder: ”Men han kan ikke give til nogen uden at tage fra andre.” (Oversætters note).

Det Revolutionære Kommunistparti – PCR, Bolivias hjemmeside

 


Det
te er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES 
– eller på FACEBOOK

Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne


KPnet 28. december 2018


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne