Kolonimagtens spor:100 året for salget af Jomfruøerne til USA

Salget af De Dansk-Vestindiske Øer (nu Jomfruøerne – US Virgin Islands) fejres med regeringsrepræsentanter fra både Danmark og USA. De skal understrege at alt er OK i den tidligere koloni, som med sine mennesker blev solgt til verdens største imperialistmagt. Den virkelige historie handler om Danmarks kulsorte tid som kolonimagt, om voldelig udplyndring og udbytning af slaver og arbejdere, om modstand og oprør.

protests_virgin_islands

Protester i dag – mod høje og stigende energipriser

For 100 år siden solgte den danske kolonimagt De Vestindiske Øer (de nuværende Virgin Islands) til USA for 25 millioner dollars, en  i datiden uhyre sum. Det bliver fejret på de små øer (tilsammen på størrelse med Mors) på årsdagen den 31. marts.

Det sker med et besøg af statsminister Lars Løkke Rasmussen sammen med den amerikanske indenrigsminister Paul Rinke som repræsentanter for de to samhandlende nationer.

Da ø-handelen var undervejs i 1916, under første verdenskrig, kommenterede lederen af det russiske socialdemokratiske arbejderparti (bolshevikkerne) V.I.Lenin den med følgende ord:

Hvem har sagt, at man ikke sælger mennesker i vor tid? Det gør man ganske glimrende. Danmark sælger for så og så mange millioner (handlen er endnu ikke afsluttet) tre øer, som alle – naturligvis – er befolkede.”

I samme artikel konstaterede han:

I Danmark hører dannelsen af en nationalstat det 16. århundrede til. Det danske folks masser har for længst lagt den borgerlige befrielsesbevægelse bag sig. I Danmark består befolkningen for over 96 pct. s vedkommende af danskere, født i Danmark. Der er ikke engang 200.000 danskere i Tyskland. (Danmarks befolkning er på 2,9 millioner.) Man kan heraf se, hvilken grov borgerlig svindel, det er, når det danske borgerskab snakker om “en borgerlig nationalstat” som en dagsaktuel opgave. Dette siges i det 20. århundrede af Danmarks bourgeois’er og monarkister, der besidder kolonier, hvis befolkning er næsten af samme størrelse som antallet af danskere i Tyskland, og om hvilke den danske regering nu købslår.”

Se
Hele 10 ’socialistiske’ ministre

Artiklen var en påvisning af, at den socialistiske arbejderbevægelse var delt i en revolutionær og reformistisk del – og en skarp kritik af de danske socialdemokraters ’ministersocialisme’.

Partiformand Thorvald Stauning var blevet minister uden portefølje i den radikale Zahle-regering, som havde gang i at sælge de vestindiske kolonibesiddelser hen over hovedet på befolkningen. Han tog sig ikke af Lenins kritik.

Jomfruøernes historie er en historie om slaveri, undertrykkelse, vold og modstand – og om slaveriets og kolonialismens lange skygger, som stadig hundred år efter denne handel med mennesker stadig holder øerne i et greb af fattigdom og relativ tilbageståenhed.

Selv de borgerlige danske medier kan ikke skjule, at der ikke er tale om en succeshistorie. – Der er 106.000 indbyggere, og kun 30.000 betaler skat. I øvrigt er 30 procent på kontanthjælp, som herovre indebærer, at man får madkuponer. Så det siger lidt om øernes tilstand, siger fhv. minister Bertel Haarder, som også er med til fejringen. Han tilføjer, at offentlige ansatte gang på gang må vente på deres løn, simpelthen fordi statskassen er tom.

Da Danmark solgte øerne var både de og befolkningen i en elendig forfatning. En rapport  fra amerikanske læger efter salget konstaterede, at det dalende folketal var udtryk for et ’racemord’. Dødeligheden var uhyggelig høj og fødselstallene uhyre lave.

Den danske kolonimagt efterlod øerne som noget af et helvede. Og hundrede års amerikansk overherredømme har ikke skabt en ny blomstringstid.

Mange på øerne mener  ikke, at der er noget at fejre overhovedet.

Lars Løkke har erklæret, at han ikke er parat med en undskyldning for noget som helst – hverken for slaveriet eller kolonitidens konsekvenser eller noget som helst andet.

Selvom Jomfruøerne officielt er en del af USA, har de ikke fulde rettigheder, men er en de fakto-koloni. Indbyggerne er amerikanske statsborgere, men har ikke stemmeret ved præsidentvalg.

I 2016 anbefalede FNs særlige komite for afkolonisering generalforsamlingen, at denne skulle bistå med øernes ‘afkolonisering’ og hjælpe indbyggerne til ‘fri at bestemme deres fremtidige politiske status’.

Men øernes historie er ikke kun historien om en ikke-angrende slavehandelsnation og kolonimagtsbrutalitet. Eller om et skift fra en kolonimagt til en anden. Den er først og fremmest en historie om ukuelig modstand fra dag 1 fra slavernes og senere deres efterkommeres side. Jomfruøerne har sine egne kapitler i slaveoprørernes og arbejderopstandenes historie.

Væbnede slaveopstande var en konstant del af historien i den nye amerikanske verdensdel. En af de første og længste foregik i 1733-34 på Sankt Jan (i dag Saint John), hvor oprørerne tog kontrol over øen gennem et halvt år. Den blev slået ned med bistand fra franske og schweiziske tropper.

Se
The 1733 Slave Revolt that Liberated an Island

I 1833 ophævede England slaveriet, men først i 1848 blev det ophævet på Jomfruøerne. Det var resultatet af en mægtig protestbevægelse fra slaverne og det meste af befolkningen, ledt af nationalhelten General Buddhoe – og skete ca. 10 år før det var ’planlagt’ af den danske kongemagt.

Slaverne blev til ’frie lønarbejdere’, men deres forhold blev ikke forbedret. I 1878 udbrød den opstand blandt plantagearbejderne, der er gået over i historien som ’Fireburn’. Fire heroiske kvinder, også nationalhelte, stod i spidsen for denne kamp, som også blev slået ned af militær og udløste drakoniske straffe.

Se
Fireburn’: Den største danske arbejderopstand blev ledt af sorte kvinder

Sukkeret på øerne var hvidt guld. Plantageejere – ofte adelige danske godsejere -, skibsreddere og handelsfolk tjente formuer i et par århundreder. Det samme gjorde den danske stat, der med København som centrum reeksporterede sukker og andre varer fra Caribien til Skandinavien og Østersøområdet.

Da sukkerproduktionen industrialiseres og flere eksportlande blev udviklet faldt priserne, og den økonomiske betydning af koloniøerne formindskedes. Det er en væsentlig baggrund fra salget af øerne med deres befolkning af ’frie danske borgere’.

De var den sidste oversøiske danske koloni. De øvrige var afhændet eller solgt i løbet af 18-tallet. Tilbage var så de nordatlantiske – Grønland, Island og Færøerne. Island benyttede sig af 2. verdenskrig til at blive selvstændigt. De to andre kæmper stadig. Men det er en helt anden historie.

Kolonitiden kaster lange skygger. Også den danske kolonitid. Og tilbage til Danmark.

 

KPnet 30. marts 2017