Opgaverne i den revolutionære kvindekamp i dag – Af Marie Herget Christensen

Oplæg til Novemberkonferencen 5. november 2016 af Marie Herget Christensen

marie_herget_christensen_novkonf2016Jeg vil starte med at tale lidt om nogle af de vigtigste sager for kvindekampen lige nu, så vil jeg tale lidt om den borgerlige feminisme og forskellen på den og så en proletarisk kvindekamp og endelig vil jeg tale om kvindekampen som en del af fronten og kvindesagskrav jeg mener der skal rejses lige nu i bevægelserne

Det vigtigste spørgsmål for kvindekampen lige nu er kampen for en selvstændig indkomst, kampen for et selvstændigt eksistensgrundlag, og kampen for at forsørgere i arbejdskraftreserven og syge forsørgere kan sikre mad og overlevelse for dem selv og deres børn.  I de her dage ser vi nemlig resultaterne af det massive angreb på arbejdskraftreserven i form af en lang række af reformer af dagpenge, sygedagpenge, førtidspension, kontanthjælp og senest nu kontanthjælpsloftet som lige er trådt i kraft. Det rammer selvfølgelig alle enlige forsørgere som er kontanthjælp, men den gruppe består først og fremmest af kvinder.

Der er anslået omtrent 5000 enlige fædre der rammes og titusindvis af enlige mødre. Joachim B. Olsen har jo endda udtalt at kontanthjælpsloftet er designet til særligt at ramme enlige mødre. Mange af os kan huske Line Lazarus ved folketingets åbning der fortalte hun ikke længere havde råd til mad til sit barn. Det er virkeligheden nu med kontanthjælpsloftet.

Titusindvis af enlige kvinder har fået skåret i deres kontanthjælp. Det betyder for rigtig mange at de ikke kan betale huslejen og står til at blive sat på gaden og dermed også for mange at få tvangsfjernet deres børn. Mange overvejer prostitution. Mange sulter sig og springer måltider over for at få pengene til at række. Mange overvejer at overlade deres børn til staten fordi de ikke kan forsørge dem. Mange bliver hos voldelige mænd for at kunne blive forsørget. Mange går tilbage til eksmænd. Sagsbehandlere i kommunerne opfordrer endda enlige mødre til at gå tilbage til eksmænd. Det er en krig mod arbejdskraftreserven, mod de syge.

Fx samtidig med at kontanthjælpsloftet blev indført, valgte mange kommuner at inddrive gæld for betaling af daginstitutioner ved ikke at udbetale børnepenge. Enlige mødre udsættes i massiv omfang for social kontrol og formynderi, i forhold til hvordan de bruger deres penge, af kommunerne og af borgerlige medier. Kommunerne forlanger at se kontoudtog hvis man søger om enkeltydelser og kommunerne holder øje på de sociale medier, og modregner i kontanthjælpen, hvis man fx modtager hjælp til mad. Det er lykkedes at skabe et system hvor arbejdskraftreserven forarmes, selvom det jo burde være sådan at man fik lønkompensation hvis man blev arbejdsløs. Der er, synes jeg, en ny og drastisk situation for kvindekampen hvor vi skal kæmpe for at kvinder ikke skal forsøges af mænd og for at alle skal kunne give sig selv og sine børn mad.

En anden kamp som stadig er aktuel er kampen for ligeløn. Det er lige omkring nu, den 11. november, at kvinderne skulle holde sidste arbejdsdag hvis vi skulle arbejde lige så meget mindre som vi får mindre i løn. Løngabet ligger fortsat omkring 17 %. Det er især kvinder (og mænd) i kvindefag som sosu’er, sygeplejersker og andre dele af omsorgssektoren der rammes. Uligeløn betyder en livslang lavere indkomst for kvinder og lavere pensionsopsparing til følge. Kvinder er bagude med pensionen allerede i ungdommen og et helt liv med lavere løn plus et par barsler skaber ulighed i pensionen.

En del af kampen er også spørgsmålet om de mange kvinder der frivilligt eller ufrivilligt i dag er på deltid. Dels bliver mange kvinder i omsorgssektoren tvunget på deltid på grund af nedskæringer, dels er mange kvinder nødt til det for at få et liv med børn og arbejde til at hænge sammen. 30 timers arbejdsuge med fuld lønkompensation og ret til fuldtid ville fordele arbejdet, give arbejde til flere og mere tid til børn.

Kampen for ligeløn er også kampen mod lave lønninger til kvinderne. Lave lønninger er årsag til at det er svært at forsørge en familie på én indkomst, især i byerne hvor huslejen og boligpriserne er høje. Det betyder svære vilkår for enlige forsørgere. På trods over hundrede års kamp for lige løn er det stadig en kamp. Stadig en kamp for en løn til at leve af og til at forsørge af.

Et tredje spørgsmål er sikringen af en ordentlig svangre- og børneomsorg. Heldigvis er det ikke længere kun et kvindekampsspørgsmål og der er kommet en familiepolitisk kamp på dagsordenen hvor også fædre deltager. Men selv om fædre har fået flere rettigheder og blevet en mere primær del af børneomsorgen, er der stadig punkter hvor kvinder er hårdest ramt. Det er sær i forhold til svangreomsorg, barsel og i en eller anden grad også i forhold til kampen for ordentlige institutioner.

Svangreomsorgen er i gennem de sidste mange år er blevet udsultet langt ud over det forsvarlige. Gravide får i dag langt færre jordemorkonsultationer end tidligere. Det skaber både utryghed og reel større risiko i forbindelse med graviditet og fødsel. Under fødslen skal jordemødrene i dag tilse langt flere fødende end hvad der er rimeligt og forsvarligt og det betyder at man ikke kan forvente at have en jordemor hos sig under fødsel.

Efterfølgende bliver flergangsfødende sendt hjem ambulant og selv førstegangsfødende tilbydes kun få overnatninger på patienthoteller ofte med dårlig bemanding. For komplicerede fødsler er det mange steder praksis at indlægge mødre og børn på flersengsstuer uden mulighed for medindlæggelse af en partner. Fx er det ofte sådan for mødre der har fået kejsersnit at de indlægges uden partner og ikke selv har mulighed for at tage deres barn op fra vuggen når det græder fordi de er nyopererede. Tit er der ikke tilstrækkelig bemanding til at moren kan få barnet op til sig. Det har store konsekvenser for tilknytningen og for etableringen af amningen. Det betyder at en stor del aldrig får etableret amningen eller kun ammer i kort tid. I sidste ende skaber det højere risiko for død eller komplikationer, i forbindelse med fødslen, for både for børn og mødre.

Det betyder at mange – der har råd til det – tilkøber ydelser af private. Fx ekstra scanninger eller jordemorkonsultationer, private fødselshjælpere og fødselsforberedelse. Det skaber ulighed i svangreomsorgen. Vi må kæmpe for at gravide skal følges tættere, at der er bedre gratis fødselsforberedelse, at fødende skal have en jordemor hos sig, at man har ret til indlæggelse også for flergangsfødende, og ret til medindlæggelse for partnere.

Og så er der barslen. Mødre tager i dag omtrent ti gange så meget barsel som fædre. En stor del af barslen er både per lovgivning og mange overenskomster øremærket moren. Det har konsekvenser både for kvindens stilling på arbejdsmarkedet, hvor kvinder i lang højere grad end mænd forventes at skulle gå fra til barsel, men også i parforholdet og organiseringen af husholdningen og for ligeværdet mellem forældrene og børnenes tilknytning til forældrene. Samtidig er den længde på knap et års barsel vi har tilkæmpet os, stadig meget kort set i forhold til børnetrivsel. Børnefamilier i Danmark har Europarekord i arbejdstimer de samlet set lægger uden for hjemmet mens børnene er små. Det på trods af vi i dag har en stor del af arbejdsstyrken der står ufrivilligt uden for arbejdsmarkedet. Et krav om 2 års samlet barsel per barn med fuld lønkompensation og pension, ville fordele arbejdet og skabe et godt grundlag for balance i familierne og mulighed for at kunne få børn og arbejde til at hænge sammen.

Det er nok et krav på den lidt længere bane. Men et krav om 6 måneders mere barsel øremærket til fædrene oven i den barsel vi allerede har tilkæmpet os er ikke urealistisk at rejse nu og vil skabe mindre ulighed imellem mødre og fædre. Når vi skal kæmpe for retten til både at kunne have børn og arbejde, er vi også nødt til at kæmpe for bedre normeringer i daginstitutionerne og pædagogisk kvalitet i dem. Det rammer alle forældre men det er især kvinder der vælger at gå på deltid eller helt at holde op med arbejde for at kunne sikre en ordentlig børnetrivsel når institutionerne udsultes. Denne kamp er ikke i modstrid med kampen om mere tid til børnene og kortere arbejdstid. Et liv med både børn og arbejde kræver både bedre institutioner og kortere arbejdstid.

Et fjerde punkt for kvindekampen er kampen for at stoppe vold mod kvinder. Der er i sær tre former for vold mod kvinder som er vigtige. Partnervold, voldtægt og hverdagsmandschauvinisme. Det er kun nogle dage siden man fandt en mor og hendes to børn myrdet og manden er eftersøgt. Det er bare den seneste sag. Det sker mange gange årligt at en kvinde myrdes af sin mand. Det er den mest ekstreme form for partnervold. Men der er masser af kvinder der lever i voldelige parforhold. Hvor det tidligere i århundredet på mange måder var blevet lettere for kvinden at gå fra sin voldelige mand, kommer der igen i dag flere og flere strukturelle benspænd for at kvinder kan forlade deres voldelige mænd. Dels gør konstanthjælpsloftet det noget nær umulig hvis du er syg eller arbejdsløs at kunne bo og alene, især hvis du er forsørger. Men lav løn, og høje boligpriser i det hele taget, gør det svært for enlige at kunne forsørge selv hvis man er i arbejde.

Derudover bliver der nu skåret ned på kvindekrisecentrene og Landsorganisationen af kvindekrisecentre står til at skulle lukke. Kvinder med netværk opfordres til at bo hos familie og venner i stedet for at tage på krisecenter. Krisecentrene er underdimensionerede og mangler midler. Det anslås at mellem 5 og 10000 kvinder voldtages årligt i Danmark. Men kun omtrent 400 bliver anmeldt. Og i ganske udpræget grad er det voldtægtsofferet og ikke gerningsmanden der bliver straffet.

Det betyder vi i dag lever i en kultur hvor kvinder må leve med risikoen for at blive voldtaget. Og hvor overvældende mange kvinder selv oplever en eller anden form for seksuelt overgreb eller i hvert fald kender en der har. Endelig er der den form for vold som borgerlige feminister kalder hverdagssexisme. Altså den allestedsnærværende mandschauvinisme hvor kvinder oplever små verbale og seksuelle krænkelser på noget nær daglig basis. Bliver råbt efter på gaden, bliver taget på i bussen og så videre og så videre. Den type vold bliver i vores samfund i stor stil normaliseret og bagatelliseret af de borgerlige medier.

Det er nogen af de vigtigste kampe som jeg ser dem. Jeg vil nu tale lidt om kvindekamp som den kæmpes af dem der ikke ser den som en del af klassekampen

Den borgerlige feminisme virker synlig for tiden i de borgerlige medier. Der er nogle der tolker det som om at spørgsmålet om feminisme vinder frem. Jeg mener det forholder sig omvendt. Nemlig at kvinders stilling og kampen for ligestilling er blevet banket så langt tilbage de seneste år at det nu har fået selv borgerskabets kvinder til at røre på sig. Der er punkter hvor man kan alliere sig med borgerlige feminister i dagskampe men der er nogle ting man er nødt til at holde sig for øje for at undgå at ende i den reaktionære sump som borgerlig feminisme også er.

Den borgerlige feminisme i dag er til dels organiseret i kvindeorganisationer men er især præget af enkeltsagskampe. I de her år er det fx især kampe mod diskrimination af kvinder, og opgøret mod traditionelle kønsroller, kvoter og glaslofter i forhold til kvinders stilling på arbejdsmarkedet, og det er den såkaldte hverdagssexisme – altså at kvinder dagligt bliver nedvurderet, tingsliggjort og verbalt og seksuelt krænket på daglig basis. Det er ikke uvigtige kampe, men de er blottet for systemkritik, og revolutionært perspektiv, for sammenhængende politisk stillingtagen, prioritering af kampene og først og fremmest blottet for at forholde sig til klasse. Samtidig står den borgerlige feminisme splittet også på enkeltsagsspørgsmål.

De er splittede på spørgsmålet for eller i mod prostitution og forbud mod sexkøb. Fx Enhedslisten står splittet på det her punkt. For en del år siden arrangerede kvindegruppen i Ø en demo mod prostitution mens queerudvalget i Ø arrangerede en mod forbud af prostitution. Det bliver en moralsk stillingtagen for eller i mod prostitution og kvinders frie valg. Men det vigtige lige nu at diskutere i forbindelse prostitution er hvordan fx de titusindvis af kvinder der lige nu ikke har råd til mad til deres børn og som ikke har lyst til at prostituere sig kan få råd til mad uden at behøve at prostituere sig eller hvordan de handlede kvinder der bliver holdt i slaveri og tvunget til prostitution kan få sikret deres rettigheder.

De er splittet på spørgsmålet om børneomsorg. Der er en gruppe borgerlige feminister der kalder sig omsorgsfeminister. De kommer i kølvandet på udmagringen af institutionsområdet, den dårlige normering og manglende kvalitet i institutionerne. Omsorgsfeminister mener at kvinder er skabt til børneomsorg. Det ønsker de anerkendt. De mener at feminister skal kæmpe for at kvinder kan gå hjemme med deres børn i hvert fald ind til skolealderen. De feminine værdier som omsorg og empati og det at kunne skabe og opfostre børn bliver ikke anerkendt af samfundet, man burde få løn for at tage sig af sine børn, mener de. Omsorgsfeminister er typisk selv hjemmegående oftest forsørget af deres mænd. De kæmper for der skal komme prestige i at gå hjemme. Jeg mener det er ekstremt vigtigt at kæmpe for at samfundet sikrer ordentlig børneomsorg med længere barsel og kortere arbejdstid og bedre normeringer i institutioner. Men det er reaktionært at kæmpe for at kvinden først og fremmest skal være og anerkendes for at være mor og husbestyrer.

De er splittet på spørgsmålet om kønsopfattelse. Ditte Giese gav for nylig en pris til en der havde kæmpet for ligestilling mellem mænd og kvinder. Det blev der en kæmpediskussion af i de borgerlige medier af fordi hun blev kritiseret for ikke at sige ligestilling mellem kønnene. Der er i den såkaldte queerfeminisme en kamp for ikke bare transkønnedes rettigheder – som jo er en vigtig kamp – men også en større kamp for at gøre op med og udviske hele kønsopfattelsen som bestående primært af to køn. Den har det med at være afsporende fordi det ofte bliver umuligt at tale om kampen om ligeløn fx eller andre kampe for kvindens stilling fordi hvad så med alle de andre køn?

De er splittet på spørgsmålet om hvordan man kombinerer kvindekampen med den antiracistiske kamp og spørgsmålet om den form for undertrykkelse som racegjorte, ikke-hvide kvinder oplever. Visse dele af den borgerlig feminisme bliver kritiseret for primært at kæmpe hvide kvinders kampe, på trods af at fx løngabet er større for indvandrerkvinder, og samtidig forsøge at kæmpe på ikke-hvide kvinders vegne, og fx synes det er synd og undertrykkende at nogle ikke-hvide kvinder vælger at gå med tørklæde. Men selv for de feminister der kæmper for og formår at kombinere kampen mod kvindeundertrykkelse med kampen mod racisme, er der stadig en påfaldende mangel på klasseanalyse og bevidsthed om at se undertrykkelsen som en del af klassekampen.

Det er typisk for den borgerlige feminisme at de ser feminisme/kvindekampen som en adskilt kamp fra andre kampe fx fredskampen osv, og først og fremmest stiller kvinden og kvindesagen uden for klassekampen. Derfor er de typisk heller ikke tilstede i bevægelserne.

Jeg mener vi er nødt til at forbinde kvindekampen og de aktuelle spørgsmål med bevægelsesarbejdet og gøre det til en del af fronten. Det sker allerede. Fx i kampen for ligeløn og for barsel har dele af fagbevægelsen været deltagende. I kampen for bedre svangreomsorg er det især jordemødrene og deres fagforening der råber højt. Og i forhold til normeringer er det pædagogerne. Det er vigtigt at få rejst de her spørgsmål i forældreorganisationerne også.

Spørgsmålet om retten til en selvstændig indkomst og kampen mod kontanthjælpsloftet er lige nu ikke båret af hverken fagforeninger eller kvindeorganisationer. Faktisk er det bemærkelsesværdigt hvor lidt fagbevægelsen er aktiv i kampen mod forarmingen af arbejdskraftreserven lige nu. Det er de syge og arbejdsløse kvinder selv der organiserer sig i netværk helt uden om fagbevægelsen i kamp, først og fremmest for overlevelse, men også politisk mod reformerne. Kampen for at stoppe volden mod kvinder er derimod et spørgsmål som kvindeorganisationerne til dels tager op. Der er til dels rejst en bevægelse mod især hverdagsvold. Men den knytter ikke rigtig an til resten af fronten eller formår at forankre sig i arbejderklassen.

Der er en række krav vi må rejse i bevægelserne som er de vigtigste spørgsmål for kvindekampen lige nu

– Reel Ligeløn. Lige pension. 30 timers arbejdsuge. og en løn til at leve og forsørge af.

– Ret til en selvstændig indtægt. Stop kontanthjælpsloftet. Ret til selvstændige sociale ydelser

– Ret til arbejde og børn. 6 måneders øremærket barsel til fædre oven i den nuværende barsel. 2 års barsel med løn og pension

– Sikring af sundhed og omsorg. Ordentlig svangreomsorg for mødre, børn og jordemødre, ordentlige normeringer og kvalitet i daginstitutionerne

– Stop volden mod kvinder

Se også

Folkealliance og revolutionær kamp: Lørdag den 5. november i Valby Medborgerhus


Andre oplæg fra Novemberkonferencen 2016

Den folkelige modstand og opbygningen af en folkealliance 
Af Jonas Ørting

 

KPnet 7. november 2016