Lykketofts triste testamente

Kommentar
Kommunistisk Politik –

 

mogens_lykketoft_2015

Mogens Lykketoft – fhv. socialdemokratisk partiformand, comeback-minister og tidligere formand for folketinget – har fejret sin 70 årsdag som dette års formand for FN’s generalforsamling. En ærespost som kun tildeles den kapitalistiske verdensordens allermest trofaste tjenere.

Lykketoft har imidlertid ikke i sinde at lade sig glide ud i glemslens mørke uden at give sin uforbeholdne mening om sine efterfølgere i de seneste danske regeringer. Hans tale ved 70-årsdagen til politiske venner har vakt stor opsigt – måske tiltænkt, selvom ophavsmanden benægter det. Han mener at den kunne rundsendes til et halvt hundrede fortrolige på mail uden at havne i medierne.

Lykketoft lægger ikke fingrene imellem i beskrivelsen af den nuværende Venstre-regering og Thorning Schmidts forgænger-ditto, når han siger:

”Derfor er det en så smertelig oplevelse, at Danmark netop nu har en regering og et folketingsflertal, der prioriterer ligegyldige, små fedtede skattelettelser til vælgere, de anser for dumme og egoistiske. Og som derfor skærer voldsomt i vort bidrag international solidaritet og afviser et fælles humanitært ansvar i Europa. En regering, der skruer ned for de danske ambitioner om klima og miljø.

Det er den mest fladpandet populistiske regering, vi har haft i min levetid. Med en dybt utiltalende politik og nogle dybt usympatiske personer på nøgleposter. Det er sørgeligt, at den forrige regering var så talent- og profilløs at den banede vejen tilbage for den lille svindler, der nu er statsminister.”

Det er svært at være uenig, selvom Løkke-regeringen bare er en klon af Foghs nyliberale krigsregering og Thorning en senere tids kopi af Nyrups nyliberale EU-regering fra Lykketofts storhedstid.

På falderebet rejser generalforsamlingsformanden  tvivl om, hvorvidt den danske og nordiske kapitalistiske velfærdsmodel er overlevelseskraftig:

” Jeg har sammen med ganske mange af jer brugt mange årtier på at kæmpe for en fredelig og retfærdig verden med en dansk velfærdsmodel som – troede jeg – mit urokkelige fundament.”

Det kan konstateres at fundamentet allerede har store revner og er sprækket på kryds og tværs. Men det skete allerede fra Nyrups tid. Lykketoft har ingen årsagsforklaringer på elendigheden.  Hvis han kiggede en smule ind i sig selv, ville han være i stand til at finde en af dem, der er personligt ansvarlige.

Men det er den uforbeholdne tilslutning fra både socialdemokrater og borgerlige til forsvaret af det imperialistiske system, EU og NATO, der er den politiske forklaring på den skandinaviske velfærdsmodels forsvinden fra den globale scene.

‘Velfærdsstaten’ kom historisk til som en kapitalistisk afværgemanøvre for at undgå, hvad der var ’værre’: et socialistisk samfund uden kapitalister, uden udbyttede og uden udbyttere. Nu demonteres den af de samme kræfter, som etablerede den – i profitmaksimeringens interesse og i forventningen om, at arbejderklassens modstandskraft er brudt.

For Pia Kjærsgaard, Lykketofts efterfølger som formand for folketinget, er det ikke svært at være uenig med ham. Hun holder altid en principiel national knytnæve parat til angreb. Lykketoft foragter Danmark, mener Kjærsgaard:

” Hans udtalelser taler næsten for sig selv: her taler en mand langt klogere end andre, en mand der fra sit elfenbenstårn i New York kigger ned på sit lille fædreland.”

Danmark har ikke de regeringer, ministre og folketingsformænd, det fortjener.

Se hele Lykketofts tale her

Baggrund

Den danske velfærdsmodel – en saga blot
Kommunistisk Politik 11, 2002

Europe, “the Nordic Model” and the Revolution
APK July  2000, Problems of the Revolution


KPnet 26. februar 2016