Europa og EU: Nyt glimt af håb for Irland og Cypern

Mens krigstrommerne buldrer i et Europa, der bliver mere reaktionært for hver dag, der går, kommer der opmuntrende signaler fra to af kontinentets yderkanter.

Oversat fra Revolusjon, Norge

Irland og Cypern har været ulykkeligt splittede og delvist besatte i henholdsvis 100 og 50 år. I weekenden gav vælgerne i Irland (Eire) og Nordcypern et klart mandat til ledere, der ønsker at hele de nationale splittelser. Valget af Catherine Connolly og Tufan Erhürman (begge fik over 60 procent af stemmerne) viser, at befolkningen ønsker genforening af deres splittede lande. Dette giver et glimt af håb, selvom dette håb igen kan blive saboteret af regionale supermagter og supranationale imperialistiske strukturer som EU og NATO.

Nordcyprioter trodser Ankara

Konflikten på Cypern har været i dødvande siden den tyrkiske invasion i 1974, trods flere forhandlingsrunder, FN-planer (Annan-planen) og fredsbevarende styrker. Valget af Tufan Erhürman, en tilhænger af føderal genforening, er et slag i ansigtet på den tyrkiske præsident Erdogan og hans kandidat, Tatar, der ønsker en tostatsløsning – sandsynligvis som et første skridt mod indlemmelse i Tyrkiet.

Valgresultatet signalerer utålmodighed med den økonomiske krise og den voksende tyrkiske indflydelse, drevet af indvandring fra det tyrkiske fastland. Ved at vælge Erhürman understreger et flertal af tyrkisk-cyprioterne deres identitet som sekulære cyprioter og ikke som stemmekvæg for Ankara.

I bedste fald kan dette inspirere græsk-cyprioter i syd til at vende ryggen til de reaktionære og nationalistiske kræfters drøm om enosis (genforening med Grækenland) og til at bremse den kurs, Republikken Cypern har sat sig selv i form af et stadig tættere strategisk samarbejde med USA og Israel – en klar ændring fra den tidligere uafhængighedspolitik med tætte bånd til blandt andet Rusland.

Tyrkiet har for sin del for nylig meddelt, at det vil fordoble antallet af besættelsestropper i Nordcypern. Der er i øjeblikket 40.000 tyrkiske soldater der. Erhürman skal navigere i et anstrengt forhold til Tyrkiet, som har militær kontrol, samtidig med at han skal forholde sig til præsidenten for republikken i syd, Nikos Christodoulides, og hans tilgang til USA og Israel (og Grækenland). Indvandrere, der krydser ulovligt fra nord til syd, er et andet problem, der komplicerer eventuelle nye aftaler.

Irland: Tættere på en folkeafstemning

I den anden ende af Europa har Belfast-aftalen fra 1998 (Langfredagsaftalen) langsomt men sikkert styrket de republikanske ireres ønske om genforening og svækket unionisterne i tilsvarende grad. I denne sammenhæng er valget af den uafhængige politiker Catherine Connolly som formand for parlamentet (Ceann Comhairle) af stor betydning.

»Dette er en sejr for progressiv politik,« skriver Sinn Féins avis An Phoblacht, »da (den uafhængige) Catherine Connolly klart går ind for retfærdig fordeling, retten til bolig, irsk neutralitet, solidaritet med Palæstina, det irske sprog og selvfølgelig irsk enhed.«

Den pacifistiske Connolly er et levende symbol på ideen om et genforenet Irland, hun er krystalklar i sin støtte til palæstinenserne og sin modstand mod et militariseret Irland. Hun blev støttet af Sinn Féin, Socialdemokraterne, Labour Party, People Before Profit, De Grønne og uafhængige progressive kræfter.

EU som kamæleon og paradoks

EU er i sin natur en overnational politisk union, der begrænser medlemslandenes selvstyre på et stigende antal områder. Paradoksalt nok ser mange irere og cyprioter imidlertid EU som et alternativ til at være underlagt Storbritannien eller Tyrkiet.

Siden Brexit har EU profileret sig som en kritisk støtte for Dublin over for London. Selvom de administrative og økonomiske barrierer mellem nord og syd ikke er særlig betydningsfulde, ser de fleste irere dem som en upraktisk og irriterende påmindelse om et splittet land. Et forenet Irland i EU kan derfor synes at være den oplagte løsning, selvom de seks amter i nord så ville være underlagt Bruxelles i stedet for London. Dette er en meget omstridt form for »befrielse«.

EU-medlemskab er også den forkerte medicin for Cypern. Da Republikken Cypern tiltrådte EU i 2004, var dette i strid med landets oprindelige forfatning fra 1960, som garanterede øens uafhængighed. Ved at tiltræde EU har den græsk-cypriotisk dominerede republik i praksis opnået en indirekte form for enosis med EU-landet Grækenland, hvilket forstærker splittelsen med nord.

Længe efter at tyrkisk-cyprioterne trak sig ud af regeringen og nationalforsamlingen i 1960’erne, blev forfatningen »ændret« med en tilføjelse af artikel 1A, der fastslår, at intet i forfatningen må forhindre, at den revideres af EU traktat og direktiver og forordninger fra Bruxelles. EU er således, som en overnational magt, der tilsidesætter landets forfatning, en hindring for en løsning, der genopretter en suveræn, forenet cypriotisk stat.

Ud af supermagtens lammende greb?

Situationen kan synes lige så fastlåst som før. Men både Connolly og Erhürman repræsenterer et håb om, at lokale, folkelige kræfter kan bryde imperialismens og de regionale supermagters greb og intriger. I disse mørke tider for Europa tænder de et glimt af lys.

Udfordringen for det irske og cypriotiske folk ligger i at finde en vej til genforening, der ikke indebærer underkastelse under nye supranationale strukturer og regionale supermagter. I denne sammenhæng er EU ikke kun en blindgyde, men en afsporing.

Originalartikel på Revolusjon