100 året for Påskeopstanden: Marx og Lenin om det irske spørgsmål og nationernes selvbestemmelsesret

dublin_streets_easter_rising_1916Ødelagte gader i Dublin efter engelske bombardementer påsken 1916

Den 24. april i påsken 1916 startede irske republikanere et forsøg på at opnå uafhængighed fra Storbritannien. 100 året markeres i disse dage. 

Oprørerne besatte bl.a. centrale bygninger i Dublin. Englands modreaktion var at bombe byen, og efter seks dage var oprøret nedkæmpet. Lederne blev stillet for en krigsret og henrettet.

Se Wikipedia Påskeopstanden 1916

Oprøret blev starten på en væbnet modstandsbevægelse. Få år senere kunne Sinn Féin sammenkalde den første Dáil (Irlands parlament) og danne den irske republik.

Oprøret blev på den tid kritiseret af forskelige opportunistiske kræfter, som mente at irerne ikke skulle føre en national kamp, men vente på at arbejderklassen greb magten.

Deb følgende artikel af Lenin – skrevet to år før opstanden –  klarlægger marxismens syn på det nationale spørgsmål og giver samtidig en forklaring på, at selvom påskeoprøret ikke lykkedes, ville det bane vejen for national frihed.

Her gengives dele af det sidste kapitel.

 

Fra Lenins udvalgte værker:
Uddrag af ”OM NATIONERNES SELVBESTEMMELSESRET” (1914)

Konklusionen af alle Marx’ kritiske bemærkninger er klar: arbejderklassen må mindst af alt skabe sig en fetich af det nationale spørgsmål, for kapitalismens udvikling vækker ikke nødvendigvis alle nationer til selvstændigt liv. Men at ville feje de nationale massebevægelser til side, når de nu engang er opstået, og ikke ville støtte det progressive i dem er i virkeligheden ensbetydende med at give efter for nationalistiske fordomme, nemlig: at betragte »sin egen« nation som »mønsternation« (eller, vil vi tilføje for egen regning, en nation, som har et eksklusivt privilegium på statsdannelse).”
Men lad os vende tilbage til spørgsmålet om Irland.

Marx’ indstilling til dette spørgsmål kommer klarest til udtryk i følgende uddrag af hans breve: »De engelske arbejderes demonstration til fordel for fenierbevægelsen har jeg på enhver måde søgt at fremkalde. . . Tidligere anså jeg Irlands løsrivelse fra England for umulig. Nu anser jeg den for uundgåelig, selv om der muligvis efter løsrivelsen kan komme en føderation.«. Således skrev Marx i et brev til Engels den 2. november 1867.

I et brev af 30. november samme år tilføjede han: »Hvad skal vi råde de engelske arbejdere til? Efter min mening må de gøre Repeal (sprængning) af unionen« (dvs. Irlands løsrivelse fra England) — »kort sagt affæren fra 1783, blot demokratiseret og tilpasset tidsforholdene, til en del af deres pronunziamento. Dette er den eneste legale og derfor den eneste mulige form, for irsk frigørelse, som kan optages i det engelske partis program.

Erfaringen må senere vise, om en ren personalunion mellem de to lande kan fortsætte med at eksistere . . .

. . . Hvad irlænderne behøver er:

  1. Selvstyre og uafhængighed af England.
  2. Agrar revolution . . .«

Marx, som tillagde spørgsmålet om Irland uhyre stor betydning, holdt i en tysk arbejderforening halvanden timer lange foredrag om dette emne (brev af 17. december 1867).

I et brev af 20. november 1868 omtaler Engels »hadet til irlænderne blandt de engelske arbejdere«, og næsten et år senere (24. oktober 1869) vender han tilbage til dette emne, og skriver: »Fra Irland til Rusland il n’y a qu’un pas (er der kun et skridt) . . . Irlands historie viser os, hvilken ulykke det er for et folk, når det har undertrykt et andet. Alle engelske svinerier har deres oprindelse i den irske pale. Jeg mangler endnu at knokle mig igennem cromwelltiden, men så meget forekommer mig givet, at sagen også ville have taget en anden vending i England, hvis det ikke i Irland havde været nødvendigt at oprette et militært styre og skabe et nyt aristokrati.«

Lad os i forbifarten nævne Marx’ brev til Engels den 18. august 1869:
» . . . I Poznan har de polske arbejdere (tømmerarbejdere osv.) ført en strejke sejrrigt igennem med hjælp fra deres berlinske kolleger. Denne kamp mod Monsieur le Capital — selv i den underordnede form af en strejke — ordner nationale fordomme på en ganske anden måde end d’herrer bourgeois’ers fredsdeklamationer.«

Den politik, som Marx fulgte i Internationale omkring det irske spørgsmål, kan man se af det følgende: Den 18. november 1869 skriver Marx til Engels, at han i Internationales generalråd havde holdt en tale på 5 kvarter om det britiske ministeriums holdning til irsk amnesti og havde foreslået følgende resolution:

»Det er fastslået, at mr. Gladstone i sit svar på de irske krav om løsladelse af de fængslede irske patrioter bevidst fornærmer den irske nation; at han til den politiske amnesti knytter betingelser, som er lige nedværdigende for dem, som er ofre for misregimentet, og for det folk, de tilhører; at han, som trods sin ansvarlige stilling offentligt og begejstret har hyldet de amerikanske slaveejeres oprør, nu begynder at prædike passiv lydighed for det irske folk; at hele fremgangsmåden med hensyn til den irske amnesti er et sandt og ægte produkt af den ‘erobringspolitik som hr. Gladstone angreb så kraftigt, at han fik fordrevet sine toryrivaler fra regeringsposten; at den Internationale Arbejderassociations Generalråd udtrykker sin beundring for den modige, faste og højsindede måde, hvorpå det irske folk gennemfører bevægelsen for amnesti; at disse beslutninger skal meddeles alle afdelinger i den Internationale Arbejderassociation og de med den forbundne arbejderforeninger i Europa og Amerika.«

Den 10. december 1869 skriver Marx, at hans beretning om det irske spørgsmål i Internationales Generalråd vil blive opbygget på følgende måde:

» . . . Rent bortset fra alle ‘internationale’ og ‘humanistiske’ retfærdighed-for-Irland-fraser — som er selvfølgelige for Internationales Generalråd — er det i den engelske arbejderklasses direkte og absolutte interesse at slippe af med sin nuværende forbindelse med Irland.

Og dette er min dybeste overbevisning, og det af grunde, som jeg til dels ikke kan afsløre over for de engelske arbejdere. Jeg har længe troet, at det ville være muligt at styrte det irske regime ved den engelske arbejderklasses fremmarch. Jeg har altid givet udtryk for dette synspunkt i The New York Tribune (amerikansk avis, som Marx i lang tid arbejdede for). Et nærmere studium har overbevist mig om det modsatte. Den engelske arbejderklasse vil aldrig kunne udrette noget, før den er sluppet af med Irland . . . Den engelske reaktion i England har (ligesom på Cromwells tid) sine rødder i underkuelsen af Irland.« (Kursiveringerne af Marx), Herefter må Marx’ politik i det irske spørgsmål være fuldstændig klar for læseren.

»Utopisten« Marx er så »upraktisk«, at han går ind for Irlands løsrivelse, som endnu et halvt århundrede senere ikke er blevet til noget.

Hvad var årsagen til Marx’ politik, og var den ikke et fejlgreb?

I begyndelsen mente Marx, at det ikke var den nationale bevægelse i den undertrykte nation, men arbejderbevægelsen i undertrykkernationen, som skulle befri Irland.

Marx gør ikke noget absolut ud af de nationale bevægelser, da han ved, at kun arbejderklassens sejr kan bringe alle nationaliteter fuld frigørelse. Det er umuligt på forhånd at beregne alle de mulige relationer mellem de borgerlige frihedsbevægelser i de undertrykte nationer og den proletariske frihedsbevægelse i undertrykkernationen (det er netop dette problem, som gør det nationale spørgsmål så vanskeligt i Rusland i dag).

Det gik imidlertid sådan, at den engelske arbejderklasse i temmelig lang tid kom under de liberales indflydelse, kom på slæbetov hos dem og kappede hovedet af sig selv ved at føre en liberal arbejderpolitik. Den borgerlige frihedsbevægelse i Irland blev stærkere og antog revolutionære former. Marx tager så sit standpunkt op til revision og korrigerer det. »Det er en ulykke for et folk, når det har undertrykt et andet«. Den engelske arbejderklasse vil ikke kunne gøre sig fri, så længe Irland ikke har gjort sig fri af det engelske åg. Underkuelsen af Irland styrker og nærer reaktionen i England (ligesom Ruslands underkuelse af en hel række nationer nærer reaktionen her!).

Og Marx forelægger i Internationale en sympatiresolution for den »irske nation«, »det irske folk« (den kloge L.VI. ville sandsynligvis have hudflettet den stakkels Marx for at glemme klassekampen!) og propaganderer for Irlands løsrivelse fra England, »selv om det efter løsrivelsen kan komme til en føderation«.

Hvad er de teoretiske forudsætninger for den konklusion, Marx er kommet til? I England som helhed er den borgerlige revolution for længst afsluttet. Men det er den endnu ikke i Irland; først nu, et halvt århundrede senere, er den ved at blive afsluttet gennem de engelske liberales reformer. Hvis kapitalismen i England var blevet styrtet så hurtigt, som Marx i begyndelsen ventede det, ville der i Irland ikke have været plads for en borgerlig-demokratisk, fællesnational bevægelse. Men da den nu engang er opstået, råder Marx de engelske arbejdere til at støtte den, til at give den en revolutionær impuls, til at føre den til ende i deres egen friheds interesse.

Irlands økonomiske forbindelser med England i 60’erne i forrige århundrede var naturligvis endnu stærkere end Ruslands forbindelser med Polen, Ukraine osv. Det »upraktiske« og »uigennemførlige« ved Irlands løsrivelse (om ikke andet i kraft af de geografiske forhold og i kraft af Englands umådelige kolonivælde) var iøjnefaldende.

Skønt Marx var principiel modstander af føderalisme, billiger han i dette tilfælde endda en føderation,*) hvis blot Irlands befrielse ikke sker ad reformistisk, men ad revolutionær vej i kraft af de irske folkemassers bevægelse, støttet af arbejderklassen i England. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at kun en sådan løsning af den historiske opgave ville være den bedste til fremme af proletariatets interesser og til fremskyndelse af den samfundsmæssige udvikling.

Det gik anderledes. Både det irske folk og det engelske proletariat viste sig at være for svage. Først nu løses det irske spørgsmål på grundlag af elendige studehandler mellem de engelske liberale og det irske bourgeoisi (eksemplet med Ulster viser, hvor trægt det går), ved en jordreform (ved at købe jorden) og autonomi (som endnu ikke er blevet indført). Hvad betyder det? Kan man deraf slutte, at Marx og Engels var »utopister«, at de stillede »uigennemførlige« nationale krav, at de lå under for de irske småborgerlige nationalisters indflydelse (fenierbevægelsens småborgerlige karakter er uomtvistelig) osv.?

Nej. Også i det irske spørgsmål fulgte Marx og Engels en konsekvent proletarisk politik, der virkelig opdrog masserne i demokratiets og socialismens ånd. Kun denne politik kunne have skånet Irland og England for et halvt århundredes forhaling af nødvendige reformer og for de liberales lemlæstelse af disse reformer til fordel for reaktionen.

Marx’ og Engels’ politik i det irske spørgsmål gav et storslået eksempel på, hvorledes proletariatet i undertrykkernationer skal forholde sig til de nationale bevægelser, et eksempel, som også i vore dage har bevaret en uhyre praktisk betydning. Deres politik tjener som advarsel mod den »tjenstvillighed« hvormed småborgere i alle lande af alle farver og sprog skyndsomst hæfter betegnelsen »utopisk« på enhver forandring af de statsgrænser, som er blevet skabt ved den voldspolitik og de privilegier, som godsejerne og bourgeoisiet i en nation har betjent sig af.

Hvis det irske og det engelske proletariat ikke havde accepteret Marx’ politik og ikke havde gjort Irlands løsrivelse til deres parole, ville det fra deres side have været den værste opportunisme, det ville have været en forsømmelse af en demokrats og en socialists opgaver og en indrømmelse til den engelske reaktion og det engelske bourgeoisi.

Hele Lenins artikel kan læses her

Om nationernes selvbestemmelsesret


KPnet 24. april 2016