Efter folkeafstemning: Et splittet Tyrkiet på vej mod en-mands og et-parti-regime

Den tyrkiske præsident Erdogan har udråbt sig som sejrherre ved folkeafstemningen om en ny forfatning. Det officielle valgresultat siger 51.4 pct. ja, og 48.6 pct. nej. I de danske og vestlige medier fremstilles det som et ’fair’ og ’demokratisk’ valg, men det kommer efter undtagelsestilstand, fængslinger og forfølgelser af politiske modstandere og intimidering af Nej-vælgere – og under kraftige beskyldninger for valgsnyd.

erdogan_evet

Tyrkiet er delt midt over om en ny grundlov, der gør Tyrkiet til et præsidentstyre med begrænset parlamentarisk indflydelse og kontrol. Et meget spinkelt officielt flertal vil tillade Erdogan at fortsætte som præsident frem til 2029 med styrkede beføjelser. Forfatningsændringerne skal have fuld virkning fra 2019.

Tyrkiet har brug for ’en stærk mand’ og hans navn er Erdogan: Det var Ja-sidens argument – og det betyder et Tyrkiet, hvor kritiske aviser og TV-stationer lukkes, hvor politiske modstandere fængsles, forfølges og jages i eksil, hvor kurderne og tilhængere af fulde nationale rettigheder til kurderne stemples og behandles som terrorister.

Ja’et vil selvfølgelig blive udlagt som en blåstempling af Erdogans politik – indbefattet krig i nabolande som Irak og Syrien og besættelse af en del af Syrien og brug af militær mod befolkningen også i de kurdiske områder af Tyrkiet.

De borgerlige medier fremstillede folkeafstemningen som ’demokratisk’ og resultatet som udtryk for ‘det tyrkiske folks vilje’ – selvom det er fremkommet på baggrund af en undtagelsestilstand, omfattende udrensninger af politiske modstandere, fængslinger af modstandere og lukning af kritiske aviser, radioer og TV-stationer samt intimidering af Nej-siden både i Tyrkiet og i udlandet, indbefattet overfald og drab.

Fra oppositionspartier til Erdogans eneherskende islamiske AKP-parti lyder der samtidig kraftige beskyldninger om valgsvindel. Hundreder af konkrete tilfælde er påpeget. Det ser ud som om også stemmesedler, som efter den gældende valglov skulle kasseres, er talt med.

I medierne har Nej-siden i valgkampen kun fået en brøkdel af Ja-sidens tale- og sendetid – og mange af de vigtigste oppositionsmedier er simpelthen lukket under undtagelsestilstanden efter det militære kupforsøg i juli 2016.

Billedet, der tegner sig af stemmetallene ved folkeafstemningen, følger generelt de eksisterende politiske styrkeforhold og skillelinjer i Tyrkiet: I Istanbul stod det angiveligt helt lige mellem ja og nej, mens der i landområderne – bortset fra de kurdiske – var en overvægt af ja-stemmer.

Det opgives, at et flertal af tyrkere bosat i Europa, der afgav deres stemme, støttede Erdogan. Næsten 2/3 i Tyskland, hvor halvdelen af tyrkerne i Europa bor og arbejder. I Danmark var 61 pct. for. Men det var langtfra alle tyrkere i Europa, som deltog i afstemningen. Intimidering af Nej-siden var omfattende. Adskillige Nej-profiler er blevet indrapporteret til Erdogan-regimets sikkerhedspoliti og truet med indrejseforbud eller repressalier mod familiemedlemmer i Tyrkiet.

Der er ingen tvivl om at der findes en betydelig politisk støtte til Erdogan – også som følge af en række sociale forbedringer i Tyrkiet, som er gennemført i hans tid som landets politiske leder siden 2002, blandt andet forbedringer af sundhedsvæsenet. Mange af hans tilhængere oplever ham som frontfigur for et stærkere Tyrkiet, en vigtig partner for USA i NATO, og en kraft, som Den Europæiske Union har brug for og indgår aftaler med.

Erdogan er en islamisk højrepopulist med diktatoriske aspirationer, politisk i slægt med både en Donald Trump og Marine Le Pen. Og Erdogans politik er en reaktionær, kapitalistisk og pro-imperialistisk politik, der har splittet og delt Tyrkiet.

Han vil nu benytte folkeafstemningen til at fortsætte og forstærke denne splittende klassepolitik for undertrykkelse og krig – med venstrefløjskræfter, revolutionære kommunister, eksilerede demokratiske kræfter og kurdiske nationalister som stadige angrebsmål.

Det forfulgte venstrefløjsparti HDP, Arbejderpartiet EMEP og en lang række andre progressive politiske, sociale og faglige kræfter vil på deres side fortsætte kampen mod en-mands og et-parti systemet, som Erdogan er i færd med at gennemføre – uanset repressalier og intensiveret undertrykkelse og fortsat tavshed fra de vestlige ’demokratier’, som studehandler med Erdogan.

Læs mere om baggrunden for folkeafstemningen efter links

Læs også

Præsident Erdogan og ‘Gaverne fra Gud’ – Af Ebbe Riis Klausen
KPnet 17. december 2016

Skridt for skridt hen imod diktaturet 

Af Tyrkiets Arbejderparti EMEP 30. november 2016

Aldrig mere nazisme og fascisme! Stop undertrykkelsen af demokratiet i Tyrkiet!
KPnet 8. november 2016 

Hvilke ændringer betyder folkeafstemningen?

Erdogan vil have præsidentdiktatur i Tyrkiet: Ny tyrkisk forfatning

Kort fortalt vil Erdogan med sin nye forfatning lade Tyrkiet omdanne fra et parlamentarisk borgerligt demokrati til et præsidentstyre, et autoritært enmands-regimer.

De vigtigste ændringer er

– Præsidenten får magt til at udnævne ministre og topposterne i administrationen.

– Bemyndigelse til at udpege de fleste af landets øverste dommere.

– Præsidenten får ret til at styre pr. dekret i spørgsmål, hvor der ikke allerede eksisterer lovgivning.

– Premierministerposten afskaffes og præsidenten for ret til at udpege en eller flere vicepræsidenter.

– Præsidenten får udvidede muligheder for at indføre undtagelsestilstand

– Antallet af parlamentsmedlemmer udvides fra 550 til 600

– Perioden mellem parlamentsvalg udvides fra fire til fem år, og parlamentsvalg skal afholdes samtidig med præsidentvalget.

– Parlamentets muligheder for at kontrollere præsidenten og regeringen og stille dem til ansvar forringes. Regeringen skal ikke længere godkendes af parlamentet.

– Præsidenten kan sidde ved magten i 10 år.

Det sidste betyder konkret, at Erdogan kan blive som præsident indtil 2029.

Et tyrkisk præsidentstyre vil betyde at Erdogans krig mod kurderne i hans eget land, som han også fører i Syrien og Nordirak, vil fortsætte sammen med hans krig i Syrien mod Assad-styret, hvor Erdogan som NATO-medlem samarbejder med de reaktionære islamistiske Golfstater, bl.a. Saudiarabien, som står bag ’oprørerne’ i Syrien.

Det betyder også,  at forfølgelsen af hele den demokratiske og venstreorienterede opposition i Tyrkiet vil blive fortsat og forstærket, herunder af det store pro-kurdiske parlamentsparti HDP, hvis ledere han har fængslet.

Alt sammen udviklinger, som EU har accepteret og forholdt sig passivt over for – og højst givet udtryk for en forsigtig verbal kritik.

Folkeafstemningen vil være helt afgørende for Erdogan, hans politik og politiske skæbne. Derfor skal den vindes – med alle midler. Også ved at føre valgkamp over hele EU – og ganske særlig ved at undertrykke den kraftige opposition både i Tyrkiet og udenfor.

EU’s positive forhold og aftaler med Tyrkiet har været afgørende for at udvikle Erdogans mulige præsidentdiktatur.

Læs hele artiklen her

International krise: Rutte i Holland vil afskaffe ’velfærdstaten’ – Erdogan vil have præsidentdiktatur i Tyrkiet
KPnet 14. marts 2017

 

KPnet 17. april 2017