Mennesket er menneskets håb – Af Eric Skytte

Eric Skytte, medlem af Arbejderpartiet Kommunisterne, er gået bort efter længere tids sygdom i en alder af 75 år. Vi genudgiver dette vigtige indlæg, som Eric holdt i forbindelse med ‘kommunistisk samling’, bestræbelserne på at skabe èt stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund efter det revisionistiske Sovjetunionens og det socialistiske Albaniens sammenbrud.

Uddrag af Eric Skyttes indlæg på landskonferencen “Kommunismen i Danmark i går, i dag – og efter år 2000” 23. januar 1999

Jeg vil ikke påtage mig at fremkomme med en analyse af DKP, men jeg vil i glimt berette om, hvordan jeg – og sikkert mange andre – oplevede at være medlem af DKP – og senere Kommunistisk Forum og KPiD.

Lad mig starte med at oplyse, at jeg indmeldte mig i DKP d. 1. Maj 1970.

Op til EF-afstemningen i 1972 var DKP meget aktiv, og det resulterede i at mange søgte om at blive medlem. Sluserne blev åbnet på vid gab for nye medlemmer – kort sagt: Revl og krat blev lukket ind i partiet. Skolingen for de nye medlemmer haltede gevaldigt bagefter – især skolingen i klassikerne: Marx, Engels og Lenin. Jeg nævner ikke Stalin i dén forbindelse, da det jo nærmest var et fy-ord i DKP.

DKP`s 25. kongres i 1976 vedtog jo et nyt partiprogram med det antimonopolistiske demokrati, og stadfæstede eksklusionen af Carl Madsen for hans modstand mod dette begreb.

Dengang var der ikke de store diskussioner om indholdet af dette begreb, men som en af mine partikammerater i det senere KPiD så udtryksfuldt sagde det på et møde: “Havde vi dog bare lyttet mere til hvad Carl Madsen sagde dengang!”

Hvis vi udlægger det antimonopolistiske demokrati som en kamp for demokratiet – en kamp mod monopolerne, så kan vi vel alle gå ind for det – men det vi skal se på er indholdet i begrebet

Men hvad er så det antimonopolistiske demokrati ? Det kan siges med 4 ord:

Chile, 11. September 1973!

Og hvordan skal det så forstås?

Det er den samme teori, som præsident Allende`s regering i Chile byggede på med fatale følger for den chilenske arbejderklasse – teorien førte til fascismen og ikke frem mod socialismen!

Det er en teori om overgangen til socialismen via stemmesedlen, den parlamentariske vej til socialismen – den vej Socialdemokratiet valgte i sin tid – og i dag kan vi se, hvor det fører hen med Socialdemokratiet som borgerskabets foretrukne administrator af det kapitalistiske samfundssystem i Danmark!

Teorien bryder med den marxistiske lære om staten, om revolutionen og om proletariatets diktatur.

Midt i 70`erne blev jeg indvalgt i distriktsledelsen på Fyn med kassererarbejdet som det væsentligste.

Efter et par år i distriktsledelsen var jeg ved at blive godt træt af den parlamentsfiksering, der herskede. DKP var jo repræsenteret i folketinget og i byrådet sad Per Berga Rasmussen – i dag sidder han for Enhedslisten i Odense byråd!

Jeg forsøgte at stoppe mit arbejde i distriktsledelsen, men det var svært at slippe derfra.

Først efter nogle år lykkedes det, da jeg på en distriktskonference tog problemet op med den manglende politiske skoling, partiets kadrepolitik samt betydningen af klassekampen.

Jeg kunne så beskæftige mig med det jeg fandt mere vigtigt – nemlig det faglige arbejde, da jeg på det tidspunkt var tillidsmand og fællestillidsmand på Nordisk Tekstil i Odense.

Men – det faglige arbejde i DKP var jo underlagt det parlamentariske arbejde – det faglige arbejde blev jo brugt til at sætte fokus på det parlamentariske cirkus på Christiansborg,

Så det faglige arbejde dengang var jo ikke ligefrem noget at råbe hurra for. Jeg deltog i det faglige arbejde og selvfølgelig også i parti-afdelingens arbejde i Odense.

Da Gorbatjov kom til i Sovjetunionen, fik det jo også betydning for DKP. Der blev snakket en del om at forny socialismen – om mere demokrati o.m.a. Det blev mere og mere ulideligt at deltage i parti-afdelingsmøderne, men jeg deltog dog fra tid til anden.

Jeg deltog bl.a. i et afdelingsmøde, hvor der var valg af delegerede op til kongressen: I indkaldelsen stod der direkte: “Mød op! Stalinisterne skal ud af DKP!” Jeg mødte op og kritiserede indkaldelsens ordlyd, men jeg fik nærmest det indtryk, at det var distriktsledelsen, der stod bag indkaldelsen.

På et efterfølgende møde på distriktsplan for alle medlemmer tog jeg denne problemstilling op – dog uden større ændring af tingenes tilstand.

På Fyn hvor den såkaldte “fornyerfløj” stod stærkt, ville man end ikke lade en repræsentant fra mindretallet – sammen med repræsentanten fra flertallet – fra den 29. kongres deltage i et beretningsmøde om resultaterne fra kongressen.

Efter resultaterne af den 29. kongres, hvor den såkaldte “fornyerfløj” kom til, meddelte jeg på et møde for alle medlemmer på Fyn, at såfremt den linie, der var lagt, ville fortsætte, så var vi helt sikkert nogle stykker, der ville melde os ud af DKP.

Da den 30. Kongres i april 1990 var overstået tog jeg konsekvensen og meldte mig ud af DKP.

Jeg havde fået nok af parlamentsfiksering, fornyerfløj, Gorbatjov m.m.

Efter godt et halvt års tid meldte jeg mig ind i Kommunistisk Forum da jeg havde forhåbninger til, at det ville blive anderledes – at der ville blive gjort op med parlamentsfiksering – at der ville blive gjort op med de fejltagelser, der herskede i det tidligere DKP.

Det skete desværre ikke!

I februar 1990 fik vi stiftet en lokal afdeling af Kommunistisk Forum på Fyn.

I maj 1992 deltog jeg som repræsentant for Kommunistisk Forum, Fyn i et møde med DKP/ML om kommunistisk samling, hvor følgende punkter blev fremlagt.

1. Alle kommunister må erkende, at der kun kan være et parti i hvert land.

2. Samlingen af de kommunistiske kræfter må ske på basis af en generel anerkendelse af marxismen-leninismen.

3. Samlingen må basere sig på en solidarisk holdning til den kommunistiske bevægelse i Danmark, men også en kritisk og selvkritisk holdning til de erklærede kommunistiske partiers arbejde efter splittelsen.

4. Samlingen må basere sig på en fælles støtte til 2. og 3. Internationale og forsvaret af Oktoberrevolutionen og forsøgene på at opbygge socialismen.

5. Samlingen erkender nødvendigheden af videreudvikling af den marxistisk-leninistisk teori. Af en fremadskridende diskussion af socialismens erfaringer på godt og ondt.

6. Afvisning af Gorbatjov`s kontrarevolutionære/socialdemokratiske rolle og indhold.

7. De kommunistiske kræfter må erklære støtte til Cuba, Vietnam, Nordkorea og andre, der er truet af imperialismen.

Der var tilslutning til punkterne på et efterfølgende medlemsmøde i Kommunistisk Forum, Fyn!

På Kommunistisk Forums landsmøde i 1992 aflægger jeg på afdelingens vegne et indlæg om situationen på Fyn, herunder de positive erfaringer m.h.t. samarbejdet indenfor Den kommunistiske bevægelse på Fyn.

I marts 1995 have vi et medlemsmøde med 2 repræsentanter fra forretningsudvalget (Elsebeth Kaufholz & Lisbeth Brabæk) efter ønske fra forretningsudvalget. Dagsorden: løst og fast!

Det jeg mindes fra dette møde, var de 2 forretningsudvalgsmedlemmers nærmest forfærdelse over, at ingen i afdelingen tog afstand fra , hvad de kaldte “forbrydelser” under Stalintiden i Sovjet.

I november 1995 var der kongres i KPiD. Jeg havde på afdelingens vegne et indlæg om samlingsprocessen, lokalt som på landsplan, og efterlyste, hvorfor ledelsen i KPiD ikke gik aktivt ind i processen, da Betty, formanden for KPiD i et læserbrev i Dagbladet Arbejderen havde givet udtryk for følgende:

“KPiD har i øvrigt ikke besluttet at holde sig uden for samlingen af de kommunistiske kræfter.”

Der blev ikke svaret på de rejste spørgsmål fra afdelingen!

I maj 1996 bliver vi i afdelingen stillet overfor et krav fra forretningsudvalget om medlemsmøde med 2 repræsentanter fra forretningsudvalget (Ib Petersen & Annette Nielsen) med følgende dagsorden:

Kongressens og landsledelsens beslutninger samt afdelingens situation.

De 2 repræsentanter fra forretningsudvalget kunne ikke henvise til én eneste beslutning som jeg skulle have overtrådt!

Vi var vidt omkring i diskussionen på medlemsmødet, bl.a. var der enighed om, at DKP/ML var et “kadreparti”, medens KPiD var et “masseparti”. (P.S.: Hvor er DKP/ML på vej hen i dag!).

Derudover blev jeg af de 2 repræsentanter fra forretningsudvalget meget bebrejdet, at jeg anbefalede Dagbladet Arbejderen.

I april og maj 1997 afholder vi medlemsmøder i KPiD, Fyn med punktet, Det antimonopolistiske demokrati på dagsordenen. Der er ikke enighed blandt medlemmerne om dette begreb, så konklusionen bliver, at vi som afdeling skal tage problemstillingen op på kongressen i november 1997!

Først i juni 97 modtager jeg brev fra forretningsudvalget om, at de indstiller mig til eksklusion …

Jeg bliver indbudt til – iflg. lovene – at deltage i landsledelses-mødet sidst i juni måned, hvor min eksklusion skal forelægges Landsledelsen, men da jeg ikke, på trods af utallige henvendelser – kan få at vide, hvad jeg konkret er anklaget for, så meddeler jeg, at jeg ikke ønsker at deltage, men at jeg vil anke min eksklusion til kongressen i november 97.

Først d. 2. juli 97 modtager jeg brev fra Landsledelsen om, at jeg er ekskluderet af KPiD d. 21/6-97. Jeg modtog brevet dagen efter, at Dagbladet Arbejderen havde offentliggjort eksklusionerne i DKP/ML (af Klaus Riis, Dorte Grenaa og Frede Klitgård, KP). Et meget mærkeligt sammenfald. Hvorfor ventede KPiD næsten 14 dage med at meddele mig, at jeg var ekskluderet? Var det fordi, deres rænkespil skulle passes ind i DKP/ML`s rænkespil om de forestående eksklusioner dér? Det ligner unægtelig en tanke!

Da jeg i sin tid sagde ja til at stille op til bestyrelsen for Støttekredsen Arbejderens Venner, var det med baggrund i, at Dagbladet Arbejderen stillede spalteplads til rådighed for diskussionen om samlingen af de kommunistiske kræfter i eet stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grundlag, og at avisen understøttede den kommunistiske samlingsproces overalt i landet, samt refererede loyalt hvad der rørte sig i forbindelse med samlingsprocessen.

Med den politiske sprængning af DKP/ML i juni/juli 1997 indledtes en ny kurs i forbindelse med samlingsprocessen – der blev indført censur og manipulation!

Vedr. Dagbladet Arbejderens dækning af KPiD`s 3. Kongres, så fremgår det ikke, at KPiD betragter sig som DET kommunistiske parti, og at skabelsen af et stærkt kommunistisk parti er identisk med opslutning og opbygning omkring KPiD som parlamentarisk parti!

Dermed afviste kongressen, at KPiD vil indgå i nogen form for organiseret proces med andre kommunistiske kræfter med henblik på samling i eet stærkt kommunistisk parti og afviste dermed henvendelsen fra DKP/ML`s kongres i marts måned.

Endelig stadfæstede kongressen KPiD`s strategiske linie for fredelig, parlamentarisk overgang til socialismen.

Ovennævnte er dog væsentlige oplysninger, som hele den kommunistiske bevægelse i Danmark burde få kendskab til.

Men det skete altså ikke!

Da virkeligheden var helt anderledes, meddelte jeg i et åbent brev af 6/12-97 – sammen med Flemming Jensen, København – at vi ønskede at trække os fra bestyrelsen i Støttekredsen Arbejderens Venner.

Avisen er blevet dybt utroværdig og manipulerer med virkeligheden og afviser diskussionen om ideologiske spørgsmål – fundamentet, hvorpå samlingen skal tilendebringes!

D. 4/2-98 har en DKPer i Dagbladet Arbejderen en appel om samlingen af de kommunistiske kræfter.

Appellen lyder til medlemmer af DKP/ML og KPiD, at de blot skal melde sig ind i DKP og dér kæmpe for den demokratiske centralisme.

Så enkelt er det ikke at få samlet de kommunistiske kræfter – partiorganiserede som p.t. partiløse – i eet stærkt kommunistisk parti.

Det vi i fællesskab skal opbygge er et revolutionært parti, baseret på den demokratiske centralisme, der skal være arbejderklassens fortropsparti og lede kampen hen imod den proletariske revolutions sejr og videre opbygge socialismen under proletariatets diktatur.

Derfor skal partiet kræve en aktiv indsats af sine medlemmer, der skal være velskolede i den marxistisk-leninistiske teori, og de skal være offervillige i den dagsaktuelle kamp og i kampen for socialismen.

Det er ikke antallet af medlemmer, der er afgørende, men derimod medlemmernes offervillighed, kvalitet og forbundethed med masserne, der er afgørende for partiets politiske indflydelse og handlekraft, og for at det kan opfylde sin historiske rolle som arbejderklassens revolutionære fortropsparti.

Passive medlemmer, karrieremagere og “halvstuderede røvere” er der ikke brug for i det stærke kommunistiske parti, der er den revolutionære handlings parti, klassekampens parti.

Der er behov for den politiske og ideologiske afklaring indenfor den kommunistiske bevægelse, inden det er muligt at skabe det stærke kommunistiske parti.

Det politiske og ideologiske grundlag for det kommende parti er altafgørende, og her må vi analysere den kommunistiske bevægelse i Danmark, såvel positive som negative udviklingstendenser i tidens løb.

De forskellige partier/organisationer indenfor den kommunistiske bevægelse, er jo er udtryk for de forskellige politiske strømninger, de må fremkomme med analyser af de forskellige problemstillinger, der tidligere – og i dag – hersker indenfor bevægelsen, f.eks. det antimonopolitiske demokrati, statens klassekarakter, arbejderaristokratiet, masseparti, kadreparti, reformismen, opportunismen, og hvordan kunne “fornyerfløjen” opstå i DKP, og hvorfor gik DKP i opløsning, og m.a.

En samling i eet stærkt kommunistisk parti på et forkert – eller uafklaret grundlag – vil ikke fremme kampen for socialismen, men tværtimod føre denne kamp på afveje og til nederlag for arbejderklassen. Derfor er denne politiske og ideologiske afklaring nødvendig og af yderste vigtighed!

Vi får ikke det stærke kommunistiske parti blot ved en sammenlægning af de eksisterende partier/organisationer.

Der er kun èn vej frem, og det er samling fra neden med aktionsenhed og politisk og ideologisk afklaring på basis af marxismen-leninismen!

Hvordan ser situationen så ud i dag m.h.t. samling af kommunisterne?

Som allerede nævnt har KPiD på den 3. kongres stadfæstet den parlamentariske overgang til socialismen – med andre ord – de har stadfæstet ministersocialismen, som Socialdemokratiet i dag praktiserer, hvor de stiller sig på den forkerte side i klassekampen.

DKP/ML har med parolen om et “masseparti” lagt sig på linie med KPiD`s opfattelse af vejen frem mod socialismen.

DKP har fuldstændigt underlagt sig Enhedslisten og det parlamentariske spilfægteri.

Jeg kan godt forestille mig, at disse 2 – måske 3 – organisationer ad åre slår sig sammen i et “kommunistisk masseparti” og vil gå den parlamentariske vej mod ministersocialismen – altså den samme skæbnesvangre fejl som det revolutionære Socialdemokrati begik i tidernes morgen.

Den “frihed” har de jo til at gå ud i sumpen, jævnfor Lenin: Hvad må der gøres?:

“Vi marcherer i sluttet flok ad en stejl og vanskelig vej, holdende hinanden fast i hænderne. Vi er på alle sider omgivet af fjender, og vi må næsten ustandselig vandre under deres ild. Vi har forenet os efter en frit truffen beslutning netop for at kæmpe mod fjenderne og ikke træde ned i sumpen ved siden af, hvis beboere fra begyndelsen har dadlet os, fordi vi har udskilt os i en særlig gruppe og har valgt kampens og ikke forsoningens vej. Så er der nogle af os, der giver sig til at råbe: Lad os gå ud i denne sump! – og når man begynder at skamme dem ud, svarer de: Hvor er i gammeldags! Og skammer i jer ikke over at nægte os frihed til at kalde jer over på en bedre vej! – Å jo, mine herrer, i kan frit ikke blot kalde, men også gå, hvorhen i lyster, selv ud i sumpen. Vi mener endda, at jeres rette plads netop er i sumpen, og vi er rede til efter evne at hjælpe jer derud. Men giv så blot slip på vore hænder, lad være med at klamre jer til os og lad være med at besudle det store ord frihed, for vi har vel også “frihed” til at gå, hvorhen vi lyster, frihed til at kæmpe ikke blot mod sumpen, men også mod dem, der drejer af mod sumpen!” (Tiden 1949, s. 17)

Men, kammerater, er der slet intet håb for mennesket? Jo, mennesket er menneskets håb.

Lad mig til slut sige, at med dannelsen af den partiforberedende organisation, Oktober og den linie den står for, så er der håb – også for den danske arbejderklasse.

Denne organisation skal styrkes – og den vil blive styrket med opbakning fra arbejderklassens side.

Men det kræver kamp og udholdenhed – og vi må også se i øjnene, at i det samfund, vi lever i, der er der mange, der mener, at det nytter ikke noget – der er en vis opgivenhed på forhånd – en vis håbløshed over tingenes tilstand.

Men der, kan vi som kommunister sige, at så stort tror vi om mennesket, at ejer det håbløsheden, da ejer det også håbet.

Magthaverne – de kan svie græsset af med deres granater – men de kan aldrig dræbe jordens evne til at grønnes.

Der er også en del, der mener, at verdenen er ved at gå under. Nej, kammerater, det er ikke verdenen, der er ved at gå under. Det er kapitalismens system.

Derfor skal vi som kommunister, ikke lade os knuge til jorden, af det gamle samfunds ondskab og pessimisme. Vi skal gå i kamp for det nye samfund med revolutionær optimisme.

Kommunismen er verdens fremtid

Læs også

Mindeord: Eric Skytte 1941-2016 Eric med til det sidste
KPnet 8. august 2016

Fogh-regeringen skal væk
Af Eric Skytte – APK-Odense
Arbejderpartiet Kommunisternes tale ved Rød 1. maj 2004, Munkemose, Odense

Se flere  indlæg og dokumenter i Kommunistisk arkiv, Danmark på Oktobernet.dk

 

 

 

KPnet 8. august 2016