’Fireburn’: Den største danske arbejderopstand blev ledt af sorte kvinder

Af Klaus Riis
Revolutioner og revolter bliver systematisk skrevet ud af Danmarkshistorien og ikke bare i ’gamle dage’. Folk skulle nødigt få ideer. Men revolutioner og væbnede opstande er den røde tråd. Også i Danmark. I 1878, i arbejderbevægelsens og den socialistiske bevægelses tidlige kampår, var der en opstand af revolutionær karakter.  En antikolonial og anti-racistisk revolte, ledt af sorte arbejderkvinder. Den har været gemt bort og glemt. Den foregik på de dansk-vestindiske øer med centrum i Frederiksted, St. Croix.

 

rebel_queens_st_croix

Statuen på St. Thomas af tre Fireburn-dronninger:
Queen Mary, Queen Matilda og Queen Agnes.

Opstanden i 1878 er den største arbejderopstand i Danmarkshistorien – med undtagelse af folkestrejkerne under besættelsen. Den blev blodigt undertrykt af dansk militær. Omkring hundrede mistede livet, mest ubevæbnede oprørere, der blev skudt ned under opstanden.

Den er et vigtigt stykke revolutionshistorie, der har bud endnu i dag. Og en fortælling om revolutionære heltinder, der er ved at blive nedskrevet og indskrevet i historien.

Undersøgelser af  den danske kolonitid og slavehandelen har bragt nye begivenheder sammen med bortglemte figurer frem. ’Fireburn’ – eller ’Den store ildebrand’ på dansk – er et eksempel: Plantagearbejdernes oprør  – de tidligere slavers krav om rettigheder og menneskelig behandling som ’frie lønarbejdere’.

En grum historie om barbarisk brutalitet i nedkæmpelsen af opstanden og behandlingen af rebellerne fra den danske statsmagts side.

Slavehandel og sukkerplantager

Midt i 1800-tallet lå Danmarks næststørste by tusinder af kilometer fra København: Charlotte Amalie på St. Thomas, nu Virgin Islands, US.

Med over 10.000 indbyggere i 1830 – mest slaver importeret til at arbejde i sukkerplantagerne – overgik den Århus (med omkring 7.800 i 1850) og datidens største købstad Odense nåede først op på 11.100 indbyggere i 1850. Charlotte Amalie var en vigtig havneby, centrum for eksporten ikke bare til København, men også til syv amerikanske byer.

I danske skolebøger fremhæves stadig, at Danmark var det første land, der indførte en lov mod slaveri. Et kongeligt dekret fra 1792 forbød slavehandel – en profitabel forretning med udgangspunkt i Danmarks afrikanske ’besiddelser’ (Guldkysten). Men at Danmark var først til at afskaffe slaveriet er en af den officielle Danmarkshistories mange myter.

Se
MYTE: Var Danmark det første land, der ophævede slaveriet? 
danmarkshistorien.dk

Ligesom med stavnsbåndets ophævelse er det kongemagten og ’liberale’ godsejere, der får æren for de progressive historiske tiltag. Det vender den virkelige historie på hovedet. Æren tilfalder andre kræfter: Revolutionerne og folkeopstandene.

Stavnsbåndets ophævelse (fra 1788) var et resultat af den franske revolution og frygten for bondeopstand. En af skikkelserne bag stavnsbåndets ophævelse og dekretet om slavehandelens ophør var slaveejeren Ernst Schimmelmann, der ejede fire plantager med mere end tusinde slaver på de vestindiske øer.

Det var ham, som stod bag det kongelige dekret og dets bestemmelser, der var med til at sikre, at slavehandelen boomede mere end et årti efter det blev udstedt – og Schimmelmann gjorde store forretninger.

Slaverne blev behandlet brutalt. Ikke mindst på plantagerne. Både mænd og kvinder blev slidt op med hårdt fysisk arbejde. Straffene var middelalderlige. At hjælpe slaver med at flygte udløste grusomheder, der overgår Islamisk Stats.

Slaveri i blev først forbudt i Danmark i det globale revolutionsår 1848, og efter en slaveopstand.  På De Vestindiske Øer indledte de et oprør med krav om frihed. De nedbrændte forhadte slaveejeres plantager og plantageejendomme og ramte del af byen Frederiksted på St. Croix i en planlagt og organiseret revolte.

Kolonimagtens daværende guvernør Peter von Scholten undlod at bruge militærmagt og tilsidesatte  med øjeblikkelig virkning en kongelig ordre om en gradvis ophævelse af ophæve slaveriet – for at få opstanden afsluttet og den oprørske befolkning tilbage i markerne og bomuldsspinderierne. Von Scholten er gået over i ’vores’ historie som en stor skikkelse, hyldet i bøger og på film.

Frederiksted har bevaret sit navn, men kendes også som Freedom City, Virgin Islands, US – øerne blev som bekendt solgt til USA, i 1917.

Fireburn 1878

Freedom City stod også i centrum for opstanden i 1878 – den første virkelig omfattende og indtil nu største og blodigste arbejderrevolte i dansk historie. (Og i parentes bemærket  – sandsynligvis også i amerikansk).

Ophævelsen af slaveriet betød ikke nogen større reel forandring i de nye og frie lønarbejderes økonomiske situation. De sled sig fortsat ihjel på plantagerne og i andre slavejobs. En Arbejdslov fra 1849 var, som en nutidig historiker skriver, ’designet til at lade den frisatte slave forstå, at frihed ikke var, hvad de troede.’

De ’lønnede’ arbejdere blev inddelt i tre forskellige kategorier, som de fastsatte sultelønninger blev bestemt af. De blev ansat på kontrakt for mindst et år, højst tre hos arbejdsgiverne, de tidligere slaveejere, og måtte kun skifte job en gang  årligt – den 1. oktober.

Arbejdsgiverne skulle så sikre boliger. I småhuse med en familie i hvert rum. De bedste arbejdere fik 15 cents om dagen, den laveste kategori 5 cent. Fra lønnen blev medicin, mad og andre fornødenheder fratrukket. Med andre ord blev arbejderne og deres familier holdt i absolut fattigdom.

Se
Labor Revolt of 1878 “FireBurn” of St. Croix
Af Clifton E. Marsh

Det var baggrunden for den nye revolte i 1878. Skiftedagen efterfulgtes af en omfattende og organiseret revolte, som varede næsten en måned, før den var nedkæmpet af militæret. I dansk presse og historiebøger fremstilles det som en spontan opstand af romdrukne og morderiske brandstiftere.

Arbejderne forlangte højere løn og bedre arbejdsforhold. Det væbnede oprør brød ud efter 30 års afventen af forbedrede forhold, som arbejderne blev lovet, men som ikke kom, mod brutale myndigheder, som stadig holdt de fhv. slaver under kontrol med militærmagt og straf. De havde opstanden i 1848 i erindring, der førte til den formelle ophævelse af slaveriet, da myndighederne måtte bøje sig og give indrømmelser.

Clifton E. Marsh beskriver begivenhederne i 1878 sådan:
“Mere end 50 plantager og bygninger blev systematisk brændt ned. Ødelæggelserne blev udstrakt til alle områder på øerne, og arbejderne kommunikerede ofte med hinanden ved at blæse i konkyliehorn, ringe med klokker eller slå på trommer. Arbejdere benyttede sig også af taktikker fra slagmarken, som var virksomme til momentant at forvirre militæret og dets frivillige medhjælpere.

Arbejderne organiserede sig ofte i grupper på 10-12 for at angribe plantagerne. Disse enheder var mobile og det var nemt at undslippe ved at løbe ud i bush’en. Arbejderne angreb også plantagerne om natten og søgte tilflugt i sukkerrørsmarkerne og derfra op i bjerge eller kratbebevoksninger, hvor de danske militser nødigt ville ud og ofte ventede til daggry for at lede efter dem. ”

Det var en slags simpel guerilla. Og det er her de officielt glemte oprørsdronninger træder frem.

“Tre hovedskikkelser viste sig. Tre damer, eller dronninger – sådan betegnet fordi de af plantagearbejderne blev valgt til at forestå alle ritualer, festligheder og ceremonier. Queen Mary, Queen Agnes og Queen Matilda (aka Bottom Belly) fik nu status som en slags helgener blandt plantagearbejderne og deres efterkommere frem til i dag – for deres organisatoriske dygtighed, lederevner og deres tro på, at deres folk havde ret til noget bedre. Sammen med pålidelige ledere organiserede de forskellige plantagearbejdere og tvang det danske militær på tilbagetog og holdt det i skak, da den planlagte protest begyndte og greb om sig.”

Stillet over for en arbejderopstand, en social revolte, gav myndighederne sig ikke. Ikke denne gang. Den skulle slås ned, og den blev druknet i arbejderblod.

84 blev dræbt, 12 blev dømt til døden ved lokale standretter. Hundreder arresteret, 40 mere blev dødsdømt, men fik straffe forvandlet til livsvarigt strafarbejde. Det var en terror, som matchede barbariske fascistiske massakrer eller massakrer under krig.

Hele den sorte og ‘farvede’ befolkning på Øerne blev ramt, på den ene eller anden måde. Ingen familier gik fri. Den samlede befolkning var i 1880 under 34.000, den ‘hvide’ andel mindre end 10 pct.

Terroren og de efterfølgende hårde domme skulle tvinge arbejderne til lydighed og til at finde sig i udbytningen.

Bloddomme

De tre nævnte ’Dronninger’ blev sammen med en fjerde – Axeline Salomon – idømt dødsstraf. I den anledning kommenterede det dengang revolutionære socialdemokratiske satireblad Ravnen bloddommene med bl.a. dette vers, lagt i munden på statholderen August Gardes kone.

Mutter Garde afviser et barns bøn om nåde for sin dødsdømte mor:

Min bloddom godkendt blev af danske ret,
og uden nåde skal hin moder skydes.
Hver neger regner jeg for bundløs slet,
nu hævnen af os danske ret skal nydes.

Dommene blev omstødt til livsvarigt strafarbejde, der skulle afsones i Danmark, langt fra  børn og familier – i det nu nedrevne kvindefængsel på Christianshavns Torv.

Mary Thomas, sandsynligvis hovedkvinden bag oprøret, var 40, Susanna Abrahamson (Bottom Belly ) 48, de to andre Axeline Elisabeth Salomon og Mathilda McBean var 22, da de blev sendt til København. De bevarede både selvrespekt og deres trods mod myndighederne.

Susanna ‘Bottom Belly’ blev benådet i 1887, de tre andre året efter. De blev formentlig alle sendt tilbage til deres caribiske øer. Hvad der siden skete med Axeline Salomon er uvist. Men de tre andre levede resten af deres liv sammen med efterkommere og efterfølgere på deres ø.

De fire kvinder havde det hele imod sig. De var arbejdere, de var kvinder, de var sorte. Det kunne ikke blive værre. Og så var de revolutionære.

De hører ikke hjemme i pæn og officiel historie.

Deres opstand fik følgevirkninger i form af gradvist lempeligere forhold for arbejderne, og den beredte grunden for at en kæmpende fagforeningsbevægelse udviklede sig. Og myten om dem og deres eksempel lever den dag i dag på Virgin Islands, US. Hvert år i oktober genopføres ‘Fireburn’ på St. Croix – dog som teater.

8. marts i år – på kvindernes internationale kampdag – gav den danske journalist Philip Sampson i en artikel baggrunden for, at disse sorte kvinder fik så fremtrædende rolle i den første store danske arbejderopstand. Den ligger i deres afrikanske baggrund og kvindernes sociale stilling i disse samfund, påpeger han.

Se
Fireburn-dronnningerne: Danmarks glemte heltinder
pov-international

I Danmark har de kvindelige revolutionshelte aldrig fået en plads i historiebøgerne og den store arbejderopstand knap en note. På deres øer er de aldrig blevet glemt. Myterne om dem er levet videre, i fortællinger, i sange, også i artikler og bøger.

I 2005 fik de en statue, lavet af den amerikanske billedhugger Richard Hallier. Den står i Charlotte Amalie, med det gamle danske fort et sted i baggrunden.

Philip Sampson foreslår at de fire glemte heltinder får en mindeplakette på lagkagehuset på Christianhavns Torv. De skal også skrives ind i Danmarkshistorien. De har skrevet sig ind i menneskehedens store revolutionshistorie.

Se også

Danmarks største arbejderopstand er skrevet ud af historien
Af Albert Scherfig & Nicklas Weis Damkjær

Kvinderne i Danmarks største arbejderopstand
Af Albert Scherfig & Nicklas Weis Damkjær

Om kvinder og revolution – se også

Socialismen vil gøre hele forskellen for kvinder
Af Dorte Grenaa – 8. marts tale 2017

100 år: 8. marts i revolutionsåret 1917
Af Interpres 8. marts 2017

Hvad har Oktoberrevolutionen betydet for kvinder i Vesten? 
Af Alexandra Kollontai 

 

KPnet 12. marts 2017


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater