Den folkelige modstand og opbygningen af en folkealliance – Af Jonas Ørting

jonas_oertingJonas Ørtings oplæg til Novemberkonferencen 5. november 2016, Valby Medborgerhus København Jonas er sygeplejerske og medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne

Jeg skal tale om ”den skærpede klassekampssituation, udviklingen af den folkelige modstand og opbygningen af en folkealliance”. Sådan!

Jeg plejer at tale om sundhedspolitik. Det er det mit hjerte brænder for, og ofte påstår jeg at næsten alt i virkeligheden er sundhedspolitik. Ifølge Verdenssundhedsorganisationens helt officielle definition – så er sundhed ikke bare fraværet af sygdom, men en tilstand af fuldstændigt fysisk, mentalt og socialt velbefindende. Og det er altså en fundamentalt anderledes opgave at stille sit samfund, end hvad samtlige regeringer i min levetid har disket op med.

Når vi taler om klassekampssituationen synes jeg altid det er godt at løfte blikket fra regnearkene og se på den lavpraktiske hverdag for de mennesker det drejer sig om.

Heldigvis bliver der i stor grad delt sådanne hverdagshistorier i øjeblikket, både fra de der rammes hårdt, af fagpersoner osv.

Så – Et lille glimt fra min egen hverdag…

Jeg er sygeplejerske på hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital, og fungerer blandt andet som visiterende sygeplejerske – hvor jeg skal sørge for at patienterne havner det rigtige sted, og koordiner med andre afdelinger så vi prøver at undgå overbelægning.

I tirsdags kunne jeg hurtigt konstatere at vores 63 pladser var fyldt. Patienterne ankom i en lind strøm, og der ville i hvert fald gå nogle timer inden vi kunne udskrive nogen.

Så jeg begynder at organisere udvisitering til andre afdelinger, så de modtager nogle af vores patienter – indtil min afdelingssygeplejerske spørger om jeg da ikke har læst nyhedsbrevet?

Nu lider sundhedsvæsenet bestemt ikke af mangel på forandringer, så jeg måtte jo indrømme det var muligt jeg havde overset noget.

Og min chef kunne altså berolige mig med at vi skam slet ikke havde fuldt hus endnu – vi var nemlig lige blev opnormeret med 3 senge (uden ekstra personale forstås). Og jeg kunne så berolige mine sygeplejersker med, at de ikke var ekstraordinært pressede, det var såmænd blevet ordinært.

Det er jo ”bare” den årlige skruetvinge som store dele af den såkaldte velfærdsstat har mærket i 20-30 år. Lidt hurtigere – lidt billigere, hvert år. Og først da jeg skrev mit oplæg her, tænkte jeg faktisk det var alt for bagatelagtigt til så alvorlig en sag som klassekampen. Men det er faktisk liv og død for mennesker lige rundt om hjørnet.

Ud over skruetvingen, så er der også de store støvletramp – kontanthjælpsreform f.eks.

Vi hører i øjeblikket om hvordan kontanthjælpsreformen koster mennesker hus og hjem, men sundhedseffekterne (eller nærmere sygdomseffekterne) af den slags reformer tager år, før de for alvor bliver tydelige. Og ud over den direkte konsekvens for de berørtes helbred, så er der i forvejen rigtigt mange danskere som har svært ved at betale deres medicin – jeg gad vide hvor meget ekstra ulighed i sundhed vi har fået for pengene denne gang…?

De store støvletramp er der mange af her og nu. 2025-planen. TTIP og CETA. Oprustningen i bl.a. Østersøen. Osv.

Spørgsmålet om klassekampssituationen, om den folkelige modstand mod reaktionære tiltag og om taktik og strategi, er for mig spørgsmålet om den socialistiske revolution. Det er med perspektivet om at skabe et socialistisk samfund jeg – og APK og den internationale kommunistiske bevægelse, ser på situationen i Danmark og verden, ser på styrkeforholdene og på retningen fremad og fremover.

Det betyder ikke at jeg vil bruge mit oplæg på at diskutere socialisme og revolution – og det betyder ikke at vores vision om det socialistiske Danmark er et adgangskrav til andre for at vi vil arbejde og kæmpe sammen for en bedre verden.

Men det er ikke tilfældigt at vi markerer årsdagen for oktoberrevolutionen. Den socialistiske revolution er vores perspektiv og vores mål. Det der definerer og gennemsyrer vores tilgang.

Hvorfor er det vigtigt?

Det er vigtigt fordi perspektivet om det socialistiske Danmark er fundamentalt anderledes end perspektivet om det socialdemokratiske Danmark.

Og fordi perspektivet er fundamentalt anderledes, er taktik og strategi fundamentalt anderledes.

Når jeg siger ’socialdemokratisk’ er det i bred forstand – ministersocialisme, reformisme – ideen om at stemme sig til et socialistisk Danmark, og det dækker altså de såkaldt røde folketingspartier, fagbevægelsen, en stor del af venstrefløjen.

For den socialdemokratiske bevægelse er den altoverskyggende opgave at vælge en socialdemokratisk regering. Bevægelsens interne uenighed er i praksis hvor langt sådan en regering skal læne mod højre.

Men der kan ikke herske tvivl om, at for dem er en socialdemokratisk regering målet, og Mette Frederiksen som statsminister vil blive betragtet som en sejr.

Hvad er så vores opgave?

Der er to fejltagelser det er nemt at gøre :

”Revolution nu ” som taktik og strategi er den ene, men det er ikke op til os hvornår tiden er moden til revolution – vi kan gøde jorden og forberede os, men tiden er ikke moden.

Den anden og måske mere nærliggende fejltagelse er at starte med en alternativ opstilling til folketingsvalget. En liste, bevægelse – en eller anden form der forkaster både den socialdemokratiske og den åbent borgerlige blok, og som rejser folkelige progressive krav. Det er for så vidt en god idé, et vigtigt delmål, og det er da også et spørgsmål vi jævnligt vender tilbage til.

Og kan vi i den konkrete kamp skabe muligheden for en alternativ parlamentarisk opstilling bør det gøres, men det må udspringe af en levende bevægelse og underordnes bevægelsernes behov. At starte med spørgsmålet om parlamentarisk opstilling er at vende opgaven på hovedet.

Jeg mener opgaverne stiller sig sådan her:

  1. Vi må få stoppet så mange af de reaktionære politiske reformer som muligt.
  2. Vi må få så mange som muligt af de allerede gennemførte reaktionære reformer rullet tilbage

Det kræver folkelige protester. Det kræver store protester. Det kræver løbende protester.

Til det kan vi et stykke hen ad vejen alliere os med dele af den socialdemokratiske bevægelse. Men det er vigtigt at brede kampen ud – at skabe og støtte samlende initiativer. Understøtte nye græsrødder, anspore til nye initiativer hvor der er potentiale…

Men vi må gå videre:

  1. Vi må afsløre klassekarakteren af den førte politik. For eksempel er det ikke nok at sige sundhedspolitikken er forkert, at vi skal arbejde for mindre ulighed i sundhed. Vi må vise forbindelsen til det kapitalistiske system, påpege at ulighed i sundhed er et grundvilkår i et ulig samfund.
  2. Vi må afsløre at socialdemokratiet ikke alene er ude af stand til at bekæmpe den reaktionære politik, men faktisk er bannerfører for klassepolitikken. Afsløre at socialdemokratismen fungerer som murbrækker for reaktionen og har en pacificerende indflydelse på arbejderbevægelsen. ”Hertil og ikke længere!” råber den socialdemokratiske bevægelse, når ministertaburetterne er besat. Det er statsministeren og ikke samfundssystemet der er afgørende. Mette eller kaos!

Men det er ikke nok med store, brede bevægelser der afviser socialdemokratiet som løsningen (om end det er en rigtigt god start).

  1. Vi må revolutionere bevægelserne – politisk og organisatorisk.Kampformerne må skærpes, bevægelserne gøres mere militante og mindre lydige overfor de parlamentariske organisationer og partier. Jeg kan og skal ikke udstikke en skabelon for de forskellige bevægelsers kampformer. Det må udvikles organisk i og med bevægelserne. At stå på sidelinjen og råbe ”MERE MILITANS” er formålsløs sekterisme. Men retningen må være klar – Gør underskriftsindsamlingerne til demonstrationer. Gør demonstrationerne til blokader. Gør de små strejker store. Gør blokaderne konkrete og fysiske. Gør de symbolske slag mod bombeflyene til direkte sabotage. Og når socialdemokraterne råber ”STOOOP” skal de udfordres.Spørgsmålet om et andet samfund – et andet Danmark – en anden verden, må stilles konkret. Vi kæmper ikke bare om fordeling af velfærdskronerne, vi kæmper for et andet samfund. Igen må det ske organisk i de konkrete kampe og bevægelser, og vi må respektere at kampen for overlevelse her og nu kan være altoverskyggende – men der må alle steder kæmpes for at sikre retningen frem mod et solidarisk samfund, et socialistisk Danmark.
  2. Erfaringerne skal opsamles og anvendes – allerhelst på tværs af bevægelser og initiativer, og der skal læres positivt af både sejre og nederlag. Læren må aldrig blive ”det nytter ikke at kæmpe” – men ”vi skal kæmpe anderledes/skarpere/hårdere/stærkere/mere bevidst og militant”. Ikke mindst her kan og må vores medier spille en vigtig rolle. Kommunistisk Politik, KPnet, KPnet blogs, KPnet TV og KPnet Radio er ikke bare partiets talerør, men platforme for de folkelige bevægelser og for deres udvikling. De må til stadighed udvikles, og deres kæmpe potentiale må i stigende grad udnyttes.
  3. Vi må samle de bedste kadrer fra bevægelserne om partiet, udvikle dem og lade dem udvikle os. Diskussionsgrupper, skolingsgrupper, debataftener – vi må fortsætte og udbygge vores initiativer.

For mig er nyliberalismen ikke ny – jeg er opvokset i nyliberalismens tidsalder. Konkurrencestaten fik muligvis først sit navn med Corydon, men ånden har gennemsyret dansk politik så længe jeg kan huske.

Nu går vi ind i hundredåret for oktoberrevolutionen. Den internationale ML bevægelse er stærkere end den har været i årtier. Danskerne – ikke mindst de unge generationer – har allerede høstet mange værdifulde erfaringer fra kampen mod nyliberalismen.

Lad os love hinanden at den revolutionære bevægelse i Danmark er stærkere om et år. At vores fangarme spreder sig længere ud i landet – både geografisk, socialt og politisk. At kommunismen for alvor begynder at spøge igen.

Se også

Folkealliance og revolutionær kamp: Lørdag den 5. november i Valby Medborgerhus


KPnet 6. november 20916