Artiklen om den faldende realløn og overenskomstsystemet og fagtoppen, der tillader at det sker er fra Norge, men problemet og kravet er nøjagtig det samme i Danmark. Stigende priser får lønnens værdi til at falde og overenskomsterne ender som minusoverenskomster. Den automatiske dyrtidsregulering bør genindføres for lønninger såvel som dagpenge, pensioner og andre overførselsindkomster.
Af Revolusjon, Norge
I flere europæiske lande justeres lønnen automatisk opad, når priserne stiger over et bestemt niveau. Den norske frontfagmodel udelukker en sådan sikringsmekanisme.
Overenskomstforhandling efter overenskomstforhandling viser det samme mønster: Stigende priser, især på fødevarer, æder lønstigningerne op, næsten før de når ind på kontoen. Da hjælper det ikke meget med nominel lønvækst.
Det behøvede ikke at være sådan. En sikkerhedsklausul i overenskomsterne, eller en rød streg, kunne have sikret lønnen. Når priserne går over stregen, skal der kompenseres for det. Dette vil udløse nye forhandlinger eller en automatisk indeksregulering, der sikrer, at lønnen ikke halter bagefter prisudviklingen. Fredsplikten i tariffperioden er ikke nødvendigvis uforenelig med nye forhandlinger.
Metoden med hel- eller halvautomatisk indeksregulering ble brugt i Norge de første ti-år efter krigen. I dag er varianter af dyrtidsregulering almindelig i en række europæiske lande. Men ikke i Norge, fordi det ville undergrave det lotteri, der kaldes frontfagmodellen.
Flere gange siden 2014 har den aftalte lønramme vist sig at medføre et direkte fald i reallønnen, når status opgøres året efter. LO og Fellesforbundet kræver alligevel ikke kompensation for det tabte i næste forhandling. «Spist er spist», eller «det er ikke tradition at kræve kompensation», lyder det fra Youngstorget.
En tvangsmodel
Årsagen ligger først og fremmest i, at det kan ødelægge den såkaldte frontfagsmodel. Modellen handler om, at den norske fagbevægelse skal underbyde fagbevægelsen i andre europæiske lande. Grundtanken er, at dette skal sikre både konkurrenceevnen og profitten for kapitalisterne i eksportindustrien. Og at alle andre brancher og sektorer skal holde sig nogenlunde inden for den aftalte ramme i industriforhandlingerne.
Ved at lade frontfaget fastlægge en ramme for, hvad der skal være loftet for industriens lønrelaterede omkostninger det kommende år, slipper kapitalisterne for at bekymre sig om uforudsete lønudgifter, der vil reducere overskuddet. Det gælder selvom forbrugerpriserne stiger mere, end den aftalte «ramme» har forudset. Hvis arbejderne i vid udstrækning formår at sprænge rammen gennem høje lokale tillæg, straffer frontfagmodellen dem det næste år. Da trækkes nemlig de procenter, som denne lønglidning udgør, fra den nye «ramme».
Rammetallet er derfor altid fiktivt. Den faktiske lønramme = Rammetallet minus (lønnglidning + «overhæng»). Hvis vi går ud fra et rammetal på 4 procent og 2 procent i lønnsglidning og overhæng, står vi tilbage med kun to procent i faktisk lønstigning. Ved årets forhandlinger er dette et typisk resultat i flere brancher, hvor det faktiske generelle tillæg ligger på lidt over to procent af en ramme på 4,4 procent.
Derfor læser vi gang på gang om, at arbejdere fortæller, at lønnen ikke holder trit med prisstigningerne i butikken, mens SSB og de økonomiske «eksperter» kan fortælle os, at «den subjektive opfattelse af at have fået dårligere råd» ikke stemmer overens med de økonomiske indikatorer.
Indeksregulering i Europa
Den opreklamerede korporative frontfagmodel er en effektiv hindring for sikring af reallønnen, når inflationen stiger mere, end hvad de økonomiske spåkoner i Teknisk beregningsudvalg (TBU) har lagt til grund. Og det gør den ofte. I flere andre lande i Europa bliver lønnen derimod inflationsjusteret, i det mindste delvist.
Syv lande i euroområdet har en eller anden form for automatisk dyrtidsregulering i den private sektor (Belgien, Spanien, Frankrig, Cypern, Luxembourg, Malta og Slovenien). Den kan være lovpålagt eller indbygget i overenskomsterne. I fem af disse lande får offentligt ansatte deres lønninger indekseret (Belgien, Cypern, Luxembourg, Malta og Slovenien). I Belgien, Cypern og Luxembourg justeres lønningerne automatisk i takt med tidligere stigninger i forbrugerpriserne.
De forskellige lande lægger forskellige varianter af forbrugerprisindekset til grund (f.eks. med eller uden energi, tobak og alkohol). Få eller ingen sikrer hundrede procent kompensation for prisstigningen. I Spanien udløses reguleringen, når KPI overstiger regeringens inflationsprognoser. Og i nogle af landene (som Frankrig) gælder inflationsjustering kun for det lille mindretal, der går på mindsteløn.
I Italien og Finland er det almindeligt at indføje klausuler om lønjustering i overenskomsterne, når priserne stiger mere end forventet. Sådan var det også i Grækenland for nogle årtier siden. Når sådanne klausuler – og overholdelsen af dem – er blevet sjældnere, hænger det åbenbart sammen med en svækket fagbevægelse.
Belgien er sandsynligvis det europæiske land med den bedste automatiske inflationsbeskyttelse, sikret gennem en høj organisering. Også Belgien har en form for frontfagmodel, idet den øvre ramme fastsættes ud fra den forventede lønudvikling på de vigtigste eksportmarkeder (Tyskland, Nederlandene og Frankrig). Men belgierne har også en sikring mod prischok. Når det såkaldte helseindeks (forbrugerpriser minus sundhedsskadelige varer og energi) overstiger to procent over en periode på fire måneder, justeres lønninger, pensioner og sociale ydelser tilsvarende.
Myten om «lønspiralen»
Den Europæiske Centralbank (ECB) bryder sig naturligvis ikke om disse ordninger, som den hævder bidrager til en «lønspiral» og skader konkurrenceevnen.
Påstanden bygger på den vanlige borgerlige myte om, at det er lønningerne, der er skyld i inflationen, det vil sige, at virksomhederne «hævner sig» ved at hæve priserne, når lønningerne stiger. Enkelte koncerner med monopol i deres brancher kan nok prøve sig frem, men denne myte ser bort fra, at den kapitalistiske konkurrence begrænser denne mulighed. Og at monopolerne udnytter deres monopolstilling uanset hvad.
Tallene viser, at det er andre faktorer, der driver inflationen og prisstigningerne. Analytikere hos den belgiske centralbank fandt, «at selv i et land med automatisk lønindeksering (Belgien) var det ikke dynamikken mellem profit og lønninger, der drev prisstigningerne i 2022».
Med andre ord havde inflationen andre hovedårsager, og konkurrencen forhindrede virksomhederne i at hæve priserne efter eget forgodtbefindende.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
